1970 -1972.

 

Tilbage til Svejts

Vi ankom på banegården i Kølliken med Fritzli på armen og to kufferter en sen eftermiddag. Doris, Fritz' søster, modtog os og sammen gik vi det lille stykke til restauration Sonne som tilhørte Fritz' forældre. Vi havde i sinde at opholde os en god måneds tid sammen med familien før vi forsatte til Sverige, hvor Fritz havde antaget en stilling i Sheraton Hotel. De havde hoteller mange steder i verden og Fritz var en dygtig chef.

Vi benyttede lejligheden til at få Fritzli grundigt undersøgt - nu hvor vi befandt os i Svejts. En efterfølgende samtale med overlægen på sygehuset, bekræftede at han havde haft iltmangel ved fødslen og havde epilepsi. Videre forklarede overlægen at hvad Fritzli i første omgang havde brug for, var os og intensiv fysioterapi. Når han var en seks-syv år gammel, kunne man, alt efter hans tilstand, bedømme og afgøre hvad det bedste ville være for ham. Jeg var lettet, for jeg ville helst beholde ham hjemme, også selv om jeg ikke var helt klar over hvordan vi klarede den over længere tid. Fritzli havde meget hårdt brug for mig. På et hjem ville man aldrig kunne give ham det, han i sin meget hjælpeløse tilstand havde brug for. Jeg var overbevist om, at han ikke ville leve længe, hvis han kom væk hjemmefra på det tidspunkt. Vi var også meget glade for ham. Der var et stærkt bånd imellem os alle tre. Fritz havde i denne afgørelse ikke sagt meget. Jeg havde en tydelig fornemmelse af at han overlod dette til mig. Alligevel synes jeg han skulle have understøttet mig i afgørelsen. Jeg var godt klar over at det ikke var fordi han holdt mindre af Fritzli end jeg gjorde. Fritzli brugte meget af min tid og det svævede ligesom i luften at Fritzli før eller senere ville komme på et hjem.

Vi kørte til Sverige i den nye flotte Opel Commodore som Fritz havde tilladt sig selv at købe. Han havde tjent godt i Etiopien og mente at han kunne tillade sig en hvis status, når det kom til køb af bil. Jeg havde ikke noget at indvende, han havde selv tjent pengene. Fritz var ellers sparsom af natur, men han faldt slet og ret for den fyr røde flotte bil med seks cylinder som kunne køre 250 km i timen. Ofte sad jeg stiv af frygt ved siden af ham når han trykkede på pedalen, og bilen fløj hen ad landevejen som en mindre flyvemaskine. Dengang kunne man køre så hurtigt man ville på hovedlandevejene. I mit inderste undskyldte jeg ham og sagde som regel ingenting. Vores ophold i Sverige varede lige præcis en måned. Fritz fandt ud af at vi næsten ikke kunne eksistere, når lejligheden og alt andet var betalt, var der knap en øre til overs. Det satte punktummet for hans interesse i at arbejde i Sverige. Vi pakkede igen bilen og kørte tilbage til Svejts.

Vi koncentrerede os om at finde arbejde i Svejts. I mellemtiden hjalp Fritz til i restaurationen hos sine forældre. Jeg havde nok at gøre med at se efter Fritzli, og samtidig holdt jeg den private lejlighed ovenpå i orden og strøg alt tøjet.

Vi havde Fritzli hos os i soveværelset. Når vi gik i seng om aftenen, kunne jeg af og til høre at han klukkede sødt i søvne. Det gav mig en god trøstende fornemmelse at mærke, at han i det mindste i sine drømme havde det morsomt. Kvæleanfaldene var holdt op i det andet år. Gud ske tak og lov.

 
Vores nye hjem.

Fritz fandt arbejde, på et godt hotel i Interlaken, som køkkenchef. Nu behøvede vi kun at finde et passende sted at bo. En lille lejlighed i Niederrid, uden meget luksus, blev vores bopæl. Vi havde den mest vidunderlige udsigt over Brinzersøen og de omkringliggende bjerge. Jeg tror nok vi faldt mere for udsigten end for selve lejligheden. Fritz skulle ikke tiltræde stillingen før første maj, men vi flyttede en god måned før for at få lejligheden sat i stand. Barn nummer to var på vej. Denne gang ville alting gå godt, var vi overbevist om. Vi boede i den underste etage, i et gammelt hus i chale- stil fra det 18 århundrede. I køkkenet var der et gammelt komfur, når man fyrede gik varmen ind i en, med grønne kakler belagte kamin i stuen - en af den slags man kan sidde og varme sig på. Fritz fik møblerne fra sin farfar sat i stand. De havde været opbevaret i årevis på loftet hos forældrene. Et gammelt ovalt bord med stole blev rigtigt pænt, da det var blevet slebet og frisk lakeret. Ligeledes fik et meget gammelt chatol nyt liv, efter det blev sat i stand. Et gammelt soveværelse med store høje senge og tilhørende hestehårsmadrasser fik vi også lov til at tage med. Lejligheden blev dekoreret med forskellige ting fra Etiopien. Møblerne harmonerede fint med huset stil, vi var godt tilfredse med resultatet.

Fritz kørte frem og tilbage imellem Niederried og Kølliken. Han hjalp stadigvæk til hos forældrene, indtil han skulle begynde i sin nye stilling. Det var på en af disse ture at ulykken skete. Landevejen var glat, bilen begyndte at rutsje og ramte gelænderet på Tunersøen. Sekunder før sprang Fritz ud ad bilen. Han forklarede bagefter, at han kun tænkte på Fritzli, i det øjeblik han tog mod til sig og sprang. Med mismodig stemme fortalte han mig over telefonen hvad der var sket. Heldigvis var Fritz kommet fra ulykken med livet i god behold. Han havde ikke en skramme, det gav jeg også udtryk for, da vi så hinanden igen.

Den næste bil købte vi af en som Fritz havde gået i skole sammen med. Valget faldt på en gammel amerikansk model.
Fritz begyndte på sin nye stilling i Interlaken, men blev til vores skuffelse sagt op efter en måned, souschefen overtog stillingen. Direktøren sympatiserede tilsyneladende mere med ham end med Fritz. Over telefonen forklarede han sin far hvad der var sket. At Fritzli var handikappet vejede tungt i dette øjeblik, og bitre tårer fandt deres vej ned af kinderne. Hans far trøstede ham med, at han som ung, efter at have tjent i militæret fem år under den sidste krig i Europa, havde skrevet over 40 ansøgninger for at få en stilling.

Der var noget særligt i luften den uge, for før ugen var omme fik vi, til vores store overraskelse, to andre tilbud. Fritz' far forstod ingenting. Sådan noget havde han aldrig før oplevet. Det ene tilbud var fra et hotel i Interlaken. Direktøren var kristen og havde fire blonde sønner. Den yngste havde haft en fødselsskade og gik først da han var fem år gammel. Det andet tilbud var fra hans tidligere direktør i Etiopien som hed Teufel og som nu arbejdede i Iran. Vi afslog Teufels tilbud, selv om Fritz gerne ville have været til udlandet igen, i øjeblikket var familielivet vigtigere. Vi havde ikke opgivet håbet om, at Fritzli ville begynde at udvikle sig.
En varm sommerdag kom Fritz' søster Doris, på besøg. Hun havde været til et kursus i omegnen og benyttede lejligheden til at besøge os. Fritz hentede hende med bilen. På vejen hjem fik motoren med en gang en mærkelig lyd. De kørte ind i den første garage, på vejen hjem, og efterlod bilen der, for at få mekanikeren til at finde ud af, hvad der var i vejen, og kom tilbage i en lejet bil. Det viste sig, at cylinderne i bilen ikke virkede som de skulle. Mekanikeren reparerede bilen således, at vi nu kørte med fem cylinder i stedet for seks. Jeg undrede mig over at det var muligt, men mekanikeren måtte jo vide, hvad han gjorde. På en af de meget få fridage Fritz havde den sommer, besøgte han sine forældre, mens jeg blev hjemme hos Fritzli. For anden gang begyndte motoren at få en mærkelig lyd midt på landevejen. Fritz begyndte at mistænke sin skolekammerat for at have solgt ham en mindre god bil. Ved første lejlighed kørte han ind i en garage og ringede til ham. Denne rådede ham til at køre så langt han kunne, og hvis han ikke nåede frem, ville han komme og hente ham. En kogende bil og en ligeså kogende Fritz forsatte turen. Heldigvis opgav bilen sin sidste kraft lige ud for en garage, og skolekammeraten kom som lovet og hentede ham. For tredje gang i et halvt år købte vi en ny bil. Denne gang ville vi købe en som passede til os. Forhåbentlig ville der ikke ske flere bilulykker. Fritz ringede fra skolekammeratens garage og beskrev en flot amerikansk model som hed: Firebird. Det var helt utroligt, hvad man kunne med den, forklarede han over telefonen, igen var han faldet for noget øjnene synes om. Uden tøven svarede jeg: "Du kan vælge imellem mig og Firebird."

Dermed lagde jeg røret på. Vennen rådede os til at købe en lille Fiat kun et år gammel. På grund af uheldet med den anden bil gav han os en meget pæn pris.


Ikke langt fra vores hus boede en ældre mand som benyttede enhver lejlighed til at konversere med os på engelsk, når vi traf hinanden på vejen, selv om han var svejtser og talte udmærket svejtsertysk. Han havde haft problemer med hjertet, og var derfor rejst til Amerika for at besøge Oral Roberts mission. Præsten havde bedt for ham, men han virkede lidt skuffet over besøget, fordi han havde ikke kunne mærke noget. Andre kunne berette om sigtbare helbredelser. Alligevel måtte han indrømme at han havde fået det bedre. Han begyndte at komme forbi med blade fra Oral Robert. Jeg læste dem om aftenen i sengen og var ofte forundret over det jeg læste. Mange ting var skrevet enkelt og humoristisk, jeg begyndte at se frem til at få det næste blad. Af og til læste jeg de morsomste ting højt for Fritz, når han kom hjem om aftenen, og sammen morede vi os over de morsomme historier. Igennem disse blade havde jeg erfaret, at der var noget som hed verdens ende. En eftermiddag da jeg lige var kommet hjem fra en spadseretur med Fritzli, trak kulsorte mørke skyer b op over Brienser-søen. Jeg har aldrig før eller senere oplevet noget i den retning. Klokken tre om eftermiddagen blev det  mørkt som midt om natten. Fra mange retninger blinkede advarende signaler rundt om søen, tegn til skibe om, så hurtigt som muligt søge havn. Jeg begyndte at blive bange for, at det kunne være verdens ende, det så bestemt ikke godt ud. Med en gang begyndte det at hagle. Haglene var store som hønseæg som buldrende faldt på alt som befandt sig udenfor. Bange betragtede jeg det voldsomme tordenvejr. Efter en halv time var det hele oversrået, stormen lagde sig, og himlen klarede op igen. Jeg åbnede døren, vores lille hund Adulla krøb frem under bænken som stod op til muren ved indgangsdøren. Den hoppede og sprang op af mig meget taknemlig for at komme ind. Jeg var glad for at hunde ikke bliver fornærmet. Jeg havde fuldstændig glemt den, så opslugt havde jeg været af tordenvejret, tænk hvis den var blevet ramt af haglene. Jeg lagde et par is-æg i fryseren for senere at kunne vise dem til Fritz. Han kom hjem med toget den dag, for bilen havde fået over 30 buler og skulle først repareres på værkstedet. Heldigvis dækkede forsikringen skaden.
Jeg var begyndt at tage Fritzli til fysioterapi i Interlaken. Der var fortsat meget arbejde med ham. Hans måltider tog op til tre timer om dagen en time for hvert måltid, dertil kom også hans daglige bad og pleje. Han glædede sig hver dag til den daglige tur i vognen, den var højdepunktet i hverdagen, men der var mange bakker i Niederried, og min mave var tydelig begyndt at give plads til den nye baby. Ofte solede han sig på den røde måtte foran på terrassen. I baggrunden, til den klare blå sø, hævede de majestætiske bjerge sig med deres hvide snekapper på toppen. Foran vinduerne, på de kønne huse i chale-stil, blomstrede blomster i alle mulige farver. Omgivelserne var lige så kønne som på de postkort, som kunne købes i kioskerne. Man kunne ikke andet end nyde sådanne milde sommerdage. Når Fritzli havde været igennem sit program med morgenmad, bad og fysioterapi, kunne han slappe af en time eller to på terrassen. I den tid kunne jeg få gjort de vigtigste ting i huset. Som regel overhørte jeg hans første klageråb, når han begyndte at kede sig, for at få ham til at bruge sine lunger. Han kendte sit daglige program ud og ind, og det holdt jeg, så vidt det var muligt, fast ved. Han havde også brug for en rytme i tilværelsen.


Der var to lejligheder i huset. Ovenpå boede en familie med tre børn. På en eller anden måde gik forholdet imellem os som naboer skævt. Jeg havde en tydelig fornemmelse af, at hun ikke brød sig om mig. Det blev bekræftet en dag, vi begge to arbejdede i vores urtehaver som lå ved siden af hinanden. Hun kom med uvenlige bemærkninger, som tydeligt viste hendes holdning. Det er ikke alle der kan lide at være i nærheden af et handikappet barn hver dag. Fritzli forstyrrede ellers ikke nogen. Hvis deres børn kom i nærheden af Fritzli, var hun kvik til at få dem sendt væk. Et andet problem var også, at de tre børn ovenpå elskede at røre på sig, som børn gør, og huset var meget lydhørig. Hvis vi lyttede, kunne vi ofte høre hvad der blev sagt ovenpå. En nat stod familien op ved to tiden, børnene løb frem og tilbage, uden det mindste hensyn til dem som boede nedenunder. Fritz bankede på sengene, mens han højt og tydeligt lod forstå, at han skulle arbejde næste dag. Fem minutter efter var hele familien ude ad døren. Det var ikke muligt at gøre det godt igen. Manden fortalte Fritz bagefter, at episoden havde ødelagt deres ferie. De foretrak at være fornærmet. Vi gjorde det eneste rigtige, vi begyndte at se os om efter en anden lejlighed. Med to småbørn ville det være bedre for mig at bo lidt mere centralt. Derfor valgte vi en lejlighed i midten af Interlaken, i et hus som hed:" Zur Stadt Paris". Her havde jeg alt hvad jeg havde brug for i nærheden. Vi boede på tredje etage. Over os i taglejligheden, boede en gammel morsom kone med tre sorte flotte katte. I sine unge dage havde hun tjent i husholdningen hos ejeren af bygningen, reserverede jøder, som havde en butik nedenunder. Det eneste minuspunkt ved lejligheden var, at der ikke var elevator i huset, men vi var unge og tog det med i købet. Vores møbler passede her også fint ind i stil med huset. Overfor lå en pizzarestaurant, og af og til tillod jeg mig selv den luksus at bestille en dejlig frisk bagt pizza. Det var et stort plus, at børnelægen havde sin praksis kun 20 minutter til fods derfra, og at alle indkøb kunne gøres rundt om hvor vi boede.


Det viste sig, at djævlen endnu havde et par trumfer på hånden den sommer. Kort tid efter Fritz var begyndt i stillingen i Interlaken, sagde nogle af hans bedste kokke op uden grund. Han gjorde sit bedste for at beholde dem, men det lykkedes ikke. På deres sidste arbejdsdag pakkede de deres egne knive ind uden at nævne det på forhånd. Fritz havde anet det og var forberedt, på det nu skete. Han gav nøglen til bilen til en jugoslaver som vaskede op, og bad ham om at hente den store kuffert i bagagerummet i hans bil. Lige foran næsen af de andre, pakkede han sine egne knive ud, som han havde købt kort tid før. I Svejts er det sådan mange steder, at kokke bruger deres egne knive på arbejdspladsen.

Fritz var nu nødsaget til at arbejde med det man kunne få fat i. Unge mennesker, som tilbragte sommeren med at rejse fra det ene sted til det andet og som gerne ville tjene lidt ekstra, fik arbejde. Midt i sommersæsonen var det ikke let og få fat på kvalificeret hjælp. Det havde til følge, at han ikke kunne tillade sig at tage en fridag. Han var nødsaget til at arbejde meget hårdt. Heldigvis havde han en dansk kok som trofast blev.
Fritzli kom på et hjem i Wildersmith nær Biel for tre måneder fra min syvende måned. Jeg må indrømme, at jeg var lettet. Alting var begyndt at blive besværligt. Jeg var meget kraftig denne gang, så kraftig at man en tid lang formåede tvillinger. Jeg spiste godt og sundt, sådan at den nye baby ikke manglede noget.

 

Silvia kommer til verden

Jeg fulgte fysioterapeutens råd og gik til undersøgelse hos en professor i Bern, for denne gang var der ikke noget som skulle gå forkert. Professoren forklarede, at hvis der ikke var sket noget til den 18 oktober, skulle jeg lade mig indlægge på sygehuset. Dagen før kørte Fritz mig til Bern. Vi havde aftalt med hans tante, at jeg skulle overnatte hos dem. Den følgende dag ville hun tage med til sygehuset. Fritz kørte forsigtigt, for vi havde haft nogle bilulykker den sommer. Pludselig uden advarsel, hvor to hovedveje føres sammen til et spor i nærheden af Bern, ramte en kæmpestor lastbil døren på min side. Jeg kunne næsten ikke begribe, at det var sandt. Chaufføren forsatte sin fart, som om han ikke havde lagt mærke til os. Fritz så rødt, han trykkede på gaspedalen, mens han brugte hornet uafbrudt. Tilsyneladende havde han fuldstændig glemt mig. Efter et par minutter stoppede lastbilen. Chaufføren hoppede ned fra sit høje sæde, og sammen betragtede vi skaden. Vores bil havde fået en stor bule i døren. Uden at sige ret meget trak chaufføren tegnebogen frem og bladede nogle 100 sedler ud. Fritz tog dem hurtigt, på hans ansigtsudtryk kunne jeg se, at sagen dermed var afgjort. Ret rystet fortsatte vi turen ud til hans tante som tog hjerteligt imod os.

Næste dag lod jeg mig indlægge på sygehuset. Fødslen blev sat i gang ved at man lod frugtvandet gå. Jeg ventede hele dagen uden tegn på, at fødslen var begyndt, jeg havde ikke engang veer. Om aftenen blev jeg kørt ind på fødestuen. Milde veer var så småt begyndt. Sygeplejersken syslede med noget ude på gangen, og jeg var alene på stuen. Pludselig kunne jeg mærke hvordan barnet drejede sig, og med en gang havde jeg stærke presseveer. Jeg skreg om hjælp det bedste jeg kunne - sygeplejersken kom styrtende ind og forklarede hurtigt, at hun var nødt til først at ringe til lægen. Klokken var fem minutter i otte, da jeg råbte om hjælp. Jeg nåede lige se på den store klokke på vægen, for jeg ville vide, hvor længe fødslen varede. Lige præcis klokken otte var Silvia vores datter født. Professoren, som jeg ellers havde meget stor tillid til, nåede lige at komme i sidste øjeblik, før hun blev født. Han gratulerede og bemærkede: "Det klarede de fint lille frue bare kom bare igen". Kvart over otte kom Fritz. Han var både glad og skuffet, glad fordi vi havde fået et sundt barn, men lidt skuffet fordi hendes næse var fladtrykt fra fødslen, det var naturligvis synd for ham. Jeg trøstede ham med, at den rettede sig sikkert, og det gjorde den også efter et par dage. Hendes hudfarve var svag blålig, undersøgelser viste, at hun havde for meget blod. Det skulle fortage sig efter et par måneder, og det gjorde det også. Jeg sov ikke den nat hun blev født, fordi vi havde fået et sundt barn på en hurtig og nem måde uden smerter. Der var så meget at tænke på, stille takkede jeg Gud. Vi havde fået en meget stor gave, en sund datter på en nem og smertefri måde. Tak kære Gud.

Når Fritz kom på besøg, virkede han meget træt, ja han var lige ved at falde i søvn på stolen. Forklaringen fik jeg, da jeg kom hjem fra sygehuset. Han havde slebet parketgulvet i stuen og lakeret det. Ligeledes var der nye flotte gardiner i stuen. Han havde fået en ældre dame fra hotellet til at sy dem. En sammenplantning af planter og en stor buket flotte røde roser anbragt midt på bordet var fra direktøren og hans kone. Fritz havde til og med vasket det snavset tøj og strøget det. Jeg var både overrasket og glad. Vi havde fået et nyt sundt barn og lejligheden virkede dejlig ny. Det var som om jeg selv havde fået nyt liv.

 

 Igennem trængsler plantet i troen

En måned efter Silvias fødsel hentede vi Fritzli i Wildersmeth, dermed begyndte en streng arbejdsdag for mig. Der var arbejde med ham for to eller tre. Silvia havde også ret til mig. Fritz arbejdede i Hotel Badrut i St. Moritz indtil foråret, fordi hotellet i Interlaken var lukket om vinteren. Jeg tror nok den vinter var den strengeste periode i mit liv. Om natten stod jeg op for Silvia og for det meste også for Fritzli. Et spædbarn har brug for sin mor, men der var også en masse arbejde med Fritzli. Jeg gjorde det bedste jeg kunne. Jeg arbejdede fra tidligt morgen til sen aften. Ofte var jeg dødtræt fordi jeg ikke fik nok søvn. Det værste var ensomheden. Jeg var omgivet af mine børn hele døgnet og havde ikke rigtig kontakt med nogen. Jeg beklagede mig til fysioterapeuten. Hun fik det arrangeret sådan, at jeg mødte et par andre damer som også havde handikappede børn. Det blev ikke rigtig til venskaber, tilsyneladende var der ikke nogen som interesserede sig for mig. Hvis jeg ville tale med nogen var jeg den som måtte ringe. Sent om aftenen lavede jeg et fotoalbum med børnene og sendte det til Fritz, sådan at han ville tænke på os af og til. Var der ikke nogen som begreb min vanskelige situation. Den mørke tid sidst på året og de mange timer alene i lejligheden uden nogen at tale med, var ikke det bedste for mit humør og min sindstilstand. Negative tanker begyndte at snige sig ind og stjæle mit livsmod. Af og til havde jeg på fornemmelsen at stå foran en mur af besværligheder uden nogen at støtte mig til. Denne tilstand ville over længere tid ikke være sundt for mig, det var jeg selv godt klar over. Noget måtte, på en eller anden måde ændre sig i min tilværelse, men i denne strenge tid kunne jeg ikke se hvordan. Der var meget arbejde med børnene, og det ville der også være i fremtiden.

To af Røschlis børn fra Etiopien befandt sig nu i Svejts. Den ældste dreng som hed David, ligesom faderen, var kommet i lære som mekanikker. Peter, som var lidt yngre, kom til Svejts et par år før tiden, fordi han ikke fulgte så godt med i skolen. Det blev aftalt, at de skulle tilbringe julen hos mig. Jeg vidste det hele meget let kunne blive for meget for mig, men Fritz var blevet spurgt om drengene kunne tilbringe julen hos os, fordi de ikke havde nogen andre steder at tage hen. De ankom et par dage før jul med deres ski. David ringede fra banegården, jeg forklarede ham vejen til Zur Stadt Paris og tilføjede: "Skynd jer at komme, jeg har kogt Inzera Watt". David svarede: "Jeg kan lugte det", og det varede ikke længe, før de stod for døren med forventningsfulde øjne. Der var kun en måde at klare det hele på, og det var at give dem nogle pligter. De skulle tage hunden ud, vaske op efter måltiderne, hænge bleer op og tage de andre ned - det gjorde de også uden vrøvl. Når de prøvede kræfter med hinanden, var de så hensynsfylde at gå ud på trappeopgangen, og når de kom ind igen, smilede de fra det ene øre til det andet. På en måde var det godt de kom på besøg, for nu havde jeg nogen at snakke med og havde mindre tid til at fordybe mig i mine negative tanker. En aften havde jeg lavet en typisk svejtsisk æblekage. Drengene sad ved bordet, da jeg bar kagen ind. Jeg skar et stykke til os alle tre og gik ud for at hente teen. Nu tog jeg selv en bid af kagen for hurtig at spytte det ud igen - i stedet for sukker havde jeg kommet salt i. Drengene synes det var sjovt, og eksploderede af grin. Jeg måtte selv grine med, for jeg blev ligeså overrasket som de blev. De tog flere gange på skiture og om aftenen så vi gode filme i fjernsynet. Snart var de to uger forbi og dermed også julen og nytåret. Jeg måtte indrømme med mig selv, at jeg savnede dem efter de var rejst. De havde bragt liv ind i min og børnenes ensomme tilværelse. Jeg lage mærke til, at jeg var begyndt at le igen.

Da drengene var rejst, skulle lejligheden gøres rent, og der var masser af tøj som skulle vaskes. Ud over bleer havde jeg ikke vasket i de to uger, de havde været på ferie. Jeg havde masser af tøj til mine børn, fordi jeg havde fået en hel del foræret af naboer og Fritz' søstre. Naboerne kom af og til med noget aflagt børnetøj, og næsten undskyldende ville de sige: "Vi vil så gerne gøre noget for dig, men vi ved ikke, hvordan vi kan hjælpe dig, men kan du ikke bruge det her?" Jeg kunne ikke nænne at sige, at jeg allerede havde mere end nok. Derfor tog jeg det og takkede mange gange. I Fritzlis værelse havde jeg en stor trækiste som var helt fuld med tøj, jeg havde fået foræret. Jeg havde muligvis kunne klæde børnene på hele vinteren uden at behøve at vaske ret meget. Af og til undrede jeg mig over, hvordan folk så på min situation og ønskede, at nogen ville tilbyde at hjælpe mig.

Da jeg havde fået lejligheden sat i stand og vasket alt tøjet, følte jeg mig helt udkørt. Der skulle også stryges, for at give mig selv et skub med at komme igennem den store af stabel tøj, besluttede jeg at stryge lidt hver aften efter børnene var kommet i seng. Jeg stod foran strygebrættet med et bjerg af børne- og sengetøj foran mig. Jeg følte mig meget træt, jeg havde ikke fået nok søvn i ugevis. Tanken kom til mig, at det ville være bedre at dø. Jeg var så træt, at jeg havde på fornemmelsen at kunne sove i ugevis. De negative tanker, som havde plaget mig i længere tid, fik nu frit løb. Hvorfor havde Gud tildelt mig sådan et svært liv? Mine naboer havde det så godt. De fik nok søvn, havde fri om søndagen og kunne nyde livet. Hvorfor skulle netop jeg have det svære lod at få tildelt et handikappet barn. Jeg kom nu i tanke om, at mens Jesus levede, havde han helbredt alle syge - så meget havde jeg forstået stod i det nye testamente. Hvorfor tillod Gud, at der var sygdom og elendighed i verden? Min bibelske regning gik ikke op. Når jeg døde blev jeg taget op til paradis. Jeg følte mig absolut ikke overbevist om, at det var sådan. Noget inden i mig var meget bange. Hvordan fik man svar på sådanne spørgsmål?

Jeg fortalte Jesus, at jeg havde prøvet det bedste jeg kunne, og hvis jeg skulle tro på ham, så forventede jeg mig samme det af ham. Hvordan skulle man kunne tro på en Gud, som ikke bekymrede sig om, hvad der skete her på jorden. Jeg fortalte ham: "Det er din sidste chance," for at være sikker på at han hørte mig, råbte jeg: "Jesus, Jesus." i det øjeblik var det ikke mig som råbte, men en grånende stemme som kom dybt indefra. Jeg så Jesus for mig og vidste det var ham. Jeg havde en meget tydelig og klar fornemmelse af altid at havde kendt ham. Han havde lange hvide klæder på som dækkede fødderne. Ansigtet var perfekt med brune øjne og mørkebrunt hår som dækkede ørene. Min første tanke var: Han er den samme i dag som han var dengang. Jeg vidste dengang ikke, at biblen siger det samme. Efter et øjeblik var han forsvundet.

Langsomt trak jeg ledningen ud til strygejernet, lod det hele stå i stuen og fortalte mig selv: "Nu går du i seng og sover Inge." Godt dækket til med en varm dyne, lå jeg i sengen. Visionen af Jesus havde printet sig fast i mit indre. Det var det vidunderligste jeg nogensinde havde oplevet. En følelse af fred i sindet var kommet over mig. Jeg lå og tænkte på det et godt stykke tid, før jeg faldt i søvn. Næste morgen vågnede jeg, udhvilet efter en god nats søvn. Børnene havde sovet igennem til klokken ni om morgenen. Jeg vidste, at Jesus så min situation, men jeg ville også have gjort noget ved det. Jeg havde mange spørgsmål, som jeg gerne ville have svar på. Til min konfirmation havde jeg fået et nyt testamente. Jeg fandt det i bogreolen, tog det i hånden og sagde lige ud: "Du ved hvor meget jeg har at gøre, jeg har ikke tid til at læse i biblen." Hver gang jeg begynder at tænke på noget, som jeg gerne vil have svar på, tager jeg bogen, åbner den et eller andet sted og læser det første mine øjne falder på. Det gjorde jeg resten af ugen og var meget overrasket over at finde ud af, hvad der stod skrevet i den bog. Når jeg læste lidt i den, fornemmede jeg en dyb visdom bagved ordene. En skønne dag satte jeg fod i en kristen boghandel og købte en bibel med det nye såvel som det gamle testamente. Overbevist om at jeg ville bruge biblen et godt stykke tid, besluttede jeg mig til en god kvalitet; sort læder som kunne lukkes rundt om bladene med en lynlås. Jeg havde sat mig selv det mål at kende Guds ord fra begyndelsen til enden. Godt klædt på, i en tyk vinterfrakke med pelshue og varme støvler her midt i vintertiden, skubbede jeg Fritzli hjemad. Han var også godt klædt på, med tyk jakke, hue og støvler, dertil sad han i en foret pose. Min beslutning om at kende Gud personligt igennem hans ord, gav mig en følelse af at være kommet på den rette vej i livet.

Byen har også sin charme om vinteren, selv om der ikke er så mange turister som om sommeren. Jeg elskede turen ned igennem hovedgaden med de mange pæne butikker. Foran Victoria Hotel er der en stor græsplæne. En spadseretur rundt om den tager en god time. Her spadserede jeg ofte med børnene og hunden, da Silvia kunne sidde selv. Jeg anbragte dem begge to i Silvias barnevogn en i hver ende. Fritzli var lykkelig for denne ordning, han elskede at være i nærheden af Silvia. For enden af græsplænen er der en legeplads for børn. Her skulle Silvia altid prøve det hele. Fritzli så tålmodigt til, som regel tog jeg ham også ud af vognen og satte ham på en vippe eller gynge mens jeg holdt ham fast, så godt det lod sig gøre. Den dag Silvia begyndte at hjælpe til med at skubbe vognen, var han meget skuffet. Det stod tydeligt malet i hans ansigt at han følte sig sat til side i livet.

Noget var sket med mig, siden jeg havde set Jesus, det var jeg klar over. I stedet for at være plaget af negative tanker, begyndte jeg at synge til mit daglige arbejde. Jeg havde altid troet, at jeg ikke sang særlig godt, og derfor sang jeg ikke meget. Nu fandt jeg ud af, at jeg kunne synge, ja, jeg kunne til og med tage de høje toner. Livet var igen begyndt at blive interessant og mit livsmod steg et par grader, mens jeg sang til mine daglige sysler. I mit inderste beskyldte jeg den læge og jordemor som havde været tilstede ved Fritzlis fødsel for hans tilstand. Fra den dag jeg havde mødt Jesus, forsvandt disse mørke tanker ud af mit liv. Jeg tænkte næppe på det mere og hvis tanken dukkede op, følte jeg mig ikke plaget af det som før i tiden. Det var en lettelse at komme af med lasten. En dag ved middagstid, efter jeg var færdig med mit daglige arbejde med Fritzli og Silvia, havde jeg regnet ud, at jeg kunne nå at støvsuge og støve af før middagsmaden, hvis børnene forholdt sig roligt. Jeg kikkede ud af køkkenvinduet på det store ur over banken, det gik altid helt nøjagtigt. Efter jeg var færdig med mit arbejde, kikkede jeg igen på uret over banken, der var kun gået et kvarter - det kunne ikke være sandt, det var normalt umuligt at lave så meget på så kort tid. Jeg kikkede efter på de andre ure i huset, og vidste det var sandt. Jeg havde støvsuget og støvet af i et karter. Jeg spurgte mig selv: "Hvad laver du nu," svaret lå i luften - lege med dine børn selvfølgelig. I det øjeblik gik det op for mig, at det i grunden ikke gjorde noget, hvis lejligheden ikke altid var i orden. Det var vigtigere, at børnene og jeg havde det godt sammen.

Der var absolut ingen tvivl om, at visionen af Jesus havde givet mig et skub i den rigtige retning. En aften lå jeg i sengen og overvejede hvordan udtrykket Fader, Søn og den Hellige Ånd skulle forstås. Hvilke betydninger havde de hver for sig? Kunne man for eksempel bede til Helligånden? Jeg var ikke helt sikker på svaret. Det var mørkt i soveværelset, og fra det lille bord ved siden af sengen, hørte jeg pludselig en mærkelig tikkende lyd. Jeg blev bange, rædsel overkom mig, hvad var det for et spøgeri? Kunne det være den Hellige Ånd, som jeg lige havde tænkt på? Langsomt krøb jeg ud af sengen og tændte for lyset, tikkeriet stoppede. Jeg åbnede døren til Fritzlis værelse, han sov trygt, alting var i orden. Hver gang jeg slukkede lyset, begyndte tikkeriet igen. Til sidst lod jeg lyset være på, mens jeg overvejede det hele i sengen. Jeg kom til det resultat, at det kunne ikke være noget som kom fra Jesus, for dengang havde jeg haft en vidunderlige følelse af fred, jeg havde også vidst det var ham og havde ikke været bange. Det her var jeg ikke sikker på, hvorfra det kom. Hvis Jesus var hos mig så behøvede jeg ikke at være bange for spøgeri, fortalte jeg mig selv. Dermed lukkede jeg øjnene og faldt i søvn med lyset på. Der var en duft af svovl i lejligheden den næste dag, og jeg fornemmede tydeligt og klart, at jeg havde haft et mistænkeligt besøg. Ville dette uhellige besøg lure mig til at tro på, at det var den Hellige Ånd og bede til det? Den aften, da jeg sad på Fritzlis seng og bad for ham, før jeg lagde ham til at sove, vidste jeg med sikkerhed, at det ikke var fra Gud, og at jeg var blevet prøvet i troen.

Den sommer Fritzli blev født i Danmark, havde jeg taget en bog med på ferie fra det tyske bibliotek i Addis Abeba med titlen: I harmoni med den uendelige. Bogen glemte jeg i Svejts, derfor betalte jeg til en ny bog på biblioteket, da jeg kom tilbage efter ferien. En aften faldt mit blik på den i bogreolen. Jeg følte mig næsten magnetisk tiltrukket af den, tog den ud og begyndte at læse i den. Snart var jeg fuldstændig opslugt af bogen og kunne ikke holde op med at læse, derfor læste jeg til hen imod klokken tre om morgenen. Bogen beskrev Guds Hellige Ånd og dens betydning her på jorden. Jeg var overmådelig glad ved at finde ud af, at Guds Ånd ikke kun var noget man sagde, men at den virkelig eksisterede. Bogen sammenlignede den med en flod som løb igennem en dejlig have. Hvis floden tørrede ud, ville alt det der groede i haven også tørre ud. I mit inderste havde jeg en følelse af, at det ikke var helt tilfældigt, at jeg glemte bogen i Svejts for to år siden. Hvis vi er parat, så er Gud det også, og hans veje er mange, det begyndte jeg lidt efter lidt at finde ud af.

Jeg havde en tydelig fornemmelse af, at Gud ikke ville helbrede Fritzli lige nu. En dag ved middagstid, fordybet i mine tanker angående Fritzli, og hvordan jeg skulle klare den i fremtiden, lod jeg mit blik dvæle over bjerget Jungfraujoch. Det er dækket med sne sommer og vinter og er en stor turistattraktion. Det var som om Guds stemme kom fra den retning: Vil du se efter Fritzli så længe det er nødvendigt.  Jeg stod et øjeblik tøvende, var jeg parat til at tage den opgave på mine skulder så længe Gud ønskede det? Jeg fortalte Gud, at sådanne tilfælde som Fritzli måtte være noget af det værste, der kunne ske til en i livet, jeg vidste ikke om jeg altid ville være i stand til at klare det.  Igen flød ordene igennem luften: "Det er ikke sandt, i Indien eksistere der mange slemme ting, Fritzli bliver der set efter, jeg giver dig af den Hellige Ånd” Jeg var meget overrasket over at høre, at der var ting i denne verden, som var værre, det havde jeg ikke troet. Det var i dette øjeblik, jeg overvandt mig selv og gav Gud ret og tilstod: "Ja det er rigtigt, med hjælp at den Hellige Ånd kan jeg klare den.

Nedenunder boede en svejtserfamilie med tre børn, to piger og en dreng i skolealderen. Jeg var begyndt at underholde mig med dem, når vi traf hinanden udenfor eller på trappeopgangen. Jeg fik den gode idé at spørge den ældste pige, om hun ikke havde lyst til at tjene en ekstra skilling. Vi aftalte en lille pæn pris, og begge pigerne kom et par gange om ugen og tog Silvia og hunden ud på en spadseretur. Det varede ikke længe, før de spurgte, om de ikke også kunne give Fritzli en køretur. Jeg takkede Gud for pigernes hjælpsomhed, for jeg vidste, at Jesus var ansvarlig for den bedre vending i mit liv.

Den mand som af og til besøgte os i Niederried og som plejede at bringe blade fra Oral Roberts Institut, besøgte mig en skønne dag i Interlaken. Denne gang havde han taget en bog med med titlen: Gud kan gøre det igen. Han var meget optimistisk og fortalte om alle de mennesker som var blevet helbredt af Guds kraft i Pittsburg i Amerika. Jeg havde ikke meget tid til at læse i bøger, men jeg vidste, at han snart ville komme forbi igen for at finde ud af, hvordan jeg synes om bogen. Derfor tog jeg mig sammen og begyndte at læse i den, mens jeg spiste min middagsmad. Bogen var utrolig spændende, en ældre dame, som hed Katryn Kullman, havde gudstjeneste hver uge i en kirke i Pittsburg, mennesker blev helbredt i massevis. Hver gang jeg havde et lille øjeblik, læste jeg med stor interesse i bogen.

Over telefonen forklarede jeg Fritz, hvad jeg læste, også han begyndte at få håb. Det havde været meget svært for os begge to at opgive håbet om, at Fritzli ville blive sund og rask. Igennem lægerne havde vi erfaret at menneskeligt set, er der kun så og så meget, der kan gøres for ham. Hvis vi var heldige, ville han måske en skønne dag komme til at gå på sine ben. Jeg ønskede inderligt og dybt fra hele hjertet, at han kom på benene, derfor øvede jeg flittigt med ham hver dag en time om formiddagen og en time om eftermiddagen, og dertil kom arbejdet med hans daglige måltider og pleje. Desværre var der ingen fremgang at se, trods alt mit gode arbejde. Alting blev, som det var. Han kunne ikke holde hovedet, ligeledes kunne han heller ikke sidde eller stå eller kontrollere sine bevægelser. Når han prøvede at sige noget, blev det kun til uforståelige lyde.

Silvia var, Gud ske tak og lov, et sundt barn, og udviklede sig som hun skulle. Med hendes fødsel var ulykkerne som havde løbet bagefter os, holdt op. Fritz var meget stolt af hende og det samme var mine svigerforældre. Fritzli elskede at betragte hende, når hun legede med sit legetøj, hun var en sand lysstråle i hans tilværelse. Ofte lå de begge to på den store måtte på gulvet omgivet af legetøj. Fritzli betragtede hende roligt og opmærksomt, mens hun legede og rullede omkring. Det var i sådanne øjeblikke, han synes at kunne glemme sig selv. Vores lille hund Adulla var ikke altid tilfreds med, at Fritzli ikke involverede sig. Af og til skrabede den hans hænder, peb og synes at sige: Tag dig sammen og gør noget. Med tiden fandt den ud af, at Fritzli bedre kunne bruge sine ben. Når han lå på maven, med en større skråpude under armene, stillede den sig imellem hans ben og bed forsigtigt og kærligt først i det ene ben og så i det andet, mens den småknurrede først lidt så langsomt højere. Fritzli begyndte ivrigt at spjætte med benene, det bedste han kunne, så længe han kunne. De havde begge to megen glæde af denne leg. Den følte sig meget ansvarlig for Fritzli og elskede at slikke hans ører. Jeg skændte ofte på den for at få den til at holde op, men det hjalp ingenting. Når jeg vendte ryggen til, fik ørerne lige en kærlig, god omgang af en varm tunge, og så kiggede den på mig med sine store runde øjne som synes at udtrykke, det her forstår du ikke, det ved jeg nok. Hans måltider var forsat meget anstrengende. Fysioterapeuten havde vist mig hvordan han skulle sidde, og hvordan jeg skulle kontrollere hans mundbevægelser, når han spiste, men hans måltider var og blev et meget anstrengende arbejde for os begge to.

Det var nu tydeligt at Fritzli forstod hvad der foregik omkring ham, men hvor meget han forstod af det man sagde, var svært at konstatere, fordi han ikke havde mange muligheder for at udtrykke sig. Trods alle besværlighederne elskede jeg mine børn overalt i verden og ville ikke bytte dem for noget andet.

Fritz kom hjem en uges tid på ferie i februar måned, men desværre gik tiden alt for hurtigt. Det var nemmere at klare børnene, når der var en anden person i huset, som de også kunne interessere sig for. Fritz' forældre havde været på besøg imellem jul og nytår, men eller havde det været småt med besøg den vinter. Det var på togrejsen tilbage til St. Moritz, at Fritz traf en ældre dame. Han havde lige sat sig ned, da damen gik igennem kupeen. Han næsten råbte til hende at pladsen ved siden af ham var fri. Damen satte sig ned, og uden omsvøb fortalte han hende alt om vores problemer med Fritzli, og at vi håbede meget, at han en skønne dag ville gå på sine ben. Den venlige dame synes at kunne føle sig ind i situationen. Til sidst rådede hun Fritz til at skrive det hele til en missionær i Afrika, som hun personligt kendte. Hen imod slutningen af vinteren ringede en mand til os og forklarede, at en missionær i Afrika havde sendt vores brev retur til ham, han ville meget gerne besøge os. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle klare sådan en usædvanlig situationen, derfor aftalte vi at mødes, når Fritz var færdig med vintersæsonen.

Han meldte sig igen til foråret, da Fritz var kommet hjem. Vi aftalte et besøg, og til aftalte tid ringede han på døren. Missionæren forklarede, at noget af det første han altid gjorde, første gang han besøgte folk var at bede med dem. Han spurgte, om jeg kunne hente lidt olie i en kop. Jeg begav mig ud i køkkenet og hældte lidt olie i en kop uden at forstå ret meget af, hvad han havde i sinde. Manden knælede andægtigt ved stuebordet, Fritz og jeg gjorde det samme. Derefter dyppede han en finger i olien og placerede en plet midt i panden på os. Det symboliserede Guds Ånd forklarede han, og derefter bad han en kraftig bøn over os, rejste sig op og omfavnede Fritz, trykkede mig kraftigt i hånden og ønskede os hjertelig velkommen i Guds familie. Han pegede på et langt ar som gik på tværs af hans pande og forklarede, at han havde haft en hjernetumor, ja han havde også været blind og lidt meget, men Gud havde helbredt ham. Meget imponeret betragtede jeg arret. Kunne Gud også gøre noget for Fritzli? Jeg begyndte at få håb, det samme gjorde Fritz. Sandelig denne mand var anderledes, han tog Gud meget alvorligt og havde autoritet, når han bad og talte, som jeg aldrig før havde mødt hos andre.

Silvia var nu godt et halvt år, og vi overvejede at lade hende døbe. Jeg telefonerede med præsten, fra den protestantiske kirke i Interlaken, som kom på besøg en eftermiddag. Den Søndag Silvia blev døbt, så Fru Moser, som boede neden under, efter Fritzli. Silvias dåb blev vores første rigtige familiefest i Svejts.

Fritz genoptog sit arbejde i det samme hotel, han havde arbejdet i sommeren før. Han tog fri hver tirsdag, sådan at vi kunne deltage i kristelige forsamlinger, ofte ledet af manden som havde bedt med os hjemme ved stuebordet. Sådanne aftener lagde jeg slet og ret børnene i seng. Friztli kunne ikke komme ud af sengen, ja han kunne ikke engang dreje sig. Silvia, som var godt et halvt år, lagde jeg til at sove i kravlegården. Den bestod af en rund ring og et rundt gulv med et net ind imellem, så forsvandt vi for et par timer. Det blev en dejlig sommer. Vi nød køreturen ud til det private hus, hvor forsamlingen fandt sted. Disse mennesker sang, priste Gud og fortalte hinanden hvad Gud havde gjort for dem. En eller anden læste og forklarede fra biblen. Før i tiden troede jeg at når man havde lejlighed til at være med til en god fest med sang og musik, så var det det bedste, man kunne have i livet. Jeg var derfor overrasket over at finde ud af, at der var noget, som var endnu bedre her i livet. Når vi, på tilbagevejen fra disse møder, kørte forbi en restauration hvor det gik festlig til, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at der var mange som ikke vidste besked om det. De troede, ligesom jeg før havde troet, at af og til behøvede man en rigtig god fest for at give livet noget indhold. Det var en af disse aftener, manden som havde bedt med os fortalte, hvordan Gud havde vist ham, hvilke pige han skulle gifte sig med, fordi der var to piger i hans liv, som han syntes godt om. En weekend kørte han ud til et fredeligt sted på landet og bad Gud om at vise ham i en drøm, hvilke pige han skulle gifte sig med. Han vågnede mandag morgen og vidste stadigvæk ikke, hvilke af pigerne var den rigtige, Gud havde ikke givet ham den forventede drøm. Han lagde sig til at sove igen med en bøn om, at Gud ville vise ham den rigtige. Nu drømte han, at han besøgte en af pigerne, og at hun glædestrålende kom ud af huset og tog imod ham. Han fulgte anvisningen og besøgte den pige Gud havde vist ham i drømmen, og ligesom han havde set det, kom hun ud og tog imod ham. Kort tid efter forklarede pige nummer to, at hun giftede sig med en anden. Det overbeviste ham om, at Gud havde vidst det hele på forhånd.

Jeg gik og tænkte på dette en uges tid. Kunne Gud også vise os, hvad der ville ske med Fritzli? Jeg besluttede mig til at spørge Gud om det. Vi lå i de gamle høje senge, som vi havde fået af Fritz' forældre. Jeg lovede Gud, at hvis han ville vise mig, hvad der skulle ske med Fritzli, så ville jeg tro på det, og jeg ville aldrig ændre min tro, lige meget hvor lang tid det ville tage, eller hvad andre sagde eller tænkte, jeg ønskede meget at få klar besked lige meget om resultatet var godt eller dårligt. Længere kom jeg ikke i min bøn, et hav af ild eksploderede for mine øjne, og et stort lærred viste sig for fodenden af sengen. Jeg så Fritzli og mig selv på lærredet, vi stod foran trappeopgangen i det hus hvor vi boede. Jeg vidste jeg var på vej i fysioterapi med ham. Som jeg så ofte gjorde, tog jeg ham under armene og lod ham støtte på benene, mens jeg opmuntrende sagde til ham: "Fritzli stå på dine ben". I det øjeblik kom noget som lignede en spiral af elektricitet ovenfra. Den dækkede Fritzli til for nogle sekunder, sådan at jeg ikke kunne se ham. Da spiralen igen løftede sig, havde Fritzli fået et sundt legeme. Glædestrålende undersøgte han sine arme og ben, dermed var visionen færdig. Aldrig før i livet havde jeg oplevet noget lignende. Meget overrasket over det jeg lige havde set, lå jeg først et stykke tid i sengen og tænkte på det. Det var som om jeg lige havde haft et besøg fra himlen og fået overrakt et meget vigtigt budskab. Forsigtigt spurgte jeg Fritz, om han mente, jeg kunne fortælle ham det, hvis Gud viste mig, hvad der ville ske med Fritzli i fremtiden. Det mente han jeg kunne. Jeg fortalte ham, hvad jeg lige havde set. Nu vidste vi med sikkerhed, at Fritzli ville blive sund og rask en skønne dag. Det lettede på trykket og fra nu af ville vi gøre det bedste ud af livet for os alle sammen, med Fritzli ville vi tage en dag af gangen.

Når jeg købte ind, sad Fritzli som regel i vognen udenfor og ventede med hunden ved siden af. Silvia tog jeg med ind i forretningen. En dag var jeg igen på indkøb i Migro-indkøbscenter. Det var lidt køligt, Fritzli var godt klædt på med jakke og hue. Silvia tog jeg på armen og gik ind i forretningen. Da jeg kom ud igen, havde en kreds af ældre damer samlet sig om Fritzli. Hunden gøede og opførte sig som en vild løve. Jeg havde denne gang placeret den på Fritzlis skød. Hans hue var gledet ned over øjnene således, at han ikke kunne se noget som helst. De ældre damer prøvede at få huen skubbet væk fra øjnene dog uden resultat, fordi hunden snappede efter enhver som kom for nær. Fritzli klukkede bagved huen, han nød situationen, han var midtpunktet og der skete noget. Det var ikke altid let for ham, kun at se til uden rigtig at have lejlighed til at deltage aktivt i en situation. Ofte når der skete noget, var han blot tilskuer. Især som mindre viste han tydelig tegn på utilfredshed med sin egen passive tilstand.

 

Michalejlows

I hotellet arbejdede en ældre russisk mand som altmuligmand. Han fortalte at han var i familie med den sidste regerende zar. På et tidspunkt i sin tjeneste havde han arbejdet ved den russiske ambassade som sekretær i Mongolen. Der havde han lært sin hustru at kende og giftet sig med hende. Efter zaren og familien var blevet dræbt, havde de taget flugten til Shanghaj i Kina. Der havde de levet en årrække og forsøgt den som forretningsfolk. På et tidspunkt, da pengene var sluppet op, havde han taget arbejde som matros på et skib og hun havde hjulpet til i skibets husholdning. De havde sat dem til mål at komme til Svejts ligesom mange russere som frygtede for deres liv.

De havde begge to et godt snakketøj, især han, og hun kunne le så hjerteligt at det rigtig smittede af på en. Vi kaldte hende Mikalajlow. Største delen af tiden opholdt hun sig i lejligheden fordi hun havde haft polio som barn og gik med to stokke. Vi blev venner med dem og besøgte dem af og til i deres lille lejlighed, som ikke lå langt fra hvor vi boede. En formiddag ringede hun tog fortalte, at lægerne havde bekræftet at manden havde kræft i halsen. Vi havde bemærket at han havde gået og hostet et godt stykke tid. Lægerne havde råddet ham til at lade sig operere, men det ville medføre at han ikke ville kunne tale bagefter, men der bestod mulighed for at lære at udtrykke sig med mavemusklerne. Hun spurgte om vi ikke kunne komme og besøge ham, for han lå fuldstændig sønderknust i sengen. Jeg fik den gode idé at gå ned i den kristelige boghandel, hvor jeg havde købt min flotte bibel og købe et eksemplar af Katryn Kullman bogen. Jeg var til og med så heldig at kunne købe et eksemplar på engelsk, det sprog de beherskede bedst efter deres modersmål. Med børnene i vognen, bogen pakket pænt ind og en flaske rødvin til at styrke nerverne med, begav vi os på besøg. Mikalejlow åbnede døren for os og førte os ind i deres beskedne soveværelse. Der lå han og rystede som et espeløv i sengen. Jeg måtte knibe munden sammen for ikke at le højt, så komisk fandt jeg situationen. Han var tydeligt helt ud af balance på grund af den dårlige nyhed. Vi anbefalede ham meget stærkt at læse i bogen, samtidig med at han styrkede sig med rødvinen.

Et par dage efter besøgte vi dem igen, denne gang var situationen total anderledes for håb var i mellemtiden blevet plantet. Mike selv var kommet ud af sengen og havde læst bogen i løbet af nul komma fem. De to gamle mennesker smedede planer, hun insisterede på at gøre sine indkøb selv med en rygsæk på ryggen tidligt om morgenen før der kom for mange mennesker på gaden. Hun havde også sat sig til mål at tabe fem kilo for benenes skyld. Han besluttede sig til ikke at lade sig operere og kun tage bestrålinger på halsen og ellers overlade helbredelsesprocessen i Guds hånd. Han var som regel indlagt nogle dage af gangen når han skulle bestråles. Han læste de sande historier fra Katryn Kullmann igen og igen. En kvindelig læge, som også var indlagt for bestrålinger, spurgte interesseret hvad det var for en bog han læste i hele tiden. Det gav ham den gode idé at købe en bog til hver patient på stuen - de var alle indlagt for de samme behandlinger. Mike var en mand som elskede at bruge mundtøjet, nu havde han fået et godt tema at snakke om. Håb blev sået i syge menneskers hjerte.

Han levede cirka 10 år efter man havde opdaget, han havde kræft, blev over 80 år gammel og døde af noget andet. De var begge to meget stolte over at han overvandt sygdommen. Fem år efter bekræftede lægerne sort på hvidt, at man ikke kunne finde kræftceller hos ham. Den dag han blev indlagt på sygehuset for ikke at komme hjem igen, vidste han det, men denne gang var han parat til at gå hjem til evigheden. Hun levede cirka to år efter ham, men hun savnede ham hver dag, og pludselig sagde hjertet stop. Vi havde tilfældigvis besøgt hende et par dage før og ud fra det indtryk vi fik af hendes situation, er jeg overbevist om, at det var den bedste løsning.

 

Udenlandstrang

Der var stadigvæk ingen fremgang at se med Fritzli, alt var og blev det samme, også selvom jeg arbejdede meget med ham. Det jeg kunne gøre for ham, havde jeg for længst lært. Vi begyndte at overveje om vi ikke skulle rejse til udlandet igen. Fritz ønskede sig en god stilling, og jeg ønskede at have noget hjælp i huset, for jeg var bundet på hænder og fødder med mine børn. Med Fritzli var alting så besværligt at kun en som kendte ham godt kunne tage vare på ham.   Vi begyndte at studere Hotelrevuen for ledige stillinger, og Fritz skrev mange breve til hoteller i alle verdens retninger. Desværre så det ikke ud til at der var nogen som havde brug for os. Vi fik ikke engang et afslag. Fritz havde elles meget gode anbefalinger derfor forstod vi det ikke. I mit hjerte var jeg trods alt dybt overbevist om, at vi snart ville rejse til udlandet igen. Derfor glædede jeg mig inderlig, selv om jeg ikke vidste hvornår og hvorhen.

Den næste vintersæson arbejdede Fritz i Flims, i et søsterhotel til hotellet han havde arbejdet i to sommer i træk i Interlaken. Røschlis drenge kom igen på ferie til jul, og denne gang tog jeg imod dem uden betænkeligheder. Vi havde en dejlig tid sammen. Vinteren gik hurtigt, Fritz kom hjem for nogle dage og ind imellem besøgte jeg ham med Fritzli. Samtidig kom Silvia for et par dage på ferie hos Fritz forældre. Snart stod foråret for døren, og Fritz kom tilbage. Det var klart at han ville fortsætte i det samme hotel som sommeren før og som hørte til hotelkæden Hotelplan. Jeg tror han så småt var begyndt at acceptere, at vi ville blive i Svejts. På en af vores vandreture i skoven med børnene forklarede han alle fordele ved at være fast ansat ved et firma. Det gav absolut ikke genklang hos mig, jeg vidste med sikkerhed, at vi på et eller andet tidspunkt ville rejse til udlandet igen, selv om Fritz ikke gjorde sig den umage at søge noget for øjeblikket.

Stor var vores overraskelse da først på sommeren et telegram ankom med tilbud om en stilling i New Delhi Indien. Vi forstod ingenting. Hvordan havde direktøren der hørt om os? Alting var en gåde. Fritz skiftede hurtigt gear uden at ane det mindste om, hvor stort eller lille køkkenet var, hvor mange kokke han havde, eller hvad lønnen ville blive. Han accepterede på stående fod tilbudet. Det var en åben dør for os at komme til udlandet igen. Et par dage efter ankom et brev fra Richard, som havde arbejdet i Etiopia Hotel, samtidig med at Fritz arbejdede i Ghion Hotel. Richard forklarede at han havde truffet direktøren i Singapore, hvor han for øjeblikket arbejdede. Han var blevet spurgt om han kendte en god chef for søster hotellet i New Delhi og havde anbefalet Fritz. Kort tid efter ankom et andet brev fra Indien med alle informationer om stillingen. Alting var bedre denne gang, hotellet hørte til en indisk hotelkæde som hed Oberoi. I Etiopien havde Fritz haft cirka 70 ansatte i køkkenet, i Oberoi Intercontinental ville han have 200 kokke. Jeg kunne naturligvis have så meget hjælp i huset som jeg ønskede. Vi glædede os meget, det eneste problem var at Fritz var nødt til at sige op midt i sommersæsonen. En fornuftig samtale med direktøren opklarede situationen, han fik lov til at rejse.

Dette efterår ville Silvia blive to år. Vi havde haft meget travlt i disse to år. Vi aftalte at Fritz skulle rejse til Indien først, for at være sikker på, at vi blive der et stykke tid. Jeg skulle komme efter to måneder. En eftermiddag da han ryddede op i sine skuffer før sin afrejse, kom han ud i køkkenet og spurgte: "Har vi ikke bryllupsdag i den måned Silvia er født". Da vi ikke var sikre på datoen, gennemså han papirerne. Til vores meget store overraskelse fandt vi ud af, at Silvia var født på vores bryllupsdag. Hvilken dejlig gave ovenfra og vi havde ikke mærket det. Lidt efter kom han ud i køkkenet igen med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Meget forundret spurgte han: "Ved du, hvornår jeg havde den ulykke i Etiopien med hesten". Nej det vidste jeg ikke, det var også den 18 oktober på vores bryllupsdag året før, gav han til svar. Vi begge to meget overrasket, tænk vi havde tre ting på den samme dag og havde ikke mærket det. En ting var sikkert - fra nu af ville vi ikke glemme hverken ulykkedagen eller bryllupsdagen, den dag skulle fejres hvert år på Silvias fødselsdag.

Fritz havde bestilt nogle store papkasser til at pakke vores ting i, før han rejste. Når børnene var kommet i seng om aftenen, begyndte jeg at pakke vores ting lidt efter lidt. Noget af det første som kom ind i kasserne, var alt det børnetøj jeg havde fået foræret. Havde Gud ikke fortalt mig at der var mange slemme ting i Indien. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg fik brug for det.

Dagen kom hvor jeg satte mig ind i flyvemaskinen med børnene, meget spændt på hvad det næste kapitel i vores liv ville bringe. Jeg glædede mig meget til gensynet med Fritz og det nye eventyr. Silvia kiggede ud af vinduet og råbte begejstret:" Mammi har du set den store flyvemaskine derude". Jeg trak på smilebåndet, hun vidste ikke, at hun selv sad i en flyvemaskine. Flyveren var ret fuld, jeg fik tildelt to siddepladser eftersom Fritzli ikke kunne sidde, var det en vanskelig situation. Børnelægen havde givet mig et sovemiddel til Fritzli, det fik han, og så lagde jeg ham på gulvet, der var ikke andet at gøre. Silvia var begyndt at blive vanskelig, hun skulle være sammen med mor hele tiden, men til sidst faldt hun i søvn på mit skød. Stewardesserne havde fået øje på min vanskelige situation. En steward blev tilkaldt, han stod et øjeblik sammen med to stewardesser og betragtede mig medlidende. Jeg troede de havde i sinde at give mig lidt mere plads, men stewarden undskyldte sig med at desværre var flyet fuld. Efter jeg hastigt havde spist og derved var kommet til at tabe et stykke chokoladekage på mine hvide lange bukser som ikke mere så pæne ud, besluttede jeg selv at gøre noget ved situationen. To rækker bag ved mig befandt sig udgangsdøren. Først lagde jeg den sovende Silvia på gulvet foran døren og derefter Frilzli. Til sidst satte jeg mig ned ved siden af de sovende børn, og strakte mine ømme ben.

Næste dag om formiddagen ankom vi i New Delhi. Fritzli måtte jeg bære på armen, hans vogn var blevet sendt sammen med bagagen. Silvia var træt og sur og ville også bæres. Jeg var nødt til at tale strengt til hende for at få hende til at gå på benene. Da vi kom hen til tolden opgav hun, hylende lagde hun sig på gulvet og forlangte at far skulle komme med det samme. Jeg løftede mit blik og stirrede hen over menneskemassen mens jeg overvejede, hvad jeg nu skulle gøre. Se hvem banede sig vej i menneskemylderet og styrede lige hen imod os. Få sekunder efter stod Fritz foran mig, uden at tøve tog han den hylende Silvia op på armen. I det øjeblik brød solen frem i det søde barneansigt, lykkelig klamrede hun sig til Fritz og strålede som en lille sol. Min bemærkning:" Det var godt du kom i det rigtige øjeblik", må have frydet den engel som hjalp ham til at stå foran os, da jeg ikke mere vidste, hvad jeg skulle gøre. Fritz forklarede at han havde haft på fornemmelsen, at jeg havde det strengt med børnene. Hotellet havde sendt en mand med ham som forklarede vores situation. Han havde været så heldig at få speciel tilladelse til at gå igennem tolden og lede efter os, hvor var jeg taknemlig. Når det virkelig gælder så svigtes der ikke ovenfra, det var noget vi begyndte at lære skridt for skridt.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE