Indien 1972-1974

 

 

 

Indien

Vi kom til at bo i et hus i Nizamudin, et kvarter som hovedsagelig er beboet af sadatsis. Kvinderne i deres smukke farverige sari eller pludderbukser med tilhørende bluse og sjal så flotte ud, ligeledes de ortodokse hindu mænd med turban i tilhørende farve til deres klædningsstykker. Ovenpå boede ejeren af huset, en sadatsi familie, som bestod af et ældre ægtepar og to gifte sønner. Den ældste søn havde to børn en pige i børnehavealderen og dreng ca. et halvt år gammel. Søn nummer to havde en dreng i samme alder som Silvia. De to blev meget hurtigt gode venner. Mammu, som han hed, blev den første rigtige legekammerat Silvia havde.

Fritz havde ansat en kok, før jeg ankom, men hvad skulle jeg med en kok, af kogning forstod han heller ikke ret meget. Refindern, som han hed, havde arbejdet for den forrige mad og beverage maneger, som havde boet i det samme hus. Før han rejste, havde han fået ham anbragt i hotellet som kok, desværre egnede han sig  ikke til det. Den næstbedste løsning, man kunne komme i tanke om, var at ansætte ham hos os.

En af de første dage i vores nye bolig bankede det på køkkendøren, sweeperen, en kone som tilhørte den lave kast og som kun vaskede gulve, meldte sig. Hun talte ikke engelsk derfor fik jeg Refindern til at forklare, at jeg ikke havde brug for hende. En anden kone kom og forlangte køkkenaffaldet, det blev smidt ud i baggården sammen med det oven fra. Efter jeg havde set hendes småbørn rode i det, prøvede jeg ikke at kikke ud ad køkkenvinduet, når hun kom og hentede spanden. Af og til tog hun sin bøffel ko med, så blev affaldet smidt hen foran den, det kunne jeg bedre tolerere.

Vi købte mælk fra mælkemand nummer to, som kom ved ni tiden. Han meldte sin ankomst på den åbne plads foran huset ved at ringe med en klokke. Den første mælkemand kom allerede ved femtiden, tidligt om morgenen, men da sov vi stadigvæk. Fritz mente, efter et par uger, at kvaliteten af mælken forringede sig, og mistænkte ham for at blande vand i,  derfor fik han det arrangeret således, at vi fik frisk mælk leveret fra Oberoi gården regelmæssig. Vi var ikke de eneste i nabolaget, som ikke stolede på mælkemanden, for efter kort tid så vi ham og bøffel-koen på mælkesalg. Koen blev malket på stedet, og mælken skiftede hånd til kunden.

I Indien er den hvide ko hellig, de elegante hvide grålige køer som man hurtigt vænner sig til hører med til gadebilledet. For det meste er de fredelige og vandrer frit omkring og passer deres eget. Er en farlig for deres omgivelser, bliver hornene malet røde som tegn på, at den kan være uberegnelig, og at det er bedst ikke at komme den for nær. Det siges i gamle hindu skrifter, at når den hvide ko spiser papir i stedet for græs, så står menneskeheden for en større krise. Sådan er det i dag, disse køer spiser næsten alt muligt også papir. I begyndelsen var det lidt mærkeligt at titte over muren og se en ko langsomt og tyggende og for det meste fredelig vandre forbi.

Til vores private forbrug købte jeg ind på et marked i nærheden. Jeg tror ikke, jeg nogen andre steder senere i livet, har set så mange forskellige slags grønsager og frugter som i Indien. Det var en fornøjelse at gå og finde nye ting. Store kurve bugner med alt i mellem himmel og jord, som kan spises. I den varme tid bliver vand hældt over det, som let tørrer ind, for at det kan bevare et frisk udseende.

Beskedne butikker, hovedsagelig med stoffer, florerer side om side med madvarer, her kan man få syet billigt. Jeg fandt hurtigt ud af, at det betaler sig at have en god syerske ligesom i Etiopien. Her var de ofte uerfaren i den branche, fordi de kun forstod at sy enkle ting som for eksempel saris eller bukser. De som skriger og råber, for at tiltrække sig kundernes opmærksomhed, sætter det specielle præg på det ellers så brogede folkeliv. Op til festdage bliver indiske desserter udstillet i et større udvalg. De er for det meste fremstillet af mælk og blandet med forskellige ingredienser som gulerødder, rosiner, nødder og andre ting. Når det skal være rigtig fint, er de pakket ind i tynde blade af sølv eller guld papir, som kan spises med og bliver regnet som en delikatesse. Billeder af forskellige afguder og blomsterkranse bliver flittigt solgt ved sådanne lejligheder. Jesus Kristus er også regnet til en af de mange guder i hindu religionen. Jeg kunne næsten ikke tro mine øjne, da jeg første gang så hans billede i mellem de mange hinduguder stillet op på rad og række. Ikke et sted i biblen siges der, at alle trosretninger er sande. Gud siger flere steder, at han er jaloux på andre guder. Jesus sagde." Jeg er sandheden vejen og livet".

En dag da jeg igen på indkøb kunne jeg mærke, at luften var ligesom ladet med noget, så snart jeg ankom. Lidt efter hørte jeg høje trommeslag, og menneskemassen begyndte at trække sig tilbage fra den brede vej som førte midt i gennem markedet. Mennesker, uden arme og ben og bemalet i ansigtet med forskellige stærke farver, rullede og tumlede ned af vejen til tromlernes voldsomme takt. Der var noget forsvoret i luften, noget som rev menneskemassen med. Denne forestilling var uden tvivl til ære for en eller anden Gud. Jeg kunne ikke andet end at kaste medlidende blikke efter dem. Jeg havde været vidne til en meget grusom gudetilbedelse. Disse mennesker var snittet til og lagt i usynlige bånd. Fritz fortalte senere, at han havde hørt, at det skete, at forældre selv beskadigede deres børns lemmer, dermed de bedre var egnet til at tigge til familiens underhold.

Den hvide ko er ikke alt for velkommen på de steder hvor der sælges frugt og grønsager. Den har lov til at betjene sig, som den vil, den er jo anset for at være hellig, men det bliver ikke altid accepteret. Hvis den beslutter sig til et godt måltid af udstillede varer, bliver den ofte jaget væk. Pengepungen sejrer over koen, men beæret er den af mange. Når mælkemanden er færdig med sin runde, bliver resten af mælken solgt på markedet, til at lave en slags hvid ost af som bliver brugt i den indiske madlavning. Jeg fandt ud af, at osten blandet med spinat, tomater og hvidløg, salt og pepper, er en særdeles velsmagende ret, som passer fint til ris og karry, retter vi hurtigt kom til at sætte stor pris på.

Allerede den første uge bankede havemanden på døren. Vi havde kun et lille stykke have foran huset, men det plejede han meget omhyggeligt. Han tog til og med blomster og planter med, som blev anbragt dekorativt foran stuevinduerne. Som regel kom han et par gange om ugen en time før solnedgang. Silvia elskede at snakke med ham. Han var en meget elskværdig ældre mand som gav indtryk af at forstå børn lige så godt, som han forstod at omgås sine planter. Refindern holdt huset rent og hjalp til med kogningen. Børnene viste han kun lidt interesse, derfor havde jeg også på fornemmelsen, at han ikke var særlig egnet for børn, og begyndte at se mig om efter en pige til at hjælpe til  med børnene. Det rygtedes hurtigt i nabolaget, at jeg søgte hushjælp, og forskellige meldte sig, valget faldt på en lidt ældre kone. Efter et par dage spurgte jeg hende, om hun kunne vaske alle gulvene. Det nægtede hun blankt, hendes mand var taxichauffør, og han havde sagt, at det måtte hun ikke. Da jeg ville lære hende at se efter Fritzli, forklarede hun, at det kunne hun heller ikke, for hun havde stive knæ. På mit spørgsmål om, hvad hun troede, jeg havde ansat hende for, svarede hun, at hun ville se efter Silvia. Jeg fik forklaret, at det ikke var nødvendigt, og at det var bedre vi skiltes, siden der ikke var noget arbejde for hende.

Næste dag bankede det på døren, udenfor stod sweeperen med et stort smil på ansigtet. Jeg gav ind til kastesystemet og ansatte hende under visse betingelser. Jeg ville betale hende en halv gang mere end de andre i nabolaget, men derfor skulle hun også tage sig god tid til at vaske gulvene grundigt. Hvor lang tid det ville tage at gøre runden, fik hun også at vide. Når hun var færdig, kunne hun tømme kaffekanden efter morgenmaden og tage sig en mellemmad. Refindern forklarede hende betingelserne, hun smilede og nikkede ivrigt med hovedet. Hendes smil var det mest smittende, man kan tænke sig, og det selv om hun næsten ikke havde tænder i munden. Mange indere tygger en slags blade som farver munden rød, men desværre ødelægger saften tænderne lidt efter lidt. Hun underholdt sig livligt på hindu med Silvia, mens hun vaskede gulvene. Det varede ikke længe, før jeg mærkede, at Silvia synes det var sjovt at kopiere hende med hovedbevægelser og det hele, deraf morede hun sig hjerteligt.

Igennem den danske ambassade fandt jeg ud af, at et ældre dansk ægtepar boede i nærheden. En formiddag besluttede jeg at aflægge et uanmeldt besøg. Jeg satte mig med børnene i en scooter, en trehjulet motorcykel med tag over hovedet og åbent på siderne, og kørte hen til Anna. Hun modtog os meget elskværdigt og bød med det samme kaffe på en kop kaffe, Silvia fik et glas limonade. Hun gav indtryk af at være taknemlig for den chance, hun og manden havde fået med udenlandsopholdet. Hun forklarede, at hun havde hjulpet til med at få bygget en skole i slumkvarteret, som lå på den anden side ad floden, vores sweeper boede også der, vidste jeg. Derved havde hun pådraget sig en sygdom som angriber øjnene, og får dem til at svulme op. Heldigvis fortog det sig efter en måneds tid. Videre fortalte hun om sine to sweepere som kom to gange om ugen. Den ene havde hun samlet op i slumkvarteret. Hun havde sat sig til mål at gøre et godt menneske ud af hende. Før hun gik, fik hun alt det hun kunne spise og drikke. Når hun var gået, kom den anden og gjorde den førstes arbejde om, for den første havde endnu ikke lært at arbejde rigtig.

En strygemand holdt også til i kvarteret, og Anna betalte ham gavmildt, for det han strøg for hende. Hun havde godt nok lagt mærke til, at han hostede meget og rådet ham til at blive behandlet. En dag faldt han slet og ret om og døde. Årsagen var tuberkulose, med det var hun ikke rigtig tilfreds, og jeg mærkede hun mente hun skulle have gjort noget for ham. Det som gjorde mest indtryk på mig, var historien om den bilulykke hun havde været ude for, og som næsten havde kostet hende livet. En modgående bil havde kørt lige ind i dem, og med hovedet igennem det splittede vindue foran i bilen tænkte hun: "Nu dør jeg". Fra det øjeblik var hun blevet fortrolig med døden, og når nogen af og til tog i døren om aftenen, når manden ikke var hjemme, han rejste ofte rundt i Indien, var hun ikke det mindste bange. Hun havde, for et øjeblik, været parat til at klippe sølvtråden over og derved opdaget, at frygt for det sidste skridt, ikke er noget man behøver at leve med. Anna var også meget dygtig i husholdningen. Hun havde talent for at bage og koge og inviterede gerne folk på besøg. Hun gav mig det gode tip at ansætte en rigtig dygtig pige til at hjælpe mig med børnene og i husholdningen,  som hun sagde, her kan du vælge og vrage, og du behøver en god hjælp. Da jeg stod op og tog Fritzli på armen, han havde ligget og set til på nogle puder, og takkede for den hyggelige samtale, tilbød Anna, at chaufføren skulle køre os hjem. Fra et hjørne på terrassen hvor vi havde siddet, dukkede en lidt duknakket chauffør frem. Da vi forlod huset, vidste jeg, at jeg havde fundet en god veninde med et stort og varmt hjerte.

Jeg besluttede mig til at følge Annas fornuftige råd om at ansætte en dygtig pige. Den næste måned var der mange som meldte sig, men jeg havde på fornemmelsen, at den rigtige endnu ikke var kommet. En ældre dame med sygehus erfaring sagde at hun tog jobbet. Hun ville se efter Fritzli dag og nat og behøvede aldrig at have fri. Unge piger havde andre ting i hovedet påstod hun. Det var meget svært for hende at forstå, at det jeg ventede på, var en ung pige med masser af livsmod og som skulle have fri hver uge, og en fast arbejdstid.

En aften, da vi sad ved aftensmaden, bankede det på døren, Daisy en ung pige fra Goa næsten faldt ind af døren. Bag ved hende stod hendes tante, som havde hørt om os. Efter et øjeblik vidste jeg, at den rigtige var kommet, denne pige var anderledes end de andre. Daisy flyttede ind hos os allerede den næste dag. Det viste sig snart, at min fornemmelse at den rigtige var kommet, var rigtig. Daisy havde den gave, at hun gjorde alting så godt, som det var muligt. I Goa havde hun arbejdet med at male påtegnede motiver, det kunne mærkes, at hun var vant til at gøre sig umage. Dertil havde hun et venligt vindende væsen og altid et smil på læberne, hun talte også udmærket engelsk. Det varede ikke længe, før Silvia efterabede hende. Jeg var glad for, hun havde fået nogen at tale engelsk med. Alt hvad jeg viste Daisy i husholdningen og med børnene, prøvede hun at gøre mindst lige så godt som jeg kunne. Jeg begyndte at lære hende at gøre fysioterapi med Fritzli, og snart var hun ligeså dygtig til det, som jeg var. Med den store terapibolle på den røde måtte begyndte Daisy, af og til når vejret var godt, at gøre øvelser med Fritzli ude i haven på græsplænen. Det varede ikke længe, før naboerne fik øje på det, og Daisy blev beundret, for det gode arbejde hun gjorde for os.

Jeg havde fået en pæn bunke med sand i hjørnet af haven. Når børnene legede med det, tog vi Fritzlis hånd i vores, og lod ham have fornøjelsen af at lege med på den måde. Selv om han ikke kunne deltage aktivt, elskede han samværet med andre børn. Da jeg ikke gjorde forskel på rige og fattige, varede det ikke længe, før vores have var fuld med legende børn. Faste venner blev børnene ovenpå samt børnene fra en hindu familie overfor. På hjørnet, hvor vejen drejer af til vores hus, boede en amerikansk dame som var gift med en velhavende inder. Deres søn var lidt yngre end Silvia, også han fik lov til at slutte sig til gruppen, efter forældrene havde overvundet, at fattige børn i pjalter legede med. Bag ved vores hus, lige uden for badeværelsesvinduet, strøg en fattig kone tøj for nabolaget. Dertil brugte hun et stort gammeldags strygejern med glødende kul inden i . Ved siden af sig havde hun en baby, som hun meget omhyggelig tog vare på, når hun ikke strøg. Jeg fik at vide i gennem Daisy, at hendes tre børn døde alle på en gang af en eller anden smittende sygdom. Det var ikke så underligt, at hun var ekstra omhyggelig med babyen. Hun var ikke den eneste til at stryge i nabolaget, et andet ægtepar i nærheden strøg også. De havde to piger Bimla og Gamla, som også kom også til at høre til Silvias vennekreds. I begyndelsen synes naboerne ovenpå ikke om, at de fattige børn kom ind i haven. Når jeg ikke var tilstede, kom de ned og sendte dem ud. Fra Daisy forstod jeg, at de ikke kunne forstå, hvorfor jeg tillod det. Haven tilhørte os, så jeg fortalte Daisy, at hun kunne fortælle Bimla og Gamla, at når naboerne kom ned og sendte dem ud af haven, skulle de gå, men så snart de var gået, kunne de komme ind igen. Der gik                    et par uger på denne måde, så opgav naboerne komedien. Bimla og Gamla så ud som askepot selv med pjalter på og bare ben, men de virkede altid glade og tilfredse var aldrig sure og stiftede aldrig ufred, i de to år de gik ind og ud i vores hus.  I den kolde tid kom de gerne ind i varmen, vi brugte elektrisk varmeovn et par måneder i vintertiden. Det blev til en fast regel, at de kunne have to tykke skiver brød med smør og marmelade på, hver gang de kom eller en gang om dagen. I den varme tid nød de at lege i den air konditionerede stue. Min tillid til familien voksede på grund af børnenes gode opførsel. Det hændte jeg overlod dem nøglen til huset, hvis jeg gik ud og Daisy ikke havde fået en nøgle med, når hun var ude at spadsere med børnene. På en måde var det en god fornemmelse at vide, at der var nogen som holdt øje med huset hele dagen.

Vi var godt tilfredse med nabolaget som det var, kun to ting forstyrrede os. På hjørnet overfor skændtes de hver aften og det altid når børnene skulle til at sove. En aften tog jeg mod til mig og gik over og bankede på. Igennem den åbne dør så jeg en masse etage senge. Alle sad på deres senge i halvmørket. Tilsyneladende skændtes de ikke, for de lo og så ud til at have det morsomt. Det var kun en måde, de havde at kommunikere på, før de lagde dem til at sove. Jeg fik forklaret, at børnene havde svært ved at falde i søvn, med al den larm de lavede hver aften. Det hjalp omgående, fra den tid var alting roligt i nabolaget. En anden forstyrrende ting var, at de ovenpå når de trak stolene ud fra bordet, ikke løftede dem, derved frembragte stolene en skrigende lyd, som det var svært at vænne sig til. En udtalelse med en af de unge mødre ændrede det, og vi blev ikke mere forstyrret.

 

Tyve, tiggere og et uventet besøg.

De som boede oven havde en også en sweeper som kom og vaskede toiletterne - den hjælp benyttede jeg mig ikke af. Det er ikke så underligt at mange velstående indiske husfruer har et stort bundt nøgler hængende på sig, fordi alting er låst inde. En dag da jeg stod ved køkkenvinduet og kikkede ud i baggården, fik jeg pludselig øje på en halvtreds-rubbi-seddel, jeg gik ud og samlede den op. Et øjeblik efter så jeg fra køkkenvinduet, sweeperen som vaskede toiletterne ovenpå undersøge hvert eneste hjørne i baggården meget omhyggeligt. Snart hørte jeg, at de ovenpå manglede pengene og gav dem tilbage. Fra Daisy fik jeg at vide, at sweeperen som vaskede toiletterne, havde opdaget, at den yngste dreng havde 50 rubbi i hånden. Hurtig havde hun taget ham hen til balkonen og rystet hans hånd sådan at han tabte pengene som fløj ned i baggården. Nu forstod jeg, hvorfor hun havde haft så travlt med at undersøge hvert hjørne. Næste gang jeg så hende, hævede jeg min pegefinger advarende og lod hende vide, at jeg vidste besked. Sandheden ville komme frem, hvis jeg en anden gang hørte at penge var blevet stålet. Hun gav mig et bredt grin vendte sig om og gik.

Penge blev stjålet igen, hørte jeg fra Refindern. Den boy som arbejdede ovenpå manglede 50 rubi, pengene var blevet stjålet fra hans værelse, Refindern virkede meget bekymret. På et senere tidspunkt fortalte den ene af svigerdøtrene ovenpå, at hun en dag havde bemærket, at hun manglede 50 rubi, og hvem ellers skulle have stjålet dem, hvis ikke det var deres boy. Hun sendte ham i byen for at købe ind, og mens han var væk, gik hun ind og undersøgte hans værelse og fandt lige præcis 50 rubi, som hun var overbevist om tilhørte hende og derfor tog hun dem. Alle mistænkte alle, jeg foretrak ikke at blande mig i det og undlod at nævne, hvad jeg vidste om sweeperen. Selv låste jeg omhyggeligt penge og smykker ind i skabet i soveværelset og passede på, at der ikke lå noget nogen steder som kunne friste øjnene, på den måde behøvede jeg aldrig at mistænke nogen.

En indisk kvinde i nabolaget kom tidligt en morgen hastigt forbi hos os med sin datter som gik i samme børnehave som Silvia. Nervøst spurgte hun, om datteren kunne vente på skolebussen hos os, for alting var i oprør hjemme hos dem. Svigermoderen var blevet myrdet og hendes smykker stjålet. Chaufføren var sporløst forsvundet, de ville melde det til politiet samme dag. Jeg fik endnu engang en klar fornemmelse af, hvor let fattige mennesker fristes.

Et større problem var tiggere. Fra de første dage vi flyttede ind, stod de foran havelågen. Vi gav nogle mønter til dem og sendte dem væk, men de som kom tog andre med, sådan at skaren voksede. En af dem fik den gode ide at bo ved vores havelåge dag og nat. Det blev for meget for mig, tiggere var ved at blive en plage. Fritz og jeg aftalte at give et lille pænt beløb til en gammel mand en gang om ugen samt en god mellemmad. Daisy forklarede manden, at han kun fik noget en gang om ugen og derfor ikke behøvede at komme hver dag. Resten blev sendt væk uden at få noget. For det meste gav vi til sådanne, som vi mødte på vejen. Man kan ikke hjælpe alle fattige i Indien, nogen er også professionelle tiggere som hellere vil tigge end at arbejde, men Gud siger en masse om at hjælpe de fattige i biblen.

Jeg fandt ud af at det ikke betaler sig at stryge selv. Strygefolket bag ved gjorde det så spotbillig, at man ligeså godt kunne spare sig det arbejde. En vaskerimand havde også meldt sig. Han kom en gang om ugen og tog alle lagner og håndklæder med. Han var ligeledes spotbillig, og det så altid rent og pænt ud når han afleverede det. Min husholdning begyndte at blive ret interessant, med alle de mennesker som kom og gik i dagens løb. Bimlas og Gamlas far stod en dag sammen med et par andre i gule lange klæder foran vores havelåge, da de ikke talte engelsk, måtte Daisy oversætte. De var kommet for at bede for Fritzli, sådan at han kunne blive helbredt. Jeg forklarede Daisy, at hun skulle fortælle dem, at jeg var kristen, og at jeg ikke blandede min tro med andre religioner. De ville ikke give op, og jeg vidste at alle mente det godt. Der var mange ting som jeg endnu ikke rigtig forstod i biblen, men jeg kunne og ville ikke tillade, at de bad for Fritzli, derfor åbnede jeg havelågen og gjorde det klart, at de skulle gå. Bimlas og Gamlas far var både skuffet og vred, det kunne jeg se på hans ansigtsudtryk, men jeg havde ikke bedt dem om at komme, og de havde heller ikke spurgt først.

Nu havde jeg rigtig god tid til at læse i biblen, og det gjorde jeg fra begyndelsen til enden. Når børnene var kommet i seng om aftenen, og Fritz var i hotellet, gjorde jeg mig bekvem på sofaen og læste i timevis. Noget af det som står i det Gamle Testamente og Åbenbaringen, begyndte jeg først at forstå senere hen. Fritz forblev også trofast i troen, han vidste, at Gud havde hjulpet ham flere gange, og så godt han formåede, forsøgte han at omsætte det i det daglige liv. Han følte sig hurtigt hjemme i det indiske miljø, det var heller ikke hans første udenlandsophold. Der var gange, hvor han forventede for meget af personalet, i sær af orden og disciplin. En anden hindring for ham i begyndelsen var forholdet til den indiske mad og beverage-manager. Det resulterede i, at han en skønne dag blev kaldt til et møde med vicepræsidenten i Medens hotel, som også hørte til Oberoi. Børnene og jeg tog med og tilbragte ventetiden ved swimmingpoolen. Efter et par timer kom han tilbage og så lidt nedtrykt ud. Det gik hårdt til, sagde han. Det var klart, at mad og beverage-manageren havde besværet sig over ham. Så vidt det er muligt fra vores side, skal man prøve at leve i fred og harmoni med sine medmennesker. Næste dag satte jeg Fritzli i vognen og med Silvia ved siden af, spadserede vi over til mad og beverage-managerens hus. Han var gift med en fra Østrig, havde jeg hørt. Hun så meget overrasket ud, da jeg stod i døren og spurgte, om hun ikke havde lyst til at gå en tur med børnene. Hurtigt fattede hun sig og satte sin yngste i vognen. Vi sludrede om alt muligt, og før jeg begav mig på hjemvejen, vidste jeg, at jeg igen havde fået en ny veninde, og resten ville af sig selv komme i orden. Senere på aftenen, da Fritz kom hjem fra køkkenet, spurgte han: "Hvad har du gjort, ved du, at jeg nu er bedste venner med mad og beverage-manageren." Fritz kørte til og fra arbejde på cykel, noget alle andre managers undrede sig over, for de var alle kørende på motorcykel eller i bil. Efter arbejdet havde de truffet hinanden på vejen hjem og talt venligt med hinanden i lang tid, på hjørnet hvor vejen drejer af til vores bopæl. Jeg var lettet over at situationen havde taget en positiv vending, men jeg tror nok, at Fritz først skulle vænne sig til det nye venskab. Som tiden gik, blev vi rigtig gode venner. En anden indisk manager var også gift med en fra Østrig, og vi tilbragte alle af og til hyggelige timer sammen.

I samme uge som alt dette skete, vågnede Fritz en tidlig morgen med sang på læberne. På mit spørgsmål om hvad grunden var til hans gode humør, forklarede han, at han havde haft en meget vigtig drøm, som han var overbevist om kom fra Gud. Han havde drømt, at han befandt sig i et fornemt indisk palads, gulvet var dækket med smukke indiske tæpper, som var meget støvet. Han begyndte at støvsuge dem, derved faldt han igennem gulvet og vågnede." Ja, og hvad skal det betyde"? spurgte jeg. Han forklarede: "Ved du, jeg har været alt for kritisk indstillet til personalet, jeg er nødt til at lade visse ting glide, som de bedst kan, ellers går det ikke.

 

Fritz Arbejde.

Hotellet havde forskellige restaurationer en snakbar, kaffeshop en indisk og kinesisk restauration ved siden af den fornemme franske restauration. Sidstnævnte havde en flot buffet om middagen bestående af en blanding af kulinariske retter. Når buffeten var sat op, tog Fritz det sidste overblik af herlighederne ved langsomt at skride fra den ene ende af buffeten til den anden, alt imens hans fintfølende næse vibrerede. Hvis noget så eller lugtede mistænkeligt, pegede han på retten, og kokken, som havde ansvaret for den bestemte ret, trådte til, og man diskuterede hvad der skulle ændres ved den. Fritz nød sin autoritet og at se til, at første klasses mad blev serveret i alle restaurationerne.

En dag fik han den gode ide at lave pølser. Kødkvaliteten var, ligesom i Etiopien, ret dårlig. Det var derfor lidt af et lotteri spil at finde ud af, hvad der skulle i for at holde kødet sammen og få det til at smage af pølser. Efter at have eksperimenteret nogle uger, lykkedes forsøget. Velsmagende pølser var for salg i butikken hvor man også solgte brød, kager og pålæg. I begyndelsen lavede han pølserne selv om fredagen, derefter ringede han til de forskellige ambassader og lod bekendt gøre, at velsmagende pølser og andet kunne købes i butikken om lørdagen. Senere overgav han arbejdet til et par oplærte kokke, og pølser blev solgt hele ugen med stor succes.

I Etiopien havde han haft 60 kokke. De havde lært at koge ved slet og ret at arbejde i køkkenet. Kun Abebe hans første souschef havde været i Tyskland og gennemgået en uddannelse. Here i Oberoi havde man en hotelfagskole. Personalet i hotellet også kokkene blev rigtig uddannet, alt i alt havde han 170 kokke. Mange blev, efter deres uddannelse, sent til andre Oberoi hoteller i landet.

Af og til var der nogle som ikke kom på arbejde af den ene eller anden grund. Selvfølgelig måtte der aflægges rapport om, hvorfor de ikke var mødt op. Fritz gjorde det til en regel, at de kunne fortælle ham grunden, alt imens han sad ved skrivebordet i kontoret og arbejdede. For det meste krydrede de situationen, og det var svært at skelne imellem, hvor meget at det fortalte var sandt. Når de var færdige med deres forklaring, kastede han et blik på dem og nikkede med hovedet. Naturlig kunne fravær ikke udnyttes i den store stil, men i dette land er der ikke mangel på mennesker. Han fortalte: Du kan ikke forestille dig, hvilke fantastiske historier de af of til fortæller. Indere har et godt snakketøj og et naturligt talent for at digte dramatiske historier.

Guvernanten for lagerafdelingen, en venlig bestemt dame, skænkede Fritz en prægtig stol til hans kontor. Stolen havde før i tiden tilhørt Oberoi personligt. En tidlig morgen, da han åbnede døren til kontoret, var stolen væk. Han stak sin næse ind i de forskellige kontorer, og fandt den til sidst hos residensmanageren som i øvrigt var i familie med Oberoi. Næste gang denne viste sig i køkkenet, fortalte han ham lige ud hvad han tænkte om tyveriet, som han kaldte det. Skænderiet endte med, at Fritz viste ham vejen ud af køkkenet. Historien kom Oberoi for øre, han kaldte Fritz op på sit kontor fik forklaringen, som han øjensynlig morede sig over og lovede ham sin egen stol, så snart han havde fået en ny. Kort tid efter stod Oberois private stol i Fritz kontor. For en sikkerheds skyld lænkede han den til bordet med en kæde. Som han forklarede bagefter: Det var ikke så meget stolen det kom an på, men mere hvem som bestemte i køkkenet. Residensmanageren viste sig fra den dag af ikke mere i Fritz afdeling, og kort tid efter blev han forflyttet til et andet hotel.   

Pary-livet fungerede flydende i denne del af verden, for inder elsker selskaber. Fester på 100 personer eller derunder blev kaldt babyfester, dem overlod Fritz til sine assistenter. Det hændte, at mine østrigske veninder de var begge gift med inder som også var ansat ved Oberoi, og jeg, klædte os fint på i selskabssari, og på afstand betragtede vi, et af de mange farverige bryllupper som fandt sted i hotellet. Man havde en meget speciel sal dertil. Den var indrettet som en have med et glastag over. I midten af den smukke have befandt sig et lille hus i stil med et lysthus åbent fra alle sider. Væggene rundt om haven var afskærmet med store glasvægge, derfor kunne man sidde på den anden side og betragte bryllupsceremonien. Det største og flotteste bryllup som fandt sted vores tid var Modis bryllup. En stenrig forretningsmand fra Kalkutta borgiftede sin datter. 6000 gæster var blevet inviteret og fløjet ind fra forskellige steder i landet. Brylluppet beskæftigede hotellet en hel uge. Mad og beverage managerens kone foreslog, at vi skulle klæde os fint på i sari og blande os i menneske mylderet på bryllupsdagen. Det ville give os lejlighed til at betragte Indiens bedst klædte kvinder i deres sari og dyre smukker.  Hendes bemærkning om: Du får muligvis aldrig igen sådan en god lejlighed til at opleve Indiens society på nært hold, fjernede min sidste tvivl. Selvfølgelig vidste vores ægtefæller hvad vi havde for. Fint klædt på spadserede vi igennem de forskellige sale, alt imens vi betragtede de smukke kvinder i al deres pragt. Den store forskel på rig og fattig er det som beskæftiger en mest, når man lever i denne del af verden. 

 

Et tandlægebesøg og en behandling i køkkenet.

Fritz fik tandpine og spurgte chefen for den kinesiske restauration, om han kunne anbefale ham en god tandlæge. Samme dag satte han sig i en scooter sammen med den kinesiske chef, uvidende om det eventyr der ventede på ham. I midten af byen i den gamle del af New Delhi holdt scooteren på en åben plads. Der steg de ud af scooteren og gik til fods igennem smalle gader. Foran en lille butik som solgte alt muligt stoppede de. Fritz lagde mærke til, at der lå udtrukne tænder her og der. I hjørnet af butikken var en lille tandlægepraksis indrettet. En kineser behandlede tænder på en inder som sad på en ældgammel høj barber-stol. Fem seks indere sad på en bænk langs væggen. Tandlægen fik nu øje på dem, inderen måtte hoppe ned og tandlægen pegede direkte på Fritz. Ret overrasket over, at det allerede var hans tur, klatrede han op på den høje stol, alle betragtede Fritz og tandlægen. Tilsyneladende forstod tandlægen sit håndværk. Da han ikke havde adgang til elektricitet, benyttede han sig af et andet system. Med foden trådte han uafbrudt på en pedal, som var forbundet med en boremaskine, hvormed han borede. Til sidst tog han en gummiballon fyldte den med vand og satte en gummitube på. Med den sprøjtede han vand ind i munden på Fritz som spyttede det ud. To behandlinger var nødvendigt, før behandlingen var færdig. Det hele kostede 60 Rubi, og holdte i 15 år. Bagefter ville den kinesiske chef vide, om han var tilfreds med behandlingen, Fritz svarede, at han syntes, han var udmærket.

Hotellet havde deres egen læge en venlig ældre sadatsi. En dag skete det, at en kok skar sig dybt i håndfladen. Der gik betændelse i såret og hånden begyndte at hæve. Lægen rådede kokken til at få en behandling på et sygehus, da såret var ret dybt. Klagende forklarede han Fritz, at han ikke havde penge nok til en scooter. Fritz kaldte et par af sine souschefer sammen og forklarede dem sin plan. Peter hotellets champion i størrelsen, en stor kraftig inder lagde sine arme fast om kokken, sådan at han ikke kunne bevæge sig. Fritz steriliserede et barberblad i et stearinlys. Pus og blod sprøjtede til alle sider også på hans hvide jakke, da trykkede barberbladet på bulen. Han skyndte sig at sterilisere såret med alkohol, alt imens kokken højlydt jamrede. Uden at lade sig anfægte strøede Fritz finmalet frisk pepper i såret, derefter blev det inderste af skallen af et løg lagt over, og til sidst blev hånden bundet ind. Kokken fik fri nogle dage, og Fritz rådede ham til ikke at fjerne bandagen, før han kom på arbejde igen. Fritz var måske den som blev mest overrasket, da han så at såret var fuldstændig helbredt uden et ar. Kun en hvis stribe i hånden bekræftede, hvor såret havde været. Behandlingsmetoden er indisk og frisk hvid pepper har en helbredende virkning, havde han hørt sige fra sine indiske assistenter. Nu var han fuldstændig overbevist.

 

Liv og glade dage

Silvia var begyndt i en lokal børnehave et par timer om formiddagen, en af de bedste i byen fortalte svigerdøtrene ovenpå. Silvia var meget begejstret, en halv time før bussen kom om morgenen, stod hun ved vinduet og holdt udkik efter den, så snart de ankom, løb hun glædesstrålende ud til bussen. Når hun kom hjem om middagen, havde hun altid en masse og fortælle.

Hos os i Nizamuddin kom der regelmæssig underholdning forbi ude på vejen især lørdag og søndag. En af de første til at besøge os var en slangetæmmer med en masse slanger i sin kurv. Først løftede han forsigtigt låget på kurven og udsøgte sig en, derefter smed han den ind i en anden kurv og begyndte med det samme at spille på sin fløjte, alt imens slangen langsomt og majestætisk rejste sig op og drejede hovedet. Jeg blev aldrig træt af at betragte denne kunst. Selvfølgelig fik slangetæmmeren en skilling hver gang.

En mand med aber kom også forbi, børn er altid begejstret for små morsomme aber. I løbet af et øjeblik samledes en skare af børn omkring ham. Den morsomt klædte på lille abe begyndte at danse og springe efter mandens dressur, alt imens den af og til gav os et stirrende blik eller viste os et grin med skarpe tænder. Mønterne klingede i mandens hue efter forestillingen. Selv vi mødre syntes det var morsomt at kikke på. Inderst inde syntes jeg alligevel, at det var synd for aben, at den var blevet dresseret til arbejde for mandens underholdning.

Af og til stod en kamel foran havelågen, så hed det, kan vi få lov til at få en ridetur, hvad de fleste også fik. En dag stod en elefant foran havelågen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Betaler det sig at samle skillinger ind med en elefant, for den kræver vel meget at spise. Det var en søndag formiddag, Silvia blev skubbet op på elefanten. Da hun sad deroppe blev hun pludselig bange og begyndte at hyle. Hurtig fik mændene hende ned igen, og de fik naturligvis en skilling.

En karrusel mand viste sig også regelmæssigt, så var det om at få en tur. I grunden var det morsomt, ikke alene for børnene men også for os voksne at samles udenfor og betragte et eller andet.

Vi havde nu været her flere måneder og julen nærmede sig. Vejret er koldere i december måned, det kunne gå under frysepunktet om natten. Jeg benyttede disse dejlige kølige dage til at lære byen nærmere at kende sammen med Daisy. Af og til pakkede vi en taxi sammen med børnene og hunden og kørte et eller andet sted hen. New Delhi har mange interessante bygninger, et af dem befandt sig i nærheden af hvor vi boede. Der er en hvis hygge ved at gå og spadsere imellem gamle ruiner. Man prøver at forestille sig hvordan det var før i tiden. Indere har sans for underholdning og drama, det er måske derfor at der var bygget små platforme overalt i haverne til at optræde på.

Blot det at gå en tur i nabolaget, hvor vi boede, var en oplevelse for sig. I udkanten af området tuttede af og til et dampende gammelt tog forbi, som regel dekoreret med mennesker uden på og oppe på taget. Små butikker uden døre og vinduer befandt sig ned til jernbanelinjerne. Her blev de nødvendigste ting til en husholdning solgt. Om aftenen blev butikkerne lukket med massive metaldøre og omhyggelig låst, sådan at tyve ikke kunne brække ind. Jeg opdagede en tendori oven på et hjørne og lagde mærke til at folk hen imod aften i skumringen kom forbi med deres kød eller nan – et slags flat brød, som blev bagt i den glødende oven.

Det blev juleaften, vi fejrede traditionel juleaften sammen med børnene Daisy og Refindern. Jeg havde sammen med Daisy klippet julestads til at pynte træet med. Vi spiste en vellavet julemiddag, sang julesalmer og fik gaver, det hele var meget hyggeligt. Daisy havde katolsk bagrund, men Refindern havde en hinduistisk baggrund og misforstod det hele. Den gule trøje, som jeg havde købt til Fritz til jul, var forsvundet den næste dag. Uden at spørge om tilladelse, gik Fritz ud i hans værelse og kikkede under sengen og fandt det han søgte - trøjen. Refindern forklarede, at han ikke vidste trøjen var inden i. Han blev afskediget samme dag og fik ekstra løn til at holde sig oven på for et stykke tid. Jeg havde ikke meget brug for ham alligevel. De typer som holdt til i hans værelse og som spyttede efter os når vi gik ud af huset, syntes vi heller ikke om. Jeg havde sat mig for ikke at have nogen i huset som stjal, og det holdt jeg fast ved.

Fritz var klædt godt på i sin gule trøje, når han cyklede på arbejde, for vi købte ikke bil i Indien. Hvis jeg besøgte ham i køkkenet om aftenen, sad jeg på baggebæreren på hjemvejen ligesom de fattige indiske koner. En hel familie har plads på en cykel, to små børn kan sidde foran på stangen, konen og en baby har uden videre plads bagpå. Der var noget romantisk ved at slynge armene om Fritz liv læne hovedet mod hans stærke ryg.

Alt det børnetøj jeg havde fået foræret i Schweiz, fik jeg god brug for i den kolde tid. Det var en stor fornøjelse at klæde de fattige børn i nabolaget godt på. Hver gang jeg forærede noget væk, måtte jeg tænke på, hvad jeg havde svaret, når man gav mig noget: Mange tak det kan jeg godt bruge. Sandelig Gud sørgede for at mine ord gik i opfyldelse.

Efter Refindern var rejst, ansatte jeg en fattig enke med 7 børn, derved lærte jeg en hel del. Jeg lod hende arbejde en halv dag for samme løn som en hel dag. Dertil fik hun en god pakke med madvarer med hjem hver uge. En lille smule til Daisys utilfredshed, for hun arbejdede jo hele dagen. Denne fattige kone havde en udsædvanlig gave, alt hvad hun kogte blev til mere end det så ud til. Da jeg spurgte hende ud om det, svarede hun med et meget sigende blik. Jeg vidste hun var katolsk ligesom Daisy. Desværre gik det heller ikke, fordi hun stjal madvarer. Derfor afskedigede jeg også hende, lidt til Daisys misbilligelse. Vi skiltes som venner og vedlige holdte forfindelsen.

Min beslutning om ikke at have nogen som stjal i huset, holdt jeg fast ved. Fra nu af klarede Daisy og jeg husholdningen sammen med sweeperen. En anden sweeper, af en lidt højere kast, kom en gang imellem for ekstra rengøring, dermed klarede vi os.

 

Faste og Påske.

Vi var kommet hen i april måned, luften flimrede for varme. Den store hedebølge, som kommer hvert år ved denne tid, havde sat sin fod på dørtrinet. Vi så næppe den blå himmel i denne tid, hvor temperaturen krøb op til 45 grader i skyggen. Det førte med sig, at støvstorme satte ind. Pludselig uden advarsel begynder det at blæse stærkt. Er man udenfor, er det bedst at søge ly, for støv hvirvler rundt i luften uden at tage hensyn til nogen eller noget. Selv om vi lukkede vinduer og døre, når en storm kom, var der altid et fint lag støv på buffeten i stuen, når stormen havde lagt sig.

Påsken stod for døren, en sen eftermiddag spadserede jeg med Silvia og Fritzli hen til en park i nabolaget, hvor jeg vidste, at en barber sad og klippede hår for et par mønter. For Fritzlis vedkommende, var det den nemmeste måde, at få hans hår klippet på. Jeg behøvede kun at skyde vognen hen foran barberen og holde hans hoved mens håret blev klippet. Da vi var færdige, ville Silvia også klippes, jeg spadserede lidt frem og tilbage med Fritzli i vognen, til hun var færdig. Da hun fix og færdig stod foran mig, måtte jeg beherske mig, for ikke at udtrykke min forbavselse alt for stærkt, for hun var blevet klippet efter drengemaner, meget kort. Hun havde lange bukser på, men alligevel jeg havde antaget, at manden vidste, hun var en pige, når hun havde halvlangt hår, men det vidste han altså ikke. Jeg betalte og begav mig på hjemvejen, alt i mens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige til Fritz, når han så hendes korte frisure. Heldigvis forstyrrede det ikke Silvia, hun ville jo klippes ligesom Fritzli.

Jeg havde taget den beslutning, nu hvor jeg tog troen alvorlig, at faste tre dage før påske. Det skulle, fra min side, være et tegn til Gud om, at jeg stadigvæk ventede på det, han havde lovet mig. Det var første gang jeg fastede, jeg fandt ud af, at det kan man, man skal kun huske at drikke nok. Påskemorgen følte jeg mig helt anderledes rigtig let og fri. Jeg havde prøvet, det bedste jeg kunne, også at bede for Fritzli, men der var ingen byrden i sindet. Derimod havde jeg en stærk følelse af, at bede for de sidste tider i verden, før Jesus kommer igen. Jeg forstod ikke noget af åbenbaringen i biblen på det tidspunkt, men en indre stemme vidnede til mig om, at Gud ville vise mig skridt for skridt, hvad de mærkelige historier betød. Vi tog til kirke påskesøndag. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig under gudstjenesten, men pludselig kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, de flød i stride strømme ned af kinderne. Jeg oplevede en lille del af det, Jesus måtte i gennem på korset for at redde denne verden fra alle dens synder. Jeg var fuldstændig overbevist om, at han også døde for mig, igen flød tårerne ned af kinderne i stride strømme. Jeg havde ikke fået et lommetørklæde med, med den venstre og højre side af baghånden, prøvede jeg at tørre ansigtet, mens jeg trak næsen op. Heldigvis gav en venlig dame mig lidt ekstra hjælp med et papirlommetørklæde. Med en ukendt fri følelse i sindet, ja, som om et åg var taget af mine skulder, begav vi os på hjemvejen for at fejre påske med farvede æg som for os symbolisere nyt liv.

  

45 grader i skyggen og 41,2 i feber

Varmebølgen fortsatte ind i juli og august. Om morgenen kan man nogenlunde holde det ud. Midt på dagen flimrede luften af varme, mange foretrækker at tage sig en lur, så godt det lader sig gøre, på denne tid af dagen. Når jeg stod op om morgenen, følte jeg mig ofte kvalm. Jeg begyndte at tabe i vægt, men det gjorde alle andre også. Det gik op for mig, hvorfor der er så mange forskellige slags krydderier i landet, det er det, man slet og ret bedst fordøjer i den varme tid. Kød, mælk og æg har man ikke rigtig lyst til, og naturligvis skal man drikke meget vand. Inderne selv spiser salttabletter, for at hjælpe kroppen med væskebalancen. Overalt i byen bliver der solgt drikkevand på gaderne. Alle besøg, uanset hvem, har lov til at få et par glas afkølet vand. Det var derfor meget praktisk, at vores store køleskab var anbragt ude i gangen. Hver morgen kogte vi store gryder med vand i timevis. Jeg småkogte vandet mindst en time for at være sikker på, at det var fri for amøber. I Indien, ligesom i Afrika, er vandet ikke særlig rent, og amøber lever mange med. Vi sov med aircondition på - hvert hus havde lov til at have to airconditionsystemer. Vi havde en i soveværelset, Silvia blev flyttet ind til os. Den anden var i stuen, hvor Fritzli og Daisy sov. Hvis vi havde gæster, sov børnene i soveværelset, og når de var gået, blev Fritzli flyttet ind i stuen. Så snart han opdagede, at Daisy sov sammen med ham, begyndte han at vente på hende om aftenen. Når hun åbnede døren for at krybe i seng på madrassen, som hun i forvejen havde anbragt på gulvet, klukkede han lykkeligt. Daisy sagde: "Godnat Fritzli sov godt", det fik ham til at le højt, hans måde at give et positivt svar på. Heldigvis havde vi aircondition, for uden ville det have været meget svært at finde søvn. Det hændte regelmæssigt, at strømmen blev lukket for et par timer, heldigvis for det meste om dagen, byens egen måde at spare lidt strøm på i den varme tid.

Vores naboer ovenpå og de overfor, havde deres egen specielle måde at indrette sig på, ligesom mange andre. Taget på huset var indrettet som en større terrasse. Sengetid i Indien er, for de flestes vedkommende, først omkring midnat, derfor tager man sig en god lur om eftermiddagen. I den varme tid er denne levemåde næsten en nødvendighed. Terrassegulvet bliver dækket med et pænt lag vand, sengene bliver også gjort våde, derefter viklede man et vådt lagen om sig. På den måde sover man nogle timer, så står man op og gentager hele proceduren igen. Det er ikke så underligt, at mange taber sig i den varme tid.

Langs vejsiderne og i parkerne blomstrer en bestemt slags træer i stærke blå, røde og gule farver. Det er absolut en pragt for øjet, men det er også det eneste positive ved den varme tid. Denne specielle sorte træer, bruger en meget høj temperatur for at blomstre, ellers blomstrer de ikke eller meget sjældent.

Når Silvia kom hjem fra børnehaven, var hun meget varm, derfor havde vi, i denne tid, et køligt bad parat til hende. Vi fyldte det indbyggede marmorbadekar i gulvet med vand, allerede et par timer før hun kom hjem, fordi vandet fra den kolde vandhane kom ud af hanen varmt. Marmoret afkølede vandet til en passende temperatur. Efter et par uger synes jeg også, at hun havde det varmt, efter hun havde haft et bad. Da jeg tog hendes temperatur, viste det sig, at hun havde 39 grader feber. Hun så ikke ud til at være det mindste sløj eller påvirket af det. Den bedste børnelæge i byen boede ti minutter fra hvor vi boede, sammen gik vi derhen. Efter han havde undersøgt hende, forklarede han uden omsvøb, at i den varme tid havde de fleste børn forhøjet temperatur, det ville normalisere sig igen, når den varme tid var over. En eftermiddag legede Silvia igen med nabobørnene i haven. Jeg lagde mærke til, at hun blev ved med at falde og blev meget urolig. Før aftensmaden gik vi om til børnelægen. En blodtest viste, at hendes hvide blodceller var sunket meget, noget var ved at bryde ud. Han foreslog at vente med at behandle hende, indtil sygdommen var brudt ud. Således kunne han bedre give hende den rigtige medicin. Med bange anelser begav jeg mig på hjemvejen. Børn forkøler sig af og til, men jeg havde aldrig været så urolig som denne gang. Næste dag havde hun feber, vi besøgte lægen igen. Halsen var i mellemtiden blevet rød og meget hævet, lægen gav hende et stærkt middel. Der var noget mærkeligt ved feberen, den gik ikke ned, i stedet for blev den ved med at krybe op. En aften havde hun 41,2. fortvivlet ringede jeg til lægen. Det blev besluttet, at stoppe medicinen, for tilsyneladende hjalp den ikke alligevel, lægen formodede tyfus. Fordi hun havde haft medicin, måtte vi vente fem dage, før prøver kunne tages, som ville bekræfte, om det var den rigtige diagnose eller ikke. Han rådede mig til at indlægge hende på sygehuset. Jeg kendte min datter og vidste, at hvis hun fornemmede, at hun var meget syg, så ville hun også blive det. Derfor besluttede jeg at beholde hende hjemme. Fordi vi boede meget nær til lægens klinik, ville det ikke tage mange minutter at smutte derhen, hvis det var nødvendigt. Feberen vedblev at være høj de næste par dage, men det var, som om hun ikke mærkede det. Hun legede muntert i stuen, men fordi halsen nu var meget hævet, deror nægtede hun også at spise og drikke. Jeg havde en bakke med forskellige slags af saft stående i den kølige air-konditionerede stue. Af og til tog jeg hende på skødet, klemte hendes arme fast med den ene arm, og med den anden gav jeg hende at drikke med en ske. Silvia skreg i vilden sky hver gang, men ind i mellem var hun nødt til at synke. Hovedsagen var, hun fik noget flydende i maven, det havde jeg lovet lægen. Han sendte en kvindelig læge hjem til os for også at undersøge hende, som han sagde: "I alvorlige tilfælde er det bedre at have en anden doktors mening også". Ud over den meget høje feber som kun gik 2 grader ned af og til, og den hævede hals, var der ingen forandring i hendes tilstand de næste par dage, feberen vedblev at stige til 41,2 Af og til gav vi hende et is-bad, lægen forordnede forskellige midler i mod feberen, men det hjalp alt sammen ikke ret meget. Efter den tredje dag med høj feber, som hun tilsyneladende var upåvirket af, for hun løb stadigvæk rundt i stuen og legede, var Fritz så bekymret, at han blev hjemme fra sit arbejde. Han havde købt en flot bog til at male i til hende samt nye farvestifter. De næste par dage sad de to sammen i stuen og legede.

Den femte dag fik jeg en meget tydelig og klar fornemmelse af, at nu var tiden moden, til en meget alvorlig samtale med han som sidder i det højeste. Hans øjne ser alt på denne jord, han er omnipotent og kan være overalt på en gang. Det er hvad biblen fortæller os om Guds karakter. Han vidste uden tvivl også besked om Silvia. Jeg ventede, til jeg var kommet i seng om aftenen. Silvia sov ved siden af mig eller rettere sagt snorkede på grund af den meget hævet hals. Jeg havde ikke sovet de sidste par nætter, jeg lå blot og holdt øje med hende, mens jeg af og til afkølede hendes meget varme hoved. Først fortalte jeg Gud, at dengang jeg fik Fritzli, var jeg ikke klar over, hvor meget jeg kunne forlade mig på ham igennem troen. I mellemtiden havde jeg læst en hel del i biblen og vidste, at Gud mente det godt med os. Med det inderligste ønske om, at han skulle tage feberen væk, nægtede jeg slet og ret, at der skulle ske noget med hende. Et handikappet barn er nok, fortalte jeg Gud. Som jeg bad, så jeg en stor dør for mine øjne, jeg vidste, jeg ikke havde lov til at åbne den. Noget i mig skreg: "Er du min Gud eller ikke, min Gud har ikke lukkede døre". I det øjeblik var det som om loftet i soveværelset forsvandt, og engle smilende så ned til os. Pludselig gik det op for mig, at Silvia ikke mere snorkede, hurtigt lagde jeg hånden på hendes pande, huden var kølig og normal, og hun sov afslappet og trygt. En dyb følelse af taknemlighed steg op i mit indere, Gud havde ikke svigtet, og det havde betalt sig at banke på himlens dør. Nu var det tid at sove, jeg trængte meget til det. Ved seks tiden næste morgen vågnede jeg, det første jeg gjorde var at tage hendes temperatur, hun havde 38 i feber. Jeg vidste, det var djævlen, som ville have mig til at tro, hun stadigvæk havde feber og besluttede slet og ret at ignorere det, efter jeg havde fortalt ham, at han godt kunne forsvinde. Fritz fortalte, at fordi jeg sov, havde han ikke sovet. Han havde siddet på sengekanten hele natten. Af og til havde han lagt hånden skiftevis på Silvias og min pande, han kunne ikke forstå, hvad der var blevet af feberen. Uendelig lettet begav han sig på arbejde den dag.

Lidt efter ringede lægen, han var også uendelig lettet, da jeg forklarede, at feberen forsvandt fra det ene øjeblik til det andet, jeg skulle komme over i klinikken med det samme, svarede han. Først tog han hendes temperatur, nu var den helt normal, halsen var heller ikke hævet. Efter hans forslag, tog jeg med ind på sygehuset for at få taget de prøver, der skulle tages den femte dag, efter hun var fri af medicin. For lægens skyld gav jeg ind til at få hende undersøgt, fordi han ville være helt sikker med diagnosen, men vi vidste begge to, at hun ikke mere fejlede noget. Mens undersøgelserne stod på, lovede og priste og takkede jeg Gud, fordi han havde en fremtid for hende som et sundt og rask menneske, ja, jeg begyndte at forestille mig, noget af det hun ville gøre i livet. Hun ville vokse op og studere til et eller andet, som Gud syntes om, og blive til velsignelse for mange andre. Sådan sad jeg og drømte, da man meddelte mig, at jeg kunne tage hjem med hende. Resultaterne, fik jeg senere at vide, viste ingenting. Vi kom tilbage fra sygehuset før middag. Først ringede jeg til Anna og fortalte hende den glædelig nyhed, at Silvia var feber fri og helt i orden. Hun ville komme på besøg den samme eftermiddag, svarede hun. Vi sad og drak kaffe, alt i mens Silvia muntert sprang omkring i stuen. På Annas ansigt udtryk kunne jeg se, at hun ikke rigtig var klar over, hvad der foregik hos os. Det var ikke den Silvia, jeg havde beskrevet de sidste par dage. Hun blev ved med at gentage: "Tror du, det er godt for hende at løbe barfodet omkring". Silvia stoppede franskbrød med et tykt lag ost på i sig, det var ikke mere et problem at få hende til at spise. Forundret spurgte Anna:" Fortalte du mig ellers ikke, at hendes hals var meget hævet". Jeg svarede: "Ja, det var sådan, men det er den ikke mere". Jeg havde så gerne fortalt hende og lægen, hvad der i virkeligheden skete, men jeg var stadigvæk for sky til at tale om vores ny-fundne tro.

Næste dag gik Silvia med Daisy, Fritzli og hunden en tur i parken ved siden af doktorens hus som sædvanlig. Der var ingen som kunne se på hende, hvor syg hun havde været. Det utrolige var, at hun ikke engang tabte sig, selv om hun kun tog flydende til sig en uges tid. Et under var sket, det var vi ikke i tvivl om. Mens Daisy var ude med børnene, sad jeg i haven og nød det. Guds velsignelse fra aftenen før kunne stadigvæk mærkes. Blomsterne i haven duftede, og fuglene sang, hvor var det skønt at leve. Ved siden af vores hus kikkede den yngste søn af en sadatsi familie over muren, han var omkring 16 år og gik stadigvæk i skole. Hvorfor havde jeg aldrig lagt mærke til, hvor venlige naboerne var, smilende sludrede jeg med ham. Jeg betragtede skyerne indgående, en hær af engle måtte have været over vores hus natten før. Jeg fik på fornemmelsen, at Silvias sygdom havde været en kamp i mellem godt og ondt, men denne gang havde Guds beskyttende hånd, og de mange engle vundet slaget, Gud ske tak og lov.

Et par måneder senere, da jeg besøgte børnelægen med Silvia for at få hende vaccineret, fortalte han om en tysk familie med en yngre dreng, som også havde haft en hårdnakket høj feber. De hvide blodceller var gået så stærkt tilbage, at plasma blev fløjet ind fra Tyskland til ham. Drengen blev så medtaget og svag, at han ikke kunne gå, derfor fløj familien tilbage til Tyskland. Mens han fortalte dette, betragtede han smilende Silvia, hun legede sammen med hans børn i parken om eftermiddagen. Der var ingen tvivl om, at hendes pludselig helbredelse havde gjort et stærkt indtryk på ham. For os var det endnu en gang en bekræftelse af Guds beskyttende hånd i nødens stund. Når det virkelig gælder, så svigtets der ikke.

 

Kashmir og Butan

Børnene og jeg rejste til Kashmir i to måneder i den varme tid. Oberoi havde fået til opgave at cater til kroningen af kongen i Butan, det betød, at Fritz også måtte derop i to uger. Det ville være første gang Butan åbnede op til omverden. Indtil det tidspunkt, havde det stærkt buddhistiske land, levet meget isoleret fra omverdenen. Bagefter ville han komme til Kashmir, og tilbringe en uge sammen med børnene og jeg. Oberoi har et mindre hotel i Shrineger. Man var så venlig at indrette et værelse med en kogeplade til os, sådan at vi kunne småkoge for os selv og Fritzli, det var jeg meget taknemlig for. Vi fløj derop til en skyfri himmel, og nød den vidunderlige udsigt over de Himmalajiske bjerge. Den skyfrie himmel var desværre forsvundet, da vi landede i Shrineger. Her var himlen overskyet, det havde lige regnet, og temperaturen var kun 20 grader. Vi frøs, der var trods alt 25 graders forskel fra det varme New Delhi. Jeg måtte se og få fat på noget varmt tøj til os alle sammen. Jeg havde ikke tænkt på overskyet vejr, da vi rejste. De første fem dage herskede der mismod hos os. Vi vedblev at svede meget i sær om natten, kroppen brugte et par dage til at vænne sig til de køligere omgivelser. Det resulterede i, at vi ikke følte os så godt tilpas om dagen, var deprimerede og havde hovedpine.

Endelig skinnede solen igen fra en skyfri himmel, og humøret steg nogle grader. Daisy og jeg begyndte at smede planer. Ofte lejede vi en båd i så og så mange timer med en mand som roede for os. Langsomt og sikkert gled båden hen over vandet, mens vi nød udsigten over sø og bjerge, og den vidunderlige fred som fulgte med. En samling af små hytter på pæle i vandet kunne betragtes forskellige steder. Børnene svømmede legende rundt i vandet ligesom fisk, mens moren var beskæftiget med husholdningen inden for husets fire vægge. Noget som lignede muld var anbragt på rødder i søen. Derpå groede man blandt andet tomater og agurker ligesom i en køkkenhave. Selvfølgelig kunne man også handle på søen, mænd i små både fulde med grønsager, frugter og souvenir forsøgte ihærdigt at sælge noget. Som regel havde vi også noget sundt og godt med tilbage til aftensmaden. Grønsager som er groet på vandet, er noget af det smagfuldeste man kan spise, fandt vi ud af. Jeg holdt godt fast ved Silvia, mens hun lod hænderne glide med på langs ved siden af båden. Mange steder var der ikke særlig dybt, åkander og andet grønt vippede på vandoverfladen, og solens stråler dansede elegant på vandets blanke overflade. Bjergene i baggrunden afspejlede sig i søen og satte en perfekt ramme til det storslåede syn. Fred og harmoni omgav os til alle sider, uden tvivl er naturen bibel nummer to, skabt for os til at nyde.

Fritzli fik også lov til at lade en hånd glide med i vandet. Han var altid helt opslugt af denne oplevelse, fuldstændig fascineret stirrede han ned i vandet, hvor små fisk smuttede frem og tilbage i mellem grønne planter, som prøvede at nå op til overfladen. Han nød også vandet i badekarret eller swimmingpoolen, det fik ham til at føle sig let, ja, han kunne til og med bevæge sig en lille smule. Disse ture på søen nød han mere end noget andet. Når vi, efter flere timer på søen, kom tilbage, lagde vi de trætte børn i seng, og så sov de to til tre timer i et træk. Som regel fandt jeg et grønt bekvemt sted om eftermiddagen til at læse i biblen, og ved et håndarbejde lod jeg mine tanker flyve, eller jeg fordybede mig i bøn med den almægtige. Et par timer på denne måde fløj i et nu.

Jeg havde været en tur rundt i terrænet med børnene. Daisy havde i mellemtiden vasket og gjort rent. Silvia løb foran på vej op til værelset, med en gang blev hun forskrækket stående stille, en stor død krage lå på jorden. Her er de to til tre gange større, end dem man ser derhjemme. Tårer vældene frem og løb ned af kinderne, mens hun spurgte: "Mor skal jeg også engang dø". Mit hjerte blev tungt som bly i livet på mig, jeg kunne ikke undgå spørgsmålet, og var klar over jeg måtte fortælle hende sandheden. Hvordan kombinerer man Gud med en død fugl, at livet fra det ene øjeblik til det næste kan være forbi. "Alting på denne jord forgår men alt til sin tid, ikke en fugl falder til jorden uden Guds vilje, det er rigtigt, Jesus har selv sagt det", svarede jeg. Fortvivlelse stod tydelig malet i mine øjne fuldstændigt uskyldigt barneansigt. "Jeg vil ikke dø", forsatte hun, mens hun stirrede på den livløse fugl, "hvorfor skal jeg dø". Jeg mærkede krisen og vidste, denne opdagelse ville sætte et præg på hendes fin følende sjæl.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om også andre børn i gennem døde fugle, har fået lov til at føle døden på nært hold. Jeg kan tydelig huske den første solsort, jeg plejede, fordi den var faldet ud af reden. Min skuffelse var meget stor, da den efter et par dage døde. Jeg følte en dyb sorg, her var noget man ikke kunne gøre noget ved. Det var uretfærdigt, at denne uskyldige lille fugleunge blot tilfældigt faldt ud af reden og dermed dømte sig selv til at dø. I tiden fremover undgik jeg at pleje fugle, jeg ville ikke såres en gang til.  

Af og til tog vi ind til byen for at betragte folkelivet og kikke på butikker. Shrineger virker en smule doven med de meget gamle forfaldne huse med små shops her og der. Det muslimer bruger til livets daglige ophold kan købes, ellers får man indtryk af, at den ikke interesserer sig meget for omverden. En dag, da vi igen købte ind til den daglige husholdning, fik jeg øje på en mørk ung mand på gaden med langt hår, glødende øjne og meget enkelt klædt på, i grove klæder. Hans ansigt skinnede overnaturligt, mens han med høj røst forkyndte et eller andet, som jeg ikke forstod. Jeg kunne ikke få øjnene væk fra ham. Mit første indtryk var: Han har den samme ånd som Johannes Døber, også den samme profetiske for langen til at forkynde. Interesseret begyndte jeg at spørge de forbigående mennesker ud om, hvad han forkyndte. Jeg fik blandt andet til svar, at Gud i dette øjeblik talte igennem ham. Forskellen imellem ham og de andre mennesker var meget påfaldende. Jeg blev stående og betragtede ham, mens han med høj røst fjernede sig. En profetisk stemme forkyndte Jesu komme, jeg er inderlig overbevist om, at denne røst stadigvæk høres overalt i verden, før aksen fælder det sidste træ. Som regel var det hen i mod aften, når vi var færdige til at tage tilbage til hotellet. Vi fandt ud af, at i stedet for at tage en taxi, kunne vi ligeså godt benytte os af hest og gigge. Ved solnedgang galopperede vi fem, seks km. tilbage til hotellet.

En formiddag stod Anna for vores dør. Hun og manden havde besluttet sig til at tilbringe nogle uger i et køligere klima. De havde lejet en flot husbåd, Silvia og jeg blev inviteret til middag. Husbåden var noget af det flotteste, der kunne leje. Væggene og loftet var dekoreret med udskåret træsnit, beundrende betragtede jeg kunstværkerne. Anna bemærkede det, og stolt fortalte hun om de berømte personligheder som havde boet der. Jovist, Anna havde smag, hun forstod også kunsten at nyde livet. Nogle danskere som var stationeret ved UN var også inviteret, sammen tilbragte vi en hyggelig eftermiddag.

Fritz og Mejer kom, efter de havde været i Butan, for en otte dages tid. Sidstnævnte er svejtser og konditorchef ved Oberoi og arbejdede sammen med Fritz. Fritz fløj til Shrineger, mens Mejer foretrak at køre i sin lille bil fra New Delhi. Sammen planlagde vi længere ture i omegnen. Hidtil havde Daisy og jeg benyttet os af bus, når vi tog på ture. Efter en god middagssøvn begyndte Fritz at fortælle om sit eventyr i Butan. Han var glad for endnu engang at være kommet helskindet fra det, med livet i god behold, bemærkede han. Brigaden bestod af 70 kokke fra de forskellige Oberoi hoteller i Shrineger, New Delhi, og Kalkutta. Fritz og Mejer indtraf to dage, før afrejsen til Butan, i Kalkutta, det gav dem, blandt andet, lejlighed til at se lidt af byen. Fattigdom og rigdom står skulder til skulder i denne del af verden og kikker på hinanden. De blev indlogeret i Grand hotel et det bedste i byen. Den første morgen, da Fritz kom ned i lobbyen og trådte ud på gaden, fik han øje på en familie med et handikappet barn i nærheden af hotellet. Han tog nogle småmønter op af lommen og gav dem til familien, ligesom vi plejer at gøre i New Delhi, I løbet af nul komma fem var han omringet af en kreds af fattige mennesker som begyndte at trænge ind på ham. Han følte sig hjælpeløs og bange og begyndte at råbe om hjælp. Dørmanden fra hotellet kom ilende til. Han havde en stor knippel i hånden, som han begyndte at slå om sig med. Menneskemængden opløste sig og forsvandt til alle sider. For sikkerheds skyld kørte Fritz og Mejer fra nu af i taxi på deres vej i gennem byen. Folk bliver født lever og dør på gaderne. Hver morgen kører lastvogne i gennem de fattige kvarterer og samler de døde op. Ligeledes bliver fortovet sprøjtet med vand en gang om dagen af hygiejniske grunde. Når vognen kommer, rejser folk sig, så længe rengøringen foregår. Så snart pladsen nogenlunde er tør, flytter de tilbage med deres få ejendele. Denne elendighed var værre end i New Delhi, og gjorde et stærkt indtryk på dem.

Kroningen af kongen skulle samtidig med være en åbning til omverden fra kongeriges side. Befolkningen havde hidtil levet isoleret, derfor var der ikke meget som havde forandret sig i tidernes løb. Managementet fra Oberoi rådede kongefamilien til, ikke at lade landet blive oversvømmet med turister, som i det lange løb ville have en indflydelse på befolkningen, men derimod gå forsigtigt til værks. De blev rådet til at lade turister komme ind i grupper til en pæn pris, forslaget faldt i god jord.

Fra Kalkutta blev hele brigaden fløjet til Baktograd. Derfra forsatte de rejsen videre per bus og overnattede i den første by indenfor Butans grænser Fuhshilling. Byen ville blive det første sted, de indbudte gæster ville gøre bekendtskab med landet. Et køkken blev sat i stand i et større hus, sådan at man kunne byde gæsterne den nødvendige forplejning, så snart de satte fod indenfor landets grænser. Turen gik videre med bus til Timbu hovedstaden. Strækningen var kun 70 km, men bussen sneglede sig af sted hele dagen på grund af den meget dårlige vej. Den var snæver med stejle skrænter opad og nedad uden afskærmninger, dertil var der mange farlige enge kurver. Kom en modkørende bil måtte chaufføren køre baglæns, indtil han fandt et passende sted, hvor man kunne manøvrere sig forbi hinanden. Udsigten fra bjergskråningerne var absolut fantastisk, men faren som lurede om hvert hjørne tog en stor del af oplevelsens glæde væk. Når de kørte nedad, stoppede chaufføren motoren for at spare på benzinen. Kokkene gav hinanden hånden og sagde lev vel for sjov, men alle vidste, det var en halvfarlig tur. Fritz lovede sig selv kun at tage strækningen en gang frem og tilbage. Mens man sneglede sig fremad, bad han i sit inderste om at komme helskindet tilbage til sin familie. Lige før hovedstaden, som alle efterhånden var ret spændt på at se, stoppede man ved et berømt vandfald i landsbyen Tartisher. Foran vandfaldet var verdens største gryde anbragt, uden overdrivelse var den 5 m målt midt i gennem. Det blev forklaret, at sammenholdet var stærkt i den buddhistiske befolkning, og ved visse vigtige fester spiste alle ud af den samme gryde. Den hang i midten af en bro, under gryden fyrede man med hele træstammer. Når der skulle røres i gryden, gik man op ad trapperne for enden af broen og rørte med en grydeske så stor som en åre til en robåd. Synet af den kæmpestore gryde ligesom fyldte dem alle med forventning. Som man nærmede sig Timbu, hovedstaden, steg humøret nogle grader, trods alle de strabadser de havde været i gennem. Det viste sig, at byen kun havde to, to etagers huse. Det ene blev kaldt Zoom og tjente som regerings bygning, i det andet boede kongefamilien. Resten af byen bestod af et hotel, nogle alene stående huse og hytter med bliktag for den almindelige befolkning. Ude på landet levede mange i huler i bjergene.

En stor tom sal blev præsenteret, det var køkkenet. Fritz måbede, herfra skulle man i en uge servere 10,000 måltider. Hvor er de ting man bruger i et køkken? Spurgte han. Helt selvfølgeligt blev der svaret, at det måtte de selv finde ud af. Alle mulige tanker svirede i hovedet på Fritz og Mejer, hvordan i al verdens riger og lande skulle man kunne fremtrylle buffeter fra en tom sal. Vor kære Gud havde i dette øjeblik overladt alt til skæbnen, nu kom det an på, hvad man gjorde ud af det. Fritz bad til at ovne og komfurer fandtes i landet. Den næste dag blev en stor tendoriovn bestilt ekspres fra Indien til den indiske chef. Fra Dartjelling skole lånte man store ovne og komfurer, heldigvis var skolen lukket på grund af ferie. Meier var lettet, han havde meget der skulle bages på sit program og ville helst begynde med det samme. 800 kg mel var blevet importeret fra New Delhi. Desværre rendte Meier tør af mel allerede efter otte dage, og en ny ladning måtte bestilles. Kongens familie og de tilhørende havde fået smag på det gode brød, og mange bestillinger begyndte at strømme ind. I den store sal blev lange borde sat op til at arbejde ved. Større ladninger af madvarer var blevet fløjet ind på forhånd. For første gang fik Fritz lejlighed til at sammenligne mælk fra jak køer med mælk fra bøffel køer, forskellen er meget ringe. Desværre var der ikke nogen som havde tænkt på, at man også havde brug for en kødhakkemaskine. Alle huse i byen blev efterspurgt, om sådan en fandtes. Man var heldig, en almindelig husholdningsmaskine til at dreje med fra hånden blev fundet. Den fungerede dag og nat i to uger. Kokke blev ansat på skift til at hakke kød i 24 timer, dermed klarede man sig.

Ligesom Meier fik Fritz hurtigt travlt med at betjene kongefamilien og ministrene. Han blev spurgt, om han kunne lave en typisk svejtsisk ret til dem. Uden at tænke sig om nævnte han reh-pepper, det er vild dådyr kogt i rødvin. Denne ret serveres på mange restaurationer i oktober og november måned i Svejts, dertil drikker man saucer, ny vin som endnu ikke rigtig er blevet til alkohol. En jagt blev arrangere. Fritz tog med for at være sikker på at få blodet af dyrene som skulle bruges til retten. I nattens mulm og mørke kørte de op i bjergene. Op ad bjergskråningerne lyste man med spotlys for at få øje på dem, det vrimlede med dyr i nattens mulm og mørke. Der blev kun skudt opad, sådan at dyrene faldt ned i mod bilen. Efter en lille time havde man skudt dyr nok til specialiteten. Mens man var optaget af jagten, benyttede Fritz lejligheden til at udrette et privat ærinde. Da han var færdig og vendte sig om på vejen, og opdagede han til sin skræk, at bilen var parkeret meget nær ved kanten. Han klamrede sig godt fast til bilen, da han steg ind glad for ikke at være styrtet i afgrunden. Havde han ikke lovet sig selv kun at køre en gang op og ned af bjergskråningerne. Nu befandt han sig igen på sådan en usikker vej, og det oven i købet i nattens mulm og mørke. Med bankende hjerte satte han sig ind i bilen og ventede på de andre. Da jagten var færdig, blev et bål tændt, og alle hyggede sig med en varm drink. Der var en god stemning omkring det knitrende bål, som udstrålede varme og hygge. Man diskuterede og lo, alle var tilfredse og udtrykte deres nysgerrighed over den endnu ikke tillavede ret af de skudte dyr. Fritz nød samværet med bjergfolket, han var sig fuld bevidst, at det oplevede han kun en gang i livet. Reh-pepper retten blev en glædelig overraskelse for kongefamilien. Både kongen og hans søstre havde gået i skole i Svejts og værdsatte denne vildret, også andre medlemmer af kongefamilien fik smag på den. Svejts er et af de få lande i vesten, som har forbindelse med Butan. En Svejtser, ingeniør, havde fået til opgave at indlægge elektricitet i Timpu for nogle år tilbage. Han blev så begejstret for landet, at han besluttede sig til at blive. Han åbnede en bagerforretning og solgte med stor succes brød i Timpu.

Et par dage før kroningen kom landets øverste høvdinger ind fra landet til hovedstaden. Det blev besluttet at lave en prøvebuffet for dem, sådan at de nogenlunde var orienteret om skik og brug til den kommende gallabuffet. De øverste af bjergbefolkningen var klædt på ligesom i Rømer tiden. Et klæde var svøbt om lænderne. Et andet klæde var svunget over den ene skulder, mens den anden var fri. Den frie skulder fremhævede tydeligt deres robuste udseende. Da det ikke var muligt at kommunikere med dem, måtte Fritz og kokkene vise dem til rette med gestikulation og holdning. Et tungt sølvtallerken blev givet til hver, derefter fulgte man dem til buffeten og serverede forskellige retter på tallerkenen. Når de havde fået nok af en ret, gjorde de med en klar håndbevægelse sig forståelig. Sådan gik det meget godt, bjergfolket og kokkene betragtede hinanden med ægte nysgerrighed. Efterhånden som aftenen skred fremad, susede Fritz frem og tilbage for af være sikker på, at alle var vel forsynet. I travlheden tog han et stykke brød ud af en kurv med hånden og gav det til en som holdt sit tallerken frem. Til sin store skræk opdagede han nu, at det var kongen selv, han var klædt på som de andre og en ung mand i tyverne, derfor havde han ikke kendt ham i første øjeblik. Der var ikke noget han kunne gøre, han havde givet ham brødet med hånden i stedet for at bruge en dertil egnet tang, og han kunne ikke gøre det om igen. Tilsyneladende var kongen helt uanfægtet af tilfældet, Fritz var lettet.

Kroningsdagen nærmede sig, skarer af folk fra landet og bjergene var kommet ind til hovedstaden, hvor man aktivt var i gang med forberedelserne. Kroningen skulle forgå i den flere 100 år gamle Zoom, en imponerende bygning af træ dekoreret med smukke træsnit udvendig såvel som indvendig. Bygningen tjente som regeringsbygning og blev varetaget af buddhistiske munke, som betragtede den som hellig. Indvendig befandt sig en fire etager høj buddha, forgyldt fra top til tå, i et glasbur. Selve Zoomen var kun to etager høj men på det sted buddha statuen var anbragt, havde man sørget for, at højden passede. Inderne, Fritz og Meier beundrede denne meget pragtfulde, glinsende statue i glasburet. Man begyndte at lægge mærke til forskellige positive ting i befolkningens omgang med hinanden. Alle behandlede hianden med respekt, uanset om man var rig eller fattig. Forældreløse børn blev adopteret af munkene som fuldstændig sørgede for dem. Det samme var tilfældet med børnerige, fattige familier. Kunne forældrene ikke sørge for alle børnene, så trådte munkene hjælpende til. For det meste forsatte disse børn i munkenes fodspor som voksne. For at komme fra den ene etage til den anden i Zoomen, benyttede man sig af stejle hønsestigetrapper. Da der skulle bæres ting op til buffeten, viste det sig hurtigt, hvem som var bedst egnet til at rende op og ned af trapperne, munkene overtog dette arbejde uden større besvær. Svære ting som is statuer som vejede ca. 70 kg. blev pakket ind i en dug, svunget over skulderen, og så løb de uden større besvær op af trapperne med dem.

Før Fritz rejste til Butan, var han holdt op med at ryge pibe. Drastisk havde han knaldet piben i vægen og lovet Gud at det var den sidste. I stedet for købte han på vej hjem fra hotellet en pose jordnødder ved det sidste hjørne, før han drejede af til huset. Når han havde vasket sig og sat sig ned i stuen, begyndte han at åbne den ene nød efter den anden, som erstatning for piben, med det resultat at han tog et par kilo på. I Kalkutta fik han øje på flotte merskumspiber til en meget rimelig pris. Han kunne ikke stå for fristelsen og købte to stykker. Med al den stress han for øjeblikket havde med kroningen, undskyldte han sig selv med, at han slet og ret brugte noget tobak. På kroningsdagen, efter buffeterne var sat op, og man var fuld i gang med at betjene gæsterne, begyndte han at føle sig sløj og svindel. Han havde smerter i brystet og en komisk følelse bredte sig i den venstre arm. Han begyndte han at blive nervøs og undskyldte sig hos kokkene og gik over til sit værelse. Det blev ikke bedre i nattens løb. Hver gang han rørte på sig gjorde det ondt i brystet, og prøvede han at komme ud af sengen, gjorde det endnu mere ondt. Meier, som delte værelse sammen med ham, fik om morgenen tilkaldt en læge. Efter lægen havde undersøgt ham, forklarede han, at han i grunden skulle indlægge ham på sygehus til observation, men det var, på grund af festlighederne, næsten ikke muligt. Han ville give ham nogle beroligende tabletter, og samtidig rådede lægen ham til, at tage tingene som de kom, uden af blive nervøs. Efter han var gået, sad Fritz på sengekanten og overvejede sin kritiske situation. Han lovede Gud, at han fuldstændig ville forsage rygningen og bad til, at han ville helbrede ham, og hjælpe ham igennem dagen. Langsomt rejste han sig op, det gik, han gik over til vinduet åbnede det og smed de flotte merskumspiber ud i floden. Gud må have set det, for han følte sig lettet og bedre tilpas. Han klædte sig på og gik over i køkkenet. Langsomt og roligt gav han ordrer til kokkene, alting gik som det skulle.

Fritz spurgte, om man kunne skaffe ham vin til at koge med til dagens anledning, visse retter smagte bedre med vin. Stor var hans overraskelse, da man bragte dyre kendte vinsorter og konjakker fra Frankrig og spurgte om det kunne bruges, andet havde man ikke. Fritz modtog uden tøven vinen og konjakken og svarede, at med den slags blev maden ekstra god. Man forsikrede ham, at hvis han havde brug for mere, så behøvede han kun at give besked, man havde nok af det. Det varede ikke længe, før kokkene var i lige så godt humør som gæsterne, og arbejdet gled meget let fra hånden uden nogen form for stress. For Fritz' vedkommende var det et vendepunkt i livet, han havde lovet Gud ikke at ryge igen. Han var fuldstændig overbevist om, at Gud endnu en gang havde hjulpet ham. I parentes bemærket, når vi virkelig mener det alvorligt, så er Gud ikke langt væk, man behøver kun at tage det første skridt.

På selve kroningsdagen var mange klædt på i deres traditionelle folkedragter. Militæret hentede kongen i sit palads ca. to km uden for byen. Ridende på sin hest blev han, med sang og musik og et flot optog i farverige dragter, ledsaget ind til Zoomen, hvor kroningen fandt sted. Det første måltid, efter kroningen, blev serveret i salen. Buffeter bestående af en blanding af mad fra Europa og Indien var blevet sat op forskellige steder. En stor gryde, som lignede den de havde set, før de ankom i Tempus, var også kommet med. Der i kogte man kød og ris folkets nationalret. De øverste fra landet og de udenlandske gæster fik tildelt guldtallerkener og en ske. Resten af befolkningen spiste af sølvtallerkener og med hånden. Festlighederne varede otte dage. Ofte fandt en eller anden underholdning sted, til gæsternes ære, som blev afsluttet med en buffet. Alle måltider blev tilberedt i banket hallen og sendt til gæsterne, som var blevet anbragt forskellige steder i byen. Nogen var blevet anbragt i ministrenes huse, andre blev indlogeret i gæstehuse eller på byens eneste hotel som bestod af 70 værelser. Efter otte dage begyndte de forskellige asiatiske regerende konger, minister og ambassadører samt nogle få fra vesten at tage afsked. Langsomt tømte byen sig, og befolkningen vendte tilbage til deres daglige arbejde. Fritz og brigaden begyndte at pakke deres ting sammen. Før afrejsen blev de indbudt til te af kongemoderen, kongefaderen var død året før, derfor blev kongen kronet i en så ung alder. Fritz og hans souschef sad på rad og række i paladset og drak te, da kongemoderen viste sig, alle stod høfligt op, hun gav hånden til hver enkelt og takkede. Derefter blev gaver uddelt, alle fik en nationaldragt og en flot serie af frimærker, som var blevet trykt specielt i anledningen af kroningsdagen. Fritz fik en ekstra lille gave, han åbnede den og blev glædelig overrasket over indholdet, en tyk guldmedalje med kongens portræt på.

De rejste den samme vej tilbage, som de var rejst derop, forskellen var kun, at de var blevet en oplevelse rigere. Fritz tilføjede, da han afsluttede sin fortælling: "Ved du, hvis du og jeg har lyst til at besøge landet, så behøver vi ikke at rejse med en gruppe, vi er til enhver tid velkommen, kongemoderen nævnte det". Jeg var glad for, at have fået Fritz sund og rask tilbage og lykkelig over, at han ikke fejlede noget. Jeg lagde mærke til, at han fuldstændig havde glemt sin trang til at spise jordnødder.

Daisy fik et lille værelse for sig selv, i den tid Fritz var der, hidtil havde vi levet sammen med børnene i et værelse. Det er utroligt lidt, man i grunden bruger til livets daglige ophold. En seng et bord og en stol til hver, noget til at koge på, et køleskab samt et badeværelse og man er forsørget. Jeg måtte tænke på min komplicerede husholdning i New Delhi, og vidste mange ting var overflødig. De næste otte dage tog vi på mange interessante ture i omegnen sammen med Meier. Fritzli blev hjemme hos Daisy, han var ikke altid tilfreds med den ordning, men der var situationer, hvor det var bedre for ham at blive hjemme. Når han mærkede, at vi forberedte os til en tur, blev han nervøs, kom han med eller ikke. En forklaring om, at han denne gang var nødt til at blive hjemme, fik han hver gang. Det var ikke altid let for ham at accepterede situationen, men som regel lyste hans ansigt af glæde, når vi kom tilbage.

Vi kørte bakker op og bakker ned beplantet med ris. I bjergene passede fårehyrder deres får og levede med deres familie i små hytter i nærheden. Vi besluttede os til også at besøge Guldmar. Vi havde hørt en del om dette kendte turiststed, som blev opdaget af englænderne i besættelsestiden. Vi tog af sted tidligt om morgenen, denne gang havde vi også ladet Silvia blive hjemme hos Daisy. Ved foden af bjerget var en flok af mennesker og heste forsamlet. Fritz og jeg besluttede os til a tage en hest hver et stykke af vejen. Fritz diskuterede højrøstet med dem, indtil man nogenlunde var enige om prisen, han mente alligevel, at prisen var alt for høj. Hestene var små i størrelse og blev trukket af deres ejer. Energisk spadserede de og deres fører op til det aftalte punkt, som udgjorde ca. halvdelen af vejen. Meier havde trak for at gå til fods, han holdt takt med os andre på hestene. Derefter fortsatte vi alle turen til fods. Man skulle mene, at Meier havde brugt en god del af sin energi, men det så ikke ud til at være tilfældet. Han næsten løb op ad bjerget, han var til og med en del ældre end os. Det varede ikke længe, før han var forsvundet i mellem træstammerne. Fritz og jeg fortsatte støt og roligt. Af og til satte Fritz sig ned og tog sin puls, det var ikke længe her, siden han havde haft noget med hjertet. Ankommet oppe ved snegrænsen, sendte han en dyb tak op til den som sidder i det højeste. Han var nu fuldstændig overbevist om, at han ikke fejlede noget, den sidste lille smule frygt forsvandt på vej op ad bjerget. Vi satte os ned og ventede på Meier som ville helt op på toppen. Med et stort smil på ansigtet kom han tilbage. Undrende begyndte vi at spørge ham ud om hans udholdenhed og fandt ud af, at han, da han aftjente sin værnepligt, var anbragt i en speciel truppe, som blev specialiseret i bjergbestigning. Han havde, så godt som det var muligt, holdt sin interesse ved lige over årene. Tænk, det havde han aldrig før nævnt noget om, vi spillede ellers kort sammen en gang og ugen, og ved disse lejligheder sludrede vi om løst og fast. Langsomt begav vi os på vej ned af det ca. 4000 m. høje bjerg, men nu nød vi udsigten. Bjergskråningerne var hovedsagelig dækket med grantræer, mindre træer og løv voksede ind i mellem. Halvvejs nede opdagede vi et hotel, og besluttede os til at tage en forfriskning. Vi var de eneste gæster i den rummelige restauration. I midten af salen befandt sig en gammeldags ovn til at fyre med. Røgen blev afledet i et langt rør, som løb på langs med kanten af loftet i restaurationen. Vi fortsatte det sidste stykke ned af bjerget, friske og i godt humør begav vi os på hjemvejen. Aftenen afsluttede vi med en hyggelig omgang jas, et svejtsisk kortspil.

Snart var denne ferie forbi for Fritz og Mejers vedkommende. Jeg ønskede at blive lidt længere med børnene, fordi det stadigvæk var meget varmt i New Delhi. I august begyndte regnetiden der, det betød også, at det langsomt blev køligere, og hede-trykket, som samlede sig i denne del af landet, ville lidt efter lidt forsvinde. Oktober til marts var de måneder i året, som bedst kunne nydes.

Daisy havde fundet en ven i New Delhi, han var kok og arbejdede også ved Oberoi hotel. Hun antog, at hun på et eller andet tidspunkt ville gifte sig og havde derfor købt håndlavet porcelæn i Kashmir. Hendes ekstra kilo blev et problem, da vi begyndte at pakke vores ting, vi havde overvægt. Efter en del overvejelser pakkede vi porcelænet i håndtasker, og håbede der ikke ville blive nogen problemer. Ude på den lille flyveplads placerede jeg Daisy på en stol, på hendes skød blev Fritzli anbragt. Silvia sad ved siden af, hunden og håndtaskerne blev gemt bagved deres ben. Jeg kastede et sidste blik på mit arrangement, før jeg gik over til bordet, hvor en mand sad, som jeg skulle vise billetterne til. Han havde uden tvivl lagt mærke til os, for han spurgte lige med det samme, om det var min familie som sad derover. Det var det selvfølgelig, nu fik jeg at vide, at håndtaskerne og hunden også skulle vejes. Jeg protesterede:" Det blev det ikke, da vi rejste derop". Daisys ansigt afspejlede skuffelse, da hun måtte anbringe sin taske med porcelænet på vægten. Sammen med hunden blev det så og så mange kilo ekstra som skulle betales. Det jeg havde frygtet var nu sket, jeg havde nemlig kun få rupis i pengepungen. Lidt irriteret lyttede manden til min forklaring, han gav mig et blik, som om jeg var den fattigste kone i verden og spurgte, hvad min mand lavede i New Delhi. Med en hvis stolthed forklarede jeg, at han var manager, dermed mente jeg manager i køkkenet, ved Oberoi hotel. Helt uanfægtet af ordet Oberoi, gav han mig et medlidende blik og tilføjede:" Hvordan kunne min mand sende mig på ferie uden penge til at komme tilbage for". Til sidst blev det aftalt, at jeg kunne betale for mine ekstra kilo i New Delhi. Manden skrev noget på billetten og i sidste øjeblik, kom vi på den allerede startet flyvemaskine. Daisy strålede som en lille sol, hendes omhyggeligt udsøgte porcelæn var kommet med trods alle forhindringer. Efter jeg var kommet igennem tolden med min forklaring til bemærkningen på billetten, fulgte en mand mig lige i hælene, og han forlod mig ikke, indtil jeg havde betalt for de ekstra kilo. Han fik en god drikkeskilling, for han havde været så venlig at hjælpe os med bagagen. Heldigvis ventede Fritz på os med penge nok i lommen.

 

Tilbage til New Delhi

Det var dejligt at komme hjem igen, huset virkede hyggeligere, måske fordi vi i to måneder havde levet på et værelse. Fritz havde sørget for, at køleskabet var fyldt med lækkerier fra hotellet, det blev der smagt på lige med det samme.

Regntiden var begyndt, og det var ikke mere så varmt, ja man følte sig til og med godt tilpas i den fugtige varme luft. En af de første dage, efter vores ankomst, spadserede jeg over til Anna med børnene, hun boede ovenpå i et to etagers hus. Ved siden af boede min østrigske veninde som var gift med mad og beverage-manageren fra hotellet. På den anden side boede en indisk sadatsi familie med en handikappet voksen datter. Den ældre runde, venlige mor plejede trofast dag efter dag sin datter. Efter hun havde givet hende mad og badet hende om morgenen, blev hun sat i en gammeldags babybarnevogn støttet af puder. Måske var det den samme vogn, hun havde ligget i som baby. Derefter skubbede hun hende til det første hjørne på vejen. Der sad de begge to og solede sig et stykke tid, mens moren underholdt sig med nabokonerne. Forældrene havde en datter til som arbejdede om dagen og boede hjemme. Familien udstrålede en hvis fred og harmoni, alle kendte dem i nabolaget, de ligesom hørte til gadebilledet. Faderen var en venlig ydmyg person, som man syntes godt om lige med samme. Sent om eftermiddagen var det som regel fjernsynstid for den handikappede datter. Ofte var, ved sådanne lejligheder, deres lille stue fuld med børn fra nabolaget, som kom for at se fjernsyn. Anna berettede, at sadatsi-familiens indtægter var blevet taget fra dem. En skønne dag var broderens søn spadseret ind i forretningen og havde sagt, at nu overtog han butikken. Den ældre mand gav ind og måtte på sine gamle dage søge et arbejde. Er man ikke blevet velsignet med en søn, kan den næst nærmeste i familien overtage forretningen.

Annas chauffør havde været på ferie og var kommet en måned for sent tilbage. Hun havde i den grad ærgret sig over ham, at han blev afskediget. Jeg ved ikke, hvem som var mest ulykkelig over det, hun eller chaufføren, efter en måneds tid blev han også ansat igen. Tilsyneladende er det helt normalt i Indien, at man tager sig en eller to ugers ekstra ferie. Jeg hørte nogen i nabolaget fortælle, at hushjælpen endnu ikke var kommet tilbage, fordi en elefant havde trådt hende på foden. I Indien undrer man sig ofte over, hvor meget er sandt, af det man hører. En hvid løgn bliver hurtigt til mange, livet er et skuespil, hørte jeg flere gange blev sagt, det, det kommer an på er, hvordan man spiller sin rolle.

Jeg var meget tynd efter ferien, det var, som om jeg ikke kunne spise nok. Måske havde jeg fået amøber, et besøg hos lægen og en blodtest bekræftede det. Jeg bragte selv resultatet til klinikken, men først havde jeg åbnet brevet og læst rapporten. Før lægen læste resultatet, begyndte han at forklare, om de forskellige slags amøber som der fandtes. Den værste slags kapsler sig ind og flyder i blodstrømmen, det kunne blive meget svært at komme af med den. Naturligvis var han overrasket over, at jeg netop lige havde den slags. Meget venligt tilføjede han, at med Guds hjælp skulle det kunne kurerers, det gav jeg ham ret i. Jeg fik medikamenter til to måneder med hjem. Før jeg gik, tilføjede han, at hvis jeg fik hjertebanken og andre symptomer, så skulle jeg lige med samme opsøge ham. Efter en måneds tid fik jeg en sen eftermiddag hjertebanken, doseringen havde været for høj og blev nedsat. Resten af medicinen tog jeg over et tidspunkt på tre måneder. Nedsætningen af doseringen forlængede behandlingen. Derefter fik jeg taget en anden blodtest, denne gang var resultatet negativt. Meget taknemlig fortalte jeg Fritz den gode nyhed om aftenen. Der er mange mærkelige ting som kan angribe en i dette land af kontraster. Et par gange kom Fritz hjem og fortalte, at han havde hørt om epidemier som havde kostet mange mennesker livet, i aviserne stod der som regel ikke noget om det.

 Af og til tog Fritz og jeg på indkøbsture i byen ligesom i Etiopien. Vi nød det brogede folkeliv i gaderne og de fremmed artede ting, som kunne købes overalt. Den gamle del af byen, som kaldes Old Delhi er den interessanteste. Det er her vi fandt sølvmarkedet, en lang gade med den ene sølvbutik efter den anden. Butikkerne er små, uden vinduer og ikke særlige luksuriøse. Foran er butikkerne åbne, således af  at man uden videre kan kikke ind udefra. På de store høje borde foran butikkerne, er et udvalg af forskellige ting af sølv placeret. Alt i mellem hinanden smykker, plader, lysestager og mange andre ting samt en vægt, her bliver sølv solgt per kilogram. Fritz fik en af sine gode ideer, i hotellet fandt han ud af hvor deres sølv blev købt. I den samme butik købte vi pæne forsølvede plader, et kaffe og te-sæt samt nogle pæne sølv lysestager. Vi var heldige, vi kunne købe til hotelpris. Manden bragte tingene, en aftalt eftermiddag, per scooter. Jeg kunne ikke lade være med at gøre en bemærkning om, om det ikke var risikabelt at køre med en ladning sølv i en scooter. Dertil svarede han, at der næppe var nogen som tænkte på den slags, scooteren tilhørte i øvrigt ham. Han forklarede, at ofte er det bedre at skjule, at man er velhavende. Små butikker, som sælger almindelige husholdningsting eller tøj og stoffer kunne have et baglokale, hvor ejeren sad og solgte og købte for millioner.

Når jeg lod børnene være alene hjemme hos Daisy og tog på en indkøbstur, skete det af og til, at jeg følte mig meget bange for børnenes sikkerhed. Var det fordi jeg var ny i troen? eller var grunden den usikkerhed, som mange lever under, og som måske smittede af på mig. Jeg er ikke helt klar over det, men hvis jeg fik sådan et anfald af frygt, begyndte jeg at sige Jesus navn over og over igen. Lidt efter lidt følte jeg mig beroliget, og når jeg kom hjem, var alting altid i orden. En eftermiddag kom Fritz senere hjem, end han plejede. Med store bange øjne fortalte han, at han med nød og næppe havde undgået at blive kørt ned af en bus hvis bremse ikke havde fungeret. Pludselig havde bussen begyndt at rase fremad i mylderet af biler og andet køretøj. Han havde trådt på pedalerne, det bedste han kunne, bussen havde været lige bag ved ham. Pludselig så han en mulighed for at vige til side og var frelst. Vi takkede Gud fra hele hjertet, hans ord siger, at i farens stund vil der blive en vej til at flygte.

Det var blevet køligt igen, med Fritzli i vognen spadserede jeg af og til imellem lave små hytter og huse og betragtede folkelivet. Kokke galede, høns skræppede og kaldte på deres små. Katte solede sig dovent, og hunde holdt øje med dem som gik forbi. Kvinder hentede vand fra en fælles brønd, og børn legede på vejene. Her var livet anderledes, husene var små, men for det meste velholdte.

Hvis den lille gruppe af børn i nabolaget ikke legede hos os, så legede de ovenpå eller hos naboerne. Nu da vejret var godt, kunne vi ofte finde dem, i nærheden af den lille park, hvor Bimlas og Gamlas forældre strøg. Parken har et par gynger, og en rutsjebane som børnene havde stor fornøjelse af. En eftermiddag havde jeg ikke set eller hørt Silvia et godt stykke tid. Jeg gik udenfor for at lede efter hende og fandt hende i den lille park tæt ved huset. På grund af regntiden havde en lille sø dannet sig af regnvandet. Silvia badede med den største fornøjelse i det kolde vand. Bimla og Gamla så til, mens forældrene med mellemrum kikkede forundret. Blodet steg op i ansigtet på mig, jeg var meget oprevet ikke over Silvia men over Bimlas og Gamlas forældre. Havde de ikke lige kunne smutte hen til huset og fortalt os, hvad Silvia foretog sig, jeg så altid så godt efter deres børn. Jeg kommanderede Silvia ud af vandet, og med hurtige skridt slæbte jeg hende hjem. Efter hun havde fået tørt tøj på, blev det grundigt forklaret, at man svømmer kun i swimmingpoolen, Daisy blev sent hen til strygefolket for at forklare, at når jeg så efter deres børn, så forventede jeg også, at de ligger mærke til, hvad Silvia foretager sig, når hun er i nærheden. Heldigvis blev hun ikke forkølet, hun var ikke syg et helt år efter, hun havde haft den slemme omgang med feberen. Vi kunne ligefrem se, hvordan den havde styrket hende. Hun blev med en gang større og kraftigere og sprudlede med energi. Vi frydede os over vores sunde datter. Fritzli voksede også men langsommere. Desto større han blev, desto tyndere virkede hans arme og ben desværre. Det er meget svært, at holde et næsten helt invalidt barn ved lige sådan, at muskelsvind ikke ses med tiden.

En dag ved middagsmaden forklarede Silvia, at hun godt kunne tænke sig at være ligesom Fritzli. Hvad hun virkelig mente var naturligvis at have så megen omsorg, som Fritzli havde. Jeg arrangerede hende i sofaen, ligesom Fritzli blev. Så bandt jeg et hagesmæk rundt om halsen på hende, hos Fritzli løb vandet af og til ud af munden, og forklarede:" Fritzli kan ikke noget, derfor gør vi alt for ham, vi vil gøre det samme for dig, hvis du ikke rører dig". Først nikkede hun med hovedet, men efter fem minutter brød hun ud i et højt hyl, prisen var for høj, hun ville hellere røre på sig. Andre gange var hun meget hjælpsom med Fritzli, sang og legede for ham. Helt naturligt lærte hun at hjælpe ham, hvor det var nødvendigt. En dag gnavede hun på en gulerod og mente, det ville Fritzli også synes om. Guleroden blev stukket ind i munden, Fritzli bed til. Silvia kunne ikke få guleroden ud eller ind blev bange og udstødte et højt hyl. Naturligvis benyttede jeg lejligheden til at forklare, at det kunne være meget farligt, hvis hun begyndte at give ham noget at spise og drikke. Fritzli klukkede fornøjet, da jeg havde fået guleroden ud af munden på ham. Han havde oplevet noget, som for en gangs skyld var anderledes. Gud ske tak og lov vidste han, hvad han skulle gøre.

 

Planer om fremtiden

Efter jul og nytåret var over for anden gang, begyndte vi at overveje, om vi skulle fortsætte, når kontrakten var færdig. Fritz forklarede, at hotellet efter to år måtte betale dobbelt skat, af det han tjente, men at man meget gerne ville, at vi blev fra hotellets side. Jeg begyndte at søge Gud for et svar. Den lille sorte bibel, som jeg havde købt i Interlaken, læste jeg flittigt i om aftenen. Når jeg havde læst et stykke tid, overvejede jeg det, jeg havde læst og overgav til Gud i bøn, de ting som beskæftigede mig. Over de næste par måneder spurgte jeg igen og igen, tilsyneladende var tiden ikke moden for et svar.

Fritz havde set en stilling udskrevet i Hotel Revyen, i Beirut Libanon, i et første klasses hotel. Direktøren for hotellet havde været hans første direktør i Etiopien, som også var den samme som havde offereret os en stilling i Iran, mens vi boede i Interlaken. Fritz skrev en ansøgning, og efter et par uger fik han til sin glædelig overraskelse, et prompt ja til stillingen. Næsten samtidig læste jeg en aften i biblen, at der ville blive krig i Libanon, det gjorde et meget stærkt indtryk på mig. Samme aften viste jeg skriftstedet til Fritz, han fik ligeledes en stærk fornemmelse af, at det var bedst at afslå tilbuddet til Beirut. En eftermiddag, ikke længe efter da jeg var ude at gå med børnene, standsede Meier og Fritz uventet ved siden af os i Meiers bil. Begge smilede op til begge ører, sagen var afgjort, vi skulle alle rejse til Singapore hvor Oberoi også havde et hotel. Begge havde uden tøven sagt ja til tilbuddet, da de blev spurgt. Det var alligevel med tungt hjerte, Fritz afslog Teufels tilbud for anden gang. Hotellet i Singapore var ikke sådan et luksushotel og havde ikke så mange restaurationer som det i Libanon. Igen valgte vi det, som ville være bedst for os alle som en familie. Tiden ville meget snart vise, at det var et klogt valg.

 

Ture ud i landet

Nu vidste vi med sikkerhed, at vores dage i Indien var talt. Vi overvejede hvad vi ville se af landet, før vi rejste. Børnene var stadigvæk små, og det var ikke let at rejse med Fritzli. En eftermiddag da vi igen spillede kort med Meier, blev det besluttet, at vi skulle tage på et par ture sammen. Den første skulle være til Corpec nationalparkpark som ligger nordpå. Turen ville vare tre dage, og derfor skulle Fritzli blive hjemme hos Daisy. Hun stod med Fritzli på armen og med et stort smil på ansigtet og vinkede farvel, da vi tog af sted. Måske havde hun mærket, at det var med visse overvejelser, jeg tog den beslutning. Før vi tog af sted, forsikrede hun mig om, at alting ville gå som det skulle. Når hun var ude at gå om eftermiddagen med Fritzli, skulle hun lige kigge ind hos doktoren. Sygeplejersken ville så forvisse sig om, at han var i orden. Vi ankom i god behold efter næsten en dagrejse. Den største attraktion deroppe er uden tvivl en ridetur i urskoven på elefanter. Naturligvis var det noget af det første, som stod på vores program. På afgangspladsen steg vi op ad trapperne og blev alle fire anbragt i en stor firkantet saddel foret med tæpper. Han som førte elefanten sad på halsen. For at få elefanten til at lystre, hamrede han den af og til med et stykke jern i panden. Det brød jeg mig absolut ikke om, og gjorde tegn til ham om at holde op med det. Han grinede kun og turen fortsatte, alt i mens elefanten måtte finde sig i at blive torturet. En gang i mellem bøjede den hovedet og rev med sin kraftige snabel store portioner af græs af, som den meget omhyggeligt førte ind i munden. Et sted gik det stærkt ned af en høj skrænt, og jeg var for et øjeblik bange for, at den ikke kunne klare det. Men se, der havde jeg undervurderet elefanten. Med sine stærke kraftige ben som solide støtter, stod den over alt godt fast på jorden. Jeg begyndte at beundre dette stærke dyr, som til og med føjede sig en meget mindre skabning. Elefanten fandt sin vej igennem et med træ og løv bevokset areal. Vi lagde mærke til, at det var meget tydeligt, hvor den havde haft sin gang. Føreren pegede på væltede halvvoksne træer og forklarede, at en gruppe af elefanter måtte for nylig havde været igennem der. Han luftede sin hemmelighed, vi ville muligvis få lejlighed til at fotografere tigere. Jeg kastede et blik på hans ryg, nej han havde ikke et gevær på sig. Jernstangen ville ikke hjælpe meget, hvis en tiger besluttede sig til at smage på os. Vi kom til at se større dyr, men heldigvis ikke tigere. Fordi vi sad på en elefant, var det muligt for os at komme meget nær til dådyr. Til vores overraskelse flyttede de sig næsten ikke, de var ikke det mindste bange for elefanten. Begejstret tog vi det ene foto efter det andet af disse kønne elegante dyr med de smukke store øjne. Hjemme igen i New Delhi fandt vi alting i orden, Daisy og Fritzli var et stort smil, da vi kom tilbage.

Den varme tid begyndte langsomt at nærme sig. Vi besluttede at tage en tur til det verdensberømte Taj Mahal som hører til de syv berømteste undere, før det blev alt for varmt. Vi var alle meget spændt på, hvordan det så ud, for vi havde hørt en hel del om det. Tidligt om morgenen begav vi os af sted denne gang uden Silvia, for vi planlagde at køre tilbage den samme dag. Som sagt, det var begyndt at blive varmt, og derfor var det også en ret varm tur frem og tilbage. På vejen derhen betragtede jeg med interesse kvinderne i deres brogede saris. Enten arbejdede de i markerne, eller var på vej et eller andet sted hen ofte med en kurv på hovedet. Efter flere timers kørsel ankom vi endelig i Agra. Vi forventede at finde et turiststed, men det var ikke tilfældet, kun nogle få huse og hytter samt en grumset flod, som flød ved siden af, den udefra set, flotte bygning. Taj Mahal er bygget af vidunderligt hvidt marmor, som får bygningen til at skinne næsten overnaturligt smukt i lyset. Den er bygget i firkantet stil, som spidses til i midten. Omkring bygningen er søjler placeret, og foran er der en meget lang have. I midten af haven løber en lille flod lavet i stil som små vandfald, fra hovedindgangen, det ene efter det andet, det så meget smukt ud. Hvis man forventer en flot udstadsning indvendig bliver man skuffet, for der befandt sig kun to kister omgivet af nøgne væge. Taj Mahal er bygget af en Mughal kejser som hed Shah Jahan. Hans dronning døde i barselseng efter at have født ham 16 børn. Han må have savnet hende meget, siden han besluttede sig til at bygge et gravsted som varede 20 år før bygningen var færdig. Han planlagde at bygge et endeligt gravsted til sig selv i sort marmor, men det blev aldrig til virkelighed. Så vidt jeg husker, blev han myrdet og placeret ved siden af dronningen. Vi hørte at arbejderne, som havde bygget paladset, fik deres hænder hugget af, da alt var færdig. Ingen skulle kunne bygge en bygning mage til.

Vi begav os på hjemvejen, i en af de første småbyer efter Agra holdt gjorde vi holdt for at stille sulten og tørsten. En stejl trappe førte ned i en underjordisk restauration. Aircondition eller vifte fandtes ikke, men vi konstaterede, at det heller ikke var nødvendigt. Når det begynder at blive rigtig varmt, er det muligvis bedre at bo ligesom muldvarperne. Luften i restaurationen var kølig og god, vi nød en god omgang karry og noget koldt at drikke, derefter begav af sted til Jaipur, den lyserøde by som vi alligevel kørte igennem. Jaipur er virkelig lyserød, på hver side af hovedgaden, er de imponerende bygningerne overraskende lyserøde. Vi fandt ud af, at der var et museum i byen. Meier og jeg besluttede at kikke nærmere på det. Fritz fortrak at tage en lur i bilen, varmen havde gjort ham døsig. Der var ikke alt for meget at betragte på museet, igen blev jeg lidt skuffet. Efter vi havde stillet tørsten for anden gang, gik turen lige hjem. Alt lagt sammen, det havde været en dejlig dag, blev vi enige om.

 

Syg i den varme tid

Siden vi skulle rejse i juni, besluttede vi, at jeg skulle blive i byen denne sommer med børnene. Da den varme tid rigtig havde sat ind, fik jeg fåresyge, især den ene side af halsen var ret hævet. Jeg holdt mig væk fra børnene, den uge det varede. Det er ikke så heldigt at blive syg i den varme tid, fordi ens helbred lider også under varmen. Ikke længe efter fik jeg underlivsproblemer - muligvis en følge af fåresygen. Samtidig havde jeg, for anden gang, fået amøber. Jeg var godt klar over, hvor jeg havde samlet dem op. Fritz og jeg havde været i kino, og som sædvanlig set en dramatisk indisk film. Andre valg havde vi heller ikke, for i New Delhi blev der sjældent vist en udenlandsk film. Da filmen var færdig, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at købe en med chili fyrbrændende shesh kebab, af en mand som solgte dem fra sin cykel. Noget må have været i vejen med kødet, for ikke længe efter var jeg sikker på, jeg havde fået amøber igen. Først måtte jeg på sygehus for en behandling for mine underlivsproblemer. Et par dage efter begyndte jeg på en krads amøbekur. Når man er ung, regner man altid med at komme godt fra det, hvis der tilstøder en noget. Den samme uge jeg havde været på sygehus, tog jeg en tur på markedet en meget varm eftermiddag. I den varme tid sveder man utrolig meget, så snart man er udenfor, og det gjorde jeg også denne eftermiddag. Pludselig begyndte jeg at føle mig svindel, og det gjorde ondt i maven. Jeg måtte gå ind i en lille forretning, og få dem til at bestille en taxi til mig. Ankommet hjemme gik det ikke bedre, jeg følte mig konstant svindel. Hotellægen blev tilkaldt, det var klart, det hele havde været for meget for mig. De næste par dage var jeg for alvor bange for mit liv. Jeg sov dag og nat uden fornemmelse af, hvad tidspunkt det var. Prøvede jeg at stå op, suste det for ørerne, og hjertet bankede heftigt. Jeg bad til at overleve, for børnenes skyld. Efter en uge vovede jeg mig ind i stuen, det gik, jeg var begyndt at komme til kræfter igen. Det værste ved det var, at jeg var blevet bange for varmen. Derfor opholdt jeg mig også inden døre hele dagen. Efter et par uger, en søndag eftermiddag, tog Fritz mig under armen og langsomt spadserede vi rundt i de gamle ruiner som ligger i nærheden af huset. Det gik godt, jeg var lettet, snart vovede jeg mig også ud alene. Jeg må ærlig tilstå, indtil vi forlod landet, sad der en hvis frygt for varmen i mit inderste. Frygt kan være en slem fjende, men den kan overvindes med Guds hjælp. Uden tvivl frygt kommer ikke fra Gud, men han ved også, at så længe vi lever på denne jord, behøver vi af og til at blive mindet om at tage et skridt i troen og overlade resten til ham. Der er tider, hvor livet forekommer en at være en kamp.

Heldigvis blev Fritzli sparet for alvorlige sygdomme i Indien. Han var groet et godt stykke i de to år, vi havde opholdt os der. Trods god daglig pleje og fysioterapi hver dag, undtagen søndag, var der ingen forandringer at bemærke i hans tilstand. Jeg havde regelmæssigt taget ham til fysioterapi hos en udlært fysioterapeut, som med stor begejstring udførte sit arbejde. Fritzli og jeg nød disse 14 dages daglige udflugter. Selv om hans tilstand ikke forandrede sig, var det godt for ham at blive grundigt bevæget i alle lemmer. Med den store terapibold fik Daisy og jeg ham på benene hver dag. Den ene trykkede hans albuer ned på bolden i mens den anden sad bag ved og placerede hans fødderne på gulvet. Sådan rokkede vi ham frem og tilbage i stående stilling en hvis tid. Han elskede at blive drejet på bolden eller gynge i armene. Det foregik sådan, at vi stod foran ham, og med et godt tag i hans arme gyngede ham op og ned, mens han selv gjorde sit bedste til at holde hovedet på plads. At dreje skete ved, at vi ved at holde ham i armene, det fik ham til at mærke, at han ved at lade sig falde til en af siderne næsten kunne dreje selv. Det var også muligt, at sidde ham på bolden, sådan gyngede vi ham fra den ene side til den anden, frem og tilbage eller rundt i en kreds. Andre øvelser foregik på måtten, f. eks. drejede vi ham rigtigt, eller han øvede at stå på knæ, bruge hænderne o.s.v.. Han elskede sine øvelser, og ved sådanne lejligheder anstrengte han sig til det yderste til at holde hovedet på plads. Det samme var tilfældet fra vores side. Hans glæde over at blive bevæget, smittede af på os, sådan at vi også havde glæde af arbejdet. Hans måltider tog stadigvæk lang tid, men vi havde fundet ud af, at han elskede chokoladebudding, det gled altid lettere ned. Før i tiden tror jeg ikke, der var noget særligt, han brød sig om. Muligvis fordi alting var så besværligt.

 

Et overfald

Fritz og jeg var lige gået i seng en aften, kort før vores afrejse. Pludselig hørte vi en voldsom larm og et spektakel ovenpå, larmen fortsatte ned ad trapperne, mennesker skreg og råbte. Jeg ville ud og se efter hvad der skete, Fritz sagde afværgende:" Vent lidt før du åbner døren". Efter et øjeblik hørte vi nogen hyle og stønne ude bagved. Et blik om hjørnet til ejerens garage, gav os et tydeligt billede af, hvad der skete. En ukendt mand lå bundet fast på en bambusseng. Ejeren af huset, den ældre mand ovenpå, slog med en rem løs på ham som lå på sengen, som for hvert slag udstødte høje hyl. Der var næppe nogen som bemærkede os, så vi listede ind igen. De havde, efter situationen at dømme, været udsat for et overfald. Lidt efter blev der roligt i garagen, og vi hørte en bil starte og køre væk. Med lidt af en skræk i livet gik vi tilbage til vores senge. Fritz sikrede sig en ekstra gang om, at alle døre var låst og lukket.

Næste dag fik vi forklaringen af svigerdøtrene ovenpå. Boyen, som kogte og gjorde rent, havde lige forladt huset, kun det ældre ægtepar var hjemme. Nogen havde banket på døren med den undskyldning, at deres ærinde var i sammenhang med deres forretninger. Familien eksporterede stoffer til udlandet, og som vi kunne forstå, var de også ret succesfulde. Uden tøven havde den ældre mand åbnet døren, to yngre mænd stod udenfor. Situationen skiftede, mændene skubbede og truede med en kniv den ældre mand tilbage i stuen. Der bandt de ham og hans kone fast på en stol, stjal deres ure og konens smykker. De begyndte at spørge dem ud om, hvor de havde andre værdisager. Situationen skiftede for anden gang, røverne havde overset, at balkondøren stod vidt åben. Overfor boede en hindufamilie, med to voksne sønner, som Gud ske tak og lov var hjemme på det tidspunkt. De unge mænd opdagede overfaldet fra deres åbne vindue. Uden at betænke sig, styrtede de op ad trapperne og ind i stuen. Der tog de modigt kampen op med røverne, som blev meget overrasket over bagslaget og mistede modet og fatningen. En af dem nåede at flygte ned af trapperne og rende væk. Den anden fik de fat i, bandt ham til en seng ude i garagen, hvor den ældre mand gav ham en god gang velfortjent prygl med en rem. Derefter kørte de ham på sygehuset, mens behandlingen stod på, indfandt politiet sig. Røver nummer to blev ikke fundet, hørte vi bagefter. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om det var helt tilfældigt, at boyen var taget i byen den aften, og om han havde givet et tip til røverne om, hvad de skulle sige, for at få det ældre ægtepar til at åbne døren.

Fritz begyndte at føle sig usikker for vores sikkerhed, fordi han ikke hjemme om aftenen. Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke ville åbne dørene for nogen om aftenen, men han insisterede på, at lade en lille stærk nepaleser fra køkkenet komme og sove i huset de sidste par uger. Vi gav ham et værelse, Fritz fortalte, at han havde en kniv under hovedpuden, som han forstod at bruge. Inderst inde var jeg overbevist om, at Gud ville tage vare på os og syntes i grunden, at Fritz overdrev sin beskyttelse trang.  

Mens vi boede i Svejts, havde jeg fået tildelt et lille bidrag til Fritzli af invalideforsikringen på grund af hans tilstand. Svejtserne er ikke særlig gavmilde i den retning. Beløbet var i begyndelsen 180 franc om måneden. Det blev senere forhøjet til 200, og da vi kom til Singapore, fik jeg 250. De 250 franc om måneden blev et uforandret bidrag i gennem mange år. Vi søgte heller ikke om at få mere. Han var vores barn, og under de forhold vi levede, var det ikke svært at få billigt hjælp. Det skal her siges, at hans medicin, visse undersøgelser samt hans invalidevogne blev betalt af forsikringen. For disse penge havde jeg i Svejts købt et stereoanlæg, som vi var meget glade for, Fritzli holdt meget af musik. Det var Fritz ide, at jeg skulle skænke dette til et hjem for blinde, som han kørte forbi hver dag på cykel, som tak for at jeg havde fået lov til at blive sund og rask efter min sygdom. Når vi kom til Singapore, ville han købe et andet sæt, jeg indvilligede. Over for vores hus befandt sig et kontor for en hjælpeorganisation, som jeg har glemt navnet på. Ofte havde jeg haft lyst til at give dem noget. Fritz gav mig et pænt beløb, som jeg gik over og skænkede dem. Guds havde flere gange mindet mig om det, derfor følte jeg også en hvis tilfredshed i sjælen, da jeg afleverede beløbet.

  

Afskedens time

Afskedens time nærmede sig, naboerne og børnene vidste alle, at vi skulle rejse om et par dage. Anden sidste aften, mens vi sad ved aftensmaden, kom Gamla ind i stuen. Hun virkede anderledes denne gang, havde ikke lyst til at lege med Silvia. Efter en halv times tid trak hun sig tilbage i døren, hvor hun blev stående et stykke tid. Hendes store mørke øjne var hele tiden rettet på mig. Jeg vidste afskedens time er svær, men vi skulle igennem den alle sammen. Jeg var ligeledes kommet til at holde af disse to fattige børn som aldrig voldte besværligheder. Jeg gik over til døren, så hende lige i øjnene og sagde: "Du må hellere gå hjem nu Gamla, det bliver snart mørkt udenfor". Hendes mørke øjne udvidede sig, hun trak den ene hånd frem fra brystet og gav mig en forsølvet tesi, som tilhørte hotellet, tilbage. Overrasket, men venlig bemærkede jeg: "Tak skal du have Gamla, det var godt, du huskede at give mig den tilbage". Det må have været noget af en prøve for sådan en lille pige. På grund af min og Silvias sygdom følte jeg ikke nogen sorg, da vi forlod landet. For at være ærlig var jeg lettet over, at vi ikke var nødsaget til at opleve den varme tid en gang til. Trods alt havde det været to meget interessante år. Vi havde fået lov til at opleve en hel anden kultur, vi havde levet og arbejdet i mellem befolkningen og var blevet en masse oplevelser rigere.

Efter en pæn afskedsfest i hotellet og mange farvel håndtryk, var afskedens time kommet. Silvia havde de sidste 14 dage spurgt Daisy om hun græd, når vi tog af sted. Det forsikrede hun hende om, at det ville hun. Da hun omfavnede Silvia for sidste gang, flød tårerne også i stride strømme ned af kinderne. Silvia var godt tilfreds med det, for nu vidste hun, at Daisy også ville savne hende. De havde haft et meget hjerteligt forhold til hinanden. Vi var alle kommet til at holde meget af denne venlige flittige pige. Netop derfor beskæftigede hendes fremtid mig. Jeg havde været på et kontor, sat op af den amerikanske ambassade, til at formidle stillinger til folket. Der blev ført journal over deres arbejde, og arbejdsgiveren skulle udfylde et skema, når vedkommende forlod sin stilling. Jeg forklarede damen i kontoret alt, hvad Daisy havde gjort for familien og naturligvis i særdeleshed om hendes omsorg for Fritzli. Damen lyttede meget interesseret, efter jeg var færdig med min forklaring, svarede hun, at de muligvis havde lige det rigtige for hende, hun skulle bare komme forbi. Jeg fik nogle papirer til at udfylde angående hendes arbejde hos os. Fritz havde store muligheder for at videre give sin kundskab, mit område var begrænset. Netop derfor havde jeg sat mig selv det mål at lære Daisy så meget som muligt i husholdningen. Ved siden af det daglige i husholdningen og plejen med Fritzli, havde jeg også lært hende andre ting blandt andet at stoppe strømper og lave julestads. Alt hvad jeg kunne i husholdningen, kunne hun mindst lige så godt. Derfor kunne jeg med god samvittighed anbefale hende. Senere skrev hun til mig i Singapore, at hun arbejdede hos en amerikansk dame gift med en inder, og at hendes opgave bestod i at hjælpe til med børn fra børnehjem som skulle adopteres i Amerika. Jeg vidste lige med det samme, hvem denne dame var, fordi hun var veninde til den amerikanske dame, som også var gift med en inder, og som boede på hjørnet hvor man drejede af til vores hus. Jeg havde hørt en hel del om hende og også truffet hende hos naboen. Hun var skilt med to børn. Efter hun giftede sig med inderen, fik hun i flere år ingen børn til skuffelse for hans familie. Da hun begyndte hun at arbejde med forældreløse børn, blev hun velsignet med to børn i det andet ægteskab. Igennem min nabo vidste jeg, at dette var et utaknemligt arbejde. Indtil alle undersøgelser og papirer var i orden kunne der ofte gå meget lang tid. Daisy blev den som gik til hånde med de børn som ventede på adoption. Jeg var overbevist om, at Gud havde hørt min bøn om, at kunne give hvad jeg vidste til en, som igen ville velsigne andre. Begynder de gode ting ikke med en selv, ligesom en bølge i havet der efterfølges af en anden.

 

Svejts, Canada, Amerika, Danmark og Singapore

Jeg var blevet tynd som en bønnestang og havde sorte rande under øjnene på grund af de sygdomme, jeg havde været igennem i Indien. Den gode friske luft i Svejts og nogle multivitaminer bragte mig hurtigt på højkant igen. Fritz far bemærkede medlidende, da han så mig:" Du ser ud, som om du har været 14 dage i et gammeldags vaskekøkken". Det havde jeg nok også været, klimaet der overgår det i et vaskekøkken i den varmeste tid. Vi nød nogle fredelige uger sammen med Fritz forældre som nu var pensioneret og levede i et lille pænt hus på en fredelig vej. Svigerforældrene var begejstret for Silvia, hun var vokset godt i de to år, vi havde været i Indien. Fritzli var langsomt blevet accepteret med sin tilstand, det havde ikke været let for dem. Silvia ligesom overbryggede det sår, Fritzlis fødsel havde givet os alle.

Min to år yngre søster Lise havde levet i Toronto i Canada i mange år. Hun var gift med en dansker og havde to børn. Jeg havde ikke set hende, siden hun rejste derover for 12 år siden. Vi besluttede os til at besøge hende med børnene og derfra rejse til Pittsburg og deltage i Katryn Kullmans gudstjeneste. På mine svigerforældres ansigter kunne jeg se, at de var bange for, at vi ville blive skuffet, hvis Fritzli ikke blev helbredt. Denne idé kom hovedsagelig fra Fritz, han var meget opsat på, at Fritzli skulle helbreds nu. Vi bad trofast om nåde for ham hver aften, ville han blive rask eller ikke på denne tur, jeg vidste det ikke. Gud gav ikke et tegn denne gang. Dagen kom, hvor Fritz forældre bragte os til banegården i Aarau, begge to så noget beklemt ud ved afskeden. Vi ankom til Frankfurt med toget, og efter et par timers ventetid fortsatte vi med flyvemaskinen til Toronto. Efter en god time i luften meldte kaptajnen over højtaleren, at flyvemaskinen havde en motorskade, og det ville være nødvendigt at vende tilbage til Frankfurt, ligeledes var det nødvendigt at lukke en del af benzinen ud over havet for bedre at kunde lande. Der blev fuldkommen stille i flyet, alle sad tavse og stirrede hen for sig. Nu hvor kaptajnen havde sagt det, kunne man tydeligt høre, at motoren havde en meget mærkelig lyd. Jeg er altid en lille smule bange for at flyve, og denne situation gjorde det ikke bedre. Endelig landede vi i god behold i Frankfurt, nu blev passagererne og stewardesserne pludselig levende, alle klappede i hænderne og smilede lettet. Tilbage i lufthavnen måtte vi igen vente et par timer. Vi kom på flyet for anden gang, man havde forsikret os om, at denne gang var alt i orden. Det var mange timer siden, vi havde forladt Svejts, derfor sov børnene også hurtig ind, efter de havde fået noget at spise.

Vi ankom midt om natten i Toronto. Ved udgangen til ventesalen var der nogen som greb mig i armen, jeg drejede hovedet, og der stod min søster Lise. Det første hun sagde var: "Jeg har betragtet dig et stykke tid Inge, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du er kommet til at se ældre ud, men det samme er nok også tilfældet med mig". Det indrømmede jeg ærligt, min søster var også kommet til at se en del ældre ud, men det var godt at se hende igen. Efter en halv times kørsel ankom vi i deres lejlighed, hvor de trætte børn nok en gang blev lagt i seng. Den næste uge tilbragte vi sammen med Lise og familien. Der var meget der skulle fortælles. På begge sider lærte vi hinandens familie og levemåde at kende og oplevede for første gang en storby med imponerende bygninger og skyskraber.

Vi fik arrangeret billetter med en Grey bus til Pittsburg og ankom til Nigara faldet efter flere timers kørsel. Det var et storslået syn, at betragte de masser af vand som styrtede i afgrunden, jeg begyndte at glæde mig til Pittsburg. Det gik udmærket med børnene trods den lange rejse i bussen. Silvia havde fundet en ældre dame at sludre med, de to var helt opslugt af hinanden. Damen havde frugt og slik i tasken. Alt hvad vi så af Silvia største delen af rejsen var et par dinglende ben foran os. Fritz og jeg så efter Fritzli på skift, han har altid nydt meget at køre i bil. Vi lod tankerne flyve, mens vi betragtede landskabet ud af vinduerne og overvejede muligheden af Fritzlis helbredelse. Hen imod aftenen ankom vi til Pittsburg og tjekkede ind i et hotel med det samme. Allerede i lobbyen blev vi spurgt, om vi var kommet til Pittsburg for at besøge Katryhn Kullmans gudstjeneste, vi bekræftede det. Man var så venlig at informere os om, at i det tilfælde var det bedst at stå op ved tre tiden om natten og indtage morgenmaden tidligt på værelset. Dørene til kirken blev først åbnet klokken otte om morgenen, men da store menneskeskarer samlede sig foran kirken tidligt om morgenen, var det bedst at være tidligt ude. Om aftenen, efter vi havde lagt børnene i seng, deltog Fritz og jeg i en forsamling i hotellet. Mange berettede om helbredelser, en dame fortalte, at Katryhn Kullmann så ud som en engel, jeg var skeptisk, er vi ikke alle mennesker trods Guds stærke Kraft. Kort tid efter, klokken fire den følgende nat, ankom vi til kirken. Vi havde ikke gjort os mange tanker om, hvordan den så ud, der var heller ikke nævnt noget om det i bogen. At kirken var mørk ja nærmest sort udvendig var noget af en overraskelse. En pæn skare af mennesker havde allerede samlet sig foran kirken. Fordi vi havde Fritzli med os, og folk så, han var handikappet, lod man os komme helt frem til den store indgangsdør. Der stod en mørkhudet dame og sang med en dyb smuk stemme helt uanfægtet af det mylder af mennesker bagved hende. Hun sang i timevis, priste Gud med sin vidunderlige stemme, alt i mens hendes blik var rettet op i mod himlen. Hendes sang ligesom sendte bølger af tilgivelse og forventning ind i mellem menneskeskaren. Man underholdt sig livligt med hinanden, atmosfæren var god og det var synligt at alle glædede sig. Jeg satte mig ned på cementgulvet foran døren med Fritzli. En venlig dame fra byen berettede om, hvordan Gud havde helbredt hendes hund, jeg vidste, hun bad for Fritzli. Bagved mig stod en dame med en voksen søn, hun så meget syg og dårlig ud. Jeg fik på fornemmelsen, at hun ikke havde det godt i dette øjeblik, og at hun måtte tage sig meget sammen for at stå der. Hun fortalte, at hun havde kræft, og at hun forventede at blive fuldstændig helbredt. Jeg bad i mit inderste om, at Gud ville høre hendes bøn. Sønnen sagde ikke meget, men det stod skrevet på deres ansigter, at lægerne ikke kunne gøre mere, og at Gud var deres sidste chance. Fritz underholdt sig største del af tiden med en tysktalende familie, bemærkede jeg. Silvia smuttede frem og tilbage i menneskeskaren meget optaget af at pådrage sig andres opmærksomhed. Jeg lagde mærke til en mørkhudet lille mand med krykker og ønskede at se ham helbredt, ham ville jeg kunne genkende, der var ikke mange mørkhudede i menneskeskaren. En højrøstet fuld mand sluttede sig til selskabet og ligesom foranstaltede urolige bølger i mellem folk. Efter et øjeblik tog en mand ham om skulderen og gik ned af vejen med ham.

Præcis klokken otte, jeg kastede et hurtigt blik på mit ur, blev døren åbnet inden fra. Tiden var fløjet i et nu, jeg kunne slet ikke forstå, at vi allerede havde ventet i fire timer. Folk bevægede sig hurtigt fremad og tog plads. Det varede ikke længe, før den store rummelige kirke, med store balkoner ovenpå og med plads til flere tusinder mennesker, var fuld til absolut sidste plads. Kontrasten udefra var meget påfaldende, indvendig var kirken lys og smuk med store bemalede glasvinduer, hvor igennem solens stråler oplyste kirken. Vi blev anbragt med børnene i den første tredje del af kirken. En mand på bænken foran os drejede sig om og lagde hånden på Fritzli og begyndte at bede for ham. Jeg fornemmede, at han var meget stærkt troende, andre rundt om os lagde også deres hånd på Fritzli eller os og bad. Vi synes det var utrolig pænt af dem alle sammen, og blev rørt af deres omsorg for os. Uden at kende disse mennesker vidste vi, at de stod inde for Fritzli i bøn. Elegante damer med make-up og højhælede sko, spadserede frem og tilbage ude på gangene og ligesom holdt øje med alting. Der var en meget speciel atmosfære i kirken, ja, det ligesom lå noget i luften. Uden tvivl Gud var der, så stærkt havde vi aldrig før mærket hans nærværelse. For et øjeblik dukkede Fritz og jeg vores hoveder, denne kirke var fuld af Guds hellighed, og vi var sorte lam som i grunden ikke var værdige til at mødes med den allerhelligste. Lidt efter kom Kathryn Kullman frem på podiet. Jeg blev overrasket, for hun så virkelig næsten ud som en engel, i sin lange hvide kjole med store vide ærmer som flagrede frem og tilbage på grund af den elektriske vifte som stod bag ved hende. Koret stemte i med halleluja, halleluja og snart sang vi alle med. Det lød meget smukt, og jeg glædede mig til mere. Efter fem minutter afbrød Kathryn Kullman og forklarede, at helbredelser allerede var begyndt at finde sted. Med sin pegefinger pegede hun i forskellige retninger, hvor hun vidste, folk med forskellige sygdomme var blevet helbredt. Det varede ikke længe, før en slange af mennesker stod foran podiet og ventede på at fortælle, hvad der var sket med dem. Katryhn Kullman var for hver eneste helbredelse begejstret, og hun gengav levende i mikrofonen, hvad der lige var sket. Til sidst lagde hun hånden på vedkommendes hoved, og han eller hun faldt bag over. Derfor stod der nogen bagved, som greb dem i faldet og forsigtigt lagde dem på gulvet, hvor de efter et øjeblik rejste dem igen. Det havde jeg aldrig før set og mistænkte hende for at trykke dem bagover. I det øjeblik jeg tænkte det, løftede hun sin lange pegefinger over hovedet på os og meddelte, at nogen skulle stille sig bagved en dame, som sad ovenpå, og som var ved at blive helbredt. Damen udstødte et skrig og ramlede muligvis om ind i mellem stolene. Nu var jeg overbevist om, at det var ægte. For et øjeblik tænkte jeg, hvis hun begynder at flyve rundt som en fe, så må det også være sandt, men det gjorde hun ikke. Efter en hvis tid så jeg den lille mørke mand, som jeg havde set ude foran kirken, svinge sin protese til benet frem og tilbage, alt i mens han rendte op og ned af trappen til podiet. Hvad der var sket, fik jeg ikke rigtig fat i på, i hvert fald var han helbredt og brugte ingen protese.

Fritz sad med Fritzli på skødet, af og til når Katrynn Kullman kikkede i den retning, løftede han ham lidt højere. Fritzli forholdt sig usædvanligt rolig ude foran kirken såvel som inde i kirken. Silvia stod, det meste af tiden, utrættelig på stolen og fulgte med i alt hvad der skete. Af og til skulle hun på toilettet, jeg fandt ud af, at det befandt sig i kælderen. For at komme derned måtte vi igennem en sal med meget syge mennesker. Mange lå på senge og så ud, som om det var deres sidste time. Der var en højtaler i salen, sådan at folk kunne følge med i , hvad der skete ovenpå. Efter et par timer kom en ældre mand nede fra kælderen op på podiet og berettede, at han havde siddet i kørestol i lang tid som følge af en uhelbredelig sygdom. Katryhnn Kullmann blev meget glad og omfavnede ham igen og igen. Et par gange havde hun annonceret, at der var nogen, som var ved at blive helbredt dernede. En mor med sin blinde datter, som nu kunne se, var så bevæget, at hun næsten ikke kunne sige et ord. Katryhnn Kullman græd tårer af glæde sammen med hende og omfavnede hende, som om de var søstre. Sådan blev det ved i timevis uden pause. Guds Hellige Ånd prædikede synligt sit mesterstykke i mellem svage mennesker, og der var ikke andet at gøre, end at give al pris og tak til den som sidder i det højeste. Jeg ønskede fra hjertet, at han, Guds Hellige Ånd, også ville berøre Fritzli. Jeg tog hans hånd i min, mens jeg stille bad, i det øjeblik var der virkelig noget som rørte ham. Begge hans arme fløj ud til siderne, mens han stødvis inhalerede dybt flere gange. Jeg vidste han drak af den hellige ånd og glædede mig. Fritz så det ikke, fordi han sad med hovedet drejet den anden vej, og jeg kunne ikke nænne at forstyrre den Hellige Ånd i det øjeblik, den berørte ham. Efter fire timers helbredelser non stop, holdt det lige så pludselig op, som det var begyndt. Timerne havde fløjet i et nu. Det var næsten ikke til at forstå, at tiden var gået så hurtigt. Folk trængte sig frem til podiet for den sidste velsignelse. Vi skyndte os også at gå fremad med børnene, efter en kort bøn var alting færdig. Vi tog tilbage til hotellet en lille smule skuffet over, at Fritzli stadigvæk var den samme, men tillige meget styrket i troen. Vi havde selv set og hørt under og mirakler. Der var ingen som nogensinde skulle kunne overbevise os om, at Gud ikke virkede på denne jord. Hvorfor bliver ikke alle helbredt som i Jesus tid? Jeg ved det ikke, men jeg tænker Gud ved det.

Næste dag gik turen tilbage til Toronto. Vi blev et par dage hos min søster og fløj derefter tilbage til Frankfurt, hvor vi tog toget til Danmark. I Odense blev vi afhentet af min far. Forsigtigt fortalte han, at mor ellers havde det godt efter omstændighederne. Mor havde haft det svært med sig selv i mange år, men hun så ud til at have det godt denne gang, med undtagelse af at hun havde taget ti kg på i vægt.

Hos naboerne på bakken blev der fejret høstfest. Mine forældre havde ligesom naboerne et landbrugssted. Man hjalp ofte hinanden med redskaber eller gav hinanden en ekstra hånd, ligesom der var brug for det. Fergos børn havde været mine skolekammerater, og det var morsomt at træffe dem igen. Efter aftensmaden dansede vi, far svingede også benet, mens mor fornøjet så til. Jeg betragtede hende med tilfredshed og bad til, at hendes tilstand ikke ændrede sig. Vi nåede at komme til Egeskov marked, før vi rejste. Det er en gammel tradition på egnen, at der holdes et stort marked hvert efterår. Kvæg og heste bliver fremvist og solgt. Lykkehjul og tombolaer findes på rad og række. Gynger og karruseller ligesom radiobiler er børns store fornøjelse. Sigøjnere og forskellige artister har også fundet deres vej hertil og annoncere i højtalere deres numre. Landstrygere har deres årlige forsamling, og en konge vælges. Der har altid været en hvis charme ved dette marked, som børn glædede vi os til det i lang tid forud. Også denne gang sluttede vi, som vi plejede, med en god omgang pølser og sodavand. Der er ingen andre steder i verden, hvor pølser, smørrebrød og wienerbrød smager så godt som i Danmark, selv Fritz siger det samme.

Med toget rejste vi alle fire tilbage til Svejts. Vi nåede at tilbringe et par dage hos Fritz forældre, før vi fortsatte med flyet til Singapore. Krigen begyndte i Libanon denne sommer. Interkontinental hotel ligger tæt ved grænsen til den muslimske sektor, og direktøren Teufel blev skudt af rebeller mens han kikkede ud af et vindue. Gud havde ret, da han lagde os på sinde, at der ville blive krig i Libanon. Vi blev alligevel ret overrasket, for vi havde ikke troet, at det ville ske så hurtigt. Gud ske tak og lov, havde Fritz en god stilling i Singapore.

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE