Singapore 1975

 

Singapore 1975

 

Rejsen til Singapore varede 16 timer. Heldigvis sov børnene i flyet, og når Fritz var med gik alting så let. Det nye eventyr gemte sig i fremtiden, hvad var Guds plan for os? Vi var ikke et øjeblik i tvivl om at Gud vidste hvorfor, vi nu var landet i denne del af verden. Fritz mente at kunne mærke, at Fritzli ville komme til at gå på sine ben, før vi forlod landet. Det bekræftede også det jeg følte, og jeg undrede mig meget over de nye ting, som jeg vidste ville komme til at ske i vores liv.

 

Fra flyvepladsen til hotellet åbnede jeg vinduet i taxien og indåndede den milde fugtige luft. Gud ske tak og lov var det her ikke så drønende varmt som i New Delhi. Taxien kørte op foran hotellet som ikke var så flot og luksuriøst som Oberoi hotel i New Delhi. Vi blev begge to lidt skuffet, da vi kom ind i den mindre lave lobby som godt kunne trænge til en ansigtsløftning og meldte vores ankomst i receptionen Det viste sig snart at alting var mindre her, køkkenet var mindre, man havde færre antal kokke, færre partier, tillige med var Fritz, af forskellige grunde, ikke alt for begejstret for at arbejde sammen med kineserne i begyndelsen.

 

Vi fik tildelt en lejlighed nær ved hotellet. Fritz kunne gå til og fra arbejde på fem minutter. Desværre var den meget lille og havde kun to soveværelser. Nedenunder løb en meget befærdet landevej forbi og ofte var støjen næsten uudholdelig. Jeg var ikke særlig begejstret for dette arrangement fra hotellets side. En af de første dage I vores nye lejlighed da jeg var ved at vaske køleskabet, jeg havde endnu ikke fundet en hushjælp, sagde Silvia eftertænksomt:" Du bryder dig ikke særligt om at være her, gør du mor?" " Det skal nok gå, vi skal alle vænne os til de nye forhold", gav jeg til svar. Kort tid efter fik jeg ansat en ung pige og dermed gik alting bedre.

 

Meier var ankommet en måneds tid før os. Derfor ville han, om et par måneder, rejse tilbage til New Delhi for at gifte sig. Rava, som hans forlovede hed, arbejdede i forretningen som solgte brød og pålæg i hotellet. De sidste par måneder før ferien havde vi godt nok lagt mærke til forandringer hos ham. Vi var ikke rigtig klar over, hvordan vi skulle tyde det. Med sine 40 år var han begyndt at købe en masse nyt tøj og klædte sig på efter nutidens mode. Han smilte også mere end før i tiden og så ud til rigtig at være kommet i forårsstemning. Nyheden om hans forlovelse fik vi først, efter alle i hotellet havde hørt om den. Personligt blev jeg overrasket, for Meier var ikke ligefrem en type som egnede sig til ægtestanden. Han var sky og tilbageholden af natur og undgik ofte at tale med folk.

 

Svejtserskolen havde en børnehave cirka 20 km væk fra byen. Svejtserne havde for godt 100 år siden købt 40 hektar land, som nu tilhørte svejtserkolonien. En lille skole med børnehave og en klub var blevet bygget midt i junglen imellem kamponghuse og aber. Her begyndte Silvia i børnehaven, men hvordan skulle hun blive transporteret de 20 km derud og hjem igen, for skolen havde ingen skolebusser. Mødrene bragte og hentede selv deres børn hver dag. Jeg var heldig at finde to mødre som var villig til at dele taxi med mig. Alt i alt vi kan ligeså godt blive her et stykke tid, mente Fritz, nu da vi er kommet herned. At rejse tilbage og begynde forfra et andet sted kan blive dyrt og tager sin tid. Det var synd for ham, han var lidt skuffet over sine arbejdsforhold. Han viste heller ikke den samme begejstring for sit arbejde som i Etiopien og Indien, det forandrede ham også lidt udadtil. Der manglede de mange flotte parties og de mange lærlinge som var meget ivrige efter at lære noget, fordi de havde været så heldige at fået en god lærling stilling. Hvis jeg smuttede forbi en formiddag hos ham i køkkenet for ligesom at føle atmosfæren, kunne det ske han sad og læste i avisen. Det havde jeg aldrig før set og vidste også hvad det betød, nemlig at han kedede sig på arbejdspladsen. Over det næste halve år blev nogle kokke udskiftet, kokke som havde sat sig for at lave problemer eller var uduelige. Det forandrede situationen noget hvad arbejdsklimaet angik.

 

I denne tid havde Fritz også et slemt hud udslæt muligvis på grund af det subtropiske fugtige klima. En eftermiddag kom han hjem og fortalte, at en kok havde rådet ham til at opsøge en kinesisk doktor. Jeg opmuntrede ham til at gå, for han var meget ulykkelig over sit udslæt. Han kom hjem med et brunt middel, som kun havde kostet fem Dollar. Om eftermiddagen, når han kom hjem fra køkkenet, penslede han de udsatte steder. Allerede den tredje dag kunne vi se, at en bedring var ved at ske, og den femte dag var udslættet totalt forsvundet. Vi var overrasket, tænk vi havde givet flere hundrede dollar ud for ingenting. Af taknemmelighed inviterede vi den kinesiske doktor og hans familie til en god middag på hotellet en søndag. Vi havde forventet at han kom med sin kone og et par børn, stor var vores overraskelse, da han viste sig med én af sine koner og en hel skare af børn. Fritz begyndte at tælle dem og spurgte:" Tilhører de alle dig"? Hvortil den kinesiske doktor forklarede, med et smil i mundvigen, at børnene tilhørte alle ham. Han hørte til en generation som havde flere koner, han havde tre. Fritz var nysgerrig og ville nu vide, hvordan han organiserede sig med tre koner. Doktoren forklarede, at det gik sådan til, at kun en kone med børn besøgte ham i huset en uge af gangen. Han tilstod, han havde en yndlingskone, det var hende, han havde med den dag. Jeg betragtede hende indgående, hun så ellers meget civiliseret, intelligent og venlig ud. "Hvorfor gik hun med til sådan et arrangement", spurgte jeg mig selv. Jeg ville da foretrække at forblive ugift, end at dele min mand med andre.

 

Der er en speciel atmosfære om kineserne. Måske det nærmeste ville være at sammenligne dem med de stive dekorerede kinesiske møbler, hvad den ældre generation angår. De yngre er I dag anderledes, de er også større og vel ernæret, og mange har fået smag på den vestlige kultur. Kineserne, som udgør 80 % af befolkningen i Singapore, er ikke så åbne og gæstfrie som inderne og afrikanerne. Det medfører at mange har på fornemmelsen, at det er svært at slå rod i et land, hvor de fleste er travlt beskæftiget med mange ting. I begyndelsen besøgte vi zoologisk have, fugleparken eller tog med færgen ud til en af de mange små øer om søndagen med børnene. Med tiden blev det også kedeligt, i det hele taget Singapore forekom en at være lidt af en kedelig by, det første år vi levede der. Det tog sin tid at slå rødder, og at kunne sige, jeg kan godt lide at være her. Udlændingenes forhold til hinanden er også anderlede. Man er, ligesom befolkningen, meget mere reserveret og kølig, og alting handler kun om forretninger og prestige syntes vi.

 

Vi havde aldrig gået regelmæssigt i kirke, men Fritz begyndte at opsøge forskellige kirker søndag formiddag sammen med Silvia, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle foretage sig på sin fridag. En søndag eftermiddag spadserede vi med børnene, som vi havde gjort mange gange før, i Fort Canning park, som lå ikke langt fra, hvor vi boede. Da vi gik forbi den lille Metodistiske kirke, som ligger ned til landevejen i udkanten af parken, opdagede vi at der var gudstjeneste. Nysgerrige kikkede vi ind, kirken var halv fuld med unge mennesker som vinkede med deres lommetørklæder i luften, mens de sang og priste Gud. Foran ved alteret stod en ung mand og spillede på guitar, mens resten gav indtryk af at være helt opslugt af deres lovprisning. Meget tiltrukket af den frie måde gudstjenesten foregik på, satte vi os ned på en af de nederste bænke i kirken med børnene. På vejen ud, lagde vi mærke til, hvornår der var gudstjeneste om søndagen. Dette besøg i Wesly Metodist kirke blev til mange andre i tidens løb. Silvia kom i børnehave, og hushjælpen så efter Fritzli, indtil vi kom tilbage fra gudstjenesten. Vi havde fundet noget der interesserede os om søndagen og var samtidig blevet plantet i god jord med sol og regn til de rigtige årstider.

 

Kinesernes største hobby er at spise på restaurationer eller i hokkerstore, et sted, hvor man for det meste sidder udenfor og spiser, mens maden bliver tilberedt i en slags barak i nærheden. Vi begyndte at prøve maden på nogle af de mange gode restaurationer som fandtes i byen. Hotellet Cookpit, et af de ældste i byen, har en udmærket kinesisk restauration i den underste etage, fandt vi ud af. En søndag besluttede vi os til at spise til middag der. Vi bestilte forskellige retter blandt andet også en suppe. Det interessante er, at kineserne spiser ikke suppe som forret. Alting bliver sat på den runde drejeplade midt på bordet, og så betjener man sig, som man har lyst, eller en ret efter den anden bliver serveret. Vi var begejstret for suppen, serveringsdamen dykkede skeen dybt ned i skålen og op kom et par pæne hønseben, som hun smilende serverede i min lille mini suppeskål. Jeg vidste kineserne spiste alting, men jeg var ikke forberedt på de pæne ben, og min appetit forsvandt som en sky fra himlen. Fritz var nu kommet i det hjørne, hvor han godt kan lide at drille. Han fortalte Silvia, at han havde glemt sin pengepung hjemme. Han foreslog, at først skulle jeg og Fritzli forlade restaurationen, derefter ville han langsomt rejse sig op og gå ud. Når han var ude af døren, skulle Silvia som et lyn rende ud. Hun havde i mellemtiden rejst sig op fra stolen og støttede på knæene, sådan at hun kunne se Fritz lige i øjnene. Dårlig samvittighed og vantro lyste ud af hendes store runde barneøjne. Fritz søgte i sine lommer en gang til, nu fandt han pengepungen, lettelse stod skrevet på Silvias ansigt. Når vi i fremtiden var ude at spise om søndagen, glemte hun aldrig først at spørge Fritz, om han havde penge på sig.

 

Efter cirka et år i Singapore blev jeg gravid. Det var lidt af et under, fordi siden jeg havde haft fåresyge i Indien, var mine månedlige tider blevet uregelmæssige. Lægen oplyste mig om, at et svangerskab muligvis ville rette på det. Det viste sig senere, at han havde ret. En dag da jeg var ude at spadsere med børnene, spurgte jeg Silvia: "Hvad ønsker du dig til din fødselsdag en ny cykel eller en baby". Hun tænkte sig om et øjeblik og svarede:" Mor jeg ønsker mig en ny cykel, for babyen får jeg vel alligevel". Jeg trak på smilebåndet, med vores lille datter var alting i orden. Hun var sund, kvik og et meget nemt barn, som ikke voldte os nogen besværligheder. Vi havde nu en god undskyldning til at skifte til en større lejlighed. Jeg var en eftermiddag blevet inviteret til kaffe hos en af de damer, hvis datter Silvia delte taxi sammen med ud til svejtserskolen. Deres lejlighed var lys og luftig, jeg bad hende om at meddele mig, hvis en lejlighed blev fri, og det blev der meget snart. På den måde kom vi til at bo i Dragen Wiew, før det tredje medlem af familien blev født. Det betød mere plads for os alle sammen, lejligheden havde tre soveværelser og en større stue. Nedenunder var der et større areal med græs, træer og planter. En vægter sad foran ved indgangen og holdt øje med dem som kom og gik. Det bedst af det hele, luften var mindre fugtig her end andre steder, fordi der altid var en frisk brise på stedet. Bygningen stod på søjler, og gulvet under bygningen var belagt med fliser, sådan at børnene havde mulighed for køre på cykel, løbe på rulleskøjter eller på skøjtebord. Det var ikke nødvendigt at købe bil, for Fritz havde kun 10 minutter med bussen frem og tilbage til hotellet.

 

Lørdag eftermiddag tilbragte Silvia og jeg ofte ved swimmingpoolen i hotellet. Silvia havde ved denne lejlighed svømmeundervisning. Adelbert, en dygtig svejtser konditorchef fra Shangarilla hotel og hans hustru Rosemarie var blevet vores bedste kristne venner. De havde en meget levende datter Francis, som var et par år ældre end Silvia. De to kom meget godt ud af det med hinanden og blev ligeledes bedste venner. Derfor kom Rosemarie og Francis ofte forbi en lørdag eftermiddag. Når Fritz var færdig i køkkenet, kom han også ud til swimmingpoolen og tog en svømmetur, før vi alle begav os på hjemvejen. Det var sådan en eftermiddag, at vi igen sad i en taxi på vej hjem efter en hyggelig eftermiddag. Det var også den 18. oktober Silvias fødselsdag og vores bryllupsdag. Fritz havde ikke nævnt et ord om vores bryllupsdag hele dagen, og jeg blev mere og mere overbevist om, at han for anden gang havde glemt den. Jeg boblede over i taxien og sagde:" Det kan du altså ikke være bekendt Fritz at glemme vores bryllupsdag, du ved udmærket godt, hvad for en vigtig dag det er for os alle sammen". Jeg kikkede på ham, han så ud som et lam i det øjeblik og undskyldte sig meget. Silvia fik ligeledes lammeansigt på og stemte med i Fritz undskyldning. Det var for meget, bare at sige undskyld, jeg glemte det, når hans egen datter til og med havde fødselsdag på den samme dag. Lidt højt sagde jeg ironisk:" Næste år glemmer jeg Silvias fødselsdag", der blev meget stille i taxien. Fritz stak en finger i munden og kikkede op i taget på bilen. Ankommet hjemme åbnede jeg døren til stuen og blev overrasket stående stille. Den flotteste buket roser stod mit på stuebordet, ved siden af lå et kort, overrasket og overrumplet læste jeg : Til vores bryllupsdag med efterfølgende middag for to i et flot hotel. Jeg skyndte at undskylde mig mange gange. Fritz svarede:" Troede du virkelig, jeg turde glemme sådan en vigtig dag? Jeg blev klar over, at han havde planlagt det hele dagen før. Ja, han havde til og med fået Silvia til at sige, at hun også havde glemt dagen.

 

Af erfaring vidste jeg, at jeg ikke ville kunne klare de sidste måneder af svangerskabet og samtidig se efter Fritzli. På den anden side husholdningen og Fritzli ville også være for meget for hushjælpen, hun ville muligvis sige op, hvis jeg gav hende for meget arbejde. Derfor besluttede jeg mig til at se mig om efter en, som ville komme et par timer om formiddagen og gøre det nødvendigste for Fritzli. Fritz trak lidt på det, da jeg fremlagde min plan for ham: "To ahmaer det har kun de, som er meget velhavende", protesterede han". Han nævnte det til en indisk taxichauffør i hotellet, denne besøgte os med sin kone næste eftermiddag. Uden tøven tog hun jobbet. Det  blev begyndelsen til et langvarigt venskab.

 

Silvia fik mandlerne klippet i påsken, før hun skulle begynde i skolen, det forår hun var blevet seks år i oktober. Fritz fik den gode ide, at overraske hende med to små kaniner, når hun kom hjem fra sygehuset. Han havde fået lavet et bur til dem, som blev sat op på balkonen. Det var alle tiders, da hun fik øje på kaninerne. Halssmerterne var glemt med det samme og de små kaniner, den ene helt hvid den anden sort og hvid plettet, blev med det samme accepteret som hendes egne børn. Fritz havde selv solgt kaniner som dreng med stor succes, på den måde havde han altid penge i lommen. En aften, efter et par måneder, så jeg at den hvide kanin plukkede hår ud af sig selv og lavede en rede. Vi havde set at de legede med hinanden, men Fritz mente, de var for unge til at få unger. Det var derfor en stor overraskelse, da der næste morgen lå fire nøgne lyserøde skabninger ude i reden, vi blev alle glædelig overrasket. Dagen efter da Silvia kom hjem fra skolen, spurgte hun uden at betragte mig nærmere:" Har du fået en baby i dag". Jeg svarede:" Se dig om i lejligheden, så finder du ud af det". Hun åbnede de forskellige døre kom tilbage og bemærkede: "Nej, det er endnu ikke kommet".

 

 

 

Robert kommer til verden

 

Med barn nummer tre var alting anderledes. Jeg havde vilde veer fra den sjette måned, først svagt men langsomt tog de til. Da jeg kom i den ottende måned, blev de så stærke, at jeg af og til måtte stå stille, når sådan en trak over maven. Lægen forklarede til en undersøgelse, at alle skulle vente ni måneder. Den følgende søndag blev jeg hjemme fra gudstjenesten. Om eftermiddagen kom Adelbert på besøg, Rosemarie var på ferie i Svejts med Francis. Vi spillede kort alle tre, fordi som Fritz kommenterede: "Inge egner sig ikke til at gå ud for øjeblikket". Mine tanker svævede alle mulige andre steder end ved kortene, til sidst sagde jeg slet og ret: "Det er vist bedst, at jeg går ind og lægger mig lidt". Efter en halv times tid mærkede jeg, at fødslen allerede var fremskreden. Jeg kaldte på Fritz som hurtigt stoppede et par ting i en taske. Adelbert støttede mig ud af døren. Fritz var gået forud for at få fat på en taxi, endelig kom han tilbage med en. Adelbert blev hjemme hos børnene. I Taxien måtte jeg presse underlivet sammen, for ellers havde jeg født på stedet. Ankommet på sygehuset, blev jeg rullet op i fødestuen i en kørestol, fordi jeg ikke var i stand til at gå. Efter ti minutter var lægen der, han nåede lige at komme i sidste øjeblik som hos Silvia. For anden gang havde jeg født hurtigt uden smerter. Denne gang var det en søn, men det havde vi forud anet. Fritz kom ind med sving på, med hurtige skridt kom han over til mig, og gav mig et knus og takkede for det gode arbejde. Jeg i mit hjerte takkede Gud for et sundt barn. Inde på stuen bemærkede han: "Du ser så godt ud, vil du med i biografen". Jeg lo af hans velmente kompliment og opfordrede ham til at tage hjem og lave mad til familien. Hushjælpen arbejdede ikke søndag eftermiddag, og Fritzli og de andre skulle have aftensmad, selv om det var blevet sent.

 

For tredje gang lå jeg og overvejede fremtiden efter jeg havde født. Med Fritzli var det vores fælles liv som gifte og hvordan vi ville klare det, hvis der var sket noget med ham, som var det vigtigste. Med Silvia var det hovedsageligt et sundt barn, og Fritz' karriere som beskæftigede os mest. Robert var, fra begyndelsen, anderledes end Silvia, han havde store fødder og lange fingre. Rundt om halsen var huden for stor, ligesom hos en hundehvalp som ville vokse hurtigt. Børnelægen antog han var født tre uger for tidligt, fordi han ikke havde så meget fedt på kroppen. Allerede efter to uger begyndte han at trække benene op under sig og dreje sig om på siden, mens han holdt fast i gitteret på sengen. Jeg havde altid været Gud taknemlig for, at have givet mig et nemt barn med Silvia efter alle de besværligheder med Fritzli, men jeg begyndte at ane, at denne baby var anderledes, der så ud til at være masser af energi i ham. I hjørnet ved siden af badeværelset havde jeg anbragt et bord til at stille Robert på. Silvia viste megen stor interesse, i alt hvad jeg gjorde med ham. Interessen blev kombineret med hendes egne børn kaninerne og dukkerne. Den første uge jeg var hjemme med Robert, var Silvia allerede oppe, når jeg stod op om morgenen. Hun sad sammen med kaninerne ude i vaskekøkkenet og gnavede på en gulerod, så godt hun kunne med en kaninmaske på. Som regel kom hun løbende, når hun hørte os, og med stor interesse fulgte hun med i alt, hvad jeg gjorde med Robert. En eftermiddag tog jeg mig en lur sammen med Robert. Jeg lå og døsede i soveværelset og var lige ved at falde i søvn, da døren langsomt åbnede sig. Silvia stod i døren, i sine udstrakte hænder holdt hun en lille kaninunge. Hun pegede på kaninens nakke og sagde med en ynkelig stemme: "Mor der er sket noget". Den lyserøde, nøgne hud kunne tydeligt ses på den ene side af kaninens hals. Jeg stod op, sammen fik vi noget plaster sat på, heldigvis så det ud, som om kaninen ikke mærkede det. Jeg spurgte: "Hvordan gik det til", hun forklarede, at hun havde lukket hunden ind ude på balkonen, fordi den ellers havde bidt dem, den var meget jaloux på ungerne. Derefter havde hun puttet alle kaninungerne i den lille dukkevogn og leget børn med dem, alt imens hunden lidende havde set til fra den anden side af balkonvinduet. Når hun havde taget dem ind og ud af vognen, havde hun slet og ret taget et tag i nakken, og derved var det sket, men hun skulle nok passe bedre på i fremtiden, forklarede hun lovende. Skindet voksede til igen på ungen, kun et trekantet ar viste tegn på, at den havde været udsat for noget. Det var ikke sidste gang, kaninerne blev beundret og kælet med, de så ud til at have det lige så sjovt som Silvia og hendes veninder. Fritzli havde den fornøjelse at se til. Det var ved sådanne lejligheder, jeg arrangerede ham på maven over en skråpude på gulvet, sådan at han var nød til at løfte hovedet lidt for at følge med I, hvad der skete. Når en af kaninungerne kom i nærheden af ham, strålede han, han elskede også de små hvide kaniner.

 

Fritz overhørte en dag en bemærkning af vores kinesiske naboer på den anden side. Det var noget om, at vi havde et svineri i vores lejlighed. I grunden var det rigtig nok, seks snart voksne kaniner lugter i et fugtigt klima. De boede nu ude i vaskekøkkenet, Fritz havde indrammet et lille stykke til dem. Vi besluttede at skille os af med fem, de blev foræret til en kaninfarm. Kun den hvide, som havde fået unger, beholdt vi for os selv. Den blev lidt efter lidt meget familiær og hoppede rundt i hele lejligheden. Når vi spiste, sad den ved siden af bordet. Den fik smag på ost, salami og brød, som den uden tøven spiste med det samme. Om morgenen fik den en portion havregryn med mælk på. Det varede ikke længe, før den var rund som en pølse. Når vi så fjernsyn, så den også fjernsyn, mens ørene stod lige op på den. Hvis der skete noget som gjorde den bange, drejede den sig om og lagde ørene tilbage, mens den stirrede på os, som om den ville sige, hvordan kan I se på sådan noget. Af og til gumpede den op ved siden af os i sofaen, et tegn på at vi gerne måtte stryge den over hårene. Heldigvis var den fuldstændig ren, den lavede sine ting på en avis ude i vaskekøkkenet, vi behøvede kun at folde avisen sammen og ligge en ny parat, hver gang den havde lavet noget.

 

Fritz var den som gav Robert den sidste flaske ved ellevetiden om aftenen i denne tid. Jeg lagde ham til at sove i sin lille seng ude i stuen, med flasken parat i køleskabet. Når Fritz kom hjem ved halvellevetiden, varmede han flasken, tog Robert på armen og gav ham det sidste måltid, alt imens de to hyggede de to sig med musik eller fjernsyn en times tid. Før han lagde ham til at sove igen, blev han naturligvis skiftet. Fritz nød denne tid sammen med Robert, og jeg tror vigtige bånd blev knyttet imellem dem allerede på dette tidspunkt i livet.

 

 

 

 

 

 

 

De lokale en del af vores liv

 

Hushjælpen holdt op med at arbejde, et halvt år efter jeg havde fået Robert. Jeg ansatte i hendes sted en kinesisk kone. Hun havde blandt andet kogt i et hokkerstore og havde også været ansat hos udlændinge som kokkepige. Helt naturligt tog hun kogningen i hånden lige fra starten. Om formiddagen havde jeg nu to ældre damer i huset med Satvan som kom et par timer om formiddagen for Fritzli. Jeg kunne se, hun nød arbejdet med ham, og observerede at den tavse, undertrykte kone begyndte at live op. Den kinesiske ahma var en smule højttalende af natur. Jeg forklarede Silvia:" Lad os tale meget sagte, måske mærker hun, at hun taler for højt". Det virkede, hun omstillede og indrettede sig efter vores huslige klima. Om eftermiddagen gik hun lange ture med Fritzli og underholdt sig med vægteren nedenunder, de forskellige ahmas og chauffører.

 

En morgen vågnede jeg en time før tiden. Jeg havde haft en drøm som traf mig lige midt i hjertet, og som jeg ikke kunne ryste af mig, derfor stod jeg op, og satte mig ude i stuen og bad, alt imens jeg lovede Gud at gøre, som jeg var blevet vist. Lidt efter lidt forsvandt den trykkende følelse om hjertet. Jeg havde drømt følgende: Vores kinesiske ahma ventede sig, og skulle siges op om en måned. De næste otte dage betragtede jeg hende indgående, pludselig så jeg det, hun var svanger. I første øjeblik blev jeg støt, hvorfor havde hun ikke sagt noget? Jeg havde lagt mærke til, at hun var begyndt at få lidt mave, men hun var glad for madlavningen og omkring 40 år. Først talte jeg med Satvan om det, hun havde allerede lagt mærke til det. Da det blev den første og jeg udbetalte hendes løn, spurgte jeg hende uden omsvøb, hvornår hun skulle nedkomme. Hun svarede:" Om to måneder". Jeg fortsatte: "Jeg tror det er bedst, at du holder op med at arbejde til den første om en måned". I samme øjeblik blev hun helt mærkelig, og skulle med det samme låne telefonen. Hvad der blev diskuteret på kinesisk ved jeg ikke, det har muligvis været noget om penge. Hun forklarede, at hun gerne ville komme tilbage efter fødslen, hendes mor ville tage sig af babyen, jeg indvilligede. Tre uger efter hun havde forladt os, fødte hun en lille pige, og allerede efter to uger begyndte hun at arbejde igen. Jeg var klar over, hun ikke havde sagt sandheden men løjet om en måned. Enden god alting godt, troede jeg. Af og til spurgte jeg til babyen, hun svarede hastigt, som om hun ikke brød sig særligt om spørgsmålet. Da Satvan spurgte hende ligeud, om vi ikke kunne se pigen, drejede hun sig om uden at svare. Satvan var overbevist om, at barnet var blevet adopteret. Jeg antager, Gud havde en særlig plads for den lille pige, derfor havde han omhyggeligt sørget for, at moren holdt op med at arbejde til rette tid. Hun løftede på Fritzli og var meget aktiv i husarbejdet. Jeg takkede Gud, at alting var gået godt. Det ville have været frygteligt, hvis der var sket noget hos os.

 

Vi spurgte ikke mere til babyen, hun havde, så vidt jeg kunne forstå, to voksne døtre. Hun boede ikke sammen med manden, men havde en lidt yngre ven, det var måske derfor barnet skulle adopteres, troede vi først. Det skulle snart vise sig, at historien endnu ikke var til ende. Vi fik et advarende brev og en bøde, fordi vi ikke havde betalt hendes CPF. Det er tvunget opsparing, en slags alderdomsforsikring som bliver udbetalt, så meget som der er betalt ind, med renter, når man bliver 55 år gammel. Fritz efterbetalte CPF, for de måneder hun havde arbejdet hos os, plus en bøde på 500 Dollar. Mange som arbejder i husholdninger foretrækker at man ikke betaler CPF for dem, fordi halvdelen skal de selv betale. Som regel bliver der sagt: vi foretrækker lidt mere i løn. Gud havde advaret: hun skulle siges op, men jeg tog hende tilbage og dermed også en masse besværligheder. Vi antog, at hun havde fået en pæn sum penge for adoptionen, for hun begyndte at fortælle, at hun havde købt sig en lejlighed. Det opsparede beløb fra CPF kan bruges som udbetaling på en lejlighed, og de lokales lejligheder, som bliver kaldt HDB flat, er en hel del billigere end de private. Staten tager dem derfor tilbage, når de er 100 år gammel. En privat lejlighed derimod tilhører ejeren for livstid. Det er et godt system, fordi mange er i stand til at købe dem en lejlighed på disse betingelser, når de starter en familie. Det betaler sig slet og ret ikke at leje noget, når man kan afbetale på sit eget, dertil er prisen jævnligt gået op på disse lejligheder i årenes løb. Ahmaen blev et par uger efter denne historie, så fik hun kolde fødder og fandt sig et andet arbejde. Det var også godt det samme, for det var efterhånden blevet en vanskelig situation.

 

Jeg måtte ikke lede længe efter en ny hushjælp, Satvan tog sin ældste datter med. Hun havde bestået mellemskoleeksamen og ville gerne udsætte skolen et år for at tjene noget ekstra, før hun fortsatte sit studie. Jeg var fuldstændig tilfreds med denne ordning. Silvia fandt en veninde i den nye ahma, nu ville hun pludselig med ud at spadsere med hende og Fritzli om eftermiddag. Grunden, fandt jeg snart ud af var, at Gurme, som hun hed, var meget god til at fortælle historier og Silvia elskede historier. Fritzli lyttede med stor opmærksomhed til i sin vogn. Da hun ikke kendte flere historier, begyndte hun at fortælle om de indiske film, som hun så i biografen eller i fjernsynet. En dag fortalte Silvia, at Gurme havde sagt, at hun læste børnehistorier om aftenen, sådan at hun havde noget at fortælle dem den næste dag. Silvia var utrættelig i den hensigt, hun slugte den ene historie efter den anden.

 

 

 

Rodfæstet i troen

 

 

Det var til en af disse gudstjenester, Guds kraft overvældede mig. Med en gang var der ligesom et synligt langt rør over hovedet på præsten, som i dette øjeblik prædikede. Det pegede direkte på mig, og samtidig spurgte det mig: " Det er hvad du har brug for, du kan acceptere det, og du vil føle dig bedre, hvis du ikke modtager det, vil du vedblive at føle dig elendig af og til". Fordi jeg vidste, præsten var på den rigtige vej, modtog jeg denne gave fra Gud, som jeg forud ikke rigtig vidste, hvad det var. I det øjeblik jeg sagde ja, gennem strømmede Guds kraft mig, og i samme øjeblik viste Gud mig, hvor meget jeg betød for ham. Det kom på den måde, selv om himlen og jorden forsvandt, ville jeg stadigvæk være til, så meget holdt Gud af mig. En vidunderlig følelse, som overstiger alt, hvad jeg hidtil havde kendt i livet, manifesterede sig i mit indere. Hvis man føler sådan i paradis, overstiger det alt, hvad man kan have her i livet, også det ens nærmeste kan give til en. Igen kom der et budskab:" Jeg forlader dig nu, men jeg er der, hver gang du har brug for mig"

 

Min sjæl havde meget længe søgt efter dette ukendte. Det havde stået for min dør og banket på, men jeg havde ikke turde åbne for noget, jeg ikke rigtig kendte. Vi mennesker har en trang til selv helst at ville kontrollere livet. Der hører mod til, for nogen af os, ikke at være bange for Guds kraft. Man forveksler denne søgen efter det uendelige, den guddommelige arv med: Når du har nået det og det og fået så mange børn, eller når du får dit drømmehus, så bliver du så lykkelig, som du kan blive. Desværre er det ikke svaret, mennesker er skabt for samvær med Gud som venter på, at vi inviterer ham ind. Det største bud: Du skal elske Herren din Gud over alt I livet, havde jeg aldrig rigtig forstået indtil det tidspunkt. Jeg troede på Gud, men måtte ærlig bekende, at jeg elskede mine nærmeste mere end Gud indtil det tidspunkt.

 

Kirken var nu færdig renoveret, i stedet for fan havde vi fået installeret aircondition over det hele. Det var skønt ikke mere at måtte svede under gudstjenesten som før i tiden. Loftet havde en dyb rød farve, det skulle minde os om Jesus blod som var blevet udgydt på Golgata for menneskehedens skyld. Forandringer fortsatte at ske i kirken, den blev den første i landet til at indføre pris og lovsang søndag aften. Mange kom fra andre kirker, og folk begyndte at vidne om, hvad Gud havde gjort i deres liv. Ofte når vi kom ind i kirken, kunne vi mærke hvordan Gud elskede sine børn, det lå tykt i luften. Andre gange lagde Helligånden mennesker på hjerte, at de skulle bekende deres synder. Mange tårer blev hvisket væk oppe ved alteret. Mennesker vidste de var tilgivet og begyndte et nyt og bedre liv. Der var inderlige såvel som fysiske helbredelser. Kirken blev meget aktiv på mange områder, flere klasser med børnehaver og søndagsskoler måtte indrettes. Alle var meget interesseret i at lære mere fra Guds ord. Kirken fortsatte med at vokse i kirkegængerantallet. Man ville muligvis være nødsaget til en anden udvidelse på et senere tidspunkt. Flere gudstjenester om søndagen blev arrangeret i løbet af de næste par år. Andre præster og missionærer, ofte fra udlandet, blev inviteret til at prædike søndag aften. Det var en spændende tid, der skete så meget. Præsten selv stod nede ved døren, når man ankom i kirken søndag aften. Han sang og svang armene lidt ind imellem, mens han hilste hver enkelt velkommen. Med et pust af glæde i sjælen satte vi os til rette på bænken parat til at prise Gud og lære noget nyt.

 

Vi begyndte at forstå, hvorfor vi var kommet til Singapore. Gud havde noget helt andet for os denne gang. Hvad Gud har på sin plan, ser ikke altid ud som guld i begyndelsen. Det, det kommer an på er, hvad man gør ud af det og ikke opgiver, før Gud har udarbejdet sin plan. Jeg lærte en ung pige at kende fra kirken, som arbejdede som socialarbejder. Hun fortalte mig følgende: En meget troende mand, jeg kan ikke huske hvad han hed, var blevet vist af Gud i en vision, at rejse til et land som havde form som en diamant, Gud havde i sinde at udgyde af sin ånd på dette sted. Profeten havde studeret landkorte og opdaget, at det passede på Singapore. Uden at kende en sjæl rejste han hertil og besøgte slet og ret forskellige kirker. Han sad blot på kirkebænken og bad, det var alt, Guds sørgede for resten.

 

 

 

Kirkens gennembrud

 

På det, på mange områder, vigtige tidspunkt i Singapores historie, åndelige såvel som økonomiske som synes at gå hånd i hånd i disse velsignede tider, havde præsten, Tony Chee, begyndt med sine planlagte evangeliske møder. Det første blev afholdt i et mindre lokale, ligeledes nummer to og tre, som fulgte årlig. Der var en god høst, mange fandt en ny og bedre vej til troen, en tro som levede og kunne omsættes i det daglige liv. Unge mennesker fandt med begejstring vejen hjem til deres skaber og så et lys skinne i fremtiden. Præsten selv virkede fornyet, og så snart Victory tre var til ende, lod han en bemærkning falde i kirken om, at man lige så godt kunne begynde at planlægge Victory fire.

 

Victory fire, som varede tre aftener, blev den succesfuldeste af alle. Grunden, Helligånden blev for alvor udgydt over menneskemassen, som lovet i Joel kapitel tre hvor der siges, at i de sidste dage vil Gud udgyde sin Ånd over alle mennesker, helt nøjagtig heder det: Derefter vil jeg sende min Ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal få min vilje åbenbaret i drømme, mens jeres unge skal se den i visioner. Selv over slaver vil jeg udgyde min Ånd, både over mænd og kvinder og jeg vil lade varsler og tegn ske på himlen og jorden, blod ild og røjsøjler. Solen skal formørkes og månen skal blive rød som blod, før Herrens store og frygtelig dag kommer.

 

Det kunne mærkes, at der var noget udsædvanligt nyt i luften. Det er meget svært at beskrive helt nøjagtig Guds Hellige Ånds nærværelse. Det er en vidunderlig helbredende styrkende atmosfære, en tilstand som kan tage til i intensitet og som kan mærkes af alle. Disse aftener var Guds meget nær, det var derfor meget let at proklamere at Guds Ånd også var til stede.

 

Jeg havde fastet halvt i tre uger, i denne tid bad jeg meget for Fritzli. Til middag tog jeg lidt salat og knækkebrød og om aftenen lidt løgsuppe begge gange små portioner. Gud så mine anstrengelser, den sidste nat før Victory fire, havde jeg en  usædvanlige drøm. Jeg så klart, at to dimensioner eksisterede, alt hvad vi gjorde og sagde blev aftrykket ligesom et kopi i en anden dimension. Jeg vågnede: "Hvor er det synd, at mange ikke er klar over det, fortalte jeg mig selv, der kommer en dag hvor vi skal stå til regnskab for vores liv, alting bliver optaget ligesom på et video og vist os. Gud vil vise os, at uden Jesus Kristus er det meget svært at stå for ham. Hvis folk vidste besked om hemmeligheden bag ved livet, ville de leve helt anderledes.

 

Koret sang Helligånden ind i hjerterne på de mange tilskuer, og enkelte vidnede om, hvad Gud havde gjort i deres liv. Det hele virkede harmonisk, hvem kan modstå den Almægtige, når hans tilstedeværelse kan føles helt ind i det inderste kammer. Nogle få stjerner blinkede fortroligt ned fra den mørke himmel, og den milde lige tilpas varme luft omhyllede alle. Vi befandt os i et åbent teater næsten midt i byen. Kirken havde spenderet nye festlige dragter til koret, hver enkelt havde en anden kombination af farver på. Koret var ikke sat sammen i en gruppe, men fordelt over hele podiet og hver enkelt var tildelt en opgave med at vidne eller synge. Præsten selv havde også fået et nyt sæt tøj og skinnede om kap med de andre.

 

Det var blevet klart helt op i de øverste kredse i landet, at en karismatisk bevægelse havde begyndt i kristelige kredse. Nogle år senere, nævnte statsminister Lee Kuan Yew i et interview i Australien, at man i Singapore var nødt til at have en stærk politi afdeling. En karismatisk bevægelse havde begyndt under de kristne og det hændte, at muslimer skiftede tro og det syntes de øverste ledende i den muslimske tro ikke om. Singapore har succesfuldt arbejdet på at fremme fred og frihed imellem de forskellige nationer og religioner repræsenteret her. Uden strenge love, som de også har gjort brug af, ville det ikke have været muligt, er vi overbevist om.

 

Med Victory fire var udgydelsen af Helligånden ikke til ende, det var blot begyndelsen. Over de næste måneder, var der hver uge, et evangelistisk møde et eller andet sted. På samme sted som Victory fire blev afholdt, fandt et par måneder senere en helbredelse gudstjeneste sted fem dage i træk. Gud sendte en indonesisk evangelist hertil. De første to aftener skete der ikke alt for meget, men så kom gennembruddet. Mennesker blev sat fri og helbredt, og det trak mange andre til. Folk stod i kø, længe før der blev åbnet for at komme ind, og de som ikke nåede at komme ind, betragtede det hele ude fra. Mange kravlede op på skråningen imellem træerne uden for og kunne derfra se ned på podiet og over menneskemassen. Fritz fortalte, at man kunne høre begejstringen helt oppe i hotellet som ligger 10 minutter til fods derfra.

 

En søndag efter gudstjeneste i kirken rådede nogle amerikaner os til at besøge Sankt Andrew Katedral samme aften. Guds Ånd var ved at gøre et større arbejde imellem unge mennesker. En amerikansk læge, som prædikede den aften, lænede sig afslappet over prædikestolen og betragtede menneskemassen indgående et stykke tid, før han begyndte at sige noget. Han bad os om at slå op i det gamle testamente, i 3. Mosebog, og begyndte at læse op, om alle de synder Gud advarede det israelske folk imod, efter de var kommet ud af Ægypten. For hver gang han nævnte en synd, betragtede han menneskemassen igen, og opfordrede de, som havde syndet på det område til at stå op. Da han kom til et skriftsted som forklarede, at nogen havde sex med dyr, blev der stille, der var ingen som stod op. Lægen ventede et øjeblik, bankede i pulten og sagde:" Jeg har ikke taget fejl, Gud har sagt, der er sådanne til stede". Mit hjerte bankede heftigt, jeg troede ikke, at moderne mennesker havde noget at gøre med den slags i dag. Pludselig stod det ene unge menneske op efter det andet. Lægen advarede:" Der er ikke nogen, som behøver at se sig om, det her er imellem Gud og mennesker". Da han var kommet igennem listen, blev alle de som var stået op kaldt op til alteret og lægen bad Gud indtrængende om at tilgive dem og samtidig styrke dem i troen. Denne oplevelse gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg forstod endnu klarer, at hvis mennesker er parat til at bekende deres synder, så er Gud der med åbne arme ligesom i lignelsen om den fortabte søn. Jeg tror ikke, vi nogensinde forstår fuld ud, hvad vi er blevet tilgivet og sparet for. Guds nåde kan næsten ikke begribes, det er en stor gave, som vi kan vælge at tage eller fra sige. Prisen blev betalt på krydset. I det gamle testamente blev Gud ofte vred på folket, når de vendte sig fra ham og ikke fulgte budene efter Mosebøgerne. I det nye testamente behøver man kun at omvende sig, ligesom i historien om den fortabte søn som kom til fornuft og vendte hjem, så er Gud der med åbne arme glad for, at vi har fundet tilbage til ham. Ikke en eneste gang beskrives der i det nye testamente, at Gud er vred på os, med undtagelse af Åbenbaringen. Der kommer en dag hvor Gud sætter et punktum til denne tidsalder og laver en ny himmel og jord hvor retfærdige mennesker lever og regerer i al tid og evighed med Jesus Kristus.

 

 

 

Mørke skyer trækker op i familien

 

Jeg havde fået brev hjemmefra at mor ikke havde det for godt, men hun lovede at blive rask til sommeren, når vi kom hjem på ferie. Fritz havde ligeledes fået brev om, at hans mor var syg og besluttede at tage en tur hjem. Hans mor var diagnosticeret med kræft i leveren, og lægen fortalte dem ligeud at der ikke var meget håb. Fritz tilbragte to meningsfulde uger hjemme sammen med sine forældre og søstre. Han kunne ikke have haft en bedre lejlighed til at bede med sin mor og tale trøstende til sin far. Ligesom lægen havde forud sagt, sov Fritz mor mere og mere for til sidst at ikke at vågne igen. Efter to måneders sengeleje hjemme fik hun lov til at sove fredeligt ind.

 

Over de næste to år døde 20 mennesker i vores familie på begge sider, alle de ældre tog afsked. Jeg besluttede mig til at rejse hjem for at se, hvordan mor havde det. Så vidt jeg kunne forstå på brevene, gik det ikke bedre.

 

Jeg ankom til København med Robert i maj måned 1978 og tog flyvemaskinen til Odense hvor far hentede os. Mor var glad for at se os, men samtidig afspejlede hendes øjne angst, var jeg kommet hjem, fordi hun lå på det sidste, synes hun at kommunikere uden ord.  Hun levede ikke længe efter jeg var kommet hjem. Hun døde ligesom  Fritz mor af kræft.

 

Før Robert og jeg fortsatte til Svejts for at besøge Fritz far, besøgte vi mors grav for sidste gang. Vi tre piger Lise, Tove og jeg havde bestilt en pæn krans af hvide liljer som var blevet anbragt midt på graven. Indskriften lød: Hvil i fred. Alle andre blomster på graven var falmet og visnet, kun de hvide liljer stod endnu friske og strålede i sollyset midt på graven. Jeg blev så glad og tog det som et tegn på, at mor var, trods alt, gået hjem.

 

Tilbage i Singapore berettede jeg Fritz om min bevægede ferie. På grund af hans fars lidt hjælpeløse tilstand, besluttede han at rejse hjem med Silvia den kommende sommer, jeg understøttede ham i planen. Det blev den sidste og meningsfuldeste ferie, Fritz havde sammen med sin far, året efter døde han. Der blev mange gode minder fra denne ferie at tænke tilbage på. Det var ved at tynde ud i familien.

 

 

 

Børneopdragelse

 

Nu da Robert kunne løbe omkring, var der liv og glade dage hjemme hos os. Han klatrede op over det hele og hang i gitteret foran vinduerne. Vi boede på fjerde sal, jeg var meget glad for at alle vinduer samt balkonen var fuldstændig gitteret til. Han kunne mærke, at når han klatrede op på spisestuebordet og gik helt ude på randen, blev jeg nervøs. Hans barnlige naivitet nød den ekstra omsorg han fik, når satte sig selv lidt i fare. Jeg var nødt til at tage alle mine pæne ting væk fra bogreolen og gemme dem til bedre tider. Igen og igen forsøgte jeg at få ham til at lystre, men det var svært. Der var masser af energi som skulle have frit løb, før han havde løst til at tænke sig om. En vase havde jeg ladet stå i bogreolen, og han fik streng besked om ikke at røre den. Selvfølgelig forstod han det. Han begyndte straks at rende op og ned foran vasen, mens han forsikrede mig om, at han nok skulle lade være med at røre ved den. Som han løb op og ned af gulvet, kom han nærmere og nærmere til vasen, og pludselig som et lyn snappede han den og løb ind på sit værelse med den.En stærk vilje bag en hård pande gemte sig i Robert. Fritz begyndte at blive aktiv i hans opdragelse på en ret bestemt måde. Han kom altid hjem et par timer om eftermiddagen.

 

Det blev til mange ture ud til havet, mens børnene var mindre. De første år blev Fritz altid krebs rød, når vi var ved stranden, derfor var han heller ikke alt for begejstret for disse udflugter. Af og til fik jeg Silvia til at kæle lidt med ham, og når han var blødgjort, ville hun på sin fine måde spørge ham: "Kan vi ikke tage en tur ud på en af øerne", som regel fungerede det. Fritzli nød også disse udflugter, han elskede at komme i vandet. Tyve minutter i havet var lige passende for ham på en varm dag.  Når jeg tog på tur med børnene alene, hentede jeg først en taxi. Fritzli hans vogn, hunden børnene og deres cykler, hvis vi tog ud til havet, var parat foran huset. Taxichaufføren kastede som regel et vurderende blik på det hele og sagde næsten hver gang:" Det kan ikke lade sig gøre, at have det hele med". Jeg svarede:" Det kan være der, og jeg betaler en ekstra skilling oven i købet". Med den bemærkning fulgte han mine anvisninger, og forventningsfulde trykkede vi os sammen i bilen.

 

Silvia havde begyndt med klaverundervisning i den japanske musikskole Yamaha. Det første år foregik undervisningen meget spontan. Ofte ville lærerinden spørge, om en af eleverne havde lyst til at synge en sang, meget ivrig strakte Silvia altid hånden op. Mange af de kinesiske børn var tilbageholdende og turde ikke træde frem. Efter Silvia flere gange havde været fremme og sunget, begyndte lærerinden at spørge, om der var nogen, som kunne synge en bestemt kinesisk sang, igen strakte Silvia hånden op. Tilsyneladende var lærerinden overrasket, Silvia blev kaldt frem. Hun sang den kinesiske nævnte sang, flydende på kinesisk. Hun havde lært den af en pige som boede ved siden af og som hun ofte legede med. Næste gang spurgte lærerinden, om der var nogen, som havde lyst til at synge en malaysisk sang, igen strakte Silvia som den første hånden op. Øjensynligt meget forbavset kaldte lærerinden Silvia frem som sang den nævnte malaysiske sang - flydende. Jeg kikkede rundt på de forskellige mødre og nød min lille smarte datters fremtræden. Sangen havde hun lært af den samme kinesiske veninde, som hun til gengæld havde lært engelske sange. Jeg havde hørt dem øve igen og igen, mens de legede sammen.

 

 

 

14 festdage om året.

 

De første år vi boede her i landet , mærkede vi kun lidt til juleforberedelserne i byen. Som antallet af kristne voksede, tog interessen for alting, som har med julen at gøre, til. Hovedgaden, Orchard Road, bliver pyntet fint. Indkøbscentrene og hotellerne konkurrerer om, hvem som har de smukkeste og interessanteste dekorationer, som variere fra år til år. En tur ned af hovedgaden lønnede sig, for man skulle tro man befandt sig i eventyrland. I de forskellige indkøbscenter hører man julemusik hele dagen. Ja, der bliver til og med givet priser til de flotteste dekorerede bygninger. November og december er ferietid for skolebørn i asien. Fra de omkringliggende lande kommer mange til Singapore på en indkøbsferie. Der er ekstra gode programmer at vælge imellem med koncerter, ballet, teater og så videre. I de lune aftener er hovedgaden og butikkerne pakket med folk. Købe ind kan man  til 9-10 om aftenen. Vi har vænnet os til, at der hører frost og sne til jul og jo mere vi nærmer os jul, desto mørkere bliver det udenfor. Når julen er overstået, tager dagene til, lyset er kommet ind i verden på ny.

 

Her oplever man den søde juletid lidt anderledes. Jeg besluttede mig til at give børnene andre juleminder. I begyndelsen af december pyntede vi lejligheden med kranse, engle, klokker og juledekorationer. Der blev hørt julemusik på dansk, tysk og engelsk og bagt småkager. I skolen kom nissemanden den 6 december, med en sæk på ryggen, han vidste alting om børnene og lovede eller dalede, ligesom det var nødvendigt. Bagefter blev der spist nødder og kager og hvert barn fik en lille sæk med julegodter til at tage med hjem.

 

Derefter gik det slag i slag med julefester. Vi var med til julefest hos skandinaverne, hos tyskerne og i hotellet. Børnene nød det, den bedste dag var naturligvis selve juleaftensdag. Så længe Fritz arbejdede i hotellet, var juleaften en meget travl dag, han kom kun hjem en time om eftermiddagen. Vi skyndte os at tænde de levende lys på det dyre importerede juletræ, hørte julemusik og alle fik deres gaver. Ved seks tiden om aftenen tog vi op til hotellet og hørte et kor synge i lobbyen. Derefter spiste vi i cafeteriet, hvor en overdådig buffet var sat op i dagens anledning. Fritz kikkede ind til os af og til, også selv om han ikke kunne sidde til bords med os, var han ikke langt væk. Senere på aftenen tog vi lykkelige og glade hjem. Fritz tog altid fri et par dage efter juletravlhederne. Juledag tog vi til gudstjeneste i den Metodistiske kirke om formiddagen, derefter blev den søde juletid nydt i hjemlige kredse. Julelysene på juletræet blev tændt hver dag indtil efter nytåret. Vi legede med børnene, læste historier og spillede spil, så gode filme og nød at være sammen med venner.

 

Børnene ønskede dem nye cykler til jul. Det er naturligvis en gave, man ikke ligefrem kan gemme i et skab. Som julen nærmede sig, kunne vi se, at børnene efterhånden ikke var alt for sikker på, om de nu også fik nye cykler. De undersøgte de forskellige badeværelser, hvert hjørne i vaskekøkkenet blev undersøgt, Silvia mindede os om, at de ønskede dem cykler til jul, jeg svarede:" I har lov til at ønske". Endelig kom juleaftensdag, Fritz spurgte, om de havde set nogle store pakker et eller andet sted. Igen blev lejligheden undersøgt, forhåbentlig skuffer de os ikke, stod tydelig skrevet på deres ansigter. Fritz sagde:" Gå ud i badeværelset ved siden af vaskekøkkenet og kik op i loftet". Der havde han bundet, de i dele indpakkede cykler fast. Mens han tog pakkerne ned, blev der jublet og danset. De indrømmede, at de havde opgivet håbet om at få cykler. Fritz nød sin sejer, han havde færdigbragt at gemme cyklerne i lejligheden, uden at de opdagede dem. Næste dag blev de sat sammen, børnenes ansigter skinnede om kap med de flotte røde cykler, denne jul blev der cyklet meget.

 

Fritzli nød juleforberedelserne og julen ligeså meget som de to andre. Det var altid lidt svært at finde på gode gaver til ham. Som regel fik han et par pakker med nyt tøj. Han synes også om ting til at hænge op i sit værelse, og legetøj som fungerede med batterier. Nye plader og kassettebånd med musik og historier var altid imellem gaverne. Silvia og Robert lavede kassettebånd med selvfortalte historier til ham. Efter mange år er det stadig væk sjovt at lytte til deres fortællinger. Fritzli holdt meget af sine stofdyr, når han hvilede sig, arrangerede vi dem ofte rundt om ham. Derfor var der altid nogle nye eksemplarer imellem gaverne til hans store glæde. De år vi fejrede juleaften i hotellet, spiste han hjemme hos ahmaen, derefter blev han, som sædvanlig, lagt i seng. Efter tre gange stærke medikamenter for sin epilepsi, vil han også helst ligge i sengen om aftenen. Visse ting som vi har givet de to raske børn i livet, har han ikke haft andel i. Det ville selvfølgelig være skønt, at have haft tre raske børn at nyde. Jeg håber jeg nogenlunde, så godt som jeg har forstået det, har taget godt vare på de kostbareste gaver et menneske kan få, BØRN.

 

Den største gave denne jord nogensinde har fået er Jesus Kristus. Han har givet sig selv for alle mennesker. Den dag vi bliver inviteret til at leve og regere med ham i al evighed, vil vi opleve hvilke glæde og rigdomme vi er skabt til at arve. I Guds rige er vejene af gennemsigtigt guld og husene af ædelstene. Det er derfor vi synes, at julen skal fejres og nydes efter bedste evne.

 

 

 

Kinesisk Nytår

 

Julen flyder over i det kinesiske nytår i midten af januar. Juledekorationerne bliver til den første uge efter nytåret, så udskiftes de med kinesiske dekorationer, som hovedsagelig består af mange røde lamper, blomster børn og det nye års dyretegn. Den kinesiske kalender repræsenterer 12 dyretegn. Hvert år begynder man på et nyt, og når 12 år er forbi, begyndes der forfra igen. Der er også andre regler som spiller en rolle, men det har jeg ikke overblik over, jeg ved kun, at det er et meget indviklet regnestykke. Man karakteriserer menneskers egenskaber med disse dyretegn, derudfra laves der et horoskop for det kommende år. Hvem fandt på det`? Det gjorde Buddha, da han var klar over, at han ikke havde lang tid til at leve i. Tolv dyr blev sat sammen til et kapløb og eftersom de først nåede først frem til målet, blev de inddelt som symbolske årstegn. Rotten kom, som den sejrende, først frem til målet, efterfulgt af de andre.

 

Nu er det i det kinesiske kvarter, der foregår en hel masse. Alting skal, så vidt det er muligt, være nyt. Der bliver købt nyt tøj, helst i festlige farver, den røde farve er meget populær. Der bliver gjort ekstra rent kogt og bagt. I indkøbsbutikkerne er hylderne fulde med kinesiske kager, nødder, tørrede frugter og mange andre ting, som der sættes pris på. I China Town vrimler det med mennesker som er på udkik efter et godt køb. Ekstra boder er sat op med alverdens ting, ofte så billigt at man undrer sig over, at det er muligt at sælge ting til den pris. Da alting skal sælges før den sidste dag af det gamle år, for lykkens skyld, er det muligt at gøre usædvanlige gode indkøb de sidste par dage, hvis man ellers kan komme frem i menneskemylderet, for det vrimler med folk som sild i en tønde, og de forskellige restaurationer kasserer penge i kassen uafbrudt.

 

Til kinesisk nytår bestiller mange hoteller, butikker og familier dragedans. Over den pågældendes husdør, hænges et rødt banner for at byde dragen velkommen og hvis der er et spejl i huset, skal det dækkes til, sådan at den ikke ser sig selv og bliver forskrækket. Ceremonien forgår på den måde, at en bil med unge mænd i røde bluser, sorte bukser og sko, ankommer med deres musikinstrumenter som består af store trommer og andre larmende instrumenter, jo højere der bliver spillet desto bedre. To mænd, den ene sidder på skulderen af den anden, fører dragens hoved, resten af dens størrelse variere. Et langt farverigt tæppe i dragens mønster er lagt over hovedet på unge mænd som på slangemaner danser med. Der bliver der danset og snoet, dragen bevæger sig op og ned frem og tilbage i takt til den øredøvende, larmende musik. Det bringer held og lykke påstås der. Derefter forsætter bilen, under megen støj og larm, til det næste sted.

 

Forældre respekteres og glemmes ikke, når de bliver ældre. Den ældste søn i en familie har ansvaret over for forældrene, når de kommer op i årene og andre børn bidrager regelmæssigt med et beløb. Når de ældre ikke mere arbejder, begynder børnene at give forældrene løn, og se efter dem hvis de bruger hjælp til indkøb og andet.

 

De 14 dage festdagene varer, er festlige tider for befolkningen. I parker og indkøbscentre underholders med musik og sang teater, akrobater og meget andet. Fritz har altid haft meget travlt til det kinesiske nytår, fordi så mange som mulig naturligvis gerne vil have fri over festdagene. Man har i alt 14 officielle festdage i året på grund af de forskellige religioner.

 

Dragon View hed det sted, hvor vi boede. Der var mange ældre mennesker i området, og af og til døde en eller anden. Bilen med orkestret kom igen, men denne gang uden dragedans. De sørgede for, at den afdøde, under megen spektakel, kom derhen, hvor han skulle. Et telt bliver sat op i nærheden af den afdødes bolig. Et altar med et billede af den afdøde, med masser af rygepinde ved siden af, bliver arrangeret. Kranse på stativer, sættes op på rad og række. En lille uges tid bliver teltet stående, mens folk kommer og går. Der blev givet gaver, som regel penge, man spiser, drikker og underholde sig og går igen. Når den døde er kremeret, som det er skik og brug her, giver man ham alt det med, han ejede i dette liv i form af papir. Hvis han havde været rig, får han masser af papirpenge med. Man har specielle butikker, som efterlaver alt fra biler, huse, ansatte o.s.v. Alt dette bliver medbrændt, således har man gjort sit bedste, sikker på, at vedkommende ikke mangler noget i det næste liv.

 

En af Fritz assistenter kom en dag og spurgte om at få et par dage fri, fordi broren skulle giftes. Overrasket svarede Fritz:" Jeg troede din bror var død". Kokken forklarede, at et giftermål alligevel var blevet arrangeret imellem broren og en anden pige som også var død, forældrene var blevet enige om det. De ville sammen med medlemmer af familien give deres velsignelse til giftemålet i templet. Datoen var blevet bestemt efter råd fra munkene, som det er skik og brug. Hvis datoen ikke er rigtig, kunne noget gå forkert.

 

Udviklingen i Singapore har uden tvivl bidraget til at mange har løst sig fra traditioner. Ofte når man spørger de lokale ud om, hvad de tror på, får man til svar, at de har buddhistiske eller konfusiranske baggrunde, men at de i grunden er fritænkere. Mange af dem, som betegner sig som fritænkere, bliver draget ind i kristendommen, efter en undersøgelse som blev publiceret i avisen. Singapore er kendt for harmoni imellem forskellige kulturer og religioner, og selvfølgelig skal man respekterer andre folks levevaner. At prædike i det åbne skal der tilladelse til, og det er godt det samme i sådant et lille land. Hvis en søn eller datter fra en buddhistisk familie omvender sig til den kristne tro, kan det forårsage alvorlige spændinger i familien, fordi det er meget vigtigt for de ældre at der er nogen til at begrave dem, fordi de døde tilbedes. Vi hørte flere gange, at ældre mennesker opsøger buddhistiske munke for råd, og det blev sagt til dem, at de ikke kunne gøre noget, fordi den anden Gud er stærkere.

 

 

 

Malaysisk Nytår.

 

Muslimerne faster en måneder om året. Da der ikke spises og drikkes fra solopgang til solnedgang, er det om at få spist og drukket før solen står op. Fastetiden ender med en fest, og nu er det i det malaysiske kvarter, der sker en hel masse. Her er muslimerne ikke alt for strenge, hvad påklædning angår, men de holder sig til deres spisevaner, og mange kvinder bruger hovedbeklædning og lange kjoler med lange ærmer. Kritisk er det kun, hvis en vil omvende sig til en anden tro. Det sker, at en muslimer bliver overbevist om, at Jesus er frelseren. Vedkommende kommer på den sorte liste hos de øverste muslimer, men som regel forløber sådanne tilfælde uden blodudgydelser.

 

For ikke længe siden diskuterede jeg med en muslimsk taxichauffør om Jesus. Han mente, han kunne ikke være søn af Gud, fordi Gud kunne ikke dø, af den grund kaldte de ham en profet. Han var sikker på, han ville komme til verdens ende og dømme alle sammen med Mohammed. Jeg svarede:" Forstår vi Gud nok til at kunne tænke sådan. Kunne Gud ikke sige:" Den del af mig selv kalder jeg min søn, han skal frelse jorden". Jeg forsatte, Jesus sagde: "Jeg er sandheden, vejen og livet". Hvis han sagde, jeg er sandheden, hvorfor sagde han ikke, jeg er en profet. Jesus forklarede om sig selv, at han var søn af Gud og søn af mand, og han beviste i opstandelsen, at døden ikke kunne beholde ham". Eftertænksomt svarede taxichaufføren:" Jeg tror, det hele er en misforståelse af ord, profet eller søn han er jo den samme, men vi beder ikke til ham heller ikke til Mohammed - kun til Gud. Denne muslimer elskede uden tvivl Gud og var meget nær ved at forstå, hvem Jesus i virkeligheden var. Der er mange taxichauffører i Singapore, men denne kom jeg sådan helt tilfældigt til at køre med flere gange. Hver gang var vi begge overrasket over tilfældet, det var ligesom man helt tilfældigt møder en god ven. Han forsikrede mig om, at han havde bedt for mig, og jeg forsikrede ham om det samme. Hvis mennesker virkelig elsker Gud af hele hjertet kan det mærkes.

 

 

 

Indisk Nytår

 

Indere har sans for drama og de sørger for, at denne dag ikke går ubemærket hen. På selve dagen, tidligt om morgenen, dekorerer mange sig efter alle kunstens regler på pladsen foran et berømt tempel inde midt i byen. Hvis man vil love et eller andet det kommende år til en eller anden gud, eller have hans velsignelse, er der forskellige ting de kan deltage i. Det som mest fanger øjet, og som Singapore er blevet berømt for hos turister, er den store bue de bærer over hovedet støttet med armene, og med mange små pile stukket ind i skindet på brystet. Det ser meget imponerende ud, en pil er også stukket igennem tungen, sådan at munden ikke kan lukkes. Med opmuntrende råb fra tilskuerne til trommernes takt, marcherer de langsomt, næsten som i trance, til et andet tempel fire kilometer længere væk. Her bliver hele pragten taget af, og man smider sig et eller andet sted for at komme til kræfter. For det meste er det unge mænd, som på denne måde, søger gudernes gunst. Hvis kvinder har specielle ønsker, har de mulighed for at marchere med i optoget, med en kande med mælk på hovedet, hvis det ikke spildes, går deres ønsker i opfyldelse, siges der.

 

Man kan næsten være sikker på, at ældre mennesker i hindu troen er meget religiøse, når de kommer op i årene. En dag, da jeg kørte i taxi, med en ældre indisk taxichauffør kunne jeg ikke modstå fristelsen og startede en konversation om, at den kristne tro er den mest barmhjertige i hele verden. Man behøver kun at leve en gang, har syndernes tilgivelse og evigt liv, med den som har skabt alting. Ja, ja det er rigtigt for dig, fordi du tror på det, men der må altså være nogen som har klaret at komme til evigheden i hindu troen, mente chaufføren. "Er du helt sikker på det", svarede jeg tilbage," hvis mennesker blev bedre af at gentage deres liv, skulle der ikke være supermennesker omkring os, sådanne har jeg aldrig mødt, der bliver også flere og flere mennesker på jorden". Inderen blev nervøs, kunne jeg mærke, uden tvivl havde han tænkt meget på, hvad der ville blive af ham, når han døde. Som vi fortsatte vores diskussion, tabte han retningen, og det blev en lang fart, men jeg betalte uden vrøvl og steg ud af bilen, med en bøn om, at noget af det vi havde diskuteret, ville blive hos ham. Det er en almindelig opfattelse i hindu troen, at Jesus ikke døde på korset, men udvandrede til Indien, hvor han giftede sig, fik mange børn og nåede at blive meget

 

 

 

En dybere dimission i troen

 

Fritz var omsider også blevet fyldt med Guds Ånd. Det havde været svært for ham, at indrømme med sig selv, at Jesus befaler os også at blive døbt med Helligånden. Når vi havde været til pris og lovsang i kirken søndag aften, spadserede vi ofte hjem bagefter. Fritz gik fordybet i sine tanker og overvejede det, han lige havde hørt. Det ligesom lå i luften, at vi ikke rigtig kunne tale sammen om det, det var noget han selv skulle finde ud af. Det nærmeste vi kom til temaet var, at han indrømmede, at han ikke var god nok. Fritz troede, bad og gik i kirke hver søndag, men han læste ikke i biblen hver dag, måske lidt et par gange om måneden. Derfor var hans viden på dette område blevet mindre end mit. Jeg kunne mærke, at han begyndte at blive jaloux. I de måneder, hvor Fritz overvejede dåben af Helligånden, gjorde djævlen også sit arbejde. Han begyndte at blive vanskelig under sådanne gudstjenester. En gang bemærkede jeg til min overraskelse, at hans øjne var blodskudte, han hviskede: "Der er noget som har bidt mig i foden, jeg tror der kryber skorpioner rundt imellem bænkene". Så snart vi kom udenfor, åndede han lettet ud, og han følte sig øjensynligt bedre tilpas. En anden gang hviskede han til mig:" Jeg ved at manden deroppe på prædikestolen lyver". Forbavset betragtede jeg min mand nærmere, hvad var der nu i vejen med ham, alt hvad der blev sagt, var fuldstændig bibelsk.

 

Fritz blev så og sige overfaldet af den Hellige Ånd. En aften havde jeg bedt meget længe for ham, og på en seddel skrevet at han skulle bede Gud om at fylde ham med den hellige Ånd, ligesom vi havde hørt i kirken. Da han kom hjem fra sit arbejde hen imod klokken 11 om aftenen, lod jeg som om jeg sov dybt og godt. Næste morgen havde han følgende at fortælle. Han havde, i en drøm, været i en lille kirke. Alle tilstedeværende sang og priste Gud, og ind imellem talte de i tunge. Snart begyndte han også at tale i tunge i drømmen. Denne drøm havde varet hele natten. Han havde ikke været i stand til at dreje sig i sengen før hen på morgenen. Han kommenterede: Alting er nu i i orden imellem den Hellige Ånd og jeg. Der var noget om det, for nu af når Fritz kom hjem for et par timer om eftermiddagen, skyndte han sig at skifte tøj og så lå han på sengen og læste i biblen. Af og til udbrød han begejstret: Det og det står skrevet vidste du det? Jeg takkede Gud for den positive indstilling, Jesus havde selv gjort det.

 

En tysk damegruppe, grundet af en missionær, var begyndt, noget jeg havde bedt om i lang tid. Hun ringede til mig, og spurgte om jeg ikke havde lyst til at være med. Jeg var med i den tyske bibelgruppe i mange år, og fik også mine bedste veninder der. Fordi vi blev boende 24 år i Singapore, havde jeg af og til lejlighed til at inviterer andre, som enten var nye i landet eller havde svært ved at falde til, med i kredsen. Vi skiftes til at inviterer og lave til med kaffe, te og andet godt. Ligeledes gik det også på skift til at forberede et emne, som vi alle ivrigt diskuterede bagefter. Jeg har altid sat stor pris på kristne venskaber.

 

Fritz fortalte, at de kristne i hotellet havde sendt bud efter en indisk man fra London. Han var kendt for at være en af nutidens profeter og havde før i tiden understøttet Katryn Kullman i Pittsburg i helbredelses gudstjenesterne. Man betalte ham billetten, og gav ham et værelse. Der modtog han mennesker, som opsøgte ham for vejledning og for at blive bedt for. Hvor han stod og gik, havde han altid biblen med sig. Han var en mand som vandrede tæt sammen med Gud og lod sig lede af hans Ånd. Fritz mente, det var en god ide at besøge ham med Fritzli, jeg svarede:" Jeg har prøvet så meget, jeg vil bare tro og vente og se hvad Gud gør. En formiddag, da jeg tilfældigt ikke var hjemme, havde han ringet til ahmaen og forklaret, at hun skulle bringe Fritzli til hotellet. Profeten havde bedt for Fritzli, derefter havde han afsagt alle sine måltider, for resten af dagen, for at kunne faste for ham. Han ville gerne besøge os, forklarede Fritz. Vi aftalte en eftermiddag og til aftalte tid kom han sammen med et par andre på besøg. Efter vi havde sludret og bedt med hinanden, forklarede han, at han så, at min mor havde haft mørke forvirrede tanker. Det var der ingen som havde fortalt ham. Jeg svarede, at hun havde lidt meget, fordi hun længe havde været syg på sindet, og tilføjede:" Det forstyrrede mig en hel del i mange år". Han nikkede, og med en forståelse i stemmen svarede han: "Jeg kan godt forstå, at du har følt dig trykket af det. Jeg spurgte:" Har Fritzlis sygdom noget med det at gøre". Han svarede stille:" Fritzli er den ældste af jeres børn, du er den ældste, og din mor er den ældste". En smule overrasket stirrede jeg på ham, det havde jeg ikke fortalt ham. Han tilføjede:" Gud har sin egen måde at føre slægten videre på". Han gav mig årstallet, hvor jeg havde omvendt mig til Gud, og tilføjede:" Det skete på en ret dramatisk måde". Han begyndte at fortælle, at han fra Singapore ville rejse til Toronto. Han nævnte Toronto flere gange, til sidst sagde jeg:" Jeg har en søster der", han gav mig navnet på hotellet, hvor han ville opholde sig, han ville gerne træffe hende og også bede med hende. Før han gik, kastede han et blik på Fritz, som havde trukket sig tilbage i et hjørne, hvor han sad med foldede arme, som om det hele ikke vedkom ham, og sagde:" Du har altid gjort, hvad du kunne". Fritz skyndte sig at svare, at det havde han.

 

Et par år senere  kom han igen til Singapore og besøgte os for anden gang. Han fortalte Fritz, at han ville se forandringer i sit arbejde i løbet af et år. Da han stod op for at gå, overraskede Silvia os alle med helt spontant at omfavne ham. "Mor jeg mærkede at han er ligesom Jesus", forklarede hun bagefter. Det blev sidste gang, vi så ham. Han var en ældre mand, og Gud havde besluttet, at tage ham hjem, mens han var i Singapore. Jeg deltog i begravelsen i St. Andrew kirke, ligesom mange andre betragtede jeg hans udvendige hylle i kisten, men det var ikke mere ham, kunne jeg tydelig se og mærke. Selv om jeg kun havde truffet ham et par gange, havde han rørt ved noget vigtigt i mit liv. Direktørens kone var skilt og gift for anden gang og havde ikke fået børn I andet ægteskab. Efter profeten havde bedt for hende blev de velsignet med en søn. En tid lang blev der stjålet i hotellet, uden at der blev fundet ud af hvordan det skete. Profeten havde forberedt direktøren på, at Gud i den næste tid ville lade al korruption komme op til overfladen. Det næste år bragte mange overraskelser med sig fra sider ingen havde tænkt på, og visse mennesker måtte holde op med at arbejde fra den ene dag til den anden. En af de første som måtte tage afsked, var han som havde værelserne under sig. Han havde beskyldt forskellige piger for at have stjålet, nu blev han selv taget på fersk gerning, da han var ved at stjæle fra en gæst.

 

 

 

Underet en lille finger.

 

Der var kun to europæiske familier i bygningen hvor vi boede. Resten bestod af en blanding fra Japan, Indonesien, Taiwan, Indien, Malaysia og naturligvis fra Singapore. Silvia og Robert fik mange gode venskaber imellem asiaterne, i de 10 år vi boede der. Jeg tror, det er sundt at blander sig med befolkningen, på det sted man bor, hvis man vil føle sig hjemme i et andet land. Af og til lyttede jeg til beklagelser fra andre mødre fra skolen som synes, det var svært at falde til. I Singapore er mange mødre ofte alene med børnene, fordi mændene rejser rundt i Asien for det firma de arbejder for. Det dobbelte ansvar for børnene i et fremmed land og det ikke at have nogen at betro sig til, er en ekstra belastning for mange, som de skal lære at leve med.

 

Nedenunder blev der løbet på rulleskøjter og skøjtebord, kørt på cykler og mange andre ting. En lille klike af børn blev rystet godt sammen. En større dreng fandt en aften, da fuldmånen stor og rund tittede ned imellem palmetræerne, på at lave et fyr. De mindre rendte frem og tilbage ivrige efter at hjælpe til med at samle pinde. Den store dreng satte sig foran bålet med sin guitar og spillede, mens de mindre sad rundt om i en kreds. Man kunne fornemme sammenhørigheden imellem dem. Jeg betragtede det hele fra køkkenvinduet, alt imens jeg syslede med mine sædvanlige ting. Næste gang blev det til en grillaften med rulleskøjte opvisning. Beboerne var begyndte at tale mere med hinanden, lagde vi mærke til. Det er rart, når vi kommer hinanden ved, og et positivt sammenhold opstår. I begyndelsen var det ikke sådan. Japanerne, som udgjorde det fleste i antal af børn, holdt sig fjendtlig for sig selv og hvis de kunne komme af sted med det, blev en eller anden plaget. Efter Robert et par gange grædende kom hjem og fortalte om de dumme japanere, som man snart ikke mere kunne lege for nedenunder, begyndte jeg indtrængende at bede om en vending til det bedre. Underet skete, for de mange meningsfulde timer, som de tilbragte sammen med børn fra andre nationer takker jeg Gud. Det åbnede deres forståelse til andre mennesker og deres kultur. Når Silvia var færdig med lektierne, smuttede hun ofte nedenunder for at lege med kammeraterne. En tysktalende familie med to børn, boede ikke langt fra blokken. Silvia og Karin var næsten lige gamle, Karins mor var også begejstret, sådan som situationen havde udviklet sig med børnene i blokken, også hun var i grunden stolt af de mange gode venskaber børnene var begyndt at pleje.

 

Af og til kom skolekammerater på besøg hos os, det syntes Fritzli godt om, fordi der skete noget. Når nogen besøgte os første gang, tog jeg ham som regel til side, for ikke ligefrem at give dem et mindre chok. Før de tog hjem, blev Fritzli præsenteret for dem, samtidig forklarede jeg hans tilstand, og at han ellers var sød og taknemlig, når man blot skænkede ham lidt opmærksomhed, som regel fungerede det. Når de kom næste gang, var det nemmere at arrangere det sådan, at han også tilbragte lidt tid sammen med dem. Når Robert legede med sine kammerater, lå han ofte på gulvet støttet af puder, eller på sengen, hvis de legede i hans værelse. Det blotte nærvær af sunde legende børn, var godt for ham. Han kunne glemme sig selv, og det han vidste, vi skulle gøre for ham.

 

Om aftenen læste jeg historier fra biblen for Robert, og bad med ham, før han lagde sig til at sove. Derefter læste og bad jeg sammen med Silvia. Disse øjeblikke var også en berigelse for mig. I de meningsfulde timer hvor jeg plantede livsvigtige frø, åbnede Guds Ånd de læste ord for mig. Det var ikke kun børnene som profiterede fra det, Gud skænkede også ud af sin visdom til mig, ofte kunne jeg  mærke han var meget nær. En aften spurgte Robert, om jeg ikke troede, at den hvide elefant var den stærkeste. Jeg fik på fornemmelsen, at det jeg lige havde fortalt ham var gået ind i det ene øre og ud af det andet. På det tidspunkt legede han meget sammen med to indiske drenge. Jeg vidste familien tilhørte hindu troen, og kunne derfor let regne ud hvorfra ideen kom. Med Silvia havde det hele været så let, hun elskede bibelhistorier og tvivlede ikke. Jeg berolige mig selv med, at han stadigvæk var ret ung, og det kom nok en gang med tiden.

 

I året 1981 da Robert var fire år og Silvia 10, besluttede jeg at tage til Tioman, en ø på østsiden af Malaysia. Det var december måned, regntiden havde endnu ikke sat ind, normalt skulle den have begyndt i november måned. Tidligt en morgen satte jeg mig i en bus med Silvia og Robert, Fritzli lod jeg denne gang blive hjemme. Vi kørte til Merling som ligger på den østlige side af Malaysia, derfra planlagde vi at tage en båd ud til øen. Jeg havde været der før med alle tre børn, og glædede mig meget især til den tre timers bådtur over havet. Det at sidde foran på dækket og lade vinden blæse igennem håret, mens den lille 10 personer båd susede over de blå bølger, var en oplevelse for sig.

 

Turen fra Singapore til Mersing tog normalt godt to timer. Vi sad i bussen i timevis, grunden var, at det begyndte at regne, så snart vi var kommet ud på hovedvejen som førte til Mersing. Det øsregnede hele vejen derned, chaufføren kom kun langsomt fremad. Ankommet i Mersing besluttede jeg mig til at tage ind på et hotel i stedet for at tage videre til Tioman på grund af regnvejret. Da vi vågnede næste morgen, regnede det stadigvæk. Hvad skulle vi gøre, jeg besluttede mig til at blive en nat til i hotellet og afvente situationen. Dagen efter fandt jeg ud af, at der ikke mere var busforbindelse tilbage til Singapore på grund af oversvømmelser på hovedvejen. Jeg beklagede min nød i receptionen i hotellet. Hotel direktøren fandt, i løbet af formiddagen, en taxi som var villig til at prøve turen. Uendelig lettet steg vi ind i bilen, turen ville naturligvis koste lidt mere men pyt med det. Det havde holdt op med at regne, og himlen var overskyet med tunge mørke skyer. Der var ingen tvivl om, at regntiden for alvor havde sat ind. Denne gang en smule sent, men derfor kom det hele ned på en gang. Efter en god times kørsel, så vi lidt længere fremme en forsamling af mennesker. Vi var nødsaget til at holde, for der var ca. en km. oversvømmelse. Et par, fra den lille gruppe kom hen til vinduet og tilbød at skubbe bilen igennem vandet for 40 Ringi. Taxichaufføren kikkede på mig, jeg sagde til, der var vel ikke andet at gøre, hvis vi ville fejre jul sammen med Fritz og Fritzli i Singapore. Tre mand på hver side tog et godt tag i taxien og begyndte at skubbe den igennem vandet, mens vi blev siddende, hvor vi var, på bagsædet. Vandet begyndte at strømme ind i bilen, vi trak benene op på sædet, det var godt, jeg ikke havde taget Fritzli med, tænkte jeg. Vi bad alle tre om at komme helskindet, og så vidt det var muligt, også tør over den mindre sø som havde samlet sig et sådan uegnet sted. Bilen gyngede som en lille båd frem og tilbage, og vandet kom helt op til sædet, før vi var kommet igennem. Taxichaufføren så betænkelig ud, da han åbnede døren for os. Først ville han rense bilen for vand, før han startede den og tilføjede i det samme:" Jeg håber da, den starter". Jeg begyndte med det samme at bede om, at bilen ville starte. Første gang chaufføren drejede nøglen, brummede motoren til alles ubeskrivelig lettelse. Med glædestrålende ansigter fortsatte vi turen tilbage til Singapore. Først besøgte vi Fritz i hotellet, han gav os en velfortjent middagsmad og lyttede interesseret til, hvad vi havde at fortælle om turen, som faldt i vandet. Store områder blev oversvømmet, hørte vi i nyhederne. Al forbindelse fra denne side af Malaysia var nu totalt afskåret. Et par dage senere fejrede vi jul i et lidt køligere og fugtigere klima.

 

I den næste skoleferie i april gentog vi forsøget på at komme til Tioman. Børnene legede i sandet og svømmede i havet. Jeg havde taget et fiskenet på en stang med til Robert, som han ivrigt brugte til at fiske alt muligt med. Som jeg havde forestillet mig, betragtede vi om aftenen den vidunderlige solnedgang over havet, før vi gik op på terrassen og lod os betjene til aftensmaden. Desværre nåede Robert at få et udslag på ryggen, før vi kom tilbage. Heldigvis havde vi altid noget af det brune middel fra den kinesiske doktor i huset, det hjalp på al slags eksem. Silvia havde igen begyndt i skolen og Robert i børnehaven. Jeg besluttede at beholde Robert hjemme et par dage fra børnehaven på grund af eksemen. I dette klima bliver det hurtigt værre. Den første dag efter ferien gik Silvia, som hun plejede, nedenunder for at vente på skolebussen. Robert tiggede, han ville også nedenunder for at lege lidt med de andre børn, som også ventede på skolebussen. Når de var taget af sted, ville han komme op igen, lovede han. Ikke længe efter hørte jeg høje hyl nedenunder, og snart stod en skrighals i døren. Huden var skrabet af indvendig på hans håndleder og hans lille finger på venstre hånd var rød og opsvulmet. Sammen gik vi ud i køkkenet, jeg satte mig på den stol, jeg brugte til at sidde på, når jeg gav Fritzli mad. Jeg forklarede:" Hvis du kan holde op med at græde et øjeblik, beder vi lige Jesus om at helbrede det her". Han holdt op med at græde, jeg forsatte:" Nu lukker vi vores øjne imens vi beder". I en enkel bøn bad jeg Jesus om at helbrede ham. Jeg åbnede mine øjne, huden indvendig på håndleddene så helt normalt ud. Jeg kunne næsten ikke tro, at det her var sandt, og sagde til mig selv:" Du må have set forkert Inge". I det øjeblik stak Robert sin hævede lille finger op foran min næse og sagde fuld af barnlig tro:" Nu helbreder Jesus også den lille finger". Et minut lang stirrede vi begge to på den lille finger, som langsomt forvandlede sig til en sund finger lige for vores øjne, det var absolut et under, det skete virkelig. Lykkelig forsvandt han nedenunder for at fortælle vægteren, en trofast muslim, at Jesus fuldstændig havde helbredt hans håndleder og den lille finger.

 

Senere fik jeg at vide, hvordan ulykken var sket. En ahma havde fået ham til at springe ned fra trappen på parkeringspladsen. Desværre gik det galt, han skrabede huden på håndleddene i faldet, fordi han ikke nåede ned til bunden af trappen i springet. Elevatoren var på vej op eller ned, derfor var han rendt hen til trappeopgangen, hvor døren var lukket med en sten for. Da han flyttede stenen for døren, kom også den lille finger i klemme, det havde gjort meget meget ondt, og derfor havde han grædt meget. Helbredelsen af den lille finger betød en stor vending i Robert liv. Han begyndte at tale direkte til Jesus om aftenen, når vi bad sammen. Han ville sige:" Du er den stærkeste af alle, der er ikke en ting du ikke kan. Du har skabt alting på jorden med undtagelse af bilerne og husene, men det kunne du også, hvis du ville, hvor kan jeg godt lide dig". Fra hele hjertet talte hen til sin skaber. Af og til bad han for andre, jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det er sådanne bønner Gud synes om. Noget i hans karakter begyndte at ændrede sig, han var ikke mere så rebelsk, man kunne ligefrem se på hans ansigtsudtryk, at der var sket en forandring med ham.

 

Det må være omkring samme tidspunkt at Robert en tidlig morgen fortalte os følgende. Han havde åbnet døren til Fritzlis værelse. På sengen ved siden af Fritzli sad en person klædt i hvidt og strøg ham over håret. Fritzli havde ansigtet vendt imod ham og smilte hjerteligt. I det øjeblik Robert opdagede ham, gik personen hen til vinduet og forsvandt simpelthen.  Det var godt at vide at engle holdt vagt ved hans seng.

 

 

 

Fritzli som teenager

 

Fritzli var ved at blive en teenager. Han var sen i udviklingen på mange måder, men vi kunne se, at han begyndte at forandre sig. Han fik lange arme og ben og blev lidt bredere over skulderne. Først i 17 års alderen kom hans stemme i overgang og samtidig med viste sig små fine hår i ansigtet. Det var ikke blot fysisk der skete noget med ham, også inderligt og intellektuelt kunne vi mærke en forandring. Når vi bad sammen, overdøvede han os højt med Aa Aa Aa. Vi spurgte ham:" Vil du bede først eller efter Fritzli", det var klart, han havde noget meget vigtigt som skulle siges. Noget inden i ham havde en stærk trang til at være med, og når vi bad for ham, var han meget tilfreds med det. Der er absolut ingen tvivl om, at han forstod hvad det drejede sig om, og at det beskæftigede ham meget. Han nød at lytte til kristelige sange, de badede hans hjerte med Guds velsignelse kunne vi iagttage, han tog det rigtig ind i sig. Vi var fuldstændig overbevist om at Gud også fyldte hans sind med den Hellige ånd, ligesom det var sket med os. Før jeg gik i seng om aftenen, listede jeg som regel ind i hans værelse for at se om alting var i orden. Hvis Fritz var den sidste til at gå i seng, gik han ind og så efter, om alting var i orden. Det var en daglig rutine for os at se efter, han ikke havde det for koldt eller for varmt, og sørge for han lå rigtig i sengen.

 

En aften blev jeg overrasket stående ved siden af hans seng et stykke tid. Der var en usædvanlig dejlig duft omkring ham, det må komme udefra, tænkte jeg og åbnede vinduet til højre og til venstre ved sengen, men duften kom ikke udefra. Måske kommer den et andet sted fra, tænkte jeg og gik tilbage i stuen og ud på balkonen. Derude stod jeg et stykke tid og prøvede at finde den vidunderlig duft, men den kom heller ikke fra denne side af haven. Igen gik jeg ind i Fritzlis værelse, han sov stadigvæk trykt og godt. Duften lå som en usynlig ring rundt om hans seng. Det havde været mit første indtryk og det var sådan. Jeg kunne ikke rigtig forstå det, jeg havde heller aldrig før oplevet noget lignende. Noget i mit inderste overbeviste mig om, at duften var lænket til Guds Ånd, i mit inderste tænkte jeg: Han må have en vidunderlig søvn, måske holder engle vagt ved hans seng. Jeg besluttede ikke at sige noget til Fritz, muligvis ville han tro, at jeg overdrev, derfor beholdt jeg denne usædvanlig oplevelse for mig selv.

 

Tre måneder senere sagde Fritz en dag til morgenmaden: "Jeg ved, du ikke vil tro på det, jeg nu fortæller dig, men jeg siger det alligevel". Han fortalte følgende: Aftenen før havde han stået en halv time ved siden af Fritzlis seng, det havde duftet som en kornmark rundt om sengen. Det rigtige øjeblik var kommet, til at fortælle ham om min oplevelse, for nu vidste jeg, han forstod mig. Ikke længe efter blev Fritzli alvorlig syg. Vi tog ham med til kirke en søndag aften. Før lov og pris gudstjenesten bad præsten for ham. Bagefter kom præstefruen hen og satte sig ved siden af mig på bænken. Forundret spurgte hun mig ud, om den duft der var ved Friztli. Hun fortalte, hun havde bemærket det en gang før. Jeg havde siddet i børnehaven med Fritzli på skødet og betragtet de legende børn. Jeg fortalte hende om Fritz og min oplevelse med duften rundt om hans seng. Hun bemærkede i fuld alvor:" Ja, Helligånden kan ikke blot fornemmes, den kan også mærkes som en dejlig duft". Uden tvivl gav den vidne om Jesus til ham, derfor var han begyndt at vise stor interesse, når vi bad og læste sammen.

 

 

 

En bisværm i huset

 

Efter Satvans datter Gurme forlod os for at fortsætte i skolen, kom en anden datter, Refindern til os for et år, før hun giftede sig med en sømand. Hun var lige så venlig og omgængelig som søsteren og havde også den gave at kunne fortælle historier. Silvias videbegær var meget stort på det område. Hun var parat til at lade veninderne i stik for en god spændende historie, snart blev de også meget gode veninder. Silvia gav udtryk for det en dag, da hun foreslog, at vi alle senere hen skulle bo på det samme sted. Vi kunne have en stor stue med en åben pejs i midten, hvor vi alle kunne hygge os omkring og fortælle hinanden spændende historier. Efter Refindern havde forladt os, gjorde jeg først det hele selv en måneds tid. Man ved helt nøjagtigt, hvad de andre laver, når man selv har prøvet det og er taknemlig, når man igen har nogen til at hjælpe sig. Derefter satte jeg en annonce i avisen for en Ahma. En af de første som kom i følge med sin søster, var en ung indisk kone med et ærligt udtryk i ansigtet. Hun fortalte, at hun ikke kunne læse og skrive, fordi hun havde ikke kunne lide at gå i skole, da hun var mindre. Moren, en enke, beholdt hende af den grund hjemme. Da en anden søster var handikappet ligesom Fritzli, havde hun, indtil hun blev gift, levet hjemme og hjulpet moren med søsteren. På mit spørgsmål om hun kunne koge, svarede hun ærligt, at hun kun forstod at spejle æg, men at hun var villig til at lære. I grunden var det akkurat lige det, jeg havde brug for, en som var villig til at lære. Med hende ville jeg også være sikker på, at Fritzli ikke ville være en byrden som det havde været for forgængerne de første to måneder. Jeg kunne altid mærke, når det at se efter ham var gledet ind i den daglige rytme, i begyndelsen var det en omstilling for dem alle sammen.

 

Det viste sig meget hurtigt, at Devi forstod alt hvad der hørte til at pleje Fritzli, til og med den vanskelige opgave at give ham mad beherskede hun fra den første dag. Fra begyndelsen nød hun at se efter ham, og gav ham på en helt naturlig måde hendes varme og sympati. Hendes prioriteter var først Frizli derefter rengøringen og til sidst kogningen. Det sidste tog jeg mig alligevel for det meste selv af. Senere fandt jeg ud af, at en bror til Devi i begyndelsen fulgte hende til arbejde og hentede hende igen, fordi hun ikke kunne læse nummeret på etagen i elevatoren og nummeret på bussen, hun skulle stige ind i, han lærte hende også værdien af penge. Som tiden gik, mærkede jeg, at jeg havde fået en ung pige i huset som var ved udfolde sig ligesom en sommerfugl. Allerede efter et halvt år kunne man tydelig se på Devis ansigtsudtryk, at hun følte sig selvsikrere, hun var ved at tage kontrol af sit eget liv og handlinger. En morgen kom hun med en guldkæde i hånden som hun fra døråbningen smed tværs over stuen til mig. Overrasket greb jeg den og betragtede den tykke lange guldkæde, som hun øjensynligt var meget stolt af og spurgte forundret:" Har den ikke kostet en hel del". Hun nævnede beløbet, som var lidt over en månedsløn." Du har i hvert fald sparet godt", tilføjede jeg. Devi kunne muligvis for første gang i sit liv begynde at købe ting til sig selv uden at spørge nogen, guldkæden var et tydeligt bevis.

 

Søsteren som kom med Devi, da hun forestillede sig, havde omvendt sig til den kristne tro, men resten af familien hørte til hindu troen. Det første halve år bad jeg regelmæssigt for hende og familien, især at Gud ville åbne en dør til at berette om Jesus, og hvad han havde gjort for menneskeheden. En formiddag, efter en indisk festdag, sludrede vi i køkkenet. Jeg benyttede lejligheden til at sige, at der kun eksisterede en Gud som havde skabt alting. Devi stod i døråbningen ud til vaskekøkkenet, hendes mørke morsomme øjne var fæstet på mig, mens hun fortalte følgende: Moren havde haft besøg af en kinesisk nabo. I deres stue havde de et billede af Jesus, fordi den afdøde far havde været katolsk. Den kinesiske nabokone havde peget på billedet og sagt, at det betød uheld. Moren havde, efter nabokonens råd, taget billedet ned og sat det til side i et skab i soveværelset. Om natten vågnede hun ved, at Jesus sad på sengen. Først var hun blevet meget forskrækket og havde fået gåsehud over det hele, men hendes hjerte smeltede, da Jesus begyndte at græde for hende. Efter han var gået, havde hun resten af natten siddet i sengen og overvejet indtrykket af Jesus. Om morgenen stod hun op som sædvanlig, tog billedet af Jesus ud af skabet, og hængte det tilbage på væggen, ligeglad med hvad nabokonen ville sige, næste gang hun kom forbi. Derefter havde hun fortalt Devis to brødre nattens hændelse og sagt følgende: Af alle hindu guderne var der ikke en som havde grædt for hende, Jesus var den eneste som havde vist hende, hvor meget han holdt af hende, derfor skulle familien fra nu af tro på den Gud som hed Jesus. Som den ældste i familien havde hun ret til at deklarere sit standpunkt og der var ingen som havde noget at indvende. Betuttet stirrede jeg på Devis smilende ansigt, Jesus havde gjort det hele selv, Devi smilte endnu mere af min overraskelse. I tiden fremover spurgte jeg af og til, til morens forhold til Jesus, og fik at vide, at søsteren, som var kristen, havde forsøgt at forklare hende, hvad der hørte sig til at være kristen som for eksempel at gå i kirke om søndagen, men moren havde ikke lyst til at opgive det daglige ritual, hun havde plejet i så mange år. Hver morgen gik hun til markedet og købte friske blomster, som hun arrangerede foran Jesus-billedet, stillede sig foran det og tilbad Jesus på samme måde, som hun havde tilbedt hindu guderne. Jeg antager Jesus forstår den datter, han havde grædt for. Heldigvis var søsteren til Devi troende, lidt efter lidt med bibel viden ville hun og familien begynde at forstå mere om den kristne tro.

 

At det ikke er nok at omvende sig, vidste Gud fra begyndelsen. Det ville også være nødvendigt at blive intellektuelt opklaret for at lære ham bedre at kende. Biblen er, som bekendt, den mest læste bog i hele verden og årstallet vi skriver i dag begynder fra det år Jesus blev født. I Åbenbaringen i de første kapitler siger Jesus til de forskellige kirker som eksisterede dengang. Dem som ikke tror på noget, dem vil jeg spytte ud af min mund, fordi det er ensbetydende med at forlade sig på sig selv og ignorere Gud og det er en meget stor synd, det er også den største synd efter hvad biblen lærer os.

 

På det tidspunkt var det næsten som om, Jesus i egen person besøgte Singapore. En unge pige, jeg kendte fra kirken, som var socialarbejder fortalte mig følgende: Over længere tid havde hun bedt meget for sin mor. Det var også lykkes hende at få hende med til kirke et par gange. Til hendes store skuffelse følte moren sig ikke draget til troen. Hun var i den alder hvor man får sin rente udbetalt. Broren ville gerne studere i Amerika, og det ville kun være mulig, hvis moren finansierede det fra opsparingen. Hun følte sig betrykt og var ikke sikker på, om hun skulle bruge en del af pengene på sønnen. En aften, da hun igen ikke kunne sove, var hun gået ud i stuen. Der sad hun og grublede over situationen, da hun fik øje på et hvidt lys ved døren. Hun så Jesus i sin lange hvide robe og en følelse af fred strømmede igennem hende. Med et vidste hun, at Jesus ville tage vare på sønnen. Næste morgen havde hun mange spørgsmål til datteren om den kristne tro og ville allerede den første søndag med i kirke, ikke længe efter omvendte hun sig. Sandelig Jesus besøgte Singapore i egen person i disse velsignede tider.

 

En formiddag skulle jeg ud i svejtserskolen. Hvad anledningen var, kan jeg ikke mere huske. Efter jeg var færdig med Fritzli og havde læst i biblen, lukkede jeg soveværelsesdøren og forklarede Devi, at hun ikke behøvede at gøre noget der inde den dag, og tilføjede:" Lad døren være lukket, til jeg kommer tilbage". Jeg tænkte ikke engang nærmere over den besked, jeg lige havde givet hende. Som regel var alle dørene åbne om dagen, sådan at frisk luft kunne cirkulere fra de åbne vinduer. Da børnene var mindre, brugte vi sjældent aircondition, man kan sove uden, det er også sundere over længere sigt. Vi havde i stedet for vifte i loftet i stuen såvel som i soveværelserne. Kun hvis det var meget varmt, ville vi sætte aircondition på. Jeg kørte ud i børnehaven og kom, efter et par timer, tilbage med børnene. Devi var nedenunder med Fritzli, da vi steg ud af taxien oppe på parkeringspladsen. Hun sad på et hjørne af en fremstående mur, med Fritzli ved siden af i vognen, sammen betragtede de, de legende børn. Som altid blæste det godt hernede under blokken, det var dejligt at komme hjem til et sted, hvor vinden suste om hjørnet. Det var som om den, på nøjagtig dette sted, drejede rundt om sig selv. Hvis det af og til blæste rigtig stærkt, måtte vi oppe i lejligheden lukke vinduerne og dørene, ellers ville sager og ting begynde at falde ned. Vinden kunne til og med, til tider, løfte det tykke gulvtæppe en halv meter op i luften. Det kunne, i sådan et tilfælde, tude om hjørnerne ligesom på Vesterhavet.

 

Jeg gik op med børnene og Devi. Som sædvanlig lagde jeg min håndtaske på stolen i hjørnet I soveværelset. Det var midt på eftermiddagen, solen bagede varmt på vinduerne. Jeg fik øje på nogle bier som krøb op ad vinduet, de er sjældne her i byen, men jeg tænkte ikke nærmere over det, åbnede vinduet lidt ud af til og børstede dem af. Flere kom summende til og satte sig på ruden. "Det er mærkeligt", tænkte jeg. Tre, fire gange åbnede jeg vinduet og børstede dem af, og lukkede det igen. Jeg vendte mig om og kikkede mig omkring i soveværelset. Fritz indbyggede skab var ikke rigtig lukket fordi træet havde givet efter, som det så ofte er tilfældet her på grund af det fugtige klima. En spalte var synlig i midten, der ud fra kom den ene bi efter den anden. På dørhåndtaget så jeg en stor sort en som måtte være dronningen. Jeg lukkede hurtigt vinduet, gik rask hen til døren og lukkede den efter mig. Ude i vaskekøkkenet fik jeg fat på en spray imod insekter. Jeg åbnede døren lidt på klem, satte dåsen hen til den smalle åbning, trykkede knoppen ned, mens jeg bevægede dåsen op og ned. Jeg hørte det summe inde i soveværelset for omkring ti minutter. Devi blev sendt ned til den lille butik for at købe en dåse til. Biernes summen var ved at ebbe ud, men for en sikkerheds skyld, sprøjtede jeg en ekstra gang en hel dåse. For døren lagde jeg et vådt håndklæde og først efter et par timer, åbnede jeg døren. Foran vinduerne lå små bunker af bier. Jeg hentede den lille støvsuger, to gange måtte jeg tømme den, før den sidste bi var væk. Ikke uden grund, lugtede det meget stærkt i soveværelset bagefter og det tog en hel uge, før vi kunne sove der igen. I mellemtiden måtte vi tage til takke med et par madrasser i stuen. Hvad ville der have været sket, hvis jeg ikke havde sagt til Devi, at hun ikke skulle gøre rent i soveværelset, og at hun skulle lade døren være lukket resten af dagen. Sværmen kunne meget let have landet i stuen. Fritzli lå ofte på gulvet støttet af puder, eller han sad i sin vogn. Hvordan havde Devi klaret situationen alene? Når man har Gud på sin side, hvem kan være imod os, hedder det i biblen, den dag fik jeg igen et bevis på det

 

 

 

Mandler en gang til

 

Robert vedblev at have mange forkølelser, og vi overvejede at have hans mandler fjernet ligesom hos Silvia, fordi de var kronisk betændte. Gud ske tak og lov at Gud har indrettet det sådan, at der nemt kan gøres noget ved det. Fritz kom med, da han blev indlagt. Noget vidnede til mig, at det kunne blive en vanskelig situation, som jeg muligvis ville få svært ved at klare. Ankommet tidligt om morgenen til sygehuset, på fastende mave fra aftenen før, blev han lagt i seng med en sygehus kjortel på, en af den slags, som er åben bag i. Sygeplejersken forklarede, at han var nødt til at tage underbukserne af, men det nægtede han på det bestemteste. I siddende stilling blev han kørt ind i operationssalen. Vi fulgte med og ventede udenfor, da de rullede ham ind i OP salen. Jeg håber det går godt, tænkte jeg ved mig selv, men jeg kunne mærke stressen bag den lukkede dør og undrede mig over, hvordan det gik til derinde. Efter fem minutter viste en sygeplejerske sig i døren, hun vinkede, vi skulle komme ind i salen, for de havde problemer med ham. Jeg skyndede på Fritz, og sagde:" Jeg klarede den med Silvia, du klarer den med Robert, ikke sandt". En meget vred Robert stod op på båren, da Fritz kom ind i operationssalen, med knyttede næver var han parat til at bokse med lægen. Efter to sprøjter kunne man stadigvæk ikke få underbukserne af ham, han holdt krampagtig fast i dem med begge hænder og for det andet ville han ikke blæse i den forfærdelige maske, som de havde prøvet at holde for hans mund for at forgifte ham. Han havde værget sig ved at tage et godt tag i røret og smidt det hen af gulvet, han havde ombestemt sig, han ville i hvert fald ikke opereres, det gav han udtryk for ved at hyle af sine lungers fulde kraft. Det var vanskelige øjeblikke for Fritz, med nød og næppe fik man underbukserne af ham, da de kom med masken, blev han så og sige forceret ind i bedøvelsen. Fritz kom ud med dukket hoved:" Det vil jeg aldrig igen være med til", lovede han sig selv.

 

Med Silvia havde det været helt anderledes, sygeplejersken fra operationssalen havde leende sagt:" Vi skal lege ballon leg, blæs lige i den her", det gjorde Silvia et par gange, og så lukkede hun øjnene. For at få hende til at spise næste morgen, havde sygeplejersken sagt :"Har du lyst til at komme med rundt på stuerne, når jeg fordeler medicinen, så kan du snakke med patienterne, og bagefter kan du få lov til at vælge en is ude i køkkenet". Den var Silvia lige med på og ned gled isen, uden at hun tænkte nærmere over, om det gjorde ondt.

 

Fritz var taget tilbage til hotellet, da de lidt senere kom ud med Robert. Så snart han var inde på stuen, vågnede han. Vreden fra før var ikke glemt, han kastede sig uroligt frem og tilbage og slog hovedet imod gitteret sat op ved siderne af sengen, mens han spyttede blod. Det gjorde ikke situationen bedre, at han var blevet lagt i en børneseng, han var i hvert fald ikke mere en baby og det var meget nedværdigende for ham. Jeg prøvede, så godt jeg kunne, at berolige ham, men det hjalp ikke meget, uroligt tumlede han rundt i sengen. Om aftenen tog jeg hjem og kom næste morgen tidligt tilbage. Han havde ikke drukket eller spist noget som helst siden han var blevet indlagt. Lægen kom på stuegang og forklarede, at jeg kunne tage ham hjem samme dag, måske man bedre kunne snakke med ham, når han var kommet hjem. Jeg pakkede hans ting sammen, nede i lobbyen satte jeg ham på sofaen, mens jeg gik hen til receptionen for at melde os ud. Da jeg tog ham på armen, opdagede jeg, at han var besvimet, jeg skyndte mig tilbage til afdelingen med ham. Han blev lagt tilbage i samme seng, i mellemtiden var han kommet til sig igen. Flere sygeplejersker samlede sig om ham og prøvede at få ham til at drikke lidt hindbærsaft, til sidst gav han efter og drak et par gange. Han lå på ryggen i sengen med lukkede øjne, jeg sad på en stol ved siden af og over vejede, hvordan jeg skulle få ham til at drikke. Til sidst sagde jeg lige ud, mens jeg betragtede de hvide blomster ved siden af sengen:" Når en blomst begynder at hænge med hovedet, er den nød til at have noget at drikke, ellers dør den, det samme kan ske med dig, det er nok bedst, du afgør, hvad du vil". Han svarede ikke på spørgsmålet, men jeg vidste, han hørte mig. Efter en halv time åbnede han øjnene og spurgte:" Tror du, de har nogle småkager her". Lykkelig forsvandt jeg ud på gangen og spurgte en sygeplejerske om småkager. Tilbage på værelset begyndte han langsomt og forsigtig at bide i småkagerne og forsøgsvis slukkede han af og til, jeg opmuntrede ham med: "Skyl det ned med noget saft. Jeg ringede til Fritz og forklarede situationen, han lovede at komme og hente os. Et par timer senere stod han i værelset med en velduftende suppe godt pakket ind. Han fortalte Robert et par morsomme historier, som fik ham til at le højt, og snart var en pæn portion af suppen gledet ned. Hjemme i stuen viste han tydeligt tegn på, at han var kommet til kræfter igen. Han løb rundt i lejligheden lettet over at være sluppet ud af sygehuset. Hver halve time forlangte han noget at spise, før han blev lagt i seng, havde han en kuglerund mave. Han havde bestemt sig til ikke at dø og for at være sikker på det, spiste han hele eftermiddagen, derfor mærkede vi ikke mere til halsen næste dag og mindede ham ikke om det.

 

 

 

Singapores udvikling

 

De første syv år vi boede i Singapore, var vigtige år på mange områder, der kom gang i mange ting. Nye hoteller skød op over det hele, fabrikker blev bygget, mange i Jurong mod grænsen til Malaysia. I indkøbscentrerne, som der var kommet mange af over hele øen, kunne man snart finde alt fra supermarkeder med levnedsmidler til butikker for alt muligt tænkeligt som kan købes. Desuden klinikker for læger og terapeuter, banker, biografer og restaurationer, ja, næsten alt hvad man har brug for til livet i en storby. Til og med nye kirker begyndte at have gudstjeneste i hotellerne. Søndag formiddag stod salene som regel tomme alligevel, hvorfor ikke leje dem ud til de mange nye kirker som var begyndt at skyde op over det hele, og som endnu ikke havde nået at samle penge sammen til at bygge en kirke for. Fra tid til anden læste og hørte vi, om det ene eller andet store firma, som investerede i Singapore. Landet blev efterhånden verdenskendt for politisk stabilt og fri af korruption. Små overtrædelser af loven bliver straffet forholdsmæssigt hårdt, for at alle ligesom er en lidt bange for følgerne, hvad ikke er nogen dårlig ide. Respekt for lov og orden bringer gode frugter i det lange løb. På mange områder havde man travlt med at opbygge samfundet og der skete meget i løbet af de næste 25 år.

 

En lærer fra den tyske skole fortalte engang med begejstring, at Singapore aldrig ville komme til at opleve et jordskælv, det var bevist, ligeledes kommer hvirvelstorme heller ikke forbi her. Vi nyder gode landeveje, moderne busser, til og med en flot undergrundsbane som tjener til luftskytskælder, i tilfælde af krig, og som de vedbliver at udvide. Man har teater, udstillingslokaler, et videnskabscenter med et omniteater, et flot stadium, museer, fornøjelsescentre, zoologisk have, en fuglepark, en krokodillefarm, moderne sygehuse, nye skoler og mange andre ting. Skulle man ikke sympatisere med et folk, som selv kan tage tingene i hænderne og gøre noget ud af det. Vil man opleve naturen i al sin pragt, ensomheden og primitiv befolkning, skal man ikke vælge Singapore. Mange turister kommer også kun på gennemrejse for en kort tid, før de forsætter til de omkring liggende lande. Hvad med piskeslag, strenge fængselsforholde og dødsdomme? Kirkerne er meget aktive inden for fængselsområdet, og ofte får netop sådanne, som har været på den skæve linje, derigennem de bedste chancer i livet. Vi havde for en periode en præst som var blevet kristen i fængslet. Han reflekterede og prædikede mere end andre, som stod på prædikestolen, Guds barmhjertighed, fordi han vidste hvad det betød.

 

Der er absolut ingen tvivl om, at økonomien havde et opsving, da de kristne blev aktive i udbredelsen af evangeliet og det samme kunne man iagttage i Malaysia. I begyndelsen vi levede her, var det livsfarligt at være aktiv præst i det muslim dominerende land, nogen mistede livet ved det. I dag står kirker og moskeer side om side i byerne. Da kristendommen begyndte at udbrede sig i Malaysia, begyndte samtidig med en rygende økonomisk udvikling, til fordel også for dem som ikke er kristne. Ordsprogene kapitel 14 - 34: Retfærdighed ophøjer en nation, men synd er en skamplet på ethvert folk.

 

Mange har entreprenør indstilling og er ikke sen til at øjne nye chancer. Folket bliver opmuntret over fjernsynet, radioen og aviserne til at tænke anderledes for at opdage nye arbejdsområder i ind og udlandet. Det var ikke til at undgå, at der på det kulinariske område også skete en hel del, da mange flotte nye hoteller var blevet sat op, og turister begyndte at strømme ind til byen. Det begyndte med en kulinarisk udstilling i Shangarilla hotel organiseret af et par hoteller. Oberoi Imperial, hvor Fritz arbejdede, var et af dem. Den første gang blev folk, som arbejdede i den samme branche, inviteret. Udstillingen var vellykket, og man smedede planer om at gentage den efter to år med prisfordeling til de bedste. På samme tidspunkt begyndte man med en chef lunch en gang om måneden. Syv, otte chefer kom de første gange, men antallet voksede jævnligt, og efter et par år var der blevet til en større gruppe.

 

Ud af chefsammenkomsterne voksede en chefassociation som blev grundstenen til Food Asia. Den anden kulinariske udstilling fandt sted i Hayett hotel, med inviterede gæster fra den gastronomiske verden. Allerede den anden gang var man klar over, at salene var for små. Det var derfor meget heldigt, at man på det tidspunkt netop var blevet færdig med de store udstillingslokaler, i World Trade Center, som kom til at give plads for mange udstillinger på alle tænkelige mulige områder i årenes løb. Lokalerne kunne rumme mange tusinde mennesker. Tre dage varede den regionale udstillingen som senere blev udvidet til hele verden. I de dage udstillingen står på, mødes folk fra fjern og nær. Senere ser man mange af de flotte ideer omsat i restaurationerne. Fordi Fritz er chef, har vi haft mange gode middage i årenes løb og jeg må ærlig tilstå, at vi er blevet forvænt i den retning. Singapore har, på det område, erobret sig en stilling i verden, som ikke lader mangle på noget.

 

 

 

Mennesker tænker Gud lænker.

 

Managementet ved Oberoi hotel fik til opgave at åbne et hotel i Sydarabien, og Fritz blev sendt dertil. Man havde lovet ham, at opholdet kun skulle vare en måned. Denne bekræftelse var meget vigtig, fordi han havde meldt sig på en tur til Kina sammen med Addelbert. Dengang skulle man betale turen forud og indfinde sig et par dage før i Hong Kong for at få et visa. Det var også særdeles vigtigt, at han kom med på turen, fordi Addelbert havde meget hårdt brug for ham. Francis, deres eneste datter, var omkommet på en meget tragisk måde. Som sædvanlig var hun kommet hjem fra skole, havde spist en is og var gået ind i badeværelset for at tage et bad. Vandet i badeværelset blev opvarmet med gas, som det er tilfældet mange steder i Asien også Singepore. "Det tager sin tid", tænkte Rosemarie og gik ind for at finde ud af hvorfor. Francis lå bevidstløs i badekarret, skyld deri var den gasovn som varmede vandet og tillige med slugte en masse ilt. Så hurtig som det var muligt, fik hun en ambulance til at komme, men før de nåede til sygehuset, havde Francis sagt farvel, hun kom aldrig til bevidsthed igen. Det var en meget stor tragedie for dem.

 

Fritz rejste til Sydarabien, han ringede hjem efter 14 dage og fortalte, at man ikke vidste, hvornår den officielle åbning skulle finde sted. Fra Oberoi hotel havde de ringet til ham og sagt, at han skulle blive til det hele var overstået. Det betød uvis afrejsedato." Bed til at jeg kan komme hjem til rette tid, sådan at jeg kan komme med på Kinaturen", bad han. Jeg ringede til hotellet og mindede dem om, hvad de havde lovet ham, at opholdet kun ville vare en måned. De vidste god besked om hans planlagte rejse til Kina. Dagen før Fritz skulle rejse til Hong Kong, stod han hjemme i stuen og jeg fik den mest usædvanlig historie. Dagen før han rejste hjem, var sheiken, som hotellet tilhørte, med en gang blevet meget alvorligt syg. Han blev med det samme fløjet til Amerika for at blive opereret for mavesår. Da det nu var meget usikkert, hvornår den officielle åbning kunne finde sted, havde man givet Fritz en måneds løn, og sagt til ham, at han godt kunne tage hjem. Fritz svarede at han blev betalt i Singapore, det virkede ikke, han skulle modtage den ekstra månedsløn. Vi kikkede på hinanden, og tænkte begge to det samme, nemlig: Var sheiken blevet syg, sådan at Fritz kunne komme med Addelbert på kinaturen. "Man får vidst ikke mavesår fra den ene dag til den anden", før eller senere skulle han vel opereres alligevel", mente jeg. I hvert fald passede det godt ind i Fritz program, og i Guds åsyn var det højst sandsynligt vigtigere, at Fritz tilbragte tid sammen med Addelbert, end at sheiken fik sit hotel åbnet. Vi mennesker tænker, men det er Gud som lænker. På den måde fik Fritz en ekstra måneds løn, det år vi begyndte at give til kirken.

 

 

 

SATS

 

Efter syv år ved Oberoi Imperial hotel, overvejede vi for alvor at tage tilbage til Svejts, og begynde med en restauration for os selv. Vi havde været på den svejtsiske ambassade og spurgt, om det var muligt, at tage en pige med til Svejts, til at hjælpe til med Fritzli. Man forsikrede os om, at det var muligt i et tilfælde som vores, det ville tage op til et halvt år at få tilladelsen. Måske var jeg den som var mest ivrig efter at komme tilbage til Svejts, jeg tænkte på børnene, og at der kom et tidspunkt, hvor de havde brug for en god uddannelse. Hvorfor blev vi alligevel boende her? Fritz sagde noget, som ligesom opklarede situationen, da vi engang igen diskuterede det, en eftermiddag da vi var ude at spadsere med børnene. Han sagde nemlig:" Hvis det ikke går med en restauration så tager jeg en eller anden stilling". Jeg vidste med sikkerhed, det ikke var det, han helst ville. Vi lod temaet falde foreløbig, noget nyt havde fanget vores interesse. Det nye flyvekøkken, som de havde bygget på de sidste par år, var ved at være færdig, og man søgte en egnet chef. Jeg tvivlede slet ikke på, at Fritz var den udvalgte, af de mange som søgte stillingem. Det var ved at blive spændende for alle, for der gik godt et halvt år, før de bestemte sig til en.

 

En eftermiddag fulgte jeg som sædvanlig Silvia til klaverundervisning. Vi var lidt sen på den ved ankomsten, derfor sagde jeg til hende:" Løb forud, jeg kommer, når jeg har betalt taxien.". Efter jeg havde betalt, fik jeg øje på en skoledreng, med en bøsse, som samlede ind til et godt formål. Jeg lagde et par dollar i bøssen, som jeg altid plejede at gøre. I det samme øjeblik kom en person stormende hen imod mig. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at se, hvordan vedkommende så ud, derfor ved jeg ikke, om det var en mand eller kvinde, ikke engang hvilke rase, måske var det en engel udsendt specielt for vores skyld. Vedkommende trykkede noget i hånden på mig og forsvandt i køen til taxistanden. Måbende stod jeg med en seddel i hånden. Jeg kunne, i underste, etage købe noget til en værdi af 20 dollar, at dømme efter hvad der stod på sedlen. Jeg lagde 15 dollar til og købte en hårnål med et par små perler på, før jeg tog elevatoren op til musikafdelingen. Med en gang gik et lys op for mig, det hele var så enkelt, vores fremtid hang sammen med Guds princip om at give og få. Året før var vi begyndt at give jævnligt til kirken. Da Silvia og jeg kom hjem fra klaverundervisning sagde jeg til Fritz:" Det hele er meget enkelt, giv til kirken og Gud viser dig, hvordan fremtiden bliver". "Jeg giver når jeg har fået bonussen udbetalt", svarede han. "Hvorfor ikke give noget nu og skriv til kirken, at resten kommer senere", svarede jeg. Næste dag satte Fritz sig ned og skrev et brev til kirken. I det øjeblik han satte sit navn under på checken, ringede telefonen, det var fra SATS flyvekøkken, de spurgte, om han kunne komme for et interview den følgende eftermiddag. Fritz stod et øjeblik måbende på gulvet, efter han havde lagt røret på, og i det øjeblik kom jeg ind ad døren, jeg havde været på indkøb. Han sagde:" Jeg må sige, at Gud lod ikke lod vente på sig, han havde alting parat, i det øjeblik jeg skrev under på checken, ringede telefonen"  Vi tvivlede ikke på, at han ville få stillingen, og det fik han.

 

Et par uger senere, var jeg til chefdamelunch i et af hotellerne. De fleste antog, at vi rejste tilbage til Svejts. Jeg fortalte dem, at vi havde ombestemt os, og at vi blev i Singapore foreløbig. Jeg undgik at nævne, at Fritz havde fået stillingen i SATS, fordi de fleste chefer havde søgt om den. Det var Fritz assistent Zahn, en svejtser og ivrig tennisspiller, som udbredte nyheden om, hvem som havde fået stillingen. Vi ville blive i Singapore foreløbig, et nyt kapitel i vores liv begyndte, det kunne vi mærke på mange områder. Hvad den indiske profet havde sagt året før til Fritz, var gået i opfyldelse, han ville se forandringer i sit arbejde. Jul og nytår var forbi. Fritz begyndte i SATS, Singapore Airline Terminal Service. Her i Singapore er man meget stolte over det store flotte køkken, det største sammenhængende køkken i hele verden bliver der sagt. Man kan ikke mere tale om et køkken, det er køkkener.

 

I begyndelsen var Fritz meget træt i benene, når han kom hjem om aftenen. Kun det at gå en runde om morgenen tog to timer. En dag nævnede han, at hvis Gud ikke havde givet ham et tegn, ville han ikke være helt sikker på, at det var den rigtige stilling for ham. Der var mange vanskeligheder at overvinde især de første år. Af og til havde jeg på fornemmelsen, at han kæmpede sig frem derude. En morgen fortalte han mig om en drøm som beskæftigede ham. Han havde dykkerudstyr på, en kniv i hånden og kæmpede med en stor hval. Med en gang mærkede han, at den ikke engang var farlig, han kunne til og med stikke hånden ind i munden på den. Det er enkelt, svarede jeg:" Slap lidt af på din arbejdsplads, der er ingen som bider dig, den store hval symboliserer cateringen som uafbrudt skal fodres".  Han var vant til selv at have alting under kontrol og måtte først lære ikke at arbejde for syv, som det en dag blev sagt til ham. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, at Gud var ved at lære ham at forlade sig på ham og ikke på sine egne talenter, som Gud i første omgang havde udstyret ham med.

 

Vi havde købt bil, fordi der var godt 20 km ud til flyvepladsen. Fritz vænnede sig til at lytte til den indere stemme på vej ud til cateringen. Når han ankom, opsøgte han først de afdelinger, som Gud havde lagt ham på hjerte. Det skete til og med et par gange, at han stod op ved fem tiden tidligt om morgenen og kørte derud, fordi han kunne mærke, at noget var ved at gå forkert. Det blev en fast regel for mig, især i begyndelsen når han var taget på arbejde, at gå ind i soveværelset og bede for alt, hvad der foregik derude. Fritz begyndte med 19 udenlandske flyveselskaber ved siden af Singapore Airline, som udgjorde mindst lige så mange, i alt ca. 19,000 måltider om dagen. Brigaden bestod af ca.100 udlærte kokke. Det vedblev at være gode år, hvert år kunne nye flyveselskaber fyges til, og antallet af kokke steg jævnligt med arbejdet.  Køkkenet bestod af første klasse kolde og varme køkken. Økonomi kolde og varme køkken. Det kinesiske, indiske, malaysiske og japanske køkken, hertil kom også bageriet og konditoriet plus de mange ekstra afdelinger til at forberede i. Kvantiteten og kvaliteten som udgik fra køkkenet hver dag og som Fritz var ansvarlig for, var ret omfangsrigt. Ved siden af disse køkkener, var der også meget arbejde med menuplanlægninger og mange mad- tastninger fordelt over hele året. Ved prøvesmagningerne bliver menuerne solgt. Repræsentanten for flyveselskabet kommer til Singapore efter aftale. Fritz diskuterer menuerne med dem, og næste dag blev alt tilberedt og arrangeret således som det skal være, når det serveres på flyet. Ud fra disse prøver laves billeder som bliver hængt op i de forskellige køkkener til at arbejde efter. Menuerne serveres for så og så mange aftalte måneder. Det er ikke altid let, at tilfredsstille alle, men som årene gik, lærte Fritz også denne ret vanskelige kunst. Han sætter en ære i at tilfredsstille alle, sådan der ikke er nogen, som i det store og hele har noget at udsætte på kvaliteten, som er hans hovedansvar. Ofte bliver han spurgt, hvordan det kan gøres billigere, men ellers er det dem som sidder i regnskabsafdelingen der diskuterer priserne og skriver kontrakterne. Indkøbene og kontrollen af mad produkterne er en afdeling for sig, men Fritz er med i komiteen som bestemmer, hvad for en kvalitet man køber. Til disse møder ved han ikke, hvem som sælger hvad, der er ikke noget med etiketter ved siden af prøverne. Derfor behøver han heller ikke at gøre sig tanker om, at han har været med til at foretrække et firma. Punktummet på kontrakterne sætter managerne selv.

 

Chefen før Fritz hed Ashan, han var kineser og havde ledet køkkenet i mange år sammen med Long. Han skulle pensioners om et par år, Fritz var ansat i hans sted med det formål at overtage Ashans stilling. Fritz håbede og bad meget til, at det ville lykkes ham at vinde Ashans sympati. I begyndelsen var der mange som så skævt til den nye unge chef. Fritz var klar over, at han var nød til at bevise sin kogekunst. Derfor begyndte han fra begyndelsen selv at koge og forbedre maden i de forskellige afdelinger. Når han stod ved en af de store gryder, flokkedes kokkene omkring ham, alle ville naturligvis med egne øjne se, hvad den svejtser kunne. Lidt efter lidt vant Fritz kokkenes agtelse og sympati. Efter de sammen havde været igennem de første madsmagninger, blev de rigtig gode venner. Fritz roser altid Ashan meget, når han taler om ham, som en chef med en fantastisk karakter. Ashan gav ham også et godt eksempel på at kunne overgive noget til en anden som havde været ens livsindhold i mange år og han lovede sig selv, at give det han havde plantet, videre til den som skulle overtage efter ham, så godt han kunne.

 

Det som Fritz syntes mindre godt om i begyndelsen, var den måde køkkenet blev ført på. En hvis Her Long Fong Sek som havde været ved firmaet fra begyndelsen og som havde hovedansvaret for cateringen havde indført et, efter Fritz mening, meget vanskeligt system at arbejde efter. De fleste kokke var han var i familie med, eller det var familie til familien. Long, som vi slet og ret kaldte ham, var selvfølgelig venner med alle og derfor gjorde han heller ikke forskel på kokkene. Hvis en arbejdede i det varme køkken tre dage, kunne han flyttes til bageriet for de næste tre dage. På den måde roterede alle kokkene alle par dage og ingen var specialiseret på et område. Fritz havde svært ved at følge med i et system, som ikke var noget system. På den anden side respekterede han også den ældre Long, men alle forsøg på at ændre noget lykkedes ikke med det samme. Efter ca. et halvt år forstyrrede det ham så meget, at han ikke kunne falde i søvn en aften. Han redte sig en seng ude på balkonen og lå der hele natten og stirrede op i stjernerne. Han kunne umulig forsætte med at arbejde på den måde, hvis han ikke fik orden i brigaden, ville han søge om afsked, fortalte han Gud. Da han næste morgen ankom i cateringen, fik han besked om at melde sig hos den øverste i firmaet med det samme. Vedkommende en Her Antonius, som i sine unge dage havde studeret teologi og som prædikede af og til om søndagen i sin kirke, måtte også have hørt noget ovenfra samme nat. Han forklarede ligeud, at han havde hørt om hans problem med at inddele brigaden i et rangsystem og spurgte Fritz ud om, hvordan det skulle gøres. Fritz forklarede systemet, den anden tog notitser, til sidst sagde Her Antonius, at det kunne man begynde at indføre med det samme. Jeg havde forventet at Fritz var både træt og nedslået, da han kom hjem den aften, men det var ikke tilfældet. Han strålede, som en der havde vundet i lotteriet, og det havde han så vidt også med Guds hjælp. Sammen takkede vi Gud for vejledningen af de øverste i firmaet.

 

Der var mange ting at få i orden det første år. Fritz blev ved med at sige, at kaffen ikke smagte godt og en dag sagde han til Longs sekretær:" Har du lyst til at se, hvordan en kaffeprøve laves". Det viste sig, at kaffen overhovedet ikke indeholdt kaffe, men var lavet af andre ting. Næste dag hørte Fritz, at kaffeleverandøren var blevet afskediget på stedet. Det er altid bedst at have rent mel i posen, i dette tilfælde kaffe, disse ord kunne vedkommende skrive sig bag ved ørene, vi var ret chokeret. Det at få kokkene rigtig organiseret og få dem til at koge med europæiske krydderier var ret vanskeligt. Man kendte kun til to slags krydderier for det vestlige køkken, maggi og salt. Fritz stillede en lille vogn med forskellige slags krydderier i køkkenet, samtidig med at han forklarede og demonstrerede, hvordan de skulle bruges. Da han senere på dagen kom ned i køkkenet fra sit kontor oven på, var alle krydderierne blandet sammen til en budding, med tiden lykkedes det at få dem til at bruge krydderierne rigtig.

 

I bageriet havde man en maskine til småkager som ikke blev brugt, fordi man ikke kunne finde ud af, hvordan den fungerede. Addelbert var på besøg i Singapore, Fritz fik ham til at komme med ud i køkkenet og se på maskinen. Addelbert forklarede problemet, og maskinen kunne bruges. Næste dag hørte Fritz rygter om, at nu var småkagerne ikke mere så gode, som dengang de blev lavet fra hånden. Nye ideer tager sommetider tid til at slå rod. Fritz fik øje på en maskine som hørte til i konditoriet, men var blevet sat til side, fordi man ikke vidste, hvordan den fungerede Han fik maskinen ind i konditoriet, nysgerrigt undersøgte han den. Vi prøver den, afgjorde han. Fløde blev hældt i maskinen, snart var flødeskummet stift, Fritz trykkede på håndtaget og begyndte at dekorere kager." Ser I, hvor let det er", udbrød han begejstret. Med en gang hørtes et øredøvende bang, og til alles overraskelse landede resten af flødeskummet i loftet. Fritz stod et øjeblik målløs af overraskelse, før han brød ud i latter sammen med de andre. Desværre fandt man aldrig rigtig ud af, hvad der gik forkert, derfor blev maskinen igen stillet til side.

 

Det var ikke de eneste maskiner som stod derude og ikke kunne bruges, fordi man ikke vidste hvordan. Alt frossen kød blev taget ud om aftenen og tøet op i løbet af natten til brug den næste dag. Den følgende morgenen flød gulvet med blod og det lugtede af kød langt væk. Man havde en dertil egnet maskine, som tøede kødet op hurtigt og nemt. Det forhindrede også, at bakterier florerede ud over den sunde normale grænse. Desværre vidste man ikke, hvordan den fungerede. En dag tog han sig tid til at kikke nærmere på den. I lommen havde han sin lille svejtserlommekniv, han begyndte at skrue forskellige steder. Mens han arbejdede med den, hørte han, at ingeniørerne bag ved hans ryg sige noget på kinesisk. De sagde:" Hvad tror den svejtser, han kan med sin lille lommekniv, hvis vi ikke kan finde ud af det, kan han heller ikke". Fritz bad til, at det lykkedes og pludselig kom der gang i maskinen. Med Guds hjælp begyndte arbejdet at glide, som det skulle. Fra begyndelsen havde Fritz sagt, at de behøvede ikke at betale ham hans løn, han ville vise dem før året var omme, hvad han mente med det. Han havde lagt mærke til, at store kvantiteter af kødrester blev smidt eller givet væk. En dag begyndte han at lave pølser, han havde erfaring fra Indien. Fra managementets side, blev man med det samme meget interesseret. Det betød naturligvis, at penge kunne spares på andre områder. I stedet for at købe de forskellige slags pølser færdiglavet, kunne man selv fremstille dem. En eftermiddag, da jeg sad i en tandlægestol for behandling, fortalte tandlægen, at de kaldte Fritz money maker derude. Vi lo begge to højt, da jeg samme aften fortalte ham det.

 

Da Fritz var kommet så langt i sit arbejde, fik han tid til at indføre praline, som serveres på første klasse. Alt i alt tog det et par år, til brigaden fungerede som den skulle og til at menuerne var tilfredsstillende. Det hårde arbejde betalte sig, kunne vi og andre se. To år efter han var begyndt derude, blev cateringen udnævnt som den bedste i verden for det år. Det var næsten ikke til at tro, at det var sandt. Vi frydede os sammen over det gode resultat, som uden tvivl, var en velsignelse ovenfra. Hvert år i begyndelsen af december fejres julefest for klienterne. Det er den største og vigtigste fest hele året, man vil gerne vise de forskellige flyveselskaber, hvad cateringen kan præsentere. Det første år fik Fritz den idé at lave et juletræ bestående udelukkende af hummer. En masse hummerhoveder blev dybfrosset til anledningen. På selve dagen begyndte han at sætte sit juletræ sammen bestående af hummerhoveder. Han arbejdede med de frosne hoveder, det var en god idé, kunne man snart se. Efter et par timer begyndte det at lugte mistænkeligt, Fritz havde ikke regnet med den stank som nu kom fra det lyserøde juletræ. Han fik dem til at sætte airconditionen på fuld kulde, alt imens han kraftigt bad til, at stanken ville forsvinde af sig selv. Det var en af de gange, han var meget glad for, at Gud hører bønner i nødens stund. To timer senere lugtede det ikke mere af fisk, de var tørret ind, og Fritz fik megen ros for sin usædvanlige idé.

 

Det hjalp meget på kvaliteten af maden, at kokkene var ved at blive specialiseret. Fritz indførte det daglig middagsbord for de øverste chefer, i det lille kontor han havde nede i køkkenet. Ovenpå havde han et større og flottere kontor med et stort vindue ud til køkkensiden, sådan at han kunne se ned i køkkenet. Ikke længe efter blev man enige om, at give de øverste chefer specielle uniformer med guldknapper og højere hatte. En fest blev afholdt til indvielse af det nye rangsystem. De forskellige chefer fik deres hatte uddelt og guldknapper til jakken samt mørke chefbukser. De andre kokke brugte ternede bukser, normale knapper i jakken og havde flade huer på. Hvad har været den sværeste opgave derude, svaret er at tilfredsstille flyveselskabernes krav. Over årene voksede cateringen fra 19 til 52  forskellige flyveselskaber med rundt regnet 70.000 måltider om dagen. Brigaden udvidedes til 400 udlærte kokke. Tilsammen arbejdede i cateringen rundt regnet 2.500 mennesker, før den blev delt i to efter 15 år. Så vidt muligt bliver der kogt og tillavet med friske produkter importeret fra over alt i verden. Malaysia er det nærmeste land til Singapore, derfor kommer mange friske produkter dagligt derfra, til og med europæiske blomster og jordbær fra det Malaysiske højland.

 

Fritz har ikke gerne utilfredse kunder. Det hændte, at nogen var ude på at besvære sig. I sådan en situation befandt han sig en formiddag. Kunden fra flyveselskabet, var den dag ude på at kritisere alt hvad han kunne. Fritz tog sig en tur ind i et af de store køleskabe for at afkøle sig og bede om hjælp, han var jo nød til at være venlig til kunderne også selv om de var urimelige. Mens de diskuterede menuerne, gik lyset uventet ud, men kun for et øjeblik. Fritz, som har et naturligt talent for at sige noget morsomt i enhver situation, sagde let henkastet til kunden:" Det er nok bedst, du passer på, hvad du siger, ellers går lyset ud igen". Han havde næppe sagt det, før lyset for anden gang gik ud. Kunden blev vred, hvem slukkede lyset, ville han vide. Fritz svarede:" Vi er her alle, hver især skal sige sit navn højt", alle var der. Lyset kunne nemlig ikke slukkes fra madrummet, man ventede lidt, så kom det igen. Nu gled arbejdet lettere, og man diskuterede fornuftigt. Efter en madsmagning bliver maden til flyet kontrolleret den næste dag. Fritz befandt sig i køkkenet næste morgen, da kunden, fra dagen før kom for at kontrollere maden. Venligt hilste han godmorgen til vedkommende. Denne stak næsen op i luften uden at svare. Fritz undrede sig over hans opførsel, lidt senere fik han forklaringen, vedkommende havde været hos læge samme morgen, fordi hans underkæbe var kommet ud af led, han kunne næsten ikke tale. Det var ikke det hele, samme dag blev hans lejede bil, som han skulle bruge til at køre til Malaysia I, stjålet. Vi formåede, at han havde haft i sinde at kritisere andre steder, som han højst sandsynligt ikke kom til på grund af underkæben. Samme aften var vi inviteret ud. I bilen genfortalte Fritz de sidste to dages hændelser. Jeg kunne ikke andet end at le højt og sagde:" Tænk hvis han så, hvordan vi ler af ham nu". Så måtte vi begge to le igen, ja vi lo så tårerne løb ned af kinderne. Mon ikke Guds hjælpende engle også morede sig i dette øjeblik. Fritz bemærkede:" Er det ikke besynderligt, hver gang nogen får noget imod mig, kan jeg træde tilbage og lade Gud ordne det hele".

 

 

 

Lidt af hvert.

 

Nu hvor Fritz arbejdede ved Singapore Airline og vi kunne flyve billigt, ville det være dejligt at have sin egen lejlighed i Svejts. Når forældrene ikke mere er der, forandrer det situationen en del angående frit ferieophold. Fritz' forældre havde efterladt en pæn lille sum penge til børnene. Sammen med det vi selv havde sparet fra Fritz gode løn, begyndte vi at bede for en lejlighed.

 

En dag, da jeg lige var kommet hjem fra indkøb, fortalte Fritz, at han havde investeret 50.000 dollar i guld. Overrasket gav jeg til svar:" Du kunne ellers godt lige havde spurgt mig om det først". "Jeg følte, det skulle jeg ikke", gav han til svar. Den troede jeg ikke på og hvad skete der, guldet sank og sank, som det ikke havde gjort i mange år. Nu var jeg for alvor overbevist om, at Fritz havde gjort det helt forkerte. Vi havde aldrig før investeret et større beløb i noget, dette her blev nok en god lærestreg for ham. Robert var oftere forkølet i denne tid. En morgen vågnede han ved at næsen igen løb. Jeg sagde:" Åh, Robert, nu er du igen forkølet"." Ja, ved du hvorfor", gav han til svar: "Jeg drømte, jeg skulle drikke vand med et sugerør igennem næsen ude i børnehaven. Det var det vand vi bruger til at dyppe penslerne I, når vi maler med vandfarve". Bekymret lyttede jeg til hans forklaring, hvorfor havde han haft sådan en afskyelig drøm, var der noget som plagede ham. Hvordan kan det ske, når man er kristen, spurgte jeg Gud. Samme aften bad vi sammen om, at Gud ville give ham gode drømme om natten. Tidligt næste morgen kom han ind i soveværelset ivrig efter at fortælle, hvad han havde drømt i nattens løb. Da han stod i døren spurgte jeg:" Drømte du godt i nat". "Ja, gav han uskyldigt til svar, jeg drømte, at far stod på et bjerg med en sæk guld i hånden, først tabte han det, men han fik det hele tilbage igen". Måbende betragtede jeg min lille søn, om de 50.000 vidste han ikke besked, derfor havde han heller ikke fundet på det. Fritz nikkede samtykkende med hovedet og bemærkede: "Ja, far får guldet tilbage, det tror jeg også". Jeg havde ikke mere at skulle have sagt i den sag. Nu var jeg kun spændt på, hvad der ville ske. En ting vidste jeg, Gud var ved at lære Fritz noget angående penge, og jeg skulle ikke involveres.

 

Jeg havde en dansk veninde som var gift med en japaner. Efter mange aborter fik hun endelig det første barn, en dreng - her i Singapore. Hun havde tendens til at få udslag, en slags allergi. Pludselig kunne hun få store røde knopper på kroppen. Desværre fik drengen det også, det værste var, at hun ikke ville være ved det. En gang foreslog jeg, at hun ikke skulle give ham modermælk, måske overførte hun noget til ham i mælken. "Han har ikke udslag", påstod hun, det er myg som stikker ham om natten. Det troede jeg ikke på, for udslaget så fuldstændig ud som hendes, blot havde han det altid, mens hendes kom og gik. Et par år gik på den måde, i det stille led jeg med dem. En søndag aften i kirken bad jeg indtrængende for drengen, derefter så jeg dem ikke et stykke tid. De skulle forflyttes til Holland, fortalte hun en dag over telefonen. Før afrejsen inviterede hun et par af de, som hun bedst kendte, til afsked i hotellet hvor de boede de sidste par dage før deres afrejse. Jeg kom lidt tidligt og bankede på døren til værelset. Ahmaen åbnede den, hun var alene med drengen. Overrasket betragtede jeg ham indgående, hans hud var fin og glat og så helt normalt ud. Jeg begyndte at spørge pigen ud, og hun forklarede, at udslaget forsvandt lige pludselig fra den ene dag til den anden. Hun fortalte også, at de andre børn på vejen havde ikke måtte lege med ham på grund af det. Jeg forklarede hende, at jeg for et stykke tid siden meget indtrængende havde bedt for ham i kirken. Sammen fandt vi ud af, at udslaget var forsvundet den mandag, jeg havde bedt for ham søndag aften, hvor blev jeg glad. Min veninde var kørt ud for at hente nogle gæster, jeg gik ud og satte mig ved swimmingpoolen, til hun kom tilbage. Jeg fik ikke talt med hende alene, før vi tog afsked med hinanden, men det var klart, at pigen havde nævnt det, for hun blev ved med at sige: "Tak Inge for alting. Vil du ikke sidde her Inge, tak Inge" I dag bor hun og familien i Japan. Vi holder stadigvæk forbindelsen ved lige, derfor ved jeg, at udslaget aldrig kom tilbage. Et par år senere fik hun barn nummer to, en sund og rask dreng som aldrig blev plaget af udslag.

 

Hvis danske kunstnere kommer på gennemrejse, giver de ofte en underholdningsaften for den danske koloni herude, arrangeret igennem den danske sømandskirke. Det var sådan en aften vi var med til. Vi ankom lidt sent til aftensmaden, man var allerede færdige med suppen og begyndt på hovedretten. Hurtigt spiste vi suppen for at kunne følges med de andre i serveringen. Jeg sagde et par venlige ord til min nabo på højre side som jeg ikke kendte. Ud af det blå sagde han et eller andet for at tilføje: "Jeg tror ikke på Gud, det er også en tro". Lidt chokeret svarede jeg:" Det giver jeg dig ret i, der skal en meget stor overbevisning til at kunne sige sådan". Jeg havde ikke givet ham et tegn til, at vi var kristne, men efter denne udtalelse bekendte vi også kulør. Jeg hviskede til Fritz på svejtsertysk:" Fortæl ham om dengang du havde rideulykken, og hvordan du fløj ud og ind af dit legeme". For som jeg tænkte ved mig selv:" Ham giver vi noget af det stærkeste, vi har oplevet med Gud". Fritz begyndte at fortælle, manden lyttede meget interesseret, af og til smilte han. Han syntes om hvad han hørte, ud fra hans ansigtsudtryk. Indtil dineren var færdig, diskuterede vi den kristen tro. Før underholdningen begyndte, fortalte han følgende: Han og to kammerater var strandet på en lille ø i Danmarks vande. Det havde været for langt for dem til at svømme til lands, og da der heller ikke var noget at spise eller drikke på øen, var det en kritisk situation. Efter to dage begyndte de at blive ret udmattede. I denne desperate situation havde manden til sit råbt til Gud om frelse. Efter to timer blev de opdaget og frelst. Han tilstod, at det havde chokeret ham en del, han som ikke troede på Gud, og han var endnu ikke blevet færdig med situationen. Jeg skyndte at tilføje:" Uden tvivl ventede Gud på det øjeblik, du råbte til ham, sådan at han kunne frelse jer. Jeg tvivler ikke på, du står på hans redningsliste". Efter underholdningen tog vi afsked med hinanden. Manden trykkede min hånd hjerteligt, takkede for samtalen og tilføjede med et blink i øjet:" Når jeg bestemmer mig for en tro, bestemmer jeg mig for den kristne tro". Gud ske tak og lov, uden kendskab til biblen og et levende forhold til frelseren selv, havde Fritz og jeg aldrig kunne vidne på den måde.I begyndelsen skal der lidt øvelse til, muligt man overser mange døre, før man begynder at få øje på dem. Jeg bad om det i lang tid, før jeg begyndte at vidne, når der var lejlighed til det. Jeg tror ikke på, at man skal trykke evangeliet ned i halsen på folk, det skal komme af sig selv helt naturligt. Folk skal kunne se og mærke en forskel og eftersom der er mulighed for det, skal det falde helt naturligt ind i situationen. Det kan ske overalt på vejen, i en flyvemaskine, til søs eller lige der hvor man bor. Jesus sendte også sine yngre ud og befalede dem at prædike evangeliet, helbrede de syge og sætte dem fri, som djævlen havde taget i fangenskab. Evangeliet bærer frugt, når det bliver videregivet. Ordet selv har kraft, det lever, det er det Guds Ånd bruger i munden på troende folk, for selv kan vi hverken gøre fra eller til.

 

 

 

Køb af lejlighed.

 

Sommeren efter Fritz var begyndt i SATS skrev vi 1982. Vi besluttede at vove det store spring med køb af en lejlighed. Vi ferierede i Fritz forældres hus for anden gang efter forældrenes død, men det ville vi ikke vedblive at kunne, for søstrene var blevet enige om at leje det ud. Et ældre hus skal også holdes ved lige og ses efter. Vi havde kun så og så mange ugers ferie til rådighed, derfor kunne vi ikke være alt for kræsne, når det kom til at træffe et valg. Vi havde også for at møblere det og holde lidt ferie den samme sommer. Hver morgen studerede vi aviserne og ringede forskellige steder. Fritz havde en tante i Spiez i nærheden af Interlaken. Det blev aftalt, vi skulle besøge dem, de ville samtidig vise os et par nye lejligheder som var til salg. Burgmatt ligger helt idyllisk ved siden af skov og sø. Vi forelskede os i stedet lige med det samme. Fritz og jeg havde i forvejen aftalt, at det sted vi syntes om første gang, det ville vi købe. I løbet af kort tid blev vi blevet ejere af en fire og en halv værelses lejlighed. Den uge vi skrev under på dokumenterne, begyndte priserne på guld at stige igen. Det var et under, for vi havde ikke indrettet køb af lejligheden efter guldpriserne. Vi havde købt lige meget om de var oppe eller nede. Gud havde vidst det hele forud. Det gav os fornemmelsen af, at have en velsignet lejlighed. Gud mener det godt med os og er interesseret i alt hvad vi foretager os.

 

 

 

Den dag vi skrev under på dokumenterne var priserne på guld stiget igen. Det var den 12. august, en pragtfuld dag. Det var højsommer, solen skinnede fra en skyfri himmel, og fuglene kvidrede fra morgen til aften. Tuner søen indrammede byen perfekt til den ene side, mens bjergene i fornem afstand afspejlede sig i søen på den anden side. Bjerget, Niesen, kunne ses i sin fulde højde, af det kan man aflæse vejret. Hvis det har en hat af skyer på toppen, blev vejret godt, havde den en krave på, kan man vove sig ud, var der et bælte midt på, regnede det højst sandsynlig før aften. Længere oppe kunne man skimte skoven som satte skillet til den næste lille by. Under skoven befinder jernbanestationen sig, af og til hørte man i det fjerne, et tog køre forbi. Spiez er ikke ligefrem en udpræget turistby ligesom Interlakken, men den har alligevel sin egen charme. I retning Tun kan man ved skovkanten skimte marker beplantet med vindruer. De grænser ned til et urgammelt slot som passer perfekt ind i billedet. Nede ved søen kan der ses masser af sejlbåde og en badeanstalt som grænser ud til søen. Langs søen er der en vidunderlig strandvej som benyttes af mange hver dag som spadserevej. Fem minutter fra strandvejen, ved siden af skoven, ligger huset, hvor vi købte vores lejlighed.

 

Så snart vi havde fået overrakt nøglerne, blev vores ting bestilt til lejligheden. Da vi forlod Interlakken for at rejse til Indien, var vores møbler blevet sat ind til opbevaring. Fritzli var kommet på et hjem en måneds tid i Wildersmeth, sådan at jeg havde god tid til at få alt i orden. Det var dejligt at se alle vores ting igen. Det hele passede så fint ind, selv om det var gamle møbler og lejligheden var ny. Silvia fik lov til at lægge det pæne sølvtøj på plads i buffeten. Beundrende sagde hun:" Mor jeg vidste ikke, vi var så rige". Ja, det var sandt, vi havde altid levet beskedent, med det vi havde brug for og forsøgt at spare, hvor det var muligt, men i dette øjeblik følte vi os alle rige. Det at eje noget i Svejts gav os også på fornemmelsen at være ægte svejtser. Nu kunne vi komme på ferie flere gange om året, og det ville børnene have rigtig godt af. Vi var også blevet kørende, Fritz' tante havde lånt os deres bil. Hans, som manden til tanten hed, havde været lokomotivfører før han blev pensioneret. De foretrak ofte at tage med toget, når de skulle et eller andet sted hen og brugte derfor sjældent bilen. ``Den har godt af at køre nogle kilometer``, påstod onkel Hans. Da vejret var mildt og varmt, legede børnene ude en stor del af tiden. De kom hurtig i kontakt med nabobørnene, snart følte vi os hjemme i de skønne omgivelser. Nu da vi var kørende, ville vi gerne vise børnene det kønne Svejts. Vi opsøgte familie og venner kørte igennem dale og bjerge. Børnene var ved at blive rigtige svejtser.

 

Fritzli blev hentet i Wildersmeth, før jeg tog ham hjem, havde jeg en samtale med den kvindelig læge som var ansvarlig for afdelingen. Fritzli var blevet undersøgt, man gjorde mig opmærksom på, at den ene hofte var ude af led. Hun rådede mig til at operere ham, for ellers ville det plage ham senere i livet. Jeg havde godt nok lagt mærke til, at det ene ben var blevet en lille smule kortere end det andet, men han havde ingen smerter, det var jeg overbevist om. Af den grund ønskede jeg også at vente med operationen. Fik han virkelig smerter senere hen, så kunne vi tale om det igen, men for øjeblikket plagede det ham ikke. Ferien var forbi for denne gang, men vi ville komme tilbage igen, til dette velsignet kønne sted imellem bjerge og dale.

 

 

 

Guds plan

 

Livet i Singapore gik sin daglige gang. Af og til måtte jeg tænke på den vision, jeg havde haft for mange år siden i Interlaken, hvor jeg så Fritzli fuldstændig sund og rask. Hvornår blev det? Hvorfor skete der ikke noget synligt? Vi syntes tiden var mere end moden. Sådan lå jeg og mediterede en eftermiddag på min seng, da en tanke kom til mig. `` Ville det ikke være en god ide, at skrive visioner, drømme og andet som Gud havde brugt til at vejlede os med, skridt for skridt, ned.`` Jeg døsede på sengen og faldt i søvn. Jeg drømte, jeg befandt mig i badeværelset. I min drøm sagde jeg:" Jeg har en vision.`` Derefter skiftede scenen til fars hus, der stod morfar udenfor. Scene nummer to, far stod foran huset, scene nummer tre, jeg så Jesus ansigt, han smilede til mig på en meget hjertelig måde, derefter vågnede jeg. Jeg blev liggende og overvejede det, jeg lige havde drømt. Pludselig ringede telefonen, det var far, han ringede ellers meget sjældent. Grunden var, at han havde anlagt min lille arv fra morfars hus på sparekassen i Fåborg. Jeg gik tilbage til soveværelset og grundede over situationen. Med et vidste jeg besked, Gud sagde:" Du har penge i Danmark, du kan bruge nogen af dem til et bestemt formål", og lige pludselig vidste jeg resten. Jeg ville foreslå min søster Lise fra Canada at mødes i Danmark.

 

Sådan gik det til, at vi det efterår traf Lise hjemme hos far, tre år efter mor døde. Når der er forsoning i luften, har djævlen det ikke godt. Han bruger misforståelser og dumme tanker til at ødelægge Guds plan. Fem dage før afrejsen blev Silvia syg med høj feber. Lægen fra firmaet forordnede noget medicin. Da hun også kastede op, var det svært at bedømme, hvor meget det nyttede. To dage før vores planlagte afrejse vågnede Robert med et stort opsvulmet øje. Denne gang gik turen til børnelægen. Mens vi sad i venteværelset, blev øjet af sig selv helt normalt igen. "Der er ikke mere se på øjet Robert", udbrød jeg overrasket. Robert sad med hænderne i lommen og stirrede frem for sig. "Det kan jeg da ikke gøre for", mente han. "Det er helt i orden", kommenterede jeg. I det øjeblik åbnede lægen døren på klem og sagde Roberts navn. Siden vi nu var der, kunne jeg ligeså godt fortælle ham hele situationen, at vi skulle til Danmark og at Silvia havde feber og kastede op. Han forklarede, at hun muligvis brækkede sig på grund af medicinen, han ville give hende et andet middel, og hvis det hjalp, kunne vi tage af sted om et par dage. To dage senere var Silvia feberfri og Robert fejlede heller ikke noget, med to dages forsinkelse steg Robert, Silvia og jeg i flyvemaskinen til Danmark.

 

Der havde været et problem med far siden mor døde. Kræften som hun døde af havde begyndt for mange år siden. Ingen af dem havde med et ord nævnt noget om det til os piger. Derfor spurgte jeg far ud om - hvorfor han ikke havde nævnt det til os. Han reagerede støt og fjendtlig, ja han aflænede det til og med. Derfor var vi ikke rigtig på talefod. 

 

Gud havde også forberedt far, denne gang var han meget interesseret i børnene. Der var små katte at lege med, et par små grise fik lov til at løbe rundt ude i gården, der var kalve som skulle have mælk hver dag. Børnene var lige med på det hele og far frydede sig mindst ligeså meget som børnene. Især ved aftensmaden sad han ofte og betragtede han Robert. Vi kunne næsten læse hans tanker, han havde i sinde at sælge gården og håbede, at ferien ville give børnene gode minder, eftersom det højst sandsynligt var sidste gang, vi ferierede der. Lise og jeg havde, som altid, meget at fortælle hinanden. En aften ved aftensmaden sagde Lise på engelsk, som far ikke forstod:" Har du talt med far angående misforståelsen med mor". Hun havde rådet mig fra at sige noget, fordi som hun sagde: "Jeg tror ikke det lykkes for dig at komme på ret køl med ham alene"." Nej", svarede jeg til spørgsmålet, "hvorfor det"? Hun fortsatte:" Kik på ham, han lider af dårlig samvittighed". Det var rigtigt, Gud havde vel i dette øjeblik overhånd på hans sjæl, for det stod tydelig malet på hans ansigt, at der var noget som trykkede. Pludselig stod han op fra bordet og åbnede meget højt for den lille røde radio, som jeg havde haft med hjem til ham. Det var, som om han ville overdøve sin samvittighed, dernæst forsvandt han ud i kostalden. Jeg så min chance til at have rent bord falde i vandet, tog børnene med op i den bagerste stue, som vi kaldte den, og gik i seng, der lå jeg og tudede hemmeligt. Lise stak næsen ind af døren, da hun så min bedrøvelse, sagde hun:" Nu er det min tur at bede for jer". Bagefter sad hun og far længe ude i køkkenet og diskuterede. Næste dag strålede far, uden der var blevet sagt et ord imellem os, var alting i orden. Da han kørte os til toget i Odense, sagde han til og med, at han ville savne os, det havde været dejligt at have os alle hjemme på ferie. Jovist, Gud ved, hvordan man ordner alting.

 

 

 

Ferie

 

Når vi kom tilbage fra en ferie, varede det ikke længe, før vi planlagde den næste. Denne gang ville vi gerne opleve vinteren og foråret i Svejts. Den 27. marts 1983 rejste jeg med alle tre børn alene til Svejts. Fritzli blev pakket godt ind, når vi var ude på vores daglige spadsereture. Han sad i en varm, foret pose, af og til følte jeg efter på benene, om de var ved at blive kolde. Når vi tog på en længere tur, havde jeg en varmeflaske med. Blev benene kolde, gik vi ind i en restauration og fik den fyldt op med varmt vand. ``En lille smule kulde for en gangs skyld skader ikke, han overlever``. tænkte jeg. Han var begejstret for afvekslingen i hverdagen, blot det at sidde en halv time i solen ude på balkonen ved middagstid godt klædt på, var noget han nød i fulde drag. Når vi spurgte ham ud om, om han kunne lide kulden, spærrede han munden vidt op og viste alle tænderne, mens øjnene strålede. Et par dage før vi skulle rejste tilbage, skete det alligevel, Fritzli fik høj feber. Jeg spurgte lægen, om jeg kunne tage ham med i flyet, når han havde feber, det mente han jeg kunne. Indvendig var jeg ikke overbevist, og den stemme skulle jeg havde lyttet til. I toget på vej til flyvepladsen sov han det meste af tiden. Ude på flyvepladsen blev han set efter og ordnet, før vi steg ind i flyvemaskinen. Vi var blevet placeret i businessclass. Ved siden af mig sad en høj kraftig mand. Han havde lagt sine briller og en bog på sædet imellem os. Der var ikke nogen vej uden om, jeg brugte det sæde til Fritzli. Undskyldende gjorde jeg ham opmærksom på, at jeg var nødt til at gøre brug af den stol. Undskyldende fjernede han sine ting, jeg flyttede over ved siden af ham, og Fritzli blev lagt på et par sæder. Det er sidste gang jeg flyver på denne måde, tænkte jeg, fra nu af er jeg nødt til at flyve første klasse, når jeg har ham med. Fritzli havde det stadigvæk ikke for godt. Efter aftensmaden udbrød Silvia med en gang:" Kik på Fritzli, mor, han kan næsten ikke få luft, du er nødt til at gøre noget". Det var rigtigt, han lå og kæmpede for at få luft. Hurtigt sagde jeg: "Læg din hånd på ham og bed i dit hjerte, jeg gør det samme". Det blev ikke til en lang bøn, kort og godt bad jeg: "Jesus har du givet Fritz stillingen ved Singapore Airline, for at hans søn skulle dø i en flyvemaskine. Jeg er absolut ikke ansvarlig for, hvad der sker her, jeg træder ud af denne situation, kom ind så hurtig som mulig". For mine lukkede øjne så jeg et mægtigt vandfald, jeg vidste det symboliserede den Hellige Ånd, Jesus forklarede kvinden ved brønden, at i den som tror på ham, springer kvælder af levende vand frem. Med en gang følte jeg mig meget træt. Jeg åbnede øjnene og kikkede på Fritzli, han var faldet i søvn og trak vejret roligt og langsomt. Gud ske tak og lov til den som sidder i det højeste og hører vores bønner. Jeg blev så glad, situationen havde været meget kritisk. Selv om jeg var træt nok til at døse lidt, foretrak jeg at love og prise Gud de næste par timer. Han havde igen, som så mange gange før, reddet situationen. Den kraftige mand ved siden af mig sov mindst lige så dybt og godt som Fritzli. Guds velsignelse må også havde ramt ham, fordi han sad ved siden af os. Han snorkede højlydt, og hvis han ikke havde været så kraftig, var han muligvis gledet ned ad stolen. I tankerne gennemgik jeg vores samtale. Han kom fra en familie af 14 søskende, rejste rundt i verden og solgte noget som havde med atomkraftværker at gøre. Hans børn var fløjet ud af reden, og derfor havde hans kone dårlige nerver. Han livede tilsyneladende op på sine udenlands ture, det gav ham, det ekstra han trængte til. Jeg havde prøvet at dreje samtalen, til den indflydelse kvinder kunne have i verden, hvis de opdragede deres børn i den kristne tro. Fordi han kom fra en børnerig familie, syntes jeg, det var et mægtigt godt emne. Han mærkede hurtigt, hvorhen jeg ville, og et blik på Fritzli var vel nok til at fortælle ham hvorfor, men han havde ikke været åben til samtalen. Her sad han ved siden af mig og sov trykt som en baby med Guds velsignelse og anede ikke det mindste om det.

 

Et par timer før vi landede, vågnede han, strakte sig og gav udtryk for, at han havde sovet usædvanligt godt, ja, så godt sov han ellers ikke på sine lange rejser. Jeg havde den største lyst til at fortælle ham hvorfor, lige rent ud. I dag havde jeg bestemt gjort det. Han som solgte noget som havde at gøre med kraft, havde siddet og sovet med velsignelse fra den som sidder i det højeste og som har al kraft, uden at han anede det mindste om det. Silvia havde fået vindue plads på den anden side. Robert havde derfor to sæder at sove på. Stewardesserne begyndte at servere morgenmaden. Fritzli sov stadigvæk, fordi han sov så trykt og godt, vækkede jeg ham ikke, han havde mere brug for søvn end noget at spise, besluttede jeg.

 

Silvia sad med høretelefonen på og morede sig meget. Ved siden af hende sad en af udseende at dømme indisk business mand som også havde høretelefon på. Han morede sig øjensynligt også meget og gjorde samtidig sit bedste til at undertrykke det. Silvia gjorde tegn til os om at lytte. Robert begyndte også at lytte og snart lo han af sine lungers fulde kraft, ja han stod op på sædet og lo og lo. Nu blev jeg også interesseret og begyndte at lytte. Det var en komedie med den amerikanske komiker Cosby, men så sjov som han var denne gang, har jeg aldrig før eller senere oplevet ham. Det handlede om en familie, hvor moren var syg, derfor var faren nødt til at stå op og lave morgenmad til alle seks børn. Snart kunne jeg heller ikke side ned for latter. Jeg stod op, gik om bag ved stolen, som var den sidste på linjen og lagde armene over ryglænet og lo og lo. Jeg havde på fornemmelsen, at kunne le syv gange mere, hvis det havde været muligt. Ingen længe sad alle passagererne med høretelefoner på og lo og morede sig hjerteligt. Jeg betragtede dem alle bagfra, det var et morsomt syn. Stewardesserne gik omkring med et spørgende udtryk i ansigtet forundret over situationen med passagererne.

 

Det der var sket med Fritzli om natten var ligesom skubbet 100 år væk. Alle omkring ham lo og morede sig, mens han sov sødt og godt. Med engang vidste jeg hvorfor, jeg havde sagt til Jesus, at han skulle skynde sig at komme. Hvor Jesus er, er glæden meget stor. Jeg tvivlede ikke på, at englene som havde været til stede i det kritiske øjeblik også morede sig med os.

 

Fritz stod ved indgangen til flyvemaskinen ved vores ankomst. Vi sagde farvel til den kraftige mand, han havde været så venlig og taget noget af min bagage i hånden på vejen ud af maskinen, selv om det stort set ikke var nødvendigt, børnene var flinke til at hjælpe til. Fritz fik vores natlige eventyr med det samme." Ja, fint," sagde han uden større begejstring. Der er visse ting som næsten ikke kan forklares. Hjemme ventede Devi med aftensmaden. Jeg forklarede hende, at Fritzli havde været meget syg i flyet, men at han havde det meget bedre nu. Måske jeg selv bliver nødt til at give ham noget at spise, han har ondt i halsen, forklarede jeg. Fritz mente, jeg først skulle sætte mig ned og spise, og lade Devi prøve at give Fritzli hans mad, hun havde ventet hele dagen på os. Efter en halv time kom hun ind i stuen, fæstnede sine øjne spørgende på mig, imens hun forklarede, at Fritzli havde drukket syv kopper te og spist et stort tallerken af grønsager. Jeg opgav at forklare mere om Fritzlis halsbetændelse, som han ikke mere havde. En ting er sikkert, børnene og jeg vil aldrig glemme den flyvetur.

 

Uden tvivl er der menneskelige normer, men der er også himmelske. Hvor de to kommer tæt på hinanden, kan det være svært at forstå, hvad der i grunden skete. Fritz fortalte, at Singapore Airline i samme uge måtte mellemlande uden om ruten, fordi et mindre barn havde haft respirationsproblemer og måtte under lægebehandling.

 

Devi havde arbejdet for os to år og havde forandret sig meget. Hun var blevet selvsikker og havde fået smag på livet. Måske var det derfor at hun begyndte at vise tegn på, ikke at være alt for ivrig efter at arbejde for os. Måske brugte hun også andre erfaringer i livet. En dag spurgte jeg hende, om hun ikke kunne forestille sig at lære at læse og skrive. Hun svarede ikke, men jeg vidste den sad. Jeg bestemte vi skulle skifte pige.

 

Nu da jeg igen skulle skifte; kunne jeg ligeså godt tage en fra Filippinerne, det var kommet på mode de sidste par år. Nye agenturer var sprunget op over hele byen, her er man ikke sen til at øjne en god chance til at tjene en ekstra skilling. Silvia og Robert så efter Fritzli en eftermiddag, mens jeg opsøgte sådan et agentur. Jeg så mig om i kredsen af unge piger på kontoret. Det var første gang, jeg prøvede det, og ærlig talt, jeg kunne ikke lade være med at tænke på slavehandlerne før i tiden. Måske de også vurderende havde betragtet og udsøgt det, de ville tage med dem hjem for en slum penge. Jeg udsøgte den stærkest udseende pige i kredsen, tjattede lidt med hende, meget engelsk kunne hun ikke. Det ville tage et par uger før papirerne kom i orden, men jeg kunne få hende med hjem med det samme. Sådan gik det til, at Maora kom til at bo hos os.

 

Fritz skulle den samme uge på en udenlands tur for firmaet. Dagen efter han var rejst, opdagede jeg, at der ude i vaskekøkkenet hang underbukser til mænd til tørre. Min første tanke var, har jeg fået en dreng i huset i stedet for en pige. Jeg besluttede ikke at spørge hende ud, før Fritz kom tilbage. I mellemtiden meddelte jeg agenturet opdagelsen. Hun blev kaldt ind til en lægeundersøgelse, bagefter fik jeg at vide, at hun var en pige hele vejen igennem. Da Fritz kom tilbage fra turen, spurgte jeg hende ligeud hvorfor, hun ikke brugte pige undertøj. Helt ærlig svarede hun, at hun håbede, jeg ikke havde noget imod det, hun havde en tendens i den retning. Ligeså ærligt svarede jeg tilbage, at hun kunne vælge imellem at smide underbukserne ud eller holde op med at arbejde hos mig. Hun valgte at smide dem ud. De næste par dage virkede hun lidt usikker, det kunne tydeligt ses på hendes ansigt. Jeg besluttede at se tiden an, jeg havde begyndt at trænere hende for Fritzli, og det var besværligt at begynde forfra igen med en anden. Forholdet til Maora var ikke så hjerteligt, som det havde været til de andre piger, jeg havde haft i tidens løb. Selv distancerede hun sig og talte ikke meget med os. Jeg kunne ligeså godt have udskiftet hende med en anden fra begyndelsen, fordi det var også svært for mig. Der var tider, hvor jeg måtte bede meget, for ikke at få noget imod hende. En dag forslog jeg Fritz at spørge hende, om hun ikke kunne klæde sig pænt på ligesom en pige med kjole og det hele når hun, lørdag hen imod aften, gik til gudstjeneste i den katolske kirke ikke langt fra hvor vi boede. Vi ville alle gerne se, hvordan hun så ud i en kjole. Den følgende lørdag tilbragte hun to timer med at gøre sig pænt i stand i det lille enge pigeværelse ude ved siden af vaskekøkkenet. De fleste pigeværelser her er indrettet sådan, at der kun lige er plads til det nødvendigste. Jeg sendte Silvia ud for at se hvordan det gik og hørte hende udbryde:" Maora hvor ser du flot ud". Hun kom sejlende ind i stuen med højhælede sko og kjole på og et hvidt lommetørklæde hængende ud af den ene hånd. Håret var friseret ned over ørene, og hun havde gjort sig umage med at sminke sig. Vi var alle ved at gå bagover af overraskelse. Havde vi truffet hende et andet sted, havde vi ikke genkendt hende, så køn var hun. Fritz udbrød beundrende: "Du er den kønneste pige i hele bygningen", hurtig forsvandt hun ud af døren. Jeg frydede mig sammen med de andre, måske hun fra nu af havde lyst til at være en pige fra yderst til inderst. En halv time før gudstjenesten var færdig, kom hun tilbage og næsten faldt ind af døren. Havde hun i det hele taget været i kirke? spurgte jeg mig selv, eller var hun bange for, at de andre piger i bygningen skulle se hende og derfor gemt sig et eller andet sted. Dagen efter forklarede hun, at piger også brugte blå jeans og T-shirt. Hun følte sig bedst tilpas, i det hun plejede at gå i.

 

Jeg havde endnu ikke helt opgivet forsøget på at få hende rigtig indstillet. En eftermiddag så jeg, igennem den åbne dør, at hun sad på sengen og stirrede hen for sig. Jeg tog min bibel og viste hende, de skriftsteder som forklarer meget tydeligt Guds indstilling til sådanne tendenser, det kan man læse om, i de første kapitler i Romerbrevene. Tårer strømmede ned af kinderne, hun tog sit håndklædet og begravede ansigtet i det. Hulkende indrømmede hun, at der var ting i hendes liv, hun ikke kunne fortælle til nogen. Så fortæl dem blot til Gud foreslog jeg, dermed lagde jeg mine hænder over hendes og bad for hende. Der var kommet et næsten mildt udtryk i hendes ansigt den næste dag, bemærkede jeg. Hun gik omkring og gjorde sine daglige pligter, som om hun havde fred i sindet. Desværre varede hendes gode formål kun et par dage. Snart havde hun igen det utilnærmelige udtryk i ansigtet. På mit spørgsmål om, hvordan det var begyndt, havde hun forklaret, at forældrene havde ønsket dem en dreng, da hun blev født. Moren havde derfor altid behandlet og klædt hende på som en dreng. For et øjeblik blussede min vrede op imod hendes forældre, det var ikke så underligt, at det var svært for hende at overkomme. Det ville højst sandsynligt tage en god portion af tålmodighed og god vilje, for med Guds hjælp at kunne dreje det, forældrene havde misledt.

 

Den første præst vi havde i Wesly Methodist kirke sagde engang:" Guds største fjende er ikke had, men det der stjæler vores hjertet fra ham. Det kan være noget man sætter højere i livet end Gud. Han siger selv i sit ord, at han er jaloux på andre Guder, og ofte blev israelitterne netop af den grund blevet straffet meget hårdt.

 

De næste par år tog vi igen til Svejts to gange om året. Jeg havde besluttet at tage Maora med til at se efter Fritzli. Hellere passe ham godt hjemme, end risikere at han blev syg igen. I begyndelsen vi fløj med ham, var jeg var nød til at holde ham i hånden hele tiden. Men snart gik det meget bedre. Han har altid nydt at betragte folk, og når stewardesserne gik op og ned i gangen, var han meget interesseret i hvad der foregik. Maora havde en lille krise på grund af det kolde vejr, da vi ankom i Svejts det forår. Hun var bange for kulden og vilde helst gemme sig inden døre. En eftermiddag, med bidende vind, satte jeg Fritzli i vognen, klædte også hende godt på med Fritz skijakke og handsker, og så var hun nød til at komme med ud på en spadseretur. Robert løb forud, jeg skyndte på hende til at løbe efter ham, og så satte jeg det lange ben foran. Da vi kom tilbage fra turen, blev pejsen tændt, og med friske røde kinder spiste vi med god appetit vores aftensmad.

 

Børnene var gode til at løbe på rulleskøjter, så hvorfor ikke prøve at lade dem løbe på skøjter, nu hvor Fritzli kunne blive hjemme af og til. Vi ankom til Grindelwald en dejlig kold dag. Bjergene var dækket af sne og humøret stod højt. Silvia havde lånt et par skøjter af en nabo, men Robert og jeg var nødt til at låne på stedet. Desværre var udlåningen af skøjter ikke åben før om eftermiddagen, derfor var vi nødt til at vente et par timer. Robert og jeg sad på bænken og betragtede Silvia, hun lærte at løbe på skøjter i løbet af en halv time. Snart gled hun let og flydende hen over isen. Beundrende betragtede jeg min datter, hun så ud til at have et helt naturligt talent for at løbe på skøjter. Højt gav jeg udtryk for min beundring til Robert for i næste øjeblik at måbe over hans opførsel. Han sad med hænderne i lommen, skulderne trukket op til ørene, og med sammenknebet mund mumlede han, lige højt nok til at jeg kunne høre det: "Jeg ønsker, at hun falder, bare Silvia ville falde". Hvorfor er søskende jaloux på hinanden, eller hører det hovedsagelig denne generation til. Efter middagsmaden, i en af de mange restaurationer, begav vi os igen til skøjtebanen. Robert og jeg fik også skøjter på. Jeg kunne ikke hjælpe ham i begyndelsen, for jeg havde nok at gøre med selv at finde balancen, det var mange år siden, jeg sidst havde løbet på skøjter. Jeg nøjedes med at sige:" Hold dig inde ved kanten i begyndelsen". "Jeg kan løbe på skøjter ligeså godt som Silvia", svarede han, og med vaklende ben og stive øjne, gled han usikkert hen over isen. Jeg så efter ham på afstand, efter en halv time gik det bedre for os begge to, men så flydende som Silvia, blev Robert ikke den første gang. Nu kom de som trænerede til kunstløb ind på banen. Silvia betragtede dem beundrende, snart var hun kommet i samtale med en dame som så ud til at undervise. Lidt efter gled hun op ved siden af mig, heftede sine øjne bedende på mig, mens hun forklarede, at det ville være muligt at få undervisning en uge i kunstløb, før banen blev lukket. Hvis hun var god nok, kunne hun til og med nå at få det første certifikat. Lad hende have fornøjelsen tænkte jeg, kunstløb var noget, jeg selv kunne betragte i timevis uden at blive træt af det. Heldigvis viste Robert ingen større interesse i den retning, små drenge som løb vildt rundt imellem hinanden havde fanget hans interesse. Sådan skete det, at Silvia fik et certifikat i kunstløb, en uge efter hun havde fået skøjter på benene.

 

Fritz kom den sidste uge af ferien. Allerede ved elvetiden om formiddagen stod han for døren. "Jeg er meget træt", bemærkede han, jeg vil helst hen og sove med det samme. "Helt i orden jeg tager med børnene til Grindelwald og løber på skøjter, så er der ingen som forstyrrer dig", svarede jeg. Robert havde en ny mode denne ferie. Nu da far ikke var der til at se efter ham, gjorde han, som han ville. Det gav sig udslag I, at han ikke spiste op. Når han badede, pjaskede han, så vandet løb over og sivede ud i gangen og gjorde tæppet vådt. Hans tøj lå på gulvet over hele lejligheden. Jeg blev ved med at gentage:" Vent bare til far kommer", det gik ind af det ene øre og ud af det andet, og han gjorde det, han havde lyst til, nemlig ikke at høre efter hvad jeg sagde. Friheden skal udnyttes, syntes han indirekte at kommunikere. På vej hjem i toget, den dag Fritz ankom, lagde jeg mærke til, at han var usædvanlig tavs. Han satte sig over for mig, og efter et øjeblik kom det:" Når jeg bliver stor, vil jeg være togfører ligesom onkel Hans, og så kører jeg med dig ud i skoven og spiller og synger for dig, ville du synes om det"? Jeg nikkede:" God idé". Han spurgte:" Siger du noget til far". Jeg nikkede igen:" Det er jeg nødt til, sådan som du har opført dig". I skumringen ankom vi på banegården. Robert gik tavs ved siden af os, øjensynligt havde han det ikke alt for godt med sig selv. Så kom det for anden gang: "Når jeg bliver stor, vil jeg være præst". Den sad, jeg havde ikke noget imod at have en præst i familien senere hen. Han spidsede ørene og gik forud, mens jeg rådførte mig med Silvia. Hun kom med et kompromis forslag som lød på, at hvis han opførte sig, som det var forventet af ham fra nu af, ville vi ikke sige noget. Hvis han ikke holdt ord, holdt vi heller ikke ord, noget ville sive ud om hans opførsel. Lykkelig hoppede han hen ad vejen, da han hørte det. Han havde vundet slaget og jeg var faldet i falden, det var jeg godt klar over. Fritz havde pådraget sig en slem forkølelse og han virkede også overarbejdet. Han ville bruge ugen til at komme til kræfter igen. De første år var meget anstrengende for ham. Nye flyveselskaber kom regelmæssig ind hver måned. Han satte en ære i at alle var tilfredse, og at der ikke var nogen som beklagede sig. Tillige med blev kokke uddannet og specialiseret og mange nye ting indført. Den jernhårde disciplin kineserne reagerede med ovenfra, kunne mærkes hele vejen ned til dem der vaskede tallerkener. Der var et usundt arbejdstryk derude, som mange led under. Fritz gjorde sit bedste dag for dag. Når han var færdig i cateringen og sad i bilen på vej hjemad, gennemgik han i tankerne ofte dagens problemer. Et efter et smed han dem over skulderen og bad Gud om hjælp, til at tage trykket som gerne ville blive hængende. Det var ikke altid det lykkedes, det kunne tydeligt ses på hans ansigt, så snart han steg ud af bilen. Jeg ville så spørge: "Hvad er der i vejen"? Djævlen har mange små veje til at tage humøret fra folk. Mistillid imellem hinanden var noget af det, der ofte forstyrrede freden, lagde vi mærke til.

 

Den følgende sommer i børnenes to måneders ferie tog vi igen på ferie i Svejts. Fritz kom i fire uger midt i ferien. Som altid fik vi lov til at låne den lille røde bil af onkel Hans. Efter at have boet mange år i udlandet, nød vi i fulde drag det at have vores eget sted i Svejts. Kun det at kunne stikke nøglen i låsen, åbne døren og vide, alt dette tilhører os, var en ny vidunderlig følelse. Det bedste ved det hele, Gud havde velsignet stedet. Hvis vi ikke tog på ture eller var på besøg, spadserede vi i omegnen, eller badede ved søen og nød det lune sommervejr. Nede ved søen eller inde i skoven stegte vi ofte pølser på spid, som blev spist med brød og skyllet ned med æblesaft. Børnene hjalp ivrigt Fritz med at samle pinde til bålet og se efter det brændte. Når flammerne begyndte at brede sig, blev pølserne sat på spid og stukket ind i bålet. Som dessert et æble også stegt over fyret. Fritzli måtte, som altid, nøjes med at se til og nyde synet af flammerne og duften af det stegte. Hans aftensmad blev senere indtaget i køkkenet. Børnene begyndte rigtig at slå rødder i Svejts, det havde også været vores mening. Vi bruger alle en familie, et hjem og et land at høre til. En dejlig lun sommeraften begav vi os ned til søen, for at være med til at fejre den såkaldte årlige fest. I telte kunne man nyde fiskefilet med tilbehør. Vi sad sammen med tante Martha og onkel Hans. Som det er skik og brug ved sådanne lejligheder, kom damer rundt ved bordene og solgte lodsedler. Efter råd fra onkel Hans skrev vi alle vores navn bag på lodsedlen, lodtrækningen ville ske den kommende uge. Stor var vores overraskelse, da vi fik at vide, at tante Martha havde vundet den første pris, en funklende ny rød bil til en værdi af 10.000 franc. Vi var ikke i tvivl om, at Gud gengældte dem med første prisen, fordi de lånte os deres bil gratis. Da de ikke havde brug for en ekstra bil, blev den solgt, og for beløbet købte de ting til huset som de havde mere brug for. Da onkel Hans ikke mere ville køre i bil, købte vi den, den følgende sommer for 3000 FR og beholdte den i mange år som feriebil.

 

Når man har børn, har man også sine sorger fra tid til anden. Robert elskede at gumpe på vores senge, selv om det var strengt forbudt. Der skete det, at han faldt og slog nakken på kanten, og det gjorde meget ondt. Lægen gav ham en støttekrave til halsen og noget for smerterne. Jeg var nok den som led mest:" Jeg håber ikke der er sket noget alvorligt, nakken er en meget vigtig del af kroppen", jamrede jeg hos Gud og bad til at han helbredte ham med det samme. Gud hørte min bøn, næste morgen vågnede jeg med en meget stiv nakke, og Robert fejlede absolut ingen ting. Jeg havde stiv nakke i to uger, men jeg takkede alligevel Gud. Den Hellige Ånd kan overføre smerter til andre, for det meste kun for kort tid og ikke så slemt, der havde været en artikel i kirkebladet om det emne samme år. Grunden til artiklen var, at folk som de sad i kirken fik ondt et eller andet sted samtidig med, at de fik indtryk af, at bede for en bestemt person. Når de bagefter spurgte vedkommende ud, fik de bekræftet, at smerterne var forsvundet, mens de sad i Gudstjenesten. Jeg havde flere gange haft ondt i ryggen og sat mig for at bede for mig selv i kirken. Ofte glemte jeg det, men når jeg kom ud af kirken, var smerterne forsvundet. Jovist, det er vigtigt at bede for hinanden og vi bruger Guds helbredende ånd fra tid til anden.

 

Fritzli blev på ny undersøgt i Wildersmett. Et røntgenbillede viste, at hoften var på plads. Gud ske tak og lov, havde jeg ikke ladet ham operere. Det ville have været fuldstændig unødvendigt, det tilstod den samme kvindelig læge også som havde undersøgt ham året før. Efter vi var kommet tilbage fra ferien sommeren før, havde Fritz slet og ret sagt: "Jeg kan ikke se andet, end at Fritzlis ben er lige lange". Jeg sammenlignede hans ben, han havde ret, de var lige lange. "Så er det nok i orden", forklarede Fritz, den kvindelig læge må have overdrevet i sin forklaring.

 

Dagen meldte sin ankomst, hvor det var tid at sige: Gud ske tak lov og pris for den indholdsrige ferie, som vi aldrig kom til at glemme. Nu gik det i flyvende fart tilbage til Singapore. Vi fløj første klasse, børnene glædede sig til at blive opvartet med god mad og filme til langt ud på natten. En dame stod parat ved indgangen med en rullestol for Fritzli, da vi ankom i Singapore. Hans egen vogn var blevet sent sammen med kufferterne. Med Fritzli forud og vi bagefter, styrede damen lige hen ad gangen. Jeg lagde mærke til, at en strøm af mennesker fulgte efter os og at damen ikke mærkede noget. Ved elevatoren drejede hun sig om og spærrede øjnene op, da hun så at alle passagererne var fulgt efter os. Med høj røst forklarede hun: "i skal i den anden retning ned af trappen". Vi lo hjerteligt alle samen, det havde set pudsigt ud og jeg kommenterede:" Tænk, en gang i livet lykkedes det Fritzli at være forud". På vej hjemad spurgte jeg børnene:" Hvad tænker i på". Ja, jeg havde gættet rigtigt, de tænkte på det samme som jeg: Chicken ris, sweet og sour pork, satee og meget andet godt at spise. Efter at have boet flere år i Singapore var vi blevet forvænt med eksotiske madretter.

 

Hvor skal vi hen i efterårsferien, spurgte vi os selv. Det betaler sig ikke at rejse til Svejts for otte dage. Karins mor havde været en tur til Filippinerne med børnene. Jeg besluttede mig til at følge eksemplet og tage den samme ferie, som hun havde haft. Fritz ordnede billetterne, fuld af forventning sad jeg med Silvia og Robert for tredje gang det år i en flyvemaskine parat til at opleve et nyt eventyr. Mine bange anelser begyndte allerede i flyveren. Strejke i Davao, stod der med store fede bogstaver på forsiden af en avis, jeg vidste at befolkningen var muslimer i det område. Jeg håber  det går godt, tænkte jeg ved mig selv, men skubbede tanken fra mig. Karins mor havde sværmet for stedet. Fra Manila skulle vi flyve videre med en mindre maskine til Davao. Efter kort tid i luften, begyndte maskinen at ryste kraftigt, op og ned gik vingerne. Turen hele vejen derned var en rystetur, som jeg ikke var forberedt på. Godt jeg ikke havde vist det i forvejen, for så var jeg bestemt ikke taget af sted. Jeg var fuldkommen færdig, da vi endelig ankom til hotellet. Alle mine nerver i kroppen gjorde ondt, jeg var nød til at gå lige i seng og overlade til børnene selv at finde et sted at spise til aften i hotellet.

 

Den næste dag fik vi at vide, at det var bedst ikke at gå uden for hotellets område. Befolkningen var ikke særlig venlige indstillet til fremmede. Jeg havde ikke fået hovedpinetabletter med og mente, jeg lige kunne smutte et stykke ned af gaden og se, om jeg kunne finde nogen, eftersom hotellet ikke solgte dem. Med børnene ved siden af mig, slentrede vi ned ad vejen, og fandt en butik som solgte hovedpinepiller. Situationen er ret normal tænkte jeg, hvorfor ikke se sig lidt om i området. Efter vi havde gået et par veje op og ned og mærket folkets fjendtlige blikke, måtte jeg indrømme, at atmosfæren ikke var god. Resten af dagen tilbragte vi derfor ved swimmingpoolen. Dagen efter kom vi i snak med nogle italienere fra hotellet som fortalte os, at det var rigtigt, det var ikke så sikkert at opholde sig der. De havde været inde i byen aftenen før, og befolkningen havde set meget skævt efter dem. Derfor havde de købt billetter til Samboanga en halv times flyvetur derfra. Jeg fik fat på en taxi, kørte ind til byen og købte os alle ligeledes tre billetter til Samboanga. Fordi jeg ikke havde regnet med at måtte købe ekstra flyvebilletter, spurgte jeg forsigtig manden bag ved skrivebordet, hvor meget det kostede. Måske mærkede han min usikkerhed, for han svarede 50 dollar og spørgende tilføjede han:" Er det for meget"? Nej, nej skyndte jeg mig at sige lettet over, at det ikke kostede mere. Så billigt har jeg aldrig fløjet før eller senere med børnene. Tre billetter for 50 Singapore dollar. Samboanga er en lille fiskerby, med små fiskerbåde som vipper dovent op og ned langs kajen hele dagen. Vi valgte et værelse på byens bedste hotel. Efter vi havde anbragt vores personlige ejendele i værelset, stod jeg sammen med børnene ved vinduet og betragtede solnedgangen over havet. Langsomt farvedes himlen sig  mørkerød, jeg tog et par billeder med fotoapparatet for at beholde indtrykket på papir. Mine tanker fløj til Singapore og landede ved Fritz og Fritzli. Det var nok bedst, jeg ringede for at høre om alting var i orden. "Vi bor på byens bedste hotel", fortalte jeg Fritz, "men det er utroligt billigt her, vi kommer hjem om et par dage. Er Fritzli ved siden af dig", fortsatte jeg," kan jeg lige snakke med ham". Fritz holdt telefonen hen til Fritzlis øre, jeg fortalte ham, hvor vi var, og tilfreds fik jeg ha, ha, til svar. Det var godt at høre hans stemme, lige det jeg havde brug for i det øjeblik. "Lad os gå ned og spise", forslog jeg opmuntrende," de har det godt derhjemme". Til morgenmaden forsynede vi os rigeligt, Robert startede hver gang med en stor portion ris med hvidløg. Måltidet afsluttede vi med et herligt udvalg af friske frugter. Nu skulle tiden udnyttes, vi ville opleve noget af Filippinerne. Den første dag tog vi på en arrangeret tur for turister. De tog os også uden for byen, sådan at vi fik et indtryk af hvordan befolkningen lever. På en fabrik som eksporterede ting fra havet, fik vi øje på kæmpestore muskler, så store at vi have kunne ligge ned inden i. Med søgende øjne betragtede vi de forskellige ting, hvad skulle vi udvælge til at tage med hjem. Til sidst lovede jeg børnene: "Når vi kommer tilbage til Manila, tager vi en taxi til et kendt indkøbscenter, der har de et meget større udvalg og faste priser".

 

Samboanga er kendt for dejlige koraløer. En dag tur blev arrangeret med en båd med en mand som styrede den og en ung pige som grillerede fisk for os. Det hele kostede kun 15 Singapore-dollars - ubeskriveligt billigt, her kunne man leve af næsten ingenting. Ikke så underligt at udlændinge boede her i månedvis. Hvad forstår man ved en rigtig koralø? Vi var meget spændte, det var en af grundene til, at vi var rejst så langt, for Singapore er langt fra et uberørt land. Den varme vind blæste i håret, mens vi som en pil for hen over havet. Snart var byen ude af sigte, vores spænding voksede, vi skulle ud til en rigtig koralø. Efter to timers uafbrudt tøffen, kom land i sigte. Motorlyden forvandlede sig til en langsom tøf, tøf, til sidst lå båden helt stille. Manden hoppede ud i vandet og trak båden op på bredden. Sandet var fint lyserødt, fordi det var blandet med koraller, den blå himmel og det grønblå hav var en ubeskrivelig køn sammensætning. En af mine første tanker var: "Hvor er naturen vidunderlig, det er alt sammen skabt for os til at nyde. I grunden skulle vi nyde naturen meget mere, end vi gør, for den er en del af vores eksistens. Hvorfor havde jeg aldrig før bemærket perfekt harmoni omkring os? Hvis bare vi mennesker forstod at elske den og tage rigtig vare på den, ligesom den fortjener. Børnene snørklede begejstret med udstyr som hørte til båden. Af og til udstødte de høje råb, når de fik øje på noget som havde fanget deres interesse. Efter middagsmaden tog vi tilbage til hotellet. Silvia havde følt sig varm aftenen før og nu, under den brændende sol, blev det ikke bedre, selv om hun glemte det, så længe hun var i vandet. ``Det er nok klogest at afkorte ferien og tage tilbage til Singapore``, tænkte jeg, vi havde fået set de vigtigste ting. Om aftenen spiste vi, som de to andre aftener, i haven som lå ned til kajen. I skumringen lagde små både, fyldt med souvenirs, til ud for hotellet. Robert spadserede frem og tilbage og forhandlede med dem. Vi kunne se, at han nød hele proceduren med at sammenligne og trykke priserne ned. Når han, efter et godt stykke tid, havde besluttet sig til et par muskler, kom han løbende hen til bordet, trykkede mig dem i skødet og meget overbevisende forklarede han, at de kostede næsten ingenting, og det var også sandt.

 

Næste dag fløj vi tilbage til Manila, Silvia var ved at få høj feber. Jeg opsøgte Singapore Airline kontor og spurgte dem, om de kunne hjælpe mig med at finde en læge. Det viste sig, at der var lægehjælp at få på flyvepladsen, og medicin fik vi også men kun for en dag. Jeg havde lovet mig selv ikke at flyve igen, med et barn som havde feber, men nu var jeg ved at bryde mine egne regler. Silvia fik lov til at sove på sofaen i kontoret hos Singapore Airline, indtil det var tid at tjekke ind. Jeg kikkede på mit ur, kunne jeg nå at smutte hen til det indkøbscenter, som jeg havde sat mig for at besøge. Hvis jeg tjekkede ind en time før, havde jeg to timer til rådighed til mit formål. Med Robert i hånden raste jeg ned i hallen, banede mig vej i menneske mylderet og fik nogen til at forklare en taxichauffør, hvad det handlede sig om og at han skulle vente på os, mens jeg købte ind. Varehuset lå længere væk, end jeg havde regnet med. Det kunne ikke være fordi chaufføren lavede en omvej, jeg havde nemlig aftalt et fast beløb med ham. På vejen derhen fortalte han os om sin kone, som arbejdede i udlandet som ahma. Han og de mange børn savnede hende meget, men det var en pris, som de som han udtrykte det, måtte betale, fordi de var fattige. Alt overgik mine forestillinger I varehuset, der var mange smukke ting fra møbler og alt hvad der kan bruges til at dekorere med. Ligesom i Indien var jeg overrasket over, hvor meget fantasi og kultur var repræsenteret i alle de fine håndlavede ting. Singapore er kun få timer væk med en flyvemaskine, hvorfor så vi ikke noget af den slags der, hvorfor var handlen stagneret? I stedet for var de mange fattige i befolkningen fordelt over hele verden og måtte arbejde som tjenestefolk for en lille løn, hvorfra de sendte en del hjem til familien for at hjælpe til med at føde de mange sultne munde. Jeg opgav at gruble over det spørgsmål lige nu, for jeg havde ikke meget tid til at handle i. Jeg købte nogle måtter lavet af muskler til at lægge på spisestuebordet, et par duge og nogle andre småting. Fritz havde været i Manila året før til et catering møde, og var blevet helt forelsket i den filippinske stil. En dame var taget med ham ud på landet til en møbelfabrik for at bestille et spisestuesæt i en god kvalitet af træ som var godt lageret. Et par måneder senere ankom et flot snittet stuebord af massiv tungt træ med indlagt mønster og dertil hørende stole. Det forandrede hele stuens udseende, den kom til at se rigtig dyr ud. Nu havde jeg altså oven i købet fået fat på det helt rigtige til at dekorere bordet med. Selvfølgelig har vi stadigvæk spisestuemøblerne i dag efter mange år, prisen er i mellemtiden steget fem gange. Tilbage på kontoret fandt vi Silvia dybt sovende på sofaen, feberen var i dette øjeblik under kontrol. Vi prøver den, besluttede jeg, flyveturen ville tage fem timer. Inde i flyveren begyndte hun at sitre, da feberen ingen begyndte at stige. Vi landede helskindet uden ar være kommet i fare, men det ville i hvert fald være sidste gang, jeg fløj med et sygt barn, lovede jeg mig selv.

 

 

 

m gik i samme klasse. Hun så dyster ud, derfor faldt det mig heller ikke svært at fortælle hende, at jeg var vred på Fritz. Jeg fandt ud af, at hun var vred på Meier. Snak ikke til ham for mindst tre dage, rådede hun mig til, det har de rigtig godt af. Hendes vrede ord bragte mig til fornuft, jeg var med rette vred. Fritz skulle have diskuteret sagen med mig, men jeg ville ikke sætte yderlig ild til mine brændende følelser, nej bestemt ikke. Jeg forklarede hende, at det ville ikke være godt for børnene, situationen blev ikke bedre af det. Dermed rejste jeg mig få at finde min familie udenfor. De sad parat til forestillingen, bedende satte jeg mig ved siden af dem.

 

Fritzli og jeg havde fået noget på fingerneglene, det er fangus forklarede lægen. Maora havde meget ofte betragtet sine hænder de sidste par uger, men jeg havde ikke tænkt nærmere over det. Et undersøgende blik på hendes hænder, var nok til at fortælle mig, at hun havde smittet os. Det var nødvendigt, at hun brugte handsker til mange ting, også når hun hjalp til med madlavningen. Pludselig meddelte hun mig, at hun rejste om en uge. Efter en del frem og tilbage blev tidspunktet til hendes afrejse bestemt. Hun skulle afmeldes og have en billet, jeg ordnede det hele for hende. Jeg tog på ny hendes pas frem og betragtede fotoet af hende. Jeg syntes ikke, hun havde forandret sig så meget, som jeg havde ønsket mig, i det år hun havde været hos os, men når jeg sammenlignede hende med pasfotoet, var der uden tvivl sket en større forandring. Hendes ansigt var rundere og huden klarere, hun havde taget et par kilo på. Hun så også gladere ud, hvis bare hun ville opgive alt det med at spille en dreng, jeg var stadigvæk ikke rigtig sikker på hendes indstilling. For ikke længe siden havde hun vist mig nogle fotos, hvor hun var sammen med andre piger. Der var især et billede, hun blev ved med at kigge på, hende selv under en paraply, billedet fremhævede tydeligt hendes kvindelige former, var hun ved at få øje på sig selv som en pige. Før Fritz kørte hendes til flyvepladsen, lovede hun mig at opgive alt det pjat og fortsætte livet, som den pige Gud havde skabt hende til at være. Stille bad jeg til, at Gud ville hjælpe hende. Da Fritz kom tilbage, fortalte han, at pigerne nedenunder siger, at Maora havde sagt, at hun ville savne Fritzli meget. Det var jeg overbevist om var sandt, Fritzli forstod, helt bevidst på sin egen måde, at give og tage. Han havde sikkert bidraget til, at hun ligesom havde åbnet sig til omverden.

 

Det bedste ville være at få en anden ung pige frisk fra Filippinerne og trænere hende, sådan at hun passede ind i vores familie. Denne gang var jeg meget omhyggelig med mit udvalg, hun skulle være ung smilende, sund og rask. Pigen så jeg kun på video i agenturet, jeg bad til, med Guds hjælp, at have truffet det rigtige valg. For de fire uger det ville tage, før bevillingen kom igennem, ansatte jeg en ung indisk pige. Hun var meget mørk i huden og også ret kraftig bygget, derfor var det mindre påfaldende, at hun ikke hørte til de slankeste. Før hun gik hjem om aftenen, tog hun sig en god lur ude i pigekammeret, fordi derhjemme var det aldrig roligt, forklarede hun. Derefter klædte hun sig fint på for at træffes med sin forlovede, som hun skulle giftes med om et par måneder. Kæresten var ansat ved militæret og i en hvis alder. Hans første kone levede ikke mere, så vidt jeg forstod. Ofte undrede jeg mig over deres forhold, for uden at være påvirket af det yderlig, fortalte hun flere gange, hvordan han havde mishandlet hende aftenen før. Hun og familien var tilsyneladende enige om at indgå forbindelse med ham og tolerere hans militæriske manere. Jeg ønskede hende held og lykke til, hun så ud til at kunne tåle en hel del. En dag, da hun sad og gav Fritzli mad, forklarede hun, at Fritzli ikke synes om hende. Hun viste mig hvad hun mente, med den ene hånd rørte hun ved hans hoved, Fritzli drejede hovedet og viste tydeligt tegn på, at han ikke brød sig om det. På en måde forstod jeg det, det bedste ville være, at få Fritz til at forklare ham, at det kun var forbigående at denne mørke pige arbejdede hos os, og at han var nødt til at finde sig i det for de næste par uger. Ligesom Robert respekterede han Fritz mest i familien.

 

Fritz hentede vores nye ahma ude på flyvepladsen. Han kom hjem med en smilende køn og velbygget ung pige som hed Jossy, en total modsætning til Maora. Han forklarede, at to piger stod og ventede på at blive afhentet derude. Den ene var tyk og kraftig, den anden var Jossy. Han var utrolig lettet over, at det ikke var den kraftige som tilhørte os. Naturligvis vidste jeg ikke på forhånd, at hun var så smilende og sympatisk, dygtig og stærk var hun også. Hun var pige, som piger for det meste er. Hendes lille værelse blev dekoreret fra øverst til nederst, og selv gjorde hun sig umage med at være klædt pænt på, især når hun havde fri om søndagen. Hver anden søndag havde hun fri hele dagen, og hver anden søndag når vi kom tilbage fra kirkegang ved elvetiden. De som var ansat hos lokale, havde ofte kun fri en gang om måneden eller hver 14 dag og måtte arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Jossy var ret fleksibel og lærte snart, hvordan vores husholdning fungerede. Jeg må tilstå, at for hver ny ahma jeg fik, lærte jeg en hel del om et andet menneskes karakter.

 

 

 

Fritzli syg

 

Jeg havde den sidste tid lagt mærke til, at Fritzli viste tegn på, at noget gjorde ondt på brystet ved en bestemt øvelse, hvor jeg tog hans hænder i mine og gyngede ham op og ned, for at få ham til at balancere hovedet. Han havde ikke feber og hostede ikke, så det måtte være en muskelforstrækning, og det gik nok væk med tiden. Havde jeg blot været mere påpasselig. En morgen vågnede han og skreg som om han havde meget stærke smerter, hvad han også havde. Det var umuligt for lægen at finde ud af, hvad der var i vejen, derfor var vi rådløse. Jeg gættede på det hang sammen med maven. I grunden havde Fritzli længe gjort tegn til os, at noget var forkert med brystet. Et røntgenbillede den næste dag viste, at den venstre lunge var klappet helt sammen. Lægen forklarede: "I grunden skulle han indlægges på sygehus, men han vidste, at det var bedst for ham at blive hjemme i sine sædvanlige omgivelser". De næste to uger gjorde jeg ikke andet end at pleje ham. Vi var regelmæssigt til læge, efter et par dage blev et andet røntgenbillede taget. Resultatet var positivt, lungen var ved at åbne op ved hjælp af stærke medikamenter. Sammen med en lungespecialist diskuterede børnelægen og jeg, hvordan behandlingen skulle forsætte. Skulle vandet i lungesækken drænes ud, børnelægen ville helst ikke risikere noget. Jeg insisterede på, at der i det mindste skulle tages en prøve, for at se om der var bakterier i vandet. Prøven viste, at det var meget minimalt, og lungespecialisten forklarede, at der var kun ringe fare for, at den ville blive stiv. Hvis det skete, ville lungens evne til at udvide sig være hindret. Et andet problem var også, at hans rygrad var blevet lidt skæv, fordi den ene side af kroppen var stiv og den anden temmelig slap. Han havde en tendens til at lade hoved og arm falde til venstre side. På grund af det, var hans hjerte blevet skubbet en smule til den venstre side i brystkassen. Et tredje røntgenbillede efter en uge viste, at det vi frygtede alligevel var sket, lungesækken var blevet stiv. Røntgenlægen kom selv ud og forklarede, hvordan man kunne se det. Børnelægen nævnte ikke noget om det, og jeg sagde ingen ting. Jeg havde ikke lyst til at beskylde ham for noget, der var ikke andet at gøre end at håbe på, at Gud ville tillade et mirakel i denne vanskelige situation. Hvis jeg ønskede mig noget af Gud, ville det bedste være, ikke at trække nogen ned som alligevel ikke kunne gøre for det. Af og til er det vanskeligt at være læge, jeg havde selv været med til at afgøre, hvordan han skulle behandles, det kunne lungespecialisten vidne til. Den første uge havde han ret stærke medikamenter, de to påfølgende uger noget som var mindre stærkt samt lungeterapi hos en fysioterapeut. Nye røntgenbilleder viste, at lungen var åben, til og med lungesækken var blevet normal igen, Gud ske tak og lov. Jeg vil aldrig glemme den dag, de sidste røntgenbilleder blev taget. Manden som tog dem kom løbende hen til mig, da han havde resultatet. Han næsten råbte, mens han svingede billederne i luften:" Lungen er åben og fri. Jeg lo, Fritzli lo, røntgen lægen kom ud og kikkede på ham, som om han aldrig havde oplevet noget lignende. Bagefter gik turen op til børnelægen i den samme bygning. Jeg sad, som så mange gange før, i venteværelset med Fritzli i vognen. Sygeplejersken gav den store gule konvolut med røntgenbillederne i til lægen. Døren ind til hans konsultationsværelse var en lille smule åben, og jeg sad sådan, at jeg uden videre kunne betragte ham, hvad han ikke lagde mærke til. Hurtigt åbnede han konvolutten, læste beretningen og smilede lettet. Derefter gik han hen til døren og råbte Fritzlis navn. Jeg fik den glædelig meddelelse, at alt var i orden, hvad jeg allerede var blevet informeret om i røntgenafdelingen, naturligvis ville der blive skar i lungen efter sådan en omgang, men vi var sluppet godt fra det, forsikrede han mig. Jeg spurgte ham ud om, om lungen havde været fuldstændig kompakt lukket fra øverst til nederst, på grund af en infektion, han nikkede. Hos normale voksne mennesker kunne sådan en omgang tage op til et halvt år. Han gjorde sit bedste til ikke at smile, ved at sætte folderne rigtig i ansigtet, men det lykkedes ikke helt for ham. Alle var jublende glade, at Fritzli var kommet godt fra det, og vi takkede og priste Gud fra hele hjertet.

 

Det lyder meget enkelt og heldigt, når jeg beretter om det, men jeg havde nogle nætter, hvor jeg ikke sov særlig godt. Han fik meget at drikke i denne tid og flere gange om dagen gav jeg ham lungeterapi. Jeg synes at fornemme en ekstra kraft i mine hænder, når jeg bankede på hans bryst. Ind imellem bad jeg: "Kære Jesus hjælp os også denne gang". Et par gange kunne jeg mærke, at hvis jeg gav efter og blev usikker, ville jeg ikke have det godt med mig selv og det ville ikke gøre situationen bedre. Derfor hængte jeg ind hos Gud, lod mig trøste og glædede mig meget over de små fremskridt, hvor der er håb er der tro. Det var, som om der var en uge, hvor hans krop rensede sig af sig selv. Afføringen var meget mørk og stinkende, da jeg spurgte lægen, om det havde noget at gøre med medicinen, svarede han forskrækket, at det havde det ikke. Måske var han bange for, at han blødte indvendig, men bakterierne måtte vel ud et eller andet sted. Den samme uge fik han også en bedre hudfarve og spiste bedre, jeg vidste han ville overkomme denne gang også.

 

En ting lærte jeg i de mange vanskelige situationer med børnene i årenes løb, at det bedste er, at blive ved godt mod og holde sig nær til Gud. Hvad har man opnået, hvis man handler anderledes, man opnår højest at skade sig selv og omgivelserne og det er der ingen som er hjulpet med. Hvordan jeg havde klaret alle de vanskelige situationer i livet uden Guds hjælp, det ved jeg ikke, ikke særlig godt tror jeg.

 

 

 

Livet på Oriole Cresent

 

Jul og nytår var forbi en gang til. Her går tiden som et hjul, der vedbliver at dreje sig. Det at der ingen årstider er, er svært at vænne sig til i begyndelsen, men når først tiden er begyndt at rulle, går den meget stærkt i denne del af verden. Man spørger sig selv, hvad har vi nået i den forgangne uge eller det sidste halve år. Måske hænger det sammen med, at befolkningen er af den stræbsomme slags, og vi er blevet smittet af stræb og flid, og altid synes, vi skal nå noget. Snart begynder man med at tage kurser her og der ligesom befolkningen, og en skønne dag spørger man sig selv hvorfor, for det lærte skulle også helst omsættes, altså begynder man at overveje, hvor det lønner sig at investere sin kostbare tid.

 

I disse så vigtige gyldne år, havde familien altid første prioritet hos mig, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg er fuldstændig overbevist om, at den bedste investering man kan gøre i livet, er at investere i sine børn, ikke blot af penge men af tid, kræfter og kærlighed. Året 1986 blev lidt anderledes for befolkningen, fordi indtægternes stejle kurve på kalenderen gik lidt nedad i stedet for opad, som den havde gjort siden vi kom her til. Recession havde ikke undladt at besøge det succesfulde land. Priser begyndte at falde, først på biler og derefter på huse og lejligheder. Kineserne sover ikke længe, det er rigtig i ordets bogstavelig forstand, mange behøver ikke så meget søvn. Derfor har de tid til at arbejde ekstra timer og se midnatsfilme. Nye betingelser til at regulere økonomien blev forklaret over fjernsynet, radioen og avisen. En god måde at regulere lønninger på, er den ekstra bonus som udbetales mange steder hvert år. For eksempel hvis man regner med at få fire måneders ekstra løn i slutningen af året og kun får to, mærkes det. Her er der ingen som dør af sult, fordi de ikke har nok at spise eller af sygdom fordi de ikke har råd til at blive behandlet, men selvfølgelig er der også dem som ikke tjener for meget og som havde hårdt brug for pengene. Skatten betales på en årlig basis af dem som tjener nok, derfor er bonussen en kærkommen gave i slutningen af året.

 

En dame, som også gik til Wesly Metodist kirke ringede en dag og spurgte, om vi havde i sinde at flytte fra landet:" Ikke så vidt jeg ved, gav jeg til svar". Hun begrundede spørgsmålet med, at hun havde haft en drøm om, at jeg flyttede ind i et hus, hvor jeg havde meget at gøre. Efter en uges tid drømte jeg også, at vi flyttede ind i et hus. Prøver Gud at fortælle os noget, spurgte jeg mig selv? Jeg begyndte at studere avisen og blev meget overrasket over, hvor meget priserne på huse var faldet. Jeg gjorde Fritz opmærksom på det. "Du kan undersøge, om der er noget der passer dig, så kan vi se på det sammen om lørdagen, når jeg har fri", svarede han. De næste par måneder så vi på huse næsten hver lørdag formiddag. Hvis vi havde besøgt fem, seks steder og ikke brød os om noget af det, vi havde set på, var humøret derefter. I det tilfælde ville vi hellere blive boende på det sted vi havde boet i 10 år, afgjorde vi. Gud måtte have et bestemt hus for os, ellers havde den dame ikke ringet til mig, og jeg havde ikke selv drømt det, derfor vedblev jeg at studere aviserne. En lørdag så vi på et hus ikke langt fra svejtserklubben. Huset lå på en bakke, var i spansk stil med buede vinduer og døre lige efter vores smag. Der var ingen trapper i huset heller ikke udenfor, det var noget, vi også måtte tage i betragtning på grund af Fritzli og hans rullestole. Det bedste ved det hele, til huset hørte en stor have med buske og træer og en lang stor terrasse med en aldeles vidunderlig udsigt. Det var muligvis omkring 40 år gammelt og godt bygget med tykke mure. "Det tager vi på stedet", sagde jeg til Fritz på tysk. Han svarede: "Prøv ikke at vise din begejstring til jeg har diskuteret prisen". Det lykkedes ham at trykke prisen 500 dollar ned under den første pris, Fritz er meget god til den slags. Mens de forhandlede, kikkede jeg ud over skrænten, nød den dejlige udsigt og bad til, at Fritz ikke begyndte at løbe væk, fordi prisen ikke passede ham. Kontrakten var udløbet for mange år siden, på det sted hvor vi boede. De sidste par måneder havde jeg ikke haft en for god følelse angående trapperne. Fritzli var trods alt vokset en hel del de sidste år og hans rullestol var ikke mere af den mindre slags. Vægteren foran måtte altid hjælpe til med at få ham op og ned ad trapperne. Stedet på Oriole Cresent fik vi så billigt, fordi Fritz lovede at tage vare på huset. Det førte med sig, at vi selv var ansvarlige for alt, som skulle males og vedligeholdes. Vi fik nøglen udleveret et par uger før vi flyttede ind, og i den tid havde vi meget travlt med at male og gøre rent indvendig i huset, alt var hvidt både inde og udenfor. Køkkenskabene var ikke de nyeste men pyt med det. De fik en god gang tyk maling, og så de næsten nye ud. Badeværelserne var heller ikke de nyeste, men det gjorde ikke noget, de passede til husets stil. De tre soveværelser og stuen var meget rummelige, større end i mange moderne nye huse eller lejligheder. Det var en ting vi satte høj pris på, vores møbler fra Filippinerne ville rigtig komme til anseelse her. Ved siden af stuen var der et ekstra værelse, som vi planlagde at indrette til et kontor. Naturligvis var der også et lille pigeværelse med tilhørende badeværelse ved siden af køkkenet.

 

Fritz ville have nye gardiner til stuen, jeg mente, det behøvede vi ikke, fordi vinduerne var buede, og huset lå sådan, at der ikke var nogen, som kunne kikke ind. "De som boede der før havde det heller ikke, protesterede jeg". Jeg ved ikke, om Fritz bad om det, men en nat drømte jeg, at jeg hang de flotteste gardiner op i stuen. Den følgende søndag kørte vi ud til huset for at tage mål til nye gardiner. Vi havde Fritzli med, ankommet ude ved huset, blev han sat i sin rullestol. Fritz og Robert kørte på indkøb i mellemtiden. Jeg drejede mig om og stak nøglen i døren, bag ved mig hørte jeg en mærkelig lyd. Jeg vendte mig om, hvor var Fritzli? Han sad ikke mere i vognen bag min ryg som for et øjeblik siden. Jeg flyttede øjnene ud imod haven, der hang han frit i luften i sin rullestol, kun støttet af fødderne som lige præcis sad fast midt i rendestenen imellem haven og terrassen. Hvordan var det muligt, at han kunne balancere der uden at styrte forover, hvordan havde han fået fødderne ned i rendestenen? Hurtigt trak jeg rullestolen tilbage til døren og satte bremsen på. Jeg havde ikke lagt mærke til, at terrassen hældede en lille smule ned imod haven, lige nok til at vognen kunne rulle af sig selv. Fra dette øjeblik af var hans vogn altid bremset, når han stod et eller andet sted. Gud ske tak og lov var han ikke styrtet forover i stolen og slået hovedet imod kanten af den hårde cement rendesten. Jeg var, som så mange gange før, fuldstændig overbevist om, at en engel havde været til stede og holdt hans fødder fast, indtil jeg kom til hjælp. Den følgende lørdag købte vi nye flotte gardiner. Fritz ville have flotte gardiner lige meget, hvor meget det kostede. Da de var blevet syet og hængt op, måtte jeg tilstå, at stuen så aldeles nydelig ud, det havde jeg ikke forudset. Den første juni tog vi stolte vores hus i besiddelse. Det var et dejligt hus, og møblerne passede fint ind over det hele. So storslået havde vi aldrig før boet i udlandet, omgivelserne hørte til de dyreste i landet. Hovedsagelig udlændinge og rige kineser boede der. Hver aften spadserede en minister med sin familie forbi vores hus på sin daglige runde og politiet cirkulerede flere gange om dagen, fordi der boede indflydelsesrige mennesker i området. Det bedste ved det hele, for Roberts vedkommende var, at han var en af de første til at komme hjem med skolebussen og også en af de sidste til at blive hentet om morgenen, nu kunne han sove en hel time længere. Fritzli elskede at sidde udenfor i sin vogn både foran og ved siden af huset. Den kinesiske storfamilie ved siden af, forældre og gifte børn som bor sammen, stirrede nysgerrigt hver gang Fritzli var ude at sidde i vognen. En dag, i den første uge vi boede der, skubbede jeg hans vogn helt over til hegnet imellem vores huse og lod ham stå der med ansigtet imod deres hus en times tid. De kunne lige så godt betragte ham rigtig, for vi var nu naboer. Fritzlis venlige smil og udtryksfulde øjne ville tale for ham.

 

Naboerne rundt om kikkede forbavset, hver gang Fritz og jeg arbejdede udenfor i haven. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, at det gør man ikke her på disse kanter. Efter et par uger kom en havemand forbi og tilbød at tage sig af haven. Da der var et par timers arbejde hver uge med at feje, rydde op og slå græs, ansatte jeg ham. Her vokser alting meget stærkt, buskene skulle klippes regelmæssigt, ellers ville alting komme til at se vildt ud meget hurtigt. Blomster og planter tog jeg mig selv af, heldigvis havde de forrige ladet deres planter blive, da de flyttede.

 

Det blev en fast regel for familien at indtage de fleste måltider på terrassen, alt imens vi nød den storslåede udsigt i de skønne omgivelser. Den vidunderlige udsigt blev beundret af mange som kom på besøg i årenes løb. Vi var rigtig stolte af vores nye hjem. Fugle i kønne farver fløj fra det ene træ til det andet og sang fornøjet. Ofte efterabede jeg dem til Fritzlis glæde, når jeg sad udenfor på terrassen og var beskæftiget med hans morgenmad. Det morede vi os begge to af, for nogle af dem gav helt tydeligt og klart svar på tiltale.

 

En dag spurgte Robert, om han ikke måtte få en kat. Nogle arbejder I nærheden havde bundet en kat fast ved et træ, han kunne købe den for 10 dollar. Modstræbende gav jeg efter på den betingelse, at katten skulle opholde sig i haven i begyndelsen. Lykkelig svang han sig op på cyklen med ti dollar i lommen. Et øjeblik efter holdt en lastbil foran huset, en mand med tykke handsker på, tog et kat lignende dyr med røde øjne, skarpe tænder og busket hale frem og holdt den op foran mig. Forbavset stirrede jeg på den og udbrød: "Er det en kat Robert"? Det er en mongokat, rettede han mig, hvis du ikke havde købt den, var den blevet kvalt, det sagde arbejderne. Den var blevet bundet til et træ med en snor om halsen. Hver gang den trak i snoren, strammedes den om halsen, sådan tog den langsomt livet af sig selv. En ikke særlig human måde at blive af med et dyr på. Jeg fik manden med handskerne til at sætte mongokatten fri imellem bambustræerne. Vi så den aldrig igen, selv om jeg en tid lang satte mælk ud på skråningen, for at få den til at føle sig hjemme. De tager uden videre kampen op imod slanger, derfor syntes jeg, den kunne blive i området.

 

Store firben på en halv meters længde med halen, som udgjorde tre-fjerde del af kroppen, smuttede lynhurtigt omkring imellem blade og buske. Kun sjældent fik vi øje på dem, for de var kvikke til at gemme sig under et eller andet blad, der kunne de sidde musestille til alting var roligt og sikkert. Til og med slanger besøgte os et par gange. De gør os ikke noget, hvis man blot lader dem være i fred.

 

For en kort periode havde vi en lille abe som snoede sig rundt i de store bambustræer foran ved skråningen, men den forsvandt heldigvis igen. Oppe på det lave loft bumlede det af og til om aftenen, vi undrede os over, hvad der foregik deroppe. En aften ved solnedgang så vi et langsnuet, halvstort dyr med en lang hale, spadsere hen ad den elektriske ledning for at forsvinde i de store bambustræer. Efter hende balancerede tre unger. Nu vidste vi det, vi havde naboer ovenpå.

 

Hvis Jossy overså nogle krummer i køkkenet, når hun ryddede op om aftenen, kunne hun være sikker på, at myrer ville strømme ind i nattens løb. Et par gange var det så slemt, at myrerne strømmede ind i hendes lille værelse ved siden af køkkenet om natten. Efter en tid lagde jeg mærke til, at skråningen foran køkkenvinduet var blevet større og havde fået mærkelige huller, den var blevet til en større myretue. Når jeg vandede haven om aftenen, blandede jeg noget klor i et par spande vand og hældte det på skråningen, det blev enden på deres bolig.

 

I løbet af de godt 12 år vi boede på Oriole Cresent, malede vi selv huset indvendig og udvendig, flere gange. Vi var ret stolte, da vi mærkede, at naboerne begyndte at gøre det samme. Efter jeg engang havde malet vores havelåge ud til vejen, malede lægefruen over for også deres sammen med hushjælpen. Til og med chaufføren hos den kinesiske storfamilie ved siden af måtte af og til opfriske huset med rulle og pensel. Det blev Fritz hobby at save grene af træer sammen med havemanden med jævne mellemrum om lørdagen. Vi havde syv træer i haven, deraf to meget store Rambutan træer som gav frugt op til to gange om året.

 

Hver lørdag formiddag kørte Fritz, Fritzli og jeg til Fahrer markedet. Mens jeg købte ind af grønsager, frugt og fisk, sad Fritzli foran i bilen sammen med Fritz, og betragtede mennesker som kom og gik. Fritz havde for det meste avisen hos sig, som han ligeså godt kunne blade igennem, mens han ventede på mig.

 

Spotty mærkede hurtigt hvad der hører sig til, når man bor i et hus. Dvælede nogen for længe foran havelågen, gøede den, det bedste den kunne. På begge sider af huset havde vi store hunde, dem skældte han ud på en gang imellem. Nabohundene svingede interesseret med halen, men den havde ikke i sinde at stifte venskab med hunde i den størrelse.

 

 

 

Silvia rejser hjemmefra

 

Vi sagde farvel til Silvia den 12 maj ude på flyvepladsen. Hun rejste til Shiers i Svejts, hvor hun ville gå på kostskole sammen med et par andre unge mennesker fra Svejtserskolen. Fritz tog med for nogle dage, heldigvis kunne hun komme på ferie med jævne mellemrum, men vi ville savne hende, hun var kun 14 år på det tidspunkt. Før de tog af sted, skrev Fritz i min dagbog under på, at vi var enige om, at hun skulle fortsætte skolegangen i Svejts. "Silvia skal også skrive under", sagde Fritz og kaldte på hende, det er hun som skal gå i skole. Silvia satte til sidst sit navn under vores. Hun var en moden pige for sin alder, det kommer af at være plantet i troen, jeg håbede meget, at alting ville gå godt. I min dagbog skrev jeg: 12 maj 1986, Silvia er rejst til Svejts i dag. Jesus vær ved hende, vis hende vejen i skolen og lad hende være helt sikker på, hvad hun vil gøre med sit liv i fremtiden. Giv hende den rigtige indstilling til livet, lad også den rigtige pige komme til at bo sammen med hende. Beder for gode venskaber hvor hun bliver inviteret hjem i familien lørdag og søndag. Beder du står hende bi i skolen, sådan det bliver nogle gode år. Beder hun afslutter sin uddannelse med et godt resultat. Den sidste linie rettede jeg til et meget godt resultat. Jeg bad til at de rejste godt og at hun bestod optagelsesprøverne og ville komme i de rigtige klasser. Beder du opmuntrer og understøtter hende. Amen. Jeg ved Gud hørte denne bøn for mange år siden fordi senere afsluttede hun med et meget godt resultat som socialarbejder. Jeg ringede til hende her fra Singapore dagen efter hun var færdig i skolen, for at høre hvordan hun havde klaret eksamen. Hun var meget opstemt og lykkelig, det var blevet til 6 - det bedste man kan få på skolen. Efter vi havde talt sammen, tog jeg en af mine dagbøger frem og bladede lidt i den, fordi jeg brugte nogle oplysninger til denne bog. Jeg havde fuldstændig glemt, hvad jeg havde skrevet for mange år siden. Det første mine øjne faldt på var ovennævnte bøn.

 

Overrasket stirrede jeg frem for mig, også selv om jeg havde glemt det, havde Gud ikke, og hans ånd havde, i rette øjeblik, ledt mig til at læse, hvad jeg havde glemt. Kære Jesus hvad du lover, det holder du, mange tak fordi du var hos Silvia og tog vare på hende hele vejen igennem, også i de øjeblikke hvor hun tvivlede, og syntes hun stod helt alene i verden.

 

 

 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE